Writer on Wheels

Bruxelles 22. maj 2025

To motorcykelbetjente i orange jakker accelererer ud ad porten i Berlaymont bygningen. Uden for står tre drenge med deres fodbold og kigger ligegyldigt til. Den ene jonglerer arrogant med bolden. Hvis den smutter fra ham nu, vil den hoppe ud foran betjentene. En bil med ’protection unit’ skrevet hen langs siden kører på hvinende dæk gennem rundkørslen. Den følges af en skinnende sort Audi med blå blink.

Endelig sker der noget i Bruxelles.

Jeg er på ørkenvandring gennem Europas kontorlandskab, hvor apparatniks fra 27 lande løber rundt mellem hinanden og sørger for, at skruelågene på plastikflaskerne bliver hængende, mens de får lovgivningsprocessen til at tage 10 gange så lang tid, som den burde. Bruxelles er Europas politiske hovedstad, men Parlamentet ligner mere et internationalt konferencecenter end en smeltedigel, hvor fremtiden bliver smedet.

I to dage har jeg har interviewet politikere om fremtiden, men de er ikke kommet til nutiden endnu. ”Europa er virkelig presset. Mere end almindelige mennesker er klar over”, får jeg at vide. Indvandring, populisme, industrikrise, klimakrise, techgiganter, ballade med russerne, amerikanerne og kineserne. Hvordan skal vi overhovedet kunne lovgive Europa under de betingelser?

Jeg har spurgt utallige parlamentarikerne, hvorfor de så giver tech-giganterne lov til at søge i skattely i EU-lande som Luxembourg, Irland, Malta og Holland. Vi burde i det mindste beholde en del af overskudet og investere det i vor egen verdensdel. Svaret er det samme hver gang: ”Det er også dybt pinligt, men det er noget Rådet bestemmer. De enkelte medlemslande afgør selv, hvor meget de vil beskatte borgere og virksomheder.”

Lige inden jeg stillede mig her på gadehjørnet, havde jeg en kort snak med én af kommissærerne, som sidder på toppen på Berlaymont Bygningen overfor og burde sætte dagsordenen.  Jeg beklagede min nød. Nu havde jeg i to dage haft stuegang i Europas magtkorridorer, og ikke en eneste gang, er jeg stødt på en embedsmand eller politiker, som har en drøm:

-Hr. Kommissær, jeg og 600 millioner andre europæere savner nogle drømme at være sammen om. Hvad skal der ske med Europa, når De får tacklet alle de problemer, vi står midt i? Det ville hjælpe med blot en enkelt drøm. En vej ud af kaos. Et eventyr. De unge er bange for fremtiden. Hvorfor beslutter EU for eksempelvis ikke at sende den første europæer til månen. Danmark har en enkelt astronaut, som forleden blev interviewet på TV, da han kom tilbage fra sin 2. tur i rummet. Intervieweren spurgte, hvad han nu drømte om efter at have udrettet alt, hvad man kunne forestille sig.

-Jeg har aldrig været på månen.” svarede astronauten.

Det har Europa heller ikke, hr. kommissær. Burde vi ikke det?

Kommissæren ser træt ud; han er lige blevet skældt ud af et hold ungarske journalister, som ikke er enige i EU’s ruslandspolitik. Man kan se, at han er presset og ikke helt nærværende: ”Det er selvfølgelig rigtigt, at problemerne fylder meget, men hvis jeg sagde til de unge, at EU skulle til månen, ville de sige, ja… ”at det var helt til månen”. Kommissæren smiler lidt af sit eget ordspil og hans spindoktor bryder ind og fortæller, at han skal videre til næste møde.

Så nu står jeg her på gaden i Bruxelles og ved ikke, hvor jeg skal gå hen.

Endnu en sort bil med tonede ruder kommer ud af Berlaymont. Betjente står parate ude på gaden og stopper trafikken. Endnu to betjente på motorcykler følger efter. ’Politie’ står der på de orange jakker. De gasser op. Jeg elsker lyden af accelererende motorcykler. Det er lyden af handlekraft.

-Kongen af Syldavien? foreslår en ældre mand, som er stoppet op og ser interesseret efter den sidste sort bil, som svinger til højre nede ved Rue de la Loi.

-Snarere Præsidenten fra Slovakiet, svarer jeg. Jeg hørte hende tale i Parlamentet i går eftermiddag. Landet er presset af Bordurien…undskyld, Rusland, men præsidenten mener alligevel, at Europa skal starte en stille dialog med russerne frem for at isolere dem yderligere.

Jeg ser op på min sidemand. Det er Hergé, manden der skabte Tintin. Han er på min alde men med mere hår på hovedet. Til gengæld står det 1-1 i rynker. Han er typen, der ubemærket kan glide ind blandt mennesker på gaden. Det er ham, jeg i virkeligheden er kommet for at møde i Bruxelles. Jeg havde forventet at løbe på ham i den gamle del af byen nede omkring Grand Place eller på loppemarkedet, ikke her i det ucharmerende kvarter af højhuse af børstet stål og glas med travle embedsmænd med rygsække.

Jeg tror, det var motorcyklerne, der fik trigget tidshoppet.

-Jeg ved ikke meget om politik, undgår Hergé behændigt. Men De har ret. Det så godt ud, da de to bevæbnede motorcykelbetjente svingede ind i rundkørslen.

-Nils Elmark. Jeg rækker hånden frem: Jeg er journalist.

-Hergé. Han smiler høfligt. Han har tweedjakke, grå bukser, hvid skjorte og slips med tynde diskrete striber. Jeg har et slips magen til derhjemme. Hans håndtryk er fast uden at være overdrevent.

Naturligvis. Jeg tænker på Professor Hippolyte Bergamotte, der i ‘De 7 krystalkugler’ trykker Kaptajn Haddocks hånd så hårdt, så han taber monoklen. Hergé er bevidst om, hvordan mennesker giver hånd til hinanden.

-Jeg har ventet et helt liv på at møde Dem”, siger jeg. Må jeg ikke byde på en øl?

Det er egentlig lidt for tidligt, men vi står uden for en irsk pub, og jeg føler, jeg skal gøre noget for at holde samtalen kørende, uden han går videre.

-Jo tak, en lille øl, Det er faktisk min fødselsdag i dag. Må jeg ikke byde? spørger Hergé. Han har en harmonisk stemme.

-Ikke tale om, den er på mig”

Jeg går inden for i pubben og bestiller to små Stella. Et skilt fortæller, at baren kun tager imod kreditkort, hvis man køber for mere end 10 euro. Der har vi det igen: De internationale betalingsfirmaer forfølger os hele vejen ind til baren med deres gebyrer. Og folket kæmper desperat imod. Heldigvis er regningen over 10 euro, så jeg undgår en international valutakrise. 

Jeg tager mine to øl ud med til mit nye bekendtskab, som blev født i 1907 i Bruxelles. Han er døbt Georges Remi men valgte tidligt kunstnernavnet Hergé, som opstår, når man bytter om på hans forbogstaver og udtaler dem på fransk:  R-G.

Jeg har været grebet af Tintin, siden jeg som 8-årig blev trukket ind i hans verden på tegneseriesiderne i min fars søndagsavis. Uge for uge fulgte jeg den unge reporter på eventyr og sugede Tintins univers til mig som blæk på et stykke trækpapir.

Snart begyndte hans albums at blive oversat til dansk og udgivet ét efter ét, og jeg købte dem, så snart de dukkede op i vores lokale boghandler. Jeg var ikke blot en fan; jeg blev en integreret del af det verdensbillede, Hergé skabte. Jeg redte mit hår som Tintin, havde en lys frakke som ham og samme slags pullover. Tintins indstilling til livet, dets genvordigheder og muligheder formede den mentale infrastruktur, jeg har i dag.

Da jeg kommer udenfor på gaden igen, har Hergé sat sig ved et af de ledige borde og tændt sig en cigaret. Solen er kommet op på himlen over Berlaymont.

Voilà, votre bière – et joyeux anniversaire! siger jeg på mit bedste skolefransk. Jeg har de seneste par uger forberedt mig til mødet gennem et Youtube fransk-kursus bygget op om Tintins albums. Som med de andre forfattere, jeg interviewer på min Europarundrejse, søger jeg også at læse Hergé på originalsproget.

Egentlig burde Hergé være 118 år gammel, men jeg sværger, han ser ikke ud til at være en dag over 65 år. Vi løfter glassene.

-Salut! Hergé smiler.

-Jeg blev født det år, Tintin satte sin foden på Månen, fortæller jeg. Det var 16 år før Neal Armstrong. Men det ved De alt om. Jeg har set den tegning, De sendte til ham i 1969 med teksten ”Bienvenu sur la lune, Mr. Armstrong”

-Jeg betragter de to månerejser, som lige vigtige, siger jeg. Vi skal have viljen, før vi kan skabe fremskridtet. Derfor har drømmen om at komme til månen altid været et centralt billede for mig. Månerejser står for mig og min generation som symbolet på, hvad der er muligt.

-Når jeg skriver en historie, analyserer jeg ikke mine egne motiver, svarer Hergé. Så forsvinder gnisten. En god historiefortæller glemmer sig selv og er fuldt til stede i fortællingen. Han træffer beslutninger med instinktet. Det betyder ikke, at jeg ikke tænker over, hvad jeg skriver og tegner, for jeg véd præcis, hvorfor jeg gør det. Men processen er kreativ, tingene kommer som gaver af sig selv ud af mylderet af muligheder.   

-De har sikkert ret i, at man søger at undslippe virkeligheden, når man sætter sig ned og tegner verden. For egentlig har jeg aldrig været helt tilfreds med tilværelsen, indrømmer Hergé.

-Jeg har levet et spændende liv, men jeg er mere en drømmer end en handlingens mand. Det var Armstrong, der i virkelighedens verden kom først på månen – ikke mig. Det var også Edmund Hillary, der var den første bjergbestiger på toppen af Mount Everest – ikke mig.  Jeg lod blot Tintin gentage bedriften, da han tog ud for at finde sin ven Tchang i Tibet.

-Min drivkraft har formentlig været manglen på eventyr, og dette savn har jeg udlevet gennem Tintin. Jeg blev for mange år siden interviewet af en fransk journalist og indrømmede i den forbindelse, at jeg altid gerne ville være som Tintin er i Tibet: ”C’est moi, Tintin au Tibet”.

-Velkommen i klubben, svarer jeg, løfter min øl og smiler til Hergé.

-Det er i øvrigt interessant, siger jeg, for jeg startede med Tintin, men med årene er jeg begyndt at identificere mig mere med Kaptajn Haddock. Jeg har lært at sejle en sejlbåd, sætter pris på whisky og er blevet bedre til at acceptere mine egne fejl og svagheder.

-De har skrevet 23 Tintin eventyr, siger jeg. Den første udkom i 1929 og den sidste i 1976. Bøgerne er blevet oversat til 30 sprog og med undtagelse af Amerika, har hele verden taget Deres persongalleri til sig. Hvorfor tror De, at Tintins univers blev – er -en verdensomspændende succes?

-Jeg tænkte aldrig tænkt over, at jeg skulle tegne en verdenssucces, svarer Hergé. Jeg tegnede blot de historier, som voksede frem i mig. En tegneserie er forholdsvis enkel. Man har kun ganske få streger og udtryk at gøre godt med. Man skaber nogle enkle rollemodeller, som er lette at identificere sig med. Tintin er i virkeligheden blot en rask dreng, der drager på eventyr. Hvem har ikke sådan et menneske inden i sig? I sidste ende var det ikke mig, der skabte Tintin. Det var ham, som formede min livsbane.

Det er morsomt, at De siger det, svarer jeg. I London, talte jeg med deres kollega Peter O’Donnell, som skrev Modesty Blaise fortællingerne, og han siger præcis det samme, som Dem.

Hergé ler, ”ja, som bugtalerens dukke”.

-Hvordan får De ideerne til Tintins eventyr?

-Fra billeder!  Hver gang jeg ser et interessant billede i avisen, en brochure eller en reklame gemmer jeg det i mit kartotek. Jeg samler indtryk og ideer som et egern. Det er blevet til et skatkammer af eventyrbrikker. Hver lille stump har en verden i sig. Den kan bringes til live, når den bliver sat sammen med andre brikker i en fortælling.

-Når jeg tegner mit eget billede ud fra virkelighedens forlæg, vil læseren arbejde videre i sin hjerne. Han ville nikke genkendende til situationen eller mennesketypen. Læseren ser ikke bare billedet af en skurk, han ser alle de skurke, han havde kendt og frygtet i sit liv.

-Sådan var det ikke i begyndelsen. Dengang jeg startede med lave tegneserier, fandt jeg bare på situationerne uden at tænke.  Siden blev jeg mere bevidst og laver en masse research. Jo mere jeg får mine personer og begivenheder til at ligne virkeligheden, jo længere kan jeg tage læserne ind i eventyret, og jo mere tror de på fortællingen.

-Men med det kommer også presset, som jeg lægger på mig selv. Du er aldrig bedre end din sidste stribe. Jeg er blevet presset i mit liv. Og jeg har ikke mindst ladet mig presse i mit liv. Og min indre Tintin har ind i mellem stået i vejen for den virkelige verdens eventyr. Det var først sent i livet, jeg drog ud i verden.

-Arh, det minder mig om noget, jeg skal huske at spørge Dem om noget, Hergé.

-For en del år siden, mødte jeg en dansk skuespiller, der som 15-årig vandt en konkurrence udskrevet af den danske avis Politiken i anledning af Jules Vernes 100 års dag. Den unge dreng Palle Huld vandt en rejse jorden rundt i 46 dage. Han var spejder, som Dem, og kom blandt andet også gennem Bruxelles i april 1928, hvor han blev mødt på jernbanestationen af lokale spejdere og journalister.

-Ja, det var en stor begivenhed. Jeg husker den godt. Jeg var lige blevet hjemsendt som soldat og begyndt at arbejdede på avisen Vingtième Siècle, hvor jeg skulle redigere en ny ungdoms-sektion. Der blev senere udgivet en bog om danskerens eventyrlige jordomrejse. Vi fik et anmeldereksemplar på  redaktionen. Huld var en af mine inspirationskilder til Tintin – men ikke den eneste. Nogle af billederne i bogen inspirerede mig faktisk også til tegninger i både “Tintin i Sovjetunionen” og “Tintin i Amerika”.

-Jeg vidste det! svarer jeg ophidset. Ligheden med Palle Huld på Den røde Plads og foran en indiansk Totempæl i Amerika er for oplagte til blot at være tilfældige.

-Jeg synes, det er tankevækkende, at Tintin blev født i 1929 samtidig med krakket i Wall Street og den efterfølgende globale depression. Hvor vi idag søger trygheden i Europa, drog Tintin ud på opdagelse i det fremmede.

-Det var svære tider dengang, siger Hergé og tænder en ny cigaret. Men vi havde også et fantastisk mod på en fremtid fyldt med ny teknik. Krigen var forbi og den unge generation, som ikke havde været i skyttegravene var optaget af biler, motorcykler, radioer, flyvemaskiner og moderne skibe. Verden virkede åben og tillokkende. Man kan vel kalde det starten på globaliseringen.

-De taler om Wall Street krakket, men det tænkte jeg slet ikke over dengang. Jeg var for optaget af alt det nye spændende. Så det blev Tintin også. Han var ikke skræmt af verden. Han kunne morse, flyve en flyvemaskine, springe med faldskærm, skyde med gevær, slås med skurke, han var nysgerrig efter alt det nye og var fantastisk heldig. Men det er mennesker, som tager initiativet normalt. Og hans ven profossor Tournesol var leveringsdygtig i den absolut seneste viden og teknologi. Tintin holdt hele tiden en flig af fremtiden op for sine læsere og gjorde den attraktiv. (Tjek Benjamin: Kunsten skal forberede beskueren på fremtiden)

-Hergé, da jeg var dreng, læste jeg Tintin uden at tænke over andet end handlingen, men som ældre kan jeg ikke lade være med at analysere Deres univers. Jeg har en ven, som engang har sagt, at det som gør tegneserier attraktive – det gælder vel al kunst og underholdning – er universet, man trækkes ind i.  James Bond, Sherlock Holmes, Harry Potter, Pippi Langstrømpe og Tintin, forstås, sætter alternative rammer for, hvad der er muligt. De opstiller ny regler for, hvad vi har lov til at drømme om. De giver os muligheder og begrænsninger, som læseren blankt accepterer og som gør verden større. En ny eventyrlig forståelsesramme!

-I dag lever vi med stadig mere orden og planlægning. Jeg har lige været på en 2-dages rejse gennem EU’s bureaukrati, hvor alt handler om administration og styring. Tintin handler om det modsatte. Tintins eventyr er ikke planlagt men bygger på sammentræf. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at jeg vil kalde det for ”tilfældigheder”.

-Tintin finder fx en skibsmodel af Enhjørningen på loppemarkedet, som han vil forære til Kaptajn Haddock. Masten viser sig at indeholder en del af et skattekort og så er eventyret i gang. Og havde der ikke været et skattekort, ville der have være et andet sammentræf, som havde startet eventyret.

-Tintin planlægger ikke, han griber de muligheder, som byder sig til i tiden. Han er eventyrlysten og lader sig dirigere af chancer, som dukker op undervejs. I princippet er det også sådan, de store Tech-iværksættere gør. Amazon startede som en online-boghandel men er i dag engageret i alle slags forretninger: de gør som Tintin, de tager på forretningseventyr.

Jeg stopper…det er jo mig, som taler hele tiden, mens Hergé blot sidder og lytter høfligt. Jeg føler mig pludselig pinlig.

-Undskyld, Hergé. Jeg taler for meget. Jeg er blot overvældet over at møde Dem. Men fortæl mig, hvad der er drivkraften i deres arbejde?

-Som Tintin er jeg nysgerrig, siger Hergé. Jeg synes verden er et fantastisk sted at være. Jeg kan godt blive vemodig over, at jeg selv ikke kan nå det hele. Men jeg bliver samtidig vanvittigt inspireret af alt det forskellige, folk foretager sig. Jeg håber, jeg kan blive ved med at tegne til jeg bliver 100 år.

-Jeg tror, at den helt dybe kærlighed til livet blev vakt, da jeg som 12-årig begyndte at gå til spejder: Det enkle og uproblematiske liv ude i naturen, at vandre, at sove i telt og koge havregrød over bålet. Kammeratskabet. Jeg kan stadig huske fornemmelsen her et halvt århundrede senere. Jeg følte, at spejderlivet var grunden til, at jeg var blevet født. Sådan var militærtjenesten i øvrigt også - samt det at tegne. Man skal kunne udtrykke sig selv og sine tanker. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har kunnet leve et helt liv som tegner.

-Og på en eller anden vis har jeg altid bevaret håbet om, at det kan blive bedre.

-Hvad mener De med ’det’? 

-Alt – mit eget liv – verden – mennesker i krise – samfundet. Jeg tror ikke på verdens undergang. Men det kræver udholdenhed at leve. Og jeg har respekt for de mennesker, som bliver ved med at stræbe, selv efter at de andre har gjort sig umage for at skyde håbet i sænk.

-Tintin i Tibet er måske den bedste fortælling, jeg har tegnet...

… måske den bedste tegneserie, som nogen overhovedet har lavet, bryder jeg ind.  

… og temaet er udholdenhed, fortsætter Hergé uanfægtet. I løbet af historien får Tintin konstant at vide, at han bør opgive sit forehavende med at redde sin ven Tchang, der er faldet ned med en flyvemaskine på en bjergtop i Tibet. Vennen er død, det er for farligt, det er for håbløst, siger de allesammen. Men Tintin fortsætter ufortrødent sin rejse for af finde sin ven. Han bevarer håbet.

Og de fleste af dem, som opfordrer ham til at opgive, beslutter sig i øvrigt til at hjælpe ham alligevel, når de ser ham fortsætte alene. Hans mod og trofasthed er simpelthen for inspirerende til at kunne ignoreres. Der er en grund til, at den tibetanske lama et sted i albummet kalder ham ”rene hjerte”.

-Argh, sådan et menneske ville jeg gerne have været, sukker Hergé.

Jeg ser, at Hergé er berørt over at tale om Tintin i Tibet. Han skrev fortællingen på et tidspunkt, hvor han var i dyb livskrise.

Hergé – sådan et menneske er De!  

Jeg ser ham lige ind i øjnene.

-Vi er millioner af mennesker over hele kloden – mest drenge – som har taget Tintins moral til os. Vi tvivlede dengang ikke et sekund på, at mennesker i fremtiden kunne flyve til månen, og vi lærte at se på verden med humor og som et sted med uendelige muligheder.

-Lad mig fortælle dem noget: Da den nuværende danske konge Frederik d. 10. var dreng i 1970erne, ønskede han og hans bror sig altid Tintin albums til deres fødselsdage. De fik i begyndelsen Tintin læst op på fransk af deres far, og efterhånden fik de to drenge skabt en stor samling albums på både dansk og fransk.  Og kærligheden til Tintin har varet ved til i dag, hvor de er midaldrende mænd. Kongen er stadig glad for det eksemplar af Tintin i Tibet, som De signerede til ham i 1976. Det har han sagt til pressen.

-I 2019 uddelte Frederik, sin og hustruens kulturpris til en dansk-fransk operasangerinde Elsa Dreisig, som ville kvittere for hæderen ved at synge ”L'air des bijoux” fra operaen “Faust” – hvortil han prinsen glad udbrød: “Ah, Castafioris Juvelarie fra Tintin!”

- Og to år tidligere havde hans mor, dronning Margrethe besøg af Deres eget kongepar Baudouin og Fabiola, og i den officielle tale refererede hun direkte til Tintin og det kulturelle bånd, som Tintin har skabt mellem vore lande.

-Monsieur Hergé, De har været med til at forme Europa, og Deres publikum spænder fra regenter i kongeslotte til drenge i skolegårde. Når jeg ser på den måde, den danske Kong Frederik har levet og lever sit liv, vil jeg sige, at han er sin Tintin-rolle voksen.

Hergé smiler.

-Tak for de pæne ord. Jeg er naturligvis klar over, at jeg har haft succes i verden. Og forundret over det. Men det er rart at få det at vide af almindelige mennesker på gaden i Bruxelles”

Han ser på uret.

-Jeg er desværre nødt til at løbe; jeg har en aftale med lægen. Jeg har følt mig lidt sløj på det seneste”.

-De arbejder nok bare for hårdt – det går sikkert over.

Jeg giver ham hånden og får et klassisk Hergé håndtryk.

-Jeg skal i øvrigt hilse Dem fra min hustru, siger jeg. Hun har et af deres albums – Det knuste Øre – som De signerede, da De var i Danmark.

Hergé liver op:

-Ja, det var en god oplevelse at være i Danmark. Det var i 1971. De må hilse tilbage.

Hergé vinker da han går.

Jeg følger ham med øjnene hele vejen til Metro stationen hundrede meter længere nede ad gaden. Jeg føler vemod. Han ser pludselig ensom og træt ud.

Så drikker jeg det sidste af min Stella og tager fat i den lille rullekuffert.  

Jeg har netop interviewet forfatteren Hans Fallada i Berlin i anledningen af hans bog "Kleiner Mann was nun?", som udkom i sensommeren 1932

Norwegian-maskinen DB3302 lander et minut forsinket kl. 17:11 i den nye Berlin-Brandenburg Lufthavn, der er designet som en plade Ritter-Sport i beton: Quadratisch. Praktisch. Gut.  På vej ned efter min kuffert, stopper jeg i kiosken og køber Berliner Kurier. Det er en fast rutine. Når jeg lander et nyt sted, køber jeg altid en lokal avis for at etablere jordforbindelse. For 10 år siden var der avissælgere på gaden, som efter klokke 9 om aftenen gik rundt og solgte morgendagens udgave. Man følte, man fik friske nyheder. Nu er jeg glad for at jeg overhovedet kan købe en papiravis.

Jeg er på en spændende mission. Jeg skal i morgen mødes med Hans Fallada, der er en af de markante forfattere fra tiden mellem Første og Ander Verdenskrig. Han døde i 1947 syg og desillusioneret og har siden da været ret pressesky, men det er alligevel lykkedes mig, at få aftalt et interview med ham. Vi skal tale om hans bog ”Kleiner Mann, was nun?”, der blev udgivet i skæbneåret 1932.

Mit eksemplar af bogen er trykt med ”gebrochener Schrift” eller ”fraktur”, som de fleste fejlagtigt kalder gotisk skrift, men som faktisk er rokoko skrift, der blev anvendt i tysk litteratur frem til januar 1941. Da forbød nazisterne skriftsnittet, fordi de pludselig fandt fraktur utysk og jødisk. Med sine mange elefantsnabel-sving er fraktur også anstrengende læsning, og jeg mistænker den manglende læsbarhed som værende den egentlige grund. Man kan ikke underlægge sig verden, hvis de betvungne ikke kan læse ens reglementer. Men jeg blevet god til at læse fraktur.

Når jeg skriver, at jeg er på en Berlin mission, er det ikke helt fyldestgørende. Jeg er blot på en indledende operation i ”Mission Berlin Alexanderplatz”, som strækker sine rødder næsten hundred år tilbage. Min onkel Marius, der døde af tuberkulose i 1932, var efter sigende familiens geni. Han talte stribevis af europæiske sprog flydende, plus nogle klassiske og læste James Joyce’ Ulysses på fransk. Mit eneste håndgribelige bevis på hans eksistens, er et eksemplar af Alfred Döblins ”Berlin Alexanderplatz” på reolen i mit arbejdsværelse.  Det er en førsteudgave fra 1929, trykt i fraktur, forstås, og med min onkels navnetræk. Jeg har forsøgt at læse bogen flere gange i årenes løb, men fortællingen, sproget og skriften har været for svært for mig.

For et par år siden begyndte jeg at genlære tysk, og når folk har spurgt mig hvorfor, har jeg aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle svare. Det er først nu, at det går op for mig, at min store mission hele tiden har været at læse Marius Elmarks bog. Andre træner til at løbe et maraton, bestige Matterhorn eller sejle over Atlanten. Jeg er en tidsturist, der træner til at læse og forstå Berlin Alexanderplatz i den form, jeg har fået den videregivet.

Men missionen er større end det. For når jeg får bragt Berlin Alexanderplatz ind under huden, vil jeg ikke blot bringe det gamle Berlin og Tyskland men hele mit Europa til live igen. Jeg er på en mission for genrejsning af den europæiske sjæl. Men det vil jeg fortælle mere om senere.

Jeg finder min kuffert på transportbåndet og går ned til togstationen og køber undervejs en billet på BVG-appen, som er tilknyttet min berliner N26 konto. Når man er på eventyr, skal man integrere sig mest muligt med de mennesker, man møder. Det lærte jeg af Tintin allerede som 9-årig.

Regionaltoget går fra lufthavnen durk gennem byen til Charlottenburg, hvor jeg finder mit hotel på Kanntstraße 104, der løber parallelt med Kurfürstendamm. Det lyder dyrt, det er det ikke. Faktisk er prisen, det eneste gode ved værelset. Døren er på et tidspunkt sparket ind, og nogen har forsøgt at sætte lås og håndtag tilbage på plads med to skruer. Jeg burde brokke mig til den russiske kvinde i receptionen men gider ikke og går i stedet ned på den lokale tyrker joint og spiser en dårlig currywurst med pommes.

Næste dag begiver jeg mig til Hennwack i Steglitz. Det er Berlins største antikvariat med over 400.000 bøger camoufleret af en gammel støberihal. Det var her, jeg første gang opdagede, at jeg kan bevæge sig i tid. Blandt endeløse rækker af bøger faldt jeg her over Edlef Köppens ret ukendte Heeresbericht fra 1930. Jeg satte mig til at læse bogen siddende på en banankasse fyldt med gamle bøger. Kassen stod oven på et rødt persisk tæppe. (Flyvennde?). Her lod jeg mig side for side suge ind i bogens univers og glemte efterhånden tid og sted, og da jeg en time senere kom ud på gaden, var det blevet mørkt og jeg så verden på en helt ny måde.  Idag er jeg en rutineret tidsrejsende, som behersker teknikken. Sommetider skubbes jeg ud af det nye univers første gang jeg distraheres, andre gange kan jeg blive hængende i dagevis, før jeg finder tilbage til nutiden.

Boghandleren, der sidder bag disken, når man kommer ind på Hennwack, ser sløvt op og siger ’...Gmnntag’ og lader mig gå uantastet ind i labyrinten af bogreoler. Jeg skal slå noget tid ihjel, inden jeg skal møde Hans Fallada og helst også bringe mig mentalt på bølgelængde, så vi ikke taler forbi hinanden.

Jeg kigger efter Kurt Tucholsky på hylderne. Han var en god ven af Fallada og sagde engang, at alt, hvad Fallada skriver i sine bøger, lyder som om, det først er blevet udtalt af virkelige mennesker. Måske skulle jeg også interviewe Tucholsky. Problemet er, at siden sit selvmord i 1935 er han blevet om muligt endnu mere pressesky and Hans Fallada.

Jeg finder ”Das Lächeln der Mona Lisa” af Kurt Tucholsky under T, og sætter mig på banankassen og begynder at læser. Bogen er sat med fraktur og jeg skal koncentrere mig. Men det er godt. Den amerikanske psykologiprofessor Mihaly Csikszentmihalyi fortæller, at når man koncentrerer sig totalt om en opgave, som man selv har valgt og føler sig i kontrol, kan man pludselig komme i en tilstand af flow. Verden bliver på én gang større og mere forgrenet, men samtidigt også simplere. Og så kan lykkefølelsen dukke uventet op. Præcist det samme er tilfældet med tidsforskydninger. Pludselig i koncentrationen under læsningen af en god bog, bliver man forsat i sted og tid. Det er ikke tiden, som flytter sig – det er én selv.

Jeg kan mærke, at jeg er klar til at drage videre ud i Berlin, tager Tucholsky under armen og går hen til kustoden bag disken. Han sidder, som da jeg forlod ham for halvanden time siden.

”Jeg vil gerne købe denne bog”, siger jeg og lægger bogen og mit N26 kort på disken.

”Vi tager ikke imod kreditkort”, siger han.

”Men De tager imod Reichsmark, ikke sandt? spørger jeg.

”Beklager, ikke længere”, siger mumien. ”Kun Euro. Det bliver 12 Euro!”

Det er billigt for en billet til 1929, tænker jeg. Flybilletten fra København kostede 178 euro, og den bragte mig ikke meget mere end en time fremad. Jeg lægger en 20-Euro seddel fra Grækenland på disken og får 8 tyske Euro tilbage og går ud på Albrecht Straße.

Næste stop er Hackescher Markt, hvor jeg skal møde Hans Fallada på et værtshus. Et ret hip kvarter. Jeg havde ellers håbet på das Romanisches Café ved Gedächtniskirche. Det kunne have været cool at opleve vandingshullet for en generation af Weimartidens fremmeste kunstnere, men Fallada sagde i telefonen, at de fleste af de gamle venner var emigreret til udlandet og det sidste liv i cafeen døde af iltmangel med nazisternes magtovertagelse i januar. Jeg er for sent ude.

Fallada er 37 år gammel og et produkt af Tysklands ulykkelige historien. Han var ofte syg som barn og ung, fik smertestillende medicin, blev afhængig af det, hvorefter han og en kammerat beslutter sig for at begå kollektivt selvmord i en duel, hvor de vil skyde hinanden samtidigt. Duellen kiksede – kammeraten døde – og Fallada tog vennens revolver og skød sig selv i brystet, men overlevede og blev indlagt på et sindsygehospital.

Hans Fallada er egentligt et synonym; hans virkelige navn er Rudolf Wilhelm Friedrich Ditzen. Det var hans far, som foreslog, at han fandt et alias som forfatter efter duel-mordet og ditto-dommen. Rudolf valgte ’Fallada’ efter hesten ’Falada’ fra Grimms eventyr om Gåsepigen, som selv efter sig død sagde sandheden. Hans fik han fra et andet Grimms eventyr: ”Lykkehans”.

Han meldte sig frivilligt i 1914 men blev erklæret uegnet på sessionen, og på de tider skulle der virkelig meget til for at blive fravalgt som kanonføde. Afhængigheden af morfin og alkohol gjorde Fallada desperat og to gange fik han fængselsdomme for underslæb.

Fallada kan skrive, men nogen brølende karriere havde han ikke, før avisen Vossische Zeitung fra den 20. april til 10. juni 1932 trykker hans føljeton ”Kleiner Mann, was nun?” Senere samme år bliver fortællingen udgivet af det lukningstruede forlag Rowohlt og bliver en bragende bestseller, som redder forlaget fra konkurs; året efter bogudgivelsen følger en filmatisering først i Tyskland og siden i USA, hvor bogen også udgives.

Kleiner Mann was nun? - i en DDR TV-indspilning fra 1967

Fortællingen handler om små almindelige mennesker, der bliver fanget i dårlige tider. Nedturen for det arbejdende tysk folk blev kickstartet af Wall Street Krakket i 1929, hvorefter økonomien i Weimar Republikken over de kommende to-tre år brød fuldstændig sammen i massearbejdsløshed, sult og elendighed.

Hovedpersonen er konfektionssælgeren Johannes Pinneberg, kaldt Junge, og hans unge kone ”Lämmchen”. De forelskelser sig og kommer til at lave et barn, omtalt som ’Murkel’. Og så begynder vanskelighederne ellers. De skal finde et sted at bo, har ingen penge og får ingen hjælp. De skifter den ene elendige lejlighed ud med den næste. Pinneberg mister sit job, får et nyt, men lønnen er lige så ussel, som i det forrige job.

Og så kommer rationaliseringseksperten Spannfuß ind i billedet. Det er McKinsey anno 1932. Den unge Pinneberg er en god sælger og overlever første fyringsrunde i varehuset. Men så strammer Spanfuß skruen: Alle ansatte skal sælge deres månedsløn x 20, ”sonst müssen sie stempeln gehen”, altså gå på understøttelse. Den unge Pinneberg er presset fra alle sider; hans eneste trøst i livet er Lämmchen og deres kærlighed. Her kan man tale om stress og manglende work-life-harmony. Deres tilværelse er én lang kamp. En enkelt gang bryder Pinneberg sammen derhjemme og græder, og i et desperat forsøg på at opmuntre sin mand, giver hun ham et æg til brasekartoflerne, som parret overlever på. Mere handlerum har de ikke.

Den lille Murkel kommer til verden, og så mister Pinneberg jobbet:

En berømt filmskuespiller kommer ind i varehuset og prøver det ene sæt tøj efter det andet, men beslutter sig alligevel for ikke at købe noget. Det er den 29. Sepember og Pinneberg mangler 523,5 mark for at opfylde månedens salgskvote. Han lægger hånden på skuespillerens arm og siger desperat: “De må købe noget ellers mister jeg mit arbejde!”

Skuespilleren bliver krænket, Spanfuß bliver harm og Pinneberg ‘geht stempeln’.

Der er ingen job at få, månederne går og den lille familie kæmper for tilværelsen i et uopvarmet kolonihavehus på understøttelse og det lidt, Lämmchen kan tjene på at stoppe strømper for folk. Til sidst opsluges den unge Pinneberg i kæmpehæren af  pjaltede arbejdsløse uden håb for fremtiden.

Slut på bogen!

Jeg finder Fallada på et lille tilrøget værtshus nær Hackescher Markt. Han sidder og skriver i en notesbog med en cigaret i munden. Jeg præsenterer mig, han lægger cigaretten i askebægret, skruer hætten på sin Mont Blanc fyldepen, rejser sig og stikker den i inderlommen. . Hans lædermappe og bløde hat ligger på stolen ved siden af ham. Jeg er spændt på, om han vil bruge Rudolf Ditzen eller sit pseudonym:

“Hans Fallada”, siger den midaldrende mand, rækker hånden frem og smiler imødekommende. Med de runde hornbriller ligner han en kontormand. Hans fingre er gule af nikotin og hans ansigt har en usund kulør, men øjnene er intelligente.

“ Det er venligt af Dem,at komme hele den lange vej til Berlin for at tale med mig”.

Jeg sætter mig på den sidste frie stol, og lægger Tucholsky på bordet.

“Det manglede bare”

“Hvad må jeg byde Dem?”, spørger Fallada.

“ En øl ville være dejligt”, svarer jeg. Et tomt ølglas står foran ham på bordet.

“ Og en korn?”, lokker han. Et tomt snapseglas står ved siden af hans tomme ølglas.

“Det ville være fint, tak”

“Boldt!”, Fallada gør tegn til tjeneren, “Zwei Molle und zwei Korn”

“Ryger De?”, spørger han, og række en pakke Juno frem.

“Ellers tak, ikke længere”.

“Burde også holde op”, siger Fallada og maser den rygende cigaret ud i et overfyldt bakkelit askebægret.

“Må jeg ikke starte med at ønske Dem tillyke med bogen, ja og filmen, selvfølgelig” siger jeg for at komme igang. “Det er en fabelagtig bog, omend jeg var deprimeret, da jeg var færdig. Det var jo ikke andet end elendighed uden skyggen af håb for de unge”.

“Så er det fordi, De ikke er fattig nok”, svarer Fallada.

“De skal se et brev, jeg lige fået fra Paul Elbogen. De kender ham garanteret ikke, han er en østrisk forfatter og forlægger”. Fallada tager sin notesbog frem og henter en kuvert fra en af de bagerste sider.

Jeg skimmer brevet og fanges af et afsnit: “Oh Fallada,  jeg kan takke Dem for en halv søvnløs nat. Jeg har netop læst Deres nye bog - hidtil den eneste - og jeg græd et kvarters tid, som jeg aldrig har grædt før”.

Fallada tænder sig en ny cigaret: “Vi har seks millioner arbejdsløse i Tyskland,  de er “Garnichts” – de er nul og niks – og bogen fortæller, at der er andre, der har det ligesom dem. De genkender sig selv i den lille ulykkelige familie Pinneberg.”

“Men jeg har faktik kun skrevet, som jeg selv følte og havde det, fortsætter Fallada. Pinneberg er mig, og den vinunderlige ‘Lämmchen’ er min dejlige hustru ‘Suse’ og min 3-årige søn Ulrik, har vi altid kaldt for ‘Murkel’.  Jeg har bare tømt mit hoved for tanker og følelser. Det kræver ikke ret meget talent.

“Men ved De hvad?” Fallada læner sig ind over bordet “Da alle de dejlige anmeldelser begyndte at strømme ind og bogsalget eksploderede, gik det for første gang op for mig, at jeg ikke var den eneste fortabte; jeg skrev blot for mig selv og opdagede, at der var 6 millioner andre mennesker som mig. Tro mig, at opleve, at man ikke er alene, giver håb eller i det mindste styrke til at udholde.

Tjener Boldt bryder ind i fortællingen: D’herrer, zwei Herrengedeck!

“Hør her, det er interessant, hvad deres ven skrive her”.

Jeg sidder stadig med brevet fra Elbogen og læser højt: “At én, i vor beskidte tid, kan forvanle gadesnavs og ild til noget så herligt, er et mirakel. Jeg vil aldrig glemme Pinneberg og Lämmchen. Hvem ved, om man om halvtreds eller hundredår stadig vil forstå Deres bog – men i dag forstår man den”

“Om hundred år forstår vi stadig deres bog, skal jeg hilse og sige. Jeg kommer lige derfra. Det er ikke for ingenting, De har opkaldt Dem selv efter hesten Falada”

“Nå, skål”, jeg løfter min snaps og hilser, vi tømmer begge vore glas i ét drag.

“Der er en dansk filminstruktør, Ole Bornedal, som engang har sagt…øhm..vil sige…at han finder de fleste danske film kedelige, og at der virkelig skal være tale om en god historie, før han gider se en film, der udspiller sig i et køkken i en forstad”

“Deres bog og nye film, er vel i virkeligheden sådan en fortælling? Meget af handlingen drejer sig om to mennesker, der i en lille lejlighed diskuterer prisen på margarine, om 3 pfenning er rimeligt for en cigaret og vi er som læsere med, når de to minutiøst gennemgår posterne, i noget så kedeligt som et husholdningsbudget?

“Jeg forstår godt, hvad De mener, siger Fallada høfligt. Men for Pinneberg er trivielle poster på budgettet et spørgsmål om liv og død. Der er intet trivielt i at måtte gå fra hus og hjem, fordi man mangler 30 Reichmark den første i måneden. Med min bog har jeg forsøgt at skildre den kamp, som anstændige hverdagsmennesker må kæmpe hver eneste dag for at overleve og bevare deres selvrespekt, mens de udsættes for den ene gemenhed efter den anden. Deres husholdningsbudget er et drama på liv og død”

Et par SA-mænd kommer ind fra gaden, nikker venligt til Fallada og mig, og den ene løfter hånden og vinker til Boldt: Zwei Molle!

Fallada tager sin hat fra stolen og lægger den over på Tucholsky.

“Der er ingen grund til at provokere dem”, siger han. “Nu er jeg ikke sikker på, at de to overhovedet kan læse, men Goebbels er ikke glad for Tucholsky. Han er ikke en forfatter, man lufter for tiden.

“Hvordan så med Dem og Deres bøger?” spørger jeg.

“Argh, nazierne besøgte Ernst Rowohlt på Passauer Straße for nyligt og brokkede sig over, at Pinnebergs kollega, Lauterbach, var blevet medlem af SA, fordi han kedede sig og trængte til at prygle andre folk om søndagen – og somme tider også til hverdag. Så I det nye oplag har vi gjort Lauterbach til en fodboldbølle. Og så var alle glade.

De krævede også, at vi udskiftede ‘Commedian Harmonists”, som sang på filmen, fordi nogle af dem var jøder, så det måtte vi også gøre.

“ Det er jo et indgreb i den kunstneriske frihed” forsøger jeg naivt. “Gjorde De ikke modstand?

Fallada kigger skråt hen til de to SA-mænd. Der kommer et jaget udtryk i ansigtet.

“Jeg blev i foråret hentet hjemme hos min familie og bragt til afhøring af SA, fordi min nabo havde angivet mig for undergravende virksomhed. Efter et par dage i en celle hos SA-folkene udfordrer man ikke skæbnen.  Det var først, da Ernst (Rowohlt) sendte en advokat med forbindelser til partiet, at jeg kom ud igen”

“Har de overvejet at emigrere? Remarque, Zweig, Keun, Döblin og en masse af andre forfattere er stukket af…inklusive Deres ven her…” – jeg letter forsigtigt på hatten på bordet.

“Ja, naturligvis har jeg overvejet det”, siger Fallada, og tømmer sit glas.

“Et til?”

Jeg nikker.

“Boldt, noch eine Runde!”

“Men jeg har også opgivet det. Jeg bliver, det er her vi hører til. Jeg har købt et dejligt hus i Carwitz, hvor jeg har nazisterne på afstand, og for første gang kan jeg leve af at skrive bøger. Jeg kan ikke lide dem derovre eller kommunisterne, for den sags skyld, men jeg er ikke politisk interesseret, Jeg interesserer mig for mennesker. Vi har for pokker som borgere da ret til at leve et almindeligt liv. Jeg talte med Erich Kästner om det, da jeg blev lukket ud af SAerne. Ham kan de heller ikke lide.”

“Men vi bliver her begge to. Tyskland er vores land lige så meget som deres”.

“Herr Elmark, De skulle i øvrigt interviewe Erich Kästner. Han skrev en blændende roman, Fabian, som også handler om at overleve i elendigheden efter sammenbruddet in ’29. Kästners hovedperson Fabian tjener i øvrigt 270 Reichmark om måneden, Pinneberg tjener kun 170.

Fallada smiler for første gang.

“Skal jeg ringe og høre, om Erich vil møde Dem? Han er nedtrykt for tiden. Nazierne truer med at brænde hans bøger og  han kan godt bruge lidt moralsk opbakning fra udlandet”

“Det ville være fabelagtigt, siger jeg, “Emil og Detektiverne var en af de første bøger jeg læste.. ..jeg skulle lige til at sige, ”som dreng”, men lader være.

Fallada rejser sig og går ud på gaden. Jeg så, der var en telefonboks på hjørnet lige uden værtshuset, da jeg kom. Jeg kigger mig rundt om i lokalet. Det ligner et gammeldags dansk brunt værtshus. Væggen over baren med ølhanerne er fyldt med fotos af sportsfolk, mange af dem er signerede. Der er også blevet plads til Marlene Dietrichts lange ben. Jeg genkender 6-dagesrytteren Piet van Kempen – den flyvende hollænder – der er selvfølgelig et billede af bokseren Max Schmeling og pludselig ser jeg et foto jeg kender: Bob Scanlon. Amerikansk bokser, som kæmpede i Fremmedlegionen under 1. Verdenkrig. Han slog sig bagefter ned i Paris og blev skudt af en jaloux kvinde. Som Fallada overlevede han. Jeg anede ikke, han havde bokset i her.  Hvor er det sjovt, her sidder jeg i maj 1933 på et værtshus midt i Berlin og taler med Hans Fallada, og så opdager jeg et foto, jeg har med i min bog, “Fighting for The French Foreign Legion” fra 2023. Verden er lille.

Fallada vender tilbage.

“Kästner vil meget gerne mødes med Dem, Herr Elmark. Han vil være på Café Leon på Kurfürstendamm i morgen ved 5-tiden. Vi håbede det ville passe Dem. Men De behøver ikke ringe afbud, hvis De får forfald; han kommer og drikker en kop kaffe på cafeen under alle omstændigheder.”

Vi rejser os. Fallada tager sig taske og hat.  Han kigger på bordet bagved, hvor der ligger en avis. Han lægger Tucholsky ind i avisen og rækker mig den.

“Det er oven i købet “Der Stürmer”, så bliver De garanteret ikke generet af de brune på vej tilbage til hotellet, siger han med en trækning hen over munden, som kan betyde hvad som helst”

“Må jeg ikke betale?”, siger jeg?

“Nej, den er på mig”, svarer Fallada, og smiler venligt. “

“2 Mark og 80 Pfennig”, siger Boldt

Fallada lægger 3 mark på disken og vinker afværgende med hånden.

“Mange tak” siger Boldt “kom sikkert hjem”

Udenfor er fortovet fyldt af mennesker, der er støj fra biler, lugten af benzinos, en sporvogn rasler larmende forbi og klimter med klokken. Det er myldretid i Berlin. Jeg elsker storbyens puls og travlhed. Det har jeg altid gjort det. Kvarteret ligner pludselig Ndr. Fasanvej, hvor jeg voksede op på Frederiksberg. Fem-etagers arbejderboliger fra århundredskiftet med en masse små butikker.

Jeg bliver trist over, at det altsammen skal bombes til murbrokker om ti år. Men det ved Fallada heldigvis intet om. Han giver mig hånden: “Tak for besøget, Herr Elmark, det var en fornøjelse. Jeg tager den elektriske herfra til stationen – jeg har to timers togrejse endnu. Hilst Kästner”

Fallada vinker og løber over gaden og springer på en sporvognen i fart. Jeg fortsætter til fods ned ned langs floden til Brandenburger Tor, så kan jeg tage U-bahnen derfra. Jeg trænger til frisk luft efter det tilrøgede værtshus. Jeg ser ned på min avis, som Fallada lagde uden om “Das Lächeln der Mona Lisa”. Det er dagens udgave af Berliner Kurier.

Jeg glæder mig til at møde Erich Kästner i morgen.

Et lille udvalg af de 50 bøger, som udgør min samling af litteratur, som beskriver amerikanske frivillige i Fremmedlegionen under 1. verdenskrig.

Den afdøde jazzmusiker Charles Mingus sagde engang, at man kan improvisere over alting, men man kan ikke improvisere over ingenting. At skrive en bog er at improvisere en fortælling, og til dette behøver man en spændende person eller begivenhed at improvisere over. Det er et eventyr, som kræver nysgerrighed, energi og modet til at gå forkert.

For mit vedkommende var starten på min seneste bog ”Fighting for the French Foreign Legion” et tilfældigt foto på side 49 i Lowell Thomas bog ”Beyond Khyber Pass” fra 1925. Lowell Thomas var journalisten, der gjorde ”Lawrence of Arabia” verdenskendt. Nu ville han besøge emiren Amanullah Khan, som havde smidt englænderne ud af Afghanistan og selv taget magten. Som chauffør og bodyguard hyrede Thomas derfor en ung rig amerikaner, David King, som han tilfældigt havde mødt i Indien. King var en af de få overlevende fra Fremmedlegionen, der var blevet udslettet under Slaget i Champagne i september 1915.

Jeg synes, David King ser vanvittig cool og elegant ud som han står midt i ørkenen med en handske nonchalant i den ene hånd og en cigaret i den anden. Ham ville jeg vide mere om!  Og det startede den vilde jagt. Den førte mig i første omgang til Paris og et nyt foto, denne gang af 44 amerikanske frivillige, der sammen med mit nye bekendtskab i august 1914 havde meldt sig til Fremmedlegionen og nu marcherede gennem Paris mod det store eventyr.

Herefter begyndte jeg at søge bøger, som var skrevet af de amerikanere, der kæmpede i fremmedlegionen under 1. verdenskrig. Bøgerne fandt jeg i antikvariater rundt om i verden. Oprindeligt var jeg kun interesseret i David King, men efterhånden lærte jeg også hans kammerater at kende og ville naturligt vide mere om dem.

En af King’s soldaterkammerater var digteren Alan Seeger; han faldt i 1916 og familien udgav han breve og dagsbogsnotater i 1918. Det var min første bog og kilde. Men flere fulgte og hver gang jeg fik en ny bog, blev jeg introduceret til nye skæbner og nye begivenheder og mit netværk af amerikanske legionærer voksede eksponentielt.

Skandinaviske frivillige gjorde tjeneste i samme regiment som amerikanerne og ikke mindst svenskeren Elow Nilson, kom til at spille en afgørende rolle. Jeg opdagede, at hans breve og rapporter var blevet udgivet i 1917 i Sverige og efter flere års søgen, fandt jeg faktisk bogen i et antikvariat i Stockholm, og pludselig fik jeg amerikanernes indsats belyst fra svensk side.

Under og efter første verdenskrig blev udgivet godt 50 bøger, hvori de amerikanske frivillige i fremmedlegionen optræder; mange efterladte fik udgivet de faldnes breve, og de overlevende skrev sig ud af deres oplevelser, omend de fleste behøvede 8-10 år, før de var klar til at skrive om vanviddet i skyttegravene. Ingen blev nogensinde klar til at tale om det. Erich Maria Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’ blev således først udgivet i 1928 og Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, skrev først ”No Man’s Land’ i 1930 og min nye helt David King, skrev om sine oplevelser i 1927.

Efterhånden fik jeg udbygget mit bibliotek, så jeg i dag har samtlige bøger, der er skrevet om og af de amerikanske frivillige på engelsk, fransk og skandinavisk. Jeg tror ikke nogen har en tilsvarende bogsamling.

I alt 90 unge amerikanere gjorde fronttjeneste i Fremmedlegionen fra 1914 til 18. Jeg kender historierne bag dem alle, jeg ved, hvad de lavede under krigen, og hvad der skete bagefter.  Bog for bog fik jeg lagt et kæmpe puslespil eller måske snarere vævet et netværk af information og viden over 90 menneskers skæbne.

Dette researcharbejde har været fuldstændigt ustruktureret; jeg følger ethvert spor, som fascinerer mig. Som Charles Mingus stoler jeg blindt på den kreative proces og ved, at pludselig dukker mønstret op i kaos. 

Lidt efter lidt begyndte min interesse at samle sig om tre af de amerikanske soldater: rigmandssønnen David King – den intellektuelle digter Alan Seeger – og den sorte bokser og entertainer Eugene Bullard. Her så jeg tre forskellige spor gennem det enorme hav af informationer, og når jeg lægger de tre mænds fortællinger oven på hinanden, tegner historien sig i tre-dimensioner.

Eugene Bullard vendte I 1940 efter 27 år i Frankrig tilbage til USA, hvor han blev totalt ignoreret, men Frankrig huskede den gamle stridsmand, som blev inviteret til at gentænde den evige flamme under Triumfbuen i 1954.

Nu fokuserer jeg min research om disse tre mænd. Jeg gennemgår halvtreds års amerikanske og franske avisarkiver, jeg gennemgår historiske samlinger, arkiver på universiteter og i statslige registre samt militære kartoteker. 

Man skal ikke på forhånd have et fast mål med sin research, man skal blot have en retning og lade historien fortælle sig selv, mens man venter på, at fantastiske sammentræf og overraskelser skal indtræffe. For de dukker op i en lind strøm. Det opleves somme tider, som om universet blot venter på, at man kommer, så det kan afsløre sine hemmeligheder.

Blandt andet lærte jeg, at barnebarnet til Victor Hugo, som skrev Les Miserables og Klokkeren fra Notre Dame, var forbindelsesofficer i regimentet ved siden af amerikanernes. Barnebarnet hed Georges Victor-Hugo og var uddannet kunstner og under hans tid ved fronten malede han omkring 100 helt fantastiske akvareller fra slagmarken.

Ved et helt vanvittigt tilfælde mødte jeg en antikvitetshandler i Lille, og da jeg fortalte om Georges Victor-Hugo udbrød han "jamen, jeg har en mappe med hans tegninger i min forretning - Sur le front de Champagne, hedder de. Vil du købe dem? Du skal få dem billigt."

Mais oui, svarede jeg.

Jeg er fremtidsforsker og futurist og lever af at hjælpe erhvervsfolk til at forberede sig på fremtiden. Men jeg er også litterær eventyrer, der tager på tidsrejse ind i fortiden. Den tyske filosof Hartmut Rosa taler om begrebet ’resonans’, som handler om, at vi har forbindelse til verden. Vi kan komme i sync med tiden og fornemme, at den svarer igen. Fortiden er ikke blot et sort hul bag os; det er et levende rum, vi kender og forstår. Vi kan også høre resonansen fra fremtiden og det hele bliver meningsgivende.

Det gør det i hvert fald for mig; jeg har fornemmelsen af, at jeg kan bevæge mig selv, mine tanker og fortællinger frit i rum og tid. Et afgørende element er autenticiteten. Det er her, de gamle bøger kommer ind i billedet. En anden tysk filosof, Walter Benjamin, som døde i 1940, fortæller, at med den industrielle kopiering, forsvinder kunstens aura. Før kunne kunstværket og den menneskelige kreativitet stedfæstes i tid og rum, nu er den overalt samtidig. Dette er forstærkes af moderne digitalisering, som gør verden til en skærm uden autenticitet.

Det er her de gamle bøger bliver magiske.

Elow Nilsons erindringer kan fx nu læses digitalt, men jeg har hans bog fra 1917 med gammel svensk retskrivning og spor efter flittig læsning. Det er som at blive forsat til fortiden, man kan næsten røre ved tiden. Med det originale budskab får vi alle informationer og koder i forholdet 1:1.

Jeg har også David Kings egne erindringer ”Ten Thousand Must Die” fra 1930, og da jeg åbnede pakken fra antikvariatet, så jeg, at King minsandten havde signeret bogen: ”To J.K from DWK – To one centurion from a centurion from the Legion. David W. King.

Jeg blev himmelsk glad. Hvad vil jeg helst have, en e-bog fra Amazon eller en bog, som forfatteren har haft i hånden? Jeg genkender endda håndskriften fra hans blyantsrettelser i et bogmanuskript, som han aldrig fik offentliggjort men som jeg fandt i et arkiv i Hoover Library på Stanford University.

Dette er hvad Walter Benjamin kalder ”aura”!  Her er en specifik fysisk bog placeret i tid og sted knyttet til et helt bestemt menneske.  Nu begynder historien at komme til live. Så er det bare om at skrive den.

Sådan blev min bog ”Fighting for The French Foreign Legion” til. Jeg havde egentlig tænkt den skulle hedde ”In Their Time”, da Hemingways første bog hed ”In Our Time”, men forlaget ville noget andet. Det ville have en titel, der passer til søgemaskinerne.

I was picking up a copy of what I thought was the London Evening Standard at Victoria Station when I realized the paper had changed its name to The London Standard and had been given a new design.

"Yes, it’s different," said a gentleman in a cotton coat standing next to me. He had just picked up his copy too. He was about my age but looked older, in the way your parents did when they were your age. He had heavy black glasses—Michael Caine style—not too much greyish hair, a blue V-neck jumper, and behind it, a white shirt with, to be honest, a tasteless tie. He looked like the kind of man Paul McCartney could have had in mind when he wrote “When I’m Sixty-Four.”

"Funny, I looked for The Evening Standard yesterday at a couple of tube stations but couldn’t find it," I answered.

"It’s become weekly now," the stranger said. "Actually, this is the first issue of the new Standard. It’s been launched today. The last version of the London Evening Standard was published last Friday."

I looked at the front page of the new Standard, featuring an AI-generated picture of Keir Starmer, who apparently wants to make London the "AI Capital of the World." I bet he got that from Tony Blair, who, as Prime Minister, had coined the term "London Tech City" some 20-odd years ago. That turned out pretty well.

"It’s a shame people don’t want to read real newspapers anymore," I said, sounding like a grumpy old man. "As a young journalist, I worked on a newspaper, and it started a lifelong attraction to the smell of freshly printed papers."

"Well, circulation has been dropping for five years. What else should the old spy do?" He smiled. (The Standard is owned by the former Russian intelligence officer turned oligarch Alexander Lebedev)

"I worked for the Evening Standard for 38 years," he continued, still smiling. "I wrote a cartoon strip called Modesty Blaise. 10,183 strips in all—I can hardly believe it myself. I also wrote 13 books about her."

Seeing my astonishment, he explained further.

"In 1962, the cartoon editor at the Daily Express asked me to develop a female adventurous cartoon character—this was when James Bond had just emerged. For nine months, I worked on the idea with the artist Jim Holdaway. We came up with Modesty Blaise—a refugee girl from the Middle East who had fought for her life in the desert from childhood until, as a teenager, she established her own criminal network in Tangier, alongside her sidekick, the knife-throwing Cockney, Willie Garvin. Then she left crime and settled down in a penthouse on Park Lane, London."

"The Daily Express didn’t want to go ahead with the cartoon because of Modesty’s criminal past, but the Evening Standard did, and on May 13, 1963, Modesty Blaise was born as a cartoon heroine. In 1965, I wrote the first book."

"That’s amazing!" I almost shouted. "You must be Peter O'Donnell!"

I was blown away. I’m a lifelong fan of his. I read his first book as a teenager, and I have five of the original strips from the Standard framed on the wall in my office. I’ve read all his books—several times. I was even carrying A Taste for Death in my bag. I couldn’t believe it. What were the chances of meeting him at Victoria Station with a copy of his book in my bag?

"You’ve read my stories," he said. "They’re full of strange coincidences and people with amazing abilities. Exploring men and women and events that stretch the borders of normal life is where mystery begins and where you start to feel alive."

"I’m thrilled to meet you!" I exclaimed. "For the last ten years, I’ve had this idea of writing a new Modesty Blaise story. Bringing her out of the sixties and into modern times. Sherlock Holmes and Watson have been reimagined in films and books countless times over the last 25 years—some quite successfully. Why not Modesty Blaise and Willie Garvin?"

Peter O'Donnell looked at me with tired eyes. "Please don’t," he said. "I’m not questioning your ability as a writer, but Modesty and Willie have had their time. I honestly didn’t create Modesty she created me as a writer and storyteller. It’s not about action, it’s about character. My last strip in the Evening Standard was on Wednesday, April 11, 2001. I was 81 years old then and felt it was time to stop while I was still relatively sharp. It had to end, so I let Modesty and Willie be killed in The Cobra Trap."

"I know," I replied. "The Cobra Trap is the only story of yours I haven’t read. I refuse to read it."

"Do it!" he encouraged. "I think you should create a universe of your own instead—bring new and unique characters to life. Let them form the fiction writer you have the potential to be. Don’t get trapped by my books or copy me; you can most likely write something much better by being yourself. It’s also more fun," he added with a smile. "Personally, I wouldn’t want to write a book with second-hand characters."

ChatGPT's first go at Modesty Blaise fighting over a copy of the new London Standard at Victoria Station

There, at Victoria Station, I realized Peter O'Donnell was right. I felt embarrassed. In a London heading for global AI supremacy, any robot would soon be able to read 10,183 cartoon strips and 13 books and create a new Modesty Blaise story—or hundreds. But they would lack originality and aura. AI could bring Modesty from the sixties into the future far better than I could—my job, like O'Donnell’s, was to create something human and original, not imitate the past through a filtered lens.

The old man had politely guided me away from a cobra trap that my creative laziness had almost led me into. I turned to thank the old writer, but he had already left, with The London Standard lying on the ground.

Schrott sei dank!

Moin, siger skipperen, da vi går ombord på Hansa IV. Han er en indfødt hamburger, udtaler sin by "Hamburch" og er glad for sin enorme havn. Hamburg er en ægte havneby, hvor havnen ligger midt i byen på samme måde som i København. Men i modsætning til vores hovedstad, der er blevet omdannet til badeland for turister og studerende på SU, så fungerer Hamburgs Havn efter 800 år stadig som et gigantisk transportcentrum med en vanvittig godstrafik. Omkring 8 millioner containere - 155 millioner tons varer - filtreres igennem de 4 store containerterminaler, inden de læsses på togvogne og lastbiler, så Europas forbrugere kan få alle de livsvigtige hvide sneakers, de har bestilt på Zalando eller Boozt.

Egentligt er Hamburg Havn helt tosset placeret. Før de store fragtskibe kan blive losset, nogle er 400 meter lange, skal de først sejle 150 kilometer op ad Elben i en smal gravet rende guidet af tre forskellige lodser, som tager sig godt betalt for ulejligheden.

Men Hamburg er stolt af sin position som Tysklands største havn og den tredjestørste i Europa. I morges hørte vi en præsentation af en havnens bestemmende mænd. Han refererede rutinemæssigt til "Hamburgs Havn" indtil spørgsmålet faldt på kineserne, som ville have øget indflydelse. Så hed det pludselig "vi bevarer selvbestemmelsen over vores havn", og som skipperen på Hansa IV siger, da vi sejler forbi det gigantiske containerskib Berlin Express med 24.000 containere: Uden havne som vores, var der ingen globalisering!

Det er derfor, vi er i Hamburg og har været her i tre dage. Byen er et laboratorium for, hvordan Europa i fremtiden skal styre sin varestrøm bæredygtigt og effektivt i konkurrence med Amazon og Temu. Vores gruppe af logistikfolk har holdt møder og talt med unge professionelle iværksættere, der har ideerne til, hvordan virkeligheden kan leve op til visionerne fra Bruxelles, København og Stockholm. Men de samme unge passionerede himmelstormere svigtes groft af internationale selskaber og politikere, som først og fremmest skal levere positive kvartalsregnskaber og hente stemmer til næste genvalg om to år.

I mere end ti år har jeg fulgt unge fintech startups i London, men i de seneste 3-4 år er min interesse for logistik iværksætterne vokset. Tro mig: Fremtiden tilhører dem med den bedste logitik, og et af stederne, hvor man finder det, er i Hamburg. Byen er på vej til at blive endnu et sted i Europa, hvor jeg føler, jeg hører til. Jo ældre jeg bliver, jo mere europæisk bliver jeg.

Jeg var ofte i Hamburg som barn og ung, min far havde kontor nær Mundsburg U-Bahn Station og min onkel havde et renseri i Schulderblatt; men i et halvt århundrede lå byen i dvale i min bevidsthed. Jeg glemte sproget, byen og dens historie. Men dette har ændret sig de seneste 3-4 år. Jeg er ved at genfinde sproget, på bogreolen bag mig står Siegfried Lenz, en række digtsamlinger af Joachin Ringelnatz og krimier af Cay Rademacher.

I de fleste af mine t-shirts, står Nils Sundström i nakken. Det er et varemærke fra Peek & Cloppenburg på Mönchebergstrasse - som i øvrigt ejer Magasin - og når man taler om "Das deutsche Wirschaftswunder", som var tysklands genrejsning efter 2. verdenskrig, tænker jeg uvægerligt på genrejsningen af Hamburg. Min aftershave køber jeg i Nivea Haus på Jungfernstieg og jeg skal altid forbi Die Zeits redaktion på Speersort og købe Hamburgs svar på den danske Weekendavisen, og hver gang irriterer avisen mig ved at være for venstreorienteret. Men jeg køber den stadig.

Hamburg er min indgang til Tyskland.

Den begynder nede ved havnen og Speicherstadt, der er det Unesco-beskyttede pakhuskvarter, gennemskåret af kanaler med flere broer end Venedig. Det er herfra, jeg ser mit indre bykort. Hammerbrook mod øst, hvor acceleratoren Plug and Play ligger, og havnen mod vest og herfra nordpå i området op mod Alsteren og Hovedbanegården. Hamburg er naturligvis mere, men lige nu er det dér, hvor jeg føler mig lokal.

I forgårs spiste vi på det lokale bryggeri Gröninger, og i går var vi på Schönes Leben, som ligger et par klasser over bryggeriets currywurst. Bagefter gik jeg en omvej langs kanalerne over St. Annen broen. Natten gør noget ved gamle byer. Når mennesker og trafik forsvinder, får fantasien frit løb og jeg gribes af en følelse af at være frisat af tiden. Det er i familie med den følelse, som den tyske filosof Hartmut Rosa kalder "resonnans" - man breder sig ind over tiden, forstår den og fornemmer fremtiden.

_ _ _ _

Skipperen på "barkassen Hansa IV" fortalte med et bredt grin, at hamburgerne for ikke så længe siden hilste hinanden med det plattyske "Hummel Hummel - Mors Mors". Det er mest fun fact, men da vi gik i land, stak jeg for sjov hovedet ind på havnekontoret for at sige farvel til Sabine, som havde hjulpet med at arrangere turen:

Hummel Hummel!

Mors Mors, svarede hun glad med tommelfingeren i vejret, og jeg lærte samtidigt, at det udtales "moss moss".

Det er ikke så svært at komme på bølgelængde med mennesker.

Den tyske forfatter Erich Kästner fik i 1936 udgivet en digtsamling "Doktor Kästners Lyriske Husappotek", der var ment til at afhjælpe 37 forskellige smerter i livet, som almindelig medicin ikke kan kurere, lige fra hjemvé, mangel på penge, held, kærlighed, selvtillid, kampen mod dovenskab til harmen over at være gjort uret.

Digtsamlingen blev udgivet i Schweiz, da nazisterne havde cancelled Kästner med publiceringsforbud i Tyskland. Faktisk stod forfatteren selv og så på, at SA mændene den 10. maj 1933 brændte hans bøger på Opern Platz i Berlin. Den eneste bog, som undgik flammerne, var børnebogen Emil og Detektiverne - den var trods alt for populær!

Erich Kästner og hans lyriske husappotek er vidunderlig livgivende læsning; det samme mente en unge jødiske pige, Teofila Langnas. Hun var spærret inde i Warszawas Ghetto, da hun i 1941 kopierede hele "Dr. Erich Kästners Lyrische Hausapotheke" i hånden og tegnede små illustrationer til hvert eneste digt. En pragtudgivelse i blot et enkelt eksemplar til hendes forlovede Marcel Reich-Ranicki.

Fotoet i toppen er forsiden af hendes udgivelse.

Marcel havde læst Kästner som barn og glemt alt om ham, indtil han i 1941 besøgte en ven i ghettoen, som havde et eksemplar af netop "Dr. Erich Kästners Lyrische Hausapotheke". Han blev atter grebet af Kästner. Mange år senere skrev han:

"Jeg læste straks åbningsdigtet Eisenbahngleichnis:

Wir reisen alle im gleichen Zug zur Gegenwart in spe. Wir sehen hinaus. Wir sahen genug. Wir sitzen alle im gleichen Zug und viele im falschen Coupé.

Jeg ville brændende have bogen, som den var umulig at skaffe i ghettoen. Men jeg fik da lov til at låne den i kort tid. En pige, som hed Teofila - vi kaldte hende Tosia - kopierede derefter hele bogen i hånden for mig. Hun illustrerede digtene, og til slut hæftede hun siderne sammen. Denne bog fik jeg af hende til min 21-års fødselsdag den 2. juni 1941. Aldrig havde nogen tiltænkt mig en så vidunderlig gave. Brugt så megen tid og vist så meget kærlighed.

Der sad vi så sammen, Tosia og mig, og langsomt og eftertænksomt læste vi i den mørke nat og den dårlige belysning de tyske vers, som hun havde nedskrevet for min skyld. Ved indgangnen til ghettoen ikke langt fra os hørte vi tyske skud og jødiske skrig.

Alligevel smilede over karakteristikken af En Stræber:

Vom frühen bis ins späte Alter, mit Mordsgeduld und Schenkelschluß, rankt er sich hoch am Federhalter und klettert, weil er sonst nichts muß. Die Ahnen kletterten um Urwald. Er ist der Affe im Kulturwald.

Der Streber i Teofilas streg og bogstav

De to unge blev kort efter gift, og det lyder som starten på en tragedige, vi har hørt så ofte, men i 1943 lykkedes det parret at flygte fra ghettoen, lige inden den blev likvideret, og de overlevende sendt i kz-lejr. Det unge par gik under jorden og ind i modstandsbevægelsen, indtil de blev befriet af russerne i 1945. Ægteparret Teofila og Marcel Reich-Ranicki arbejdede herefter henholdsvis som illustrator, journalist og oversættere samt diplomat og litteratur-formidler.

I 1957 lykkedes det Marcel at få et møde i stand med Erich Kästner, som i modsætning til de fleste andre forfulgte forfattere i 30erne ikke havde begået selvmord eller var gået i eksil i udlandet. Kästner var blevet i Tyskland, var flere gange blevet arresteret men havde klaret sig igennem krigens fortrædeligheder. Nu var han igen blevet en stor stjerne på den tyske intellektuelle himmel.

De mødtes i den berømte Café Luitpold i München, og Marcel havde taget det efterhånden ramponerede håndskrevne eksemplar af digtsamlingen med. Da Kästner hørte historien og så Teofilas bog, blev han helt stille og Marcel så den gamle forfatter få blanke øjnene.

Marcel passede godt på Teofilas gave livet igennem, og næsten ingen kendte til historien, før en redaktør i 1998 fik ægteparrets tilladelse til at udgive "Dr. Erich Kästners Lyrische Hausapotheke" som Teofila havde skrevet og illustreret den 57 år tidligere.

Teofila og Marcel Reich-Ranicki levede et langt lykkeligt liv sammen, de blev henholdsvis 91 og 93 år gamle. Et mirakel for mennesker, der befandt sig i Warzawas Ghetto i 1943. Marcels forældre og en bror klarede den ikke og blev dræbt i Treblinka.

Jeg har netop købt "Doktor Erich Kästners Lyrische Hausapotheke" fra et antikvariat i Friedberg i Bayern. Ikke den bog, som blev udgivet i 1999, men originaludgaven fra 1936 magen til den, som Teofila lånte og afskrev i ghettoen.

Det giver en særegen følelse af autensitet og vigtighed at sidde med det lille gule lyriske husapotek i hånden. Bogen er fyldt med brugsdigtning og hverdagsord, som et regime ville brænde, for at de ikke skulle blive gentaget, men som en ung kvinde nøjsommeligt kopierede, for at de kunne gentages for ét enkelt menneske i et enkelt liv.

Den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen har lagt navn til vejen gennem Gudhjem Havn, hvor en praktisk orienteret kommunal vejmand eller havnefoged lige neden under vejskiltet har skruet et andet skilt op med henvisning til havnens toiletter, hvilket jeg behændigt her har undgået at vise gennem en kraftig billedbeskæring. Jeg synes, Mikkelsen skal have billedet for sig selv.

Jeg kendte ikke Ejnar Mikkelsen, før jeg så Netflix filmen "Against the Ice" med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen som polarforskeren, der sammen med den unge uprøvede maskinist Iver Iversen kaster sig ud i en livsfarlig slædeekspedition i Nordøstgrønland for at finde dagbøger og optegnelser fra Danmarksekspeditionen i 1906, hvor kulde og anstrengelser tog livet af tre andre eventyrere Jørgen Brønslund, Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen livet.

Brønlund og hans dagbogsoptegnelser blev fundet af en redningsekspedition i 1908 og i sommeren 1909 fik Mikkelsen stablet endnu en ekspedition på benene for at finde de to sidste omkomne og deres optegnelser. Ekspeditionen købte et lille 40 tons fiskefartøj, Alabama og den 7-mands besætning sejlede via Færøerne og Island op ad Grønlands Østkyst indtil isen stoppede dem.

Det er denne ekspedition filmen "Against the Ice" skildrer. Det blev til tre års usigelige anstrengelser mod is og sne, og det var et under, at den ikke kostede menneskeliv.

Efter jeg havde set filmen i sommerhuset på Bornholm ( jeg anede ikke at Ejnar Mikkelsen engang havde boet på øen ) købte jeg hans beretning "Tre aar paa Grønlands Østkyst", som han skrev i 1913 umiddelbart efter sin hjemkomst. Jeg fandt 2. udgaven fra 1914, hvilket giver en vidunderlig følelse af at have et autentisk dokument i hånden og være tæt på historien.

Ekspeditionen var et mareridt fra start for Mikkelsen og de 6 besætningsmedlemmer. Vinden var imod dem på rejsen over Nordatlanten, de havde motorproblemer med den lille 16 hestes diesel og da de skulle hente deres hunde, som var blevet sejlet til Island, var hundene syge. Mange døde og resten måtte de med knust hjerte skyde og smide overbord - "næste dag fik vi travl med at fjerne sporene af Nattens Udaad", skriver Mikkelsen, som ikke kunne få hundenes hyl og troskyldige blikke ud af hovedet.

Det lykkedes at købe nye hunde i Angmasalik, og Alabama sejlede herfra op langs kysten til en fjord, som siden er døbt Alabama Havn, som blev ekspeditionens base. Holdet gennemførte sin første slæderejse på 900 kilometer, som tog livet af 14 hunde. Herefter overvintrede man på Alabama indtil lyset vendte tilbage.

Den 3. marts 1910 startede hovedekspeditionen. Tre deltagere skulle fungere som hjælpeekspedition, som skiltes fra Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen, da disse tog afsted ind over indlandsisen i Mylius Erichsen's slædespor. Og de fandt virkelig hans dagbog og optegnelser, som fortalte at Peary Land ikke var en ø.

Hjælpeekspeditionen vendte tilbage tidligere til basen allerede i maj, hvor de kunne konstatere at Alabama var forlist - man var strandet på Østkysten. Heldigvis komst en norsk hvalfanger fordi den 27. juli og da det var længe efter at Mikkelsen og Iversen skulle have været tilbage, gik de fem resterende efter aftale ombord på nordmanden - den ene i øvrigt med svære forfrysninger. Inden efterlod de flest mulige forsyninger, såfremt de to kammerater skulle komme.

Det gjorde de den 25 november - og de var fuldstændig udslidt. Turen hjem havde været et mareridt - alt proviant var spist og de sidste hunde havde de måttet aflive, så de trak selv slæden de sidste stykke. Og hvilket syn der mødte dem. Alabama var forlist og kammeraterne sejlet væk!

illustration fra bogen: Mikkelsen og Iversen efter 1900 kilometer på slæde over indladsisen, hvorefter de konstaterer, at skibet er sunket og kammeraterne sejlet væk.

Det blev til en ny vinter i Alabama Havn og hele sommeren gik uden at redningen kom. De flyttede til et ældre amerikansk depot i Bass Rock og måtte tilbringe endnu en vinter på Kysten.

Den 19. juli 1912 kommer en norsk damper, Sjöblomsten, forbi og samler de to forkomne polarforskere op. De har nu været afskåret fra omverdenen i tre år og er ved at gå fra koncepterne på grund af uvisheden - mangel på proviant og kedsomheden. De har siddet to kulsorte vintre sammen i en lille bitte hytte og udvekslet alle de tanker, de overhovedet havde.

'Tre Aar paa Grønlands Østkyst' er et heltekvad på over 338 tætskrevne sider. Det beretter om to mænds udholdenhed imod uhyrlige odds. Men det er også en bog om menneskelighed. De to polarforskere er anstændige mennesker. Deres kærlighed til hundene er overvældende. Slædehunde er hårde halse, men hvis de to stressede slædeførere indser, at de har været for hårde, fortryder de og har mest lyst til at sige undskyld til hundene.

Lige inden de bliver reddet, ser Mikkelsen og Iversen en flok tejster, der flyver op og gør sig klar til at skyde dem ned. Men undlader i sidste øjeblik, fordi fuglene ser så glade ud, fordi de har unger på fjeldet, som vil komme til at sulte, hvis de skyder de gamle - og polarforskerne ved hvad sult er: "lad os vente og se hvad morgendagen bringer". Dagen efter ser de Sjöblomsten, de er reddet og behøver ikke jage, og gentager de flere gange for hinanden, hvor godt det var, at de ikke skød fuglene.

Når det med 'tejsterne' gør et stort indtryk på mig, er det fordi, jeg for en måned siden for første gang i mit liv, nærmest profetisk, så disse sort-hvide havfugle flyve ind over min båd, da jeg sejlede hjem fra Anholt. Jeg husker, at de gav mig følelsen af frihed og tilknytning til uberørt natur.

Kornmark på Bornholm klar til høst

Jeg læser i min hundred år gamle udgave af Jeppe Aakjær's "Rugens Sange" mens bonden skal til at høste kornmarken ved siden af sommerhuset på Bornholm. Bogen er en serie på 58 jyske digte, som forfatteren i 1906 skrev i een lang køre ofte med op til tre digte i døgnet. De er af det stof, Højskolesangbogen er gjort af. Digtene handler om rugen - den mest hårdføre og robuste af vore kornsorter - og de flittige småbønder, der dyrkede den på fattige marker i pagt med naturen og årstiderne.

Lige nu er jeg også i gang med at læse min farfars memoirer, hvilket sætter på hans og rugens fortællinger i gensidigt perspektiv. Min farfar var bondedreng fra True ved Århus, uddannet vandmøller - så han vidste, hvordan marken blev dyrket og kornet blev malet. Og mens Aakjær skrev sin digtsamling, var det netop lykkedes min farfar at slippe væk fra, hvad han kaldte "det triste og slidsomme landboliv": Det er dette liv og de mennesker Aakjær skildrer i sin digtsamling.

Aakjærs mest kendte sang er nok "Jens Vejmand", men der er også blevet plads til vejmandens kvindelige modstykke Ane Malén i "Stensamlersken" - /Det knækker af Gigt i de gamle Knær / forinden hun skørtet får fyldt/ så vandrer hun hen til Dyngen dér / og slipper sin trælse bylt.

Der var nogle, som skulle rense rugmarken for sten, og det var Ane Malén, med de sultne børn derhjemme; hun tænkte på davre og ikke på digte. "Rugens Sange" beskriver poetisk året gang fra sædemanden om efteråret kaster de gule korn på den nyharvede mark: /Tak Bonde med din Sædekurv / Lad Landet grønnes i dit spor / saa vi med stolthed aar for aar / tør pege på den danske Jord/

..til højdepunktet i August, når frugten af alle anstrengelser skal høstes og landmændene blev dengang som idag ved til arbejdet var færdigt: /Nu er sæden lang og gul / tung i Krop og strunk i Straa / og den sidste kukmand er forlængst rejst sønderpaa / Og nu hvæsser vi vor le /og så mejer vi vort Korn / og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn/

Det interessante, ved det billede som Jeppe Aakjær tegner, er, ud over det usigelige hårde liv, som danskerne levede for hundred år siden - den tætte tilknytning til årstiderne og naturen. Her er plads til haren, ræven, gøgen og lærken ..men værn dog mest om Bækken

/Du kjære blide danske Bæk / som bag om Hegn og Hybenhæk / mod salte fjorde glider / dit Vandrevand dit Puslestrøm / har nynnet i vor Folkedrøm/ og pyntet Danmarks Kjolesøm / fra Landets ældste tider /

Det var fra før overgødning og ildsvind i de danske fjorde. Danmark og landbruget var i pakt med hinanden, men forandringerne var på vej. Det danske Hedeselskabet var i fuld sving med at opdyrke heden og omdanne den til et kornmark, hvilket Jeppe Aakjær bekæmpede med al sin kraft. Fremskridtet gik for langt. Han betegnede Hedeselskabet som den trold, der gav køb på Danmarks naturværdier.

Jamen er det ikke dér, vi er lige nu - igenl? Vi skal have tilpasset det moderne landbrug, så vi kan dyrke landet men beholde naturen og lade bække og åer løbe livgivende ud i de danske fjorde.

Rugens Sange med sine 118 år på bagen er lige så aktuel, som den var, da den blev skrevet. Det er så dansk, som det kan blive. Men vi skal som urbaniserede mennesker passe på ikke at kaste vrag på vort landbrug og tusindårige historie: Det er der, de fleste af os kommer fra; det er landbruget, der har skabt den danske kultur og folkesjæl.

Ertholmene er Danmark uden for kategori. Det er en håndfuld små klippeøer og skær, som ikke ligner noget andet, man ser andre steder i landet. Det er vor eneste skærgård. Yderst er Østerskær - Oster Skiær - som er landets østligste punkt, hvor solen står op 28 minutter før, der gør i Blåvand.

Når man går i land fra færgen fra Gudhjem, træder man lige ind i Danmarkshistorien. I 1684 besluttede Christian den 5. at der skulle etableres et fæstningsanlæg, som skulle holde svenskerne i skak - det gav automatisk navnet til den største af øerne. Hans søn, besluttede at udbygge fæstningen på naboøen - så fik den navnet Frederiksø.

De to øer er forbundet en bro og har begge nogle imponerende fæstningsanlæg med metertykke skanser bygget af tilhuggede granitsten. Det har været et gigantisk projekt, som har kostet liv og helbred for de straffefanger, som blev sat til at bygge dem.

Øerne administreres af Forsvarsministeriet og militæret har sat sit spor på øen. Den er reelt en kasserne og de gule huse omkring den eneste gade - Gaden - ligner husene i Nyboder og naturen er uberørt af menneskehånd. Vi skulle overlade genopretningen af vor natur og kultur til Forsvaret. De sætter pris på landets historie og lader naturen passe sig selv. Noget af Danmarks mest frodige natur er de militære øvelsesterræner. På Ertsholmene er også en koloni af sæler, som vi i øvrigt ikke så noget til.

Vi stopper op foran en sten i en af de eventyrlige bastioner - der er mejslet en tekst ind i stenen; budskabet er mere holdbart end en blogupdate men sværere at læse:

»Igiennem Guds hjelperige Haand er dette arbejde kommen udi Stand Wed Hr. Capt. Mathias Wihelm Tax. Lieut. Tyge Fredrik Stibolt. Lieut. Gregorius Højborne Sehested. Lieut. Christian West. Werckpase Herman Bahne Wolfzæhn, Skipper Peder Larsen. Bornholm anno MDCCXXXV.«

Teksten er altså fra 1735 og refererer til restaurerings - og udbygningsarbejde, som blev foretaget under Frederik den 5. Hvem der end fik det skrevet, turde ikke at tage hele æren; noget gik til Gud og noget til skipperen, som sejlede dem frem og tilbage til øerne.

Lidt sjovt, kaptajn Mathias Wihelm Tax, der havde det overordnede ansvar for byggearbejdet, var blevet hentet fra Helsingør, hvor han arbejdede med at skabe Kronborgs skanser ud mod Øresund. Og når jeg sammenligner, de store kampestens-konstruktioner i Helsingør, hvor jeg har gået tusindvis af gange, kan jeg se, at det er samme mand, som har været på spil.

Ofte skriver folk, at tiden står stille, når man kommer til Christiansø og Frederiksø - men det er helt forkert. Fordi man ikke har bygget på øen i århundreder, er det ikke det samme som, at tiden står stille. Tværtimod. Når man tager til Ertsholmene, bringer man sin egen tid med over til øerne, hvor den bliver sat i et 250 årigt perspektiv; ja mere end det, klipperne er skuret glatte af den seneste istid for 18.000 år siden; hold det op mod den nuværende klimakrise, har du ægte tid i bevægelse.

Næh, tiden på Ertsholmene har det strålende, og som der står på servietten fra Christiansø Gæstgiveri, hvor vi spiser Ruth's lokale sild: "Vi er ikke isolerede. Vi lever en pragtfuld tilværelse, som du godt kan misunde os"

Dørken - en ægte havneknepje, som har åbent til festen er forbi og som er finansieret gennem et crowdlending-projekt.

Anholt var besat af englængerne fra 1809 til 1814 - rakkerpak!- og i 1811 forsøgte en tapper dansk angrebsstyrke at generobre øen. Men en forræder havde advaret englænderne, og kombineret med dårlig ledelse blev danskerme nedkæmpet med 30 dræbte og 270 sårede. Vi har en tendens til at trække på skuldrene over fortidens lidelser. Men de menneskelige omkostninger ved Slaget på Anholt er sammenlignelige med vore tabstal i Afghanistan.

Der er et monument for de faldne midt på øen i Anholt by, som jeg vandret til. Jeg har med vilje efterladt mobilen på båden og uden mobilepay sparer det mig fra at købe 3 gamle sølvskeer til 10 kr. stykket ved en vejbod, en pose Anholt-kartofler til 25 kr, som jeg ville have taget med hjem samt en kop kaffe - jeg egentlig ikke behøver.

Det er en intersant vandretur rundt om øen - den er kuperet med vild og særegen natur, ikke som noget andet jeg kender. Det sidste stykke foregår hen over Nordbjerg - øens højderyg med en fantastisk udsigt - det giver bjergvandrings-fornemmelse.

Tilbage i havnen har jeg fået nye tyske naboer, et sødt ældre ægtepar fra Glücksburg. Vi taler godt sammen og jeg erfarer, at mandens firma faktisk har været hacket og at deres it-system har været totalt nedlagt af russiske kriminalle - rakkerpak!! - som krævede løsepenge, for at fjerne deres ransomware. Hvilket firmaet nægtede. De ville ikke lade sig afpresse af kriminalle banditter, og firmaet klare sig på eventyrlig vis igennem en livstruende krise uden af betale en eneste bitcoin. Det er der kommet en bog ud af "Hackerangriff im Autohaus".

Om aftenen står den på fin spisning med kniv og gaffel på sønnens arbejdsplads - Spiseriet. Efter tre dage med dåsemad og beskøjter spiser jeg nu fire retter inspireret af ejernes besøg på Kap Verde og ser solen gå ned over Kattegat. Klasse oplevelse og hele turen værd.

Bagefter går jeg i Dørken - en ægte havneknejpe ejet af den samme som har Anholt Gin og sidste år finansieret af 221 mennesker, der gennem et crowdlending-projekt hver har skudt 1.000 kroner i projektet. For en mand, der har skrevet "New Local Economy" er dette lige efter mig hoved. Jeg ser det sidste af fodboldkampen og drikker et par IPA sammen men min dreng, som har fået fri fra restauranten.

Næste morgen sejler jeg hjem igen - solen er lige stået op. En flok tejster flyver ind over båden - sorte fugle med hvide pletter på vingerne - det er første gang jeg ser dem. De lever langs kysterne i Nordatlanten og Ishavet men der er også en bestand her i Kattegat. De giver en fornemmelse af vild natur.

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige "Gute Fahrt" men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. af Vlado og alligevel sige "fortsat god dag", når han kører væk.

Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med "Den 5. Thule Ekspedition" fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før 'civilisationen' øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fortælle deres sagn og fortællinger.

Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi ikke sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel,

- men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt "noget til jeres hunde". Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer "en hvid eskimo" sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

"Hvornår kommer den hvide eskimo"?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, "Jamen, det er mig!"

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger "tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore" - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet "eskimo-is" og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser "Den lange Slæderejse" taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om "mennesker". Jeg har aldrig set ordet "menneske" skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt "Nye Mennesker".

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om "personer" aldrig mere "mennesker". Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også "Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land".

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden!

Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholt.

Jeg sejlede op gennem Øresund tidligt i morges og er nu midt på Kattegat uden at kunne se land nogen steder. Mit mobilsignal er forlængst væk. Det eneste spor jeg sætter i verden er en kølvandstribe, og den er væk om et øjeblik. Det er en diskret påmindelse fra kloden om, at den klarer sig fint uden mig, men at den er flexibel.

Der er 55 sømil fra Helsingør til Anholt. Jordens omkreds er 40.000 km, som er opdelt i 360 grader, der derved hver er 111 km. Hver af disse grader opdeles yderligere i 60 minutter, hvilket giver 1.852 meter, altså en sømil!

Det betyder, at jeg skal sejle over 100 km idag, for at besøge en af mine sønner, som har et sommerjob på Anholt. Det går lidt for roligt op gennem Øresund, men ved Gilleleje blæser det op, mere end de 8 meter i sekunet, som DMI spåede. Der er kommet liv i båden, jeg har vinden lige ind fra siden og farten er oppe på 6-7 knob. Det er på grænsen af, hvor hurtigt den teoretisk kan sejle - ikke hvad den kan tåle. Min Polaris Drabant har off-shore-egenskaber, så den kan sejle ude på de store dybe oceaner. Jeg er dog ikke sikker på, at skipperen har helt de samme egenskaber. Bølgerne bliver større. På et tidpunkt er det for festligt, så jeg går op mod vinden og reducerer forsejlet.

Sejladsen bliver straks mere behagelig, men det gynger stadig for meget til, at jeg har lyst til at blive kastet rundt i kahytten og forsøge at smøre madder og lave kaffe. Jeg nøjes med en flaske vand og en halv plade Marabou Mint Krokant.

Turen til Anholt varer hele dagen men heldigvis har jeg en autopilot, så jeg slipper for at sidde med hånden på styrepinden hele vejen og forsøge at holde kompaskurs 320. Så ville 56 sømil føles meget længere.

Ved 18-tiden kommer jeg ind i Anholt Havn - drivende våd - efter at have bjærger storsejlet i heftig sommeregn, og bliver modtaget af verdens bedste havnelods i sin motorbåd. Han er Anholt's gode humør og gelejder mig på plads:

"Hvad siger du til Bro 3? Jeg tror, vi lige har en plads til dig dér", råber den solbrændte vildmand.

"Er det herinde, spørger jeg og peger.

"Ja, dér hvor solen skinner og pigerne er søde", ler han

Det er lige mig. Med hjælp af en venlig tysker, får jeg fortøjet Anna på plads 312, rydder op i alt rodet på båden, ringer hjem og fortæller, at jeg er godt i havn, tekster det samme til sønnen, går op og køber pladsleje, kobler el-kablet til båden og får tørt tøj på. Nu har jeg landlov og burde gå på opdagelse på havnen, få en ny tatovering og starte et slagsmål; men jeg er for træt og vil hellere bare blive ombord.

Jeg tænder komfuret og tømmer en pose Coop "Chunky Tomato Soup" ned i en kasserolle og putter et focacia brød på en pande og lægger låg på, så det virker som en ovn, og skænker mig et glas rødvin. Sætter mig udenfor i aftensolen og spiser glohed tomatsuppe og brændt brød, mens jeg ser ud en skov af høje master. Anholt er en vild ø - et stykke utæmmet natur - man havnen er som IKEA's parkeringsplads! Den er pakket med både fra hele Skandinavien og Tyskland, som alle er hjælpsomme og gør deres bedste for at respektere de andres privatliv.

Jeg begynder at læse Knud Rasmussen's bog Den store Slæderejse, som jeg har haft med i køjesækken. Den handler om den 5. Thule-ekspedition, da danske og grønlandske opdagelsesrejsende foretog en 18.000 kilometer lang slæderejse fra Thule i Nord ned langs Grønlands kyst og tværs over det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst. Rejsen begyndte i 1921 og sluttede den 24. maj tre år senere: Altså for præcist 100 år siden.

Knud Rasmussen sammen med to af de grønlandske polarforskere på den lange slæderejse: Qaavigarsuaq Miteq (tv) og Knud Rasmussen (th). Den unge kvinde i midten, Arnarulunguaq, var usædvanlig sejg og gjorde hele rejsen med på lige vilkår med mændene. Hun var den første grønlandske kvinde som modtog Kristian d. 10's fortjenestemedalje.

Knud Rasmussen blev kaldt en 'en hvid eskimo' af eskimoerne eller inuitterne, som vi idag betegner den arktiske befolkning. Han voksede op i Jakobshavn - idag Ilulissat, hvor hans far var præst. Hans mormor var grønlænder og han selv talte sproget flydende.

Som 12-årig blev han sendt på kostskole på Nørrebro, og 8-9 år senere lykkedes det friluftsbarnet lige netop at skrabe en studentereksamen sammen. Han fik job som journalist på Kristeligt Dagblad og under en opgave mødte han en anden ung journalist Mylius-Erichsen, der som han og havde eventyr i blodet. De to fik i 1902 stablet "Den litterære Grønlandsekspedition" på benene. De ville lære mere om Arktis' befolkning, kultur, traditioner og fortællinger. I 1905 gjorde Knud Rasmussen en afstikker til Lapland, hvor han sammen med 2 samer fulgte renerne over tundraen.

I de næste 20 år var Knud Rasmussen konstant på farten med sin hundeslæde, blev gift og fik fået tre børn - samt nogle udenoms i snehytterne - og hjemme i Danmark var han blevet en en folkehelt. Det var også Knud Rasmussen, som i 1913 var i Thule og fandt en 3,5 ton meteorit, som havde ramt Arktis for 5.000 år siden, og det var ham, som 12 år senere ved hjælp af 124 hunde og 14 slæder fik flyttet jernklumpen til kysten, så den kunne fragtes til København.

Dette er ren Tintin, som i Den mystiske Stjerne og alle de andre fortællinger, hvor tegneseriehelten går på opdagelse på de lokales betingelser - og endda finder en meteor i Arktis. Det er et snapshot af tidsånden. En selfie, om man vil, af pulsen og drømmene i starten af det 20 århundrede. Europa ville se raske mænd, som handlede og gjorde verden større med respekt for andre mennesker og kulturer. Knud Rasmussen og min egen barndomshelt Tintin gik ikke ud og underlagde sig verden, de gik ud for at opdage den, forstå den og blive en del af den. Mens Knud Rasmussen spiste råt sælkød med eskimoer i sneørkenen, sad englænderen T.D. Lawrence på hug i den bagende ørkenen og talte med araberne på deres eget sprog.

Det var sådan europæiske helte så ud, da moderne tider blev født. Hvis resultatet ser anderledes ud idag, er det ikke deres skyld. Noget er gået tabt undervejs - og vi skal finde det igen.

...og så er jeg er ikke for alvor gået i gang med at læse bogen; jeg har blot researchet lidt baggrund. Det skal nok blive spændende.

I Knud Rasmussens eget forord, refererer han til et eskimo sagn om nogle unge mænd, som vil rejse ud og opdage verden og mange år senere mødes igen og konstaterer:

"Verden er stor. Vi er blevet gamle undervejs. Men vi har levet rigt, og idet vi nåede vores mål, har vi vundet viden og visdom for kommende slægter"

Hertil svarer Knud Rasmussen, at eskimo-sagnets indtrængende tale om at være sine ungdoms idealer tro gjorde et stærkt indtryk allerede da han hørte fortællingen i sin ungdom.

Han har ret, vi skal holde fast i ungdommens mål og drømme livet igennem. Men vi skal også have visdommen tilbage. Livet skal ikke kun ses gennem generation XYZ's øjne. Jeg er glad for, at jeg tog strabadserne, da jeg sejlede alene til Anholt idag.

Jeg er for træt til at læse mere og går lige op på dækket og ser ud over havnen. Alt er stille, undtagen lidt glad larm ovre fra Dørken: Vi åbner kl. 15 og lukker når festen slutter. Den er stadig i gang.

Der går jeg over i morgen.

Da jeg går langs Archensee, kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om noget bedre i livet end at vandre i Alperne. Intet kan måle sig med den følelse af frihed, som bjergvandring giver mig. Sådan har det været siden jeg første gang var i Østrig som 14-årig. Jeg er født det forkerte sted.

Gårsdagens opstigning til Twölferkopf sidder stadig i benene, da jeg går løs på Seebergspitze i 2030 meters højde. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke kommer hele vejen op, det er min nuværende træningstilstand ikke til, men jeg har besluttet at gå i hvert fald to timer, før jeg vender om.

Ruten er anstrengende fra start og efter 10 minutter pumper hjertet for fuld kraft, benene begynder at syre til og læggene bliver pressede, men hvis jeg blot holder på og tager mindre skridt, vænner kroppen sig til strabadserne. Sådan er det idag, sådan var det også igår og sådan har det været alle de andre gange, jeg har udfordret tyngdekraften i Østrig.

Tyngdekraften er formentlig motoren i hele vort universet; den er egentlig en svag kraft, men når atomerne rotter sig sammen til at skabe en stor masse, kan den i yderste fald få selv atomer til at bryde sammen. Tyngdekraften og centrifugalkraften holder hinanden i skak, så månen bliver på sin plads og planeterne cirkulerer i deres rette baner rundt om solen.

Det er vistnok Newton's 2. lov der siger, at hvis jeg vil op på bjerget, så må jeg mønstre en kraft, der er stærkere and tyngdekraften, hvilket er årsag til, at jeg efterhånden bliver våd på ryggen. Efter en times vandring i omkring 1300 meters højde, sker der pludselig noget. Jeg hører jeg en lyd lidt under mig.

Det er en gemse.

Sådan én har jeg aldrig set før. Den er belønningen for alle mine anstrengelser. Jeg står helt stille. Gemsen har garanteret set mig først men betragter mig tydeligvis ikke som nogen trussel. Lidt efter springer den videre - jeg kan høre dens klove, når den tager elegant tager afsæt på klipperne.

Jeg fortsætter opad. Jeg er allerede over skyerne. Det er er en sort vandresti og undervejs er jeg nødt til at tage hænderne til hjælp og klatre for at komme frem. Nogle steder skal jeg også holde øjnene fast på stien og ikke nyde udsigten. Som der står neden for bjerget - "Stien er ikke for folk med tendens til svimmelhed". Opstigningen begynder at trække søm ud - jeg tager flere og flere pauser - og da jeg ser et skilt, som fortæller, at der er halvanden time til Seebergspitze, beslutter jeg, at nu er det tid til at vende om.

En djævel på den ene skulder siger..."kom nu, bare halvanden time til, så er du på toppen"...mens en engel på den anden skulder fortæller: .."Du har to timers nedtur og du kan altid komme tilbage i bedre form.."

Jeg holder en pause og nyder øjeblikket. Jeg er i 1.700 meters højde, tager min nylonjakke på og drikker det sidste af min vandflaske. Kroppen kan kun optage lidt over en halv liter vand i timen, så der er ingen grund til at bælle. Det kan jeg gøre i overmorgen i München, når Danmark møder Serbien i EM-kampen på Alianz Arena.

I går tog jeg svævebanen ned fra Twölferkopf, men idag skal jeg selv gå hele vejen ned. Man bliver ikke forpustet af at gå ned ad et bjerg, men presset på lårmusklerne er mere stressende. I morgen er jeg øm i kroppen.

Jeg møder et par andre bjergvandrere på vej op. Som alle andre lokale, har de udstyret i orden. Rygsæk, vandretøj og ordentlige vandresko. I modsætning til os, er østrigerne er romantikere. De vandrer i bjernene, som generationer før dem. De har deres egen tøjstil, som globaliseringen ikke har kunnet få bugt med. De værner om deres kultur og holder den i live. Som skotterne har deres kilt har østrigerne deres lederhosen. Jeg er helt på deres side - både skotternes og østrigerne.

Vi hilser, stopper og snakker. Vi er "des" og de spørger mig, om jeg har været hele vejen til Seebergspitze?

"Næh, en smule for langt for mig. Hvor skal De hen?"

"Vi nøjes med Ebenerblick", svarer kvinden.

"Det er tre kvarter den vej", siger jeg og peger opad.

Vi sludrer et par minutter; de får pusten og jeg får hvilet lårene. Det er en god oplevelse; var jeg blevet lidt længere, havde vi udvekslet email-adresser. Vi siger 'Tschüss' og fortsætter; dem opad og jeg nedad. Nu vil jeg gerne have det overstået og har ikke længere blik for naturens skønhed. Men når jeg kommer ned, har jeg det vidunderligt. Mine ben er trætte men sindet er renset og verden er sat i sit rette perspektiv.

Jeg har læst et sted, at grønlandske slædehunde altid flytter sig derhen, hvor de kan mærke, at de trækker i seletøjet; de vælger aldrig en placering i flokken, hvor de kan drive den af og lade de andre gøre arbejdet. De søger aldrig den lette udvej! 

Det samme slog mig, mens jeg læste “Gegen den Wind”, hvor den den tyske sejler Sanni Beucke skriver om sine drømme om at blive off shore sejler. I modsætning til vor egen sejlerlegende Poul Elvstrøm, der vandt guld ved ikke færre end 4 Olympiske Lege fra 1948 til 1960 og deltog i hele 8 olympiader frem til 1984, så kiksede det for Beucke og hendes makker at kvalificere sig til OL i både London og Rio. Og da de endelig kvalificerede sig til OL i Tokyo i 2020, som blev udskudt til året efter, var det midt i Corona nedlukningen og på grund af smittefare tvang deres sejlforbund dem til at se indmarchen på stadion på TV i et lille usselt værelse i OL-byen. De to piger i deres 49er FX kæmpede indædt mod alle odds og kunne drage hjem til Kiel med med mundbind og en OL-medalje om halsen . Ikke af guld som Elvstrøms, men af sølv.

Og de var himmelsk lykkelige for deres medalje.

Se, her begynder jeg at synes, bogen bliver interessant. Sanni har kæmpet i 15 år for at nå så vidt, men trods sin OL-succés er hun var ved at brænde ud og afviser en invitation til møde den tyske forbundspræsident. Hun kan ikke overskue det, men gearer alligevel ikke ned. Hun flytter tværtimod sin kærlighed til off shore sejlads, hvor trækket i seletøjet er størst.  Hun ved intet om sejlads på de store have og forskellen mellem det og OL-kapsejlads enorm.

Hun skaffer sig med møje og besvær tre måneders ophold på den berømte off-shore sejlerskole i Lorient, hvor de sejler i Figaro-klassen. Det er 10 meter lange racerbåde for solosejlere, der i al slags vejr konkurrerer i Biscayen, ofte dage af gangen. Det bliver en hård oplevelse for Sanni Beucke. Læringskurven er stejl og ingen gider rigtigt snakke med den sociale OL-sejler; alt er nyt og konkurrencerne er benhårde, som i “Frømands- og Jægerkorps hårde”. Deltagerne sejler solo i orkanstyrke, ofte med blot et par timers søvn i døgnet.

Opholdet i Lorient slutter af med regattaen “La Solitaire du Figaro", der er en 2.000 sømil solo sejlads under  ekstreme forhold i det nordlige Atlanterhav. Sanni Beucke træffe forkerte beslutninger undervejs – er uheldig – og kommer i mål som nummer 27. Hun er skuffet, men også stolt, for hun er kommet i mål. La Solitaire var for hende mere end noget andet en konkurrence mod sig selv.

Men Sanni vil videre ud på verdenshavene. Det lykkedes hende at få en plads på en båd i Ocean Race – vildere bliver det ikke. Dette er en jordomsejling i super avancerede racerbåde. Sanni skal sejle med fra Kap Verde til Kapstaden i Sydafrica i begyndelsen af 2023. Hun er velforberedt og tændt som en raket, men skipperen orienterer hende ikke om hendes pligter ombord, gider dårligt tale med hende, meget af kommunikationen sker på fransk, som hun ikke behersker ordentligt.

Sejladsen er ekstremt stressende, båden er som en bageovn midt på Ækvator, toiletforholdene klares i en spand uden privatliv, så det er en slidt Sanni Beucke, der går i land i Kapstaden, hvor chefen uden at se hende i øjnene henkastet fortæller, at hun er sat af holdet. Som læser begynder man at spekulere på, hvad endeløse dage på havet mon gør ved menneskers sociale kompetencer?

Alle andre end Sanni Beucke ville her have givet op: hvad har jeg at gøre i denne kompetitive off shore verden?   Men sådan er slædehunden Sanni ikke. Efter at have sundet sig begynder hun at overveje, hvordan hun kan stable sig eget team på benene. Hendes ultimative mål er Vendé Globe - jorden rundt - men mellemstationen er La Solitaire de Figaro.

Hun samler et team – begynder at finde sponsorer – og i august 2023 er hun klar til sin anden Solitaire. Hun er mere velforberedt end nogen af de andre deltagere, hun kender vilkårene men bliver alligevel slået ud af kurs af tekniske vanskeligheder inden start. At klare sig godt i off shore sejlads er ikke kun godt sømandsskab, det hænger også sammen med moderne teknologi . Off shore både kan idag ikke vinde uden autopilot, satellit navigation og moderne computerteknologi.

Sanni havner i vanvittige strabadser; en enkelt forkert beslutning og hun hænger i tågen uden vind en hel dag. Hun må til sidst bryde den forseglede motor for ikke at blive sejler ned af et stor handelsskib. I modsætning til sine konkurrenter undlader hun at sejle ind i en fiskers travl og da Sanni endelig kommer i mål, har hun overskredet tidsgrænsen med ganske få minutter og hun slutter som nummer 27.

Hvordan tror læseren selv, at Sanni Beucke har det? Men igen, efter at have rystet skuffelsen af sig, er hun klar til at kaste sig ud i næste udfordring. Bogen hedder “Gegen den Wind” altså op mod vinden, for Sanni Beucke’s bog handler ikke om, hvordan hun vinder, som et bjergskred af andre uinteressante sportsbøger gør. Den handler om, hvordan hun og alle vi andre kan blive ved med at udvikle os, selvom vi ikke bliver nummer 1.

Man må endelig ikke bedømme Sanni Beucke sejler-egenskaber på hendes placeringer i La Solitaire du Figaro. Hun kunne være blevet ved sin 49 FX – i den kunne hun have sejlet i cirkler rundt om alle de arrogante off-shorte sejlere, som ikke gider tale med hende eller vise hende respekt. Men hun har modet til at bevæge sig ind på deres bane, hvor hun kan vokse som sejler og menneske. Naturligvis er hun et konkurrencemenneske, mere end de fleste af os nogensinde bliver - men jeg tror ikke, at hendes virkelige gnist, er at slå de andre; det er at flytte sine egne grænser og etablere sig i et nyt univers. Det betaler hun en høj pris for.

Jeg er inspireret af Sanni Beucke; nogle af de sejlere, som slog hende på havet, blev bagefter diskvalificeret for snyd eller vandt på grund af hensynsløshed. Sanni ville vinde på egne betingelser.

Mange sponsorer støtter sportsfolk, fordi de giver dem omtale, men Beucke kan meget mere. Hun kan lære virksomheder, hvordan de kommer igennem kriser og vokser med værdierne i behold. Hun bliver ikke for alvor krænket over, at skipperen taler fransk med besætningen, selvom han i sin arrogance ved, at hun ikke forstår sproget. Hun beslutter sig for lære at tale bedre fransk, så off shore eliten, der er fransk, ikke fremover kan lukke hende ude.  

Der er en årsag til, at jeg er blevet grebet af Sanni Beucke’s bog. Da hun i 2021 sejlede en OL-medalje hjem i Tokyo, fik jeg mit duelighedsbevis på Svendborg Sejlerskole og få dage efter, at hun i 2023 besøgte Ocean Race cirkusset i Århus for at undersøge, hvordan hun kunne etablere sit eget offshore team, sejlede jeg alene i min nye Polaris Drabant hjem fra Århus. Al den usikkerhed hun beskriver på eliteplan, kender jeg på begynderplan. Det er slemt for Ocean Race deltagere at miste strøm til autopiloten på Atlanten, men jeg ved, hvordan det føles, når det samme sker for en ny sejler i kraftig blæst ud for Sejrø.   

Jeg har netop købt digtsamlingen “Friheten” af Nordahl Grieg. Jeg blev inspireret til anskaffelsen af den norske film “Guldtransporten”, som jeg streamede på et gratis Viaplay-prøveabonnement. Med min nye vidunderlige digtsamling er Nordahl Grieg’s fantastiske liv og betydning for Norge eksploderet i min bevidsthed.

Nordahl Grieg var sømand, soldat, kommunist, digter, journalist og dramatiker. Han skrev i 1936 sit berømte digt “Kringsatt av Fiender”, der i 1952 blev melodisat af den danske komponist Otto Mortensen. Han var brændende engageret i arbejderklassens sag og deltog i Den spanske Borgerkrig som reporter og argumenterede hårdnakket for Stalin og det sovjetiske styre uden i øvrigt at være medlem af kommunistpartiet.

Den 9. april 1940, da Norge blev angrebet af tyskerne, er Nordahl Grieg hos tandlægen, som nysgerrigt kigger ud af vinduet og udbryder: “Dér kommer tyskerne, sgu”. Grieg springer op af tandlægestolen, melder sig til hæren og er med til at transportere den norske stats guldreserve først til Molde og siden til Tromsø, hvorfra han sejler til England med guldet, Kong Haakon VII og en del af den norske regeringen. På vejen til til Tromsø skriver han digtet “17. maj 1940”,  som han på dagen læser op i Tromsø Radio. Smukkere kan frihedstrangen ikke italesættes.

Første vers lyder:

I dag står flaggstangen naken blant Eidsvolls grønnende trær. Men nettopp i denne timen vet vi hva frihet er. Der stiger en sang over landet, seirende i sitt språk, skjønt hvisket med lukkede leber under de fremmedes åk.

Det er her filmen “Guldtransporten” slutter, men beretningen om Nordahl Grieg er langtfra forbi. Da han kommer til England, melder han sig igen under fanerne, arbejder som journalist, tager en række officerskurser og udnævnes til kaptajn.

Siden Spanien havde Grieg som reporter været parat til at risikere liv og helbred for sine historier, og i slutningen af 1943 lykkes det ham at overtale det britiske luftvåben til at tage ham med ombord i en Lancaster bombemaskine, så han kan rapportere direkte fra kampen i luftrummet over Tyskland. Den 2. december 1943 kl. 16:32 letter han fra Binbrook Airfield sammen med besætningen på LM316 (Lancaster Mkt 3) fra RAAF’s 460. Squadron under kommando af den 23-årige Flying Officer Alan Mitchell. I alt 25 Lancaster bombemaskiner sendes denne dag afsted fra Binbrook mod Berlin.

Operationen bliver skæbnesvanger. Klokken 20.14  fanges LM316 i et kryds af lyskastere på nattehimlen over Berlin, og flyet rammes af det tyske flak i forstaden Döberitz. Mandskabet bag antiluftskyts-kanonen er 16-17 årige drenge fra Hitler Jugend og ved  skæbnens ironi falder flyet  ned i haven hos den tyske postminister Wilhelm Ohnesorge.

Samtlige 7 besætningsmedlemmer og den 41-årige Grieg mister livet. Det bliver i det hele taget en blodig aften for den australske bombeeskadrille. Fem af de 25 mandskaber vender ikke tilbage til Binbrook.

Nordahl Grieg nr. 2 fra højre sammen med norske poloter i Storbritannien

Siden 9. April 1940 havde Nordahl Grieg skrevet en række krigsdigte, som han ikke havde nået at få udgivet. Men de bliver - 17. maj inklusive - udgivet posthumt i februar 1944 af Forlaget Helgafell i Reykjavik på Island, blot to måneder efter han blev dræbt over Berlin.

Det er denne udgivelse jeg har fået i hænde. Førsteudgaven fra februar 1944. Trykt midt under ragnarok. Det er ikke blot gribende norske digte, jeg ikke kan ryste af mig, det er et vidnesbyrd om kampen for en frihed, vi i dag tager for givet, men som har kostet uendeligt liv og lidelser i mands minde.

Nordahl Grieg tvivlede ikke et sekund på den endelige sejr og slutter sit 17. maj digt sådan:

Her skal vi minnes de døde som ga sitt liv for vår fred, soldaten i blod på sneen, sjømannen som gikk ned. Vi er så få her i landet, hver falden er bror og ven. Vi har de døde med oss den dag vi kommer igjen.  

Under the brown fog of a winter dawn, A crowd flowed over London Bridge, so many, I had not thought death had undone so many. Sighs, short and infrequent, were exhaled, And each man fixed his eyes before his feet. Flowed up the hill and down King William Street, To where Saint Mary Woolnoth kept the hours With a dead sound on the final stroke of nine.

These lines are from the poem 'Waste Land' which T.S. Eliot wrote 101 years ago when he worked as a banker in the City to afford a career as a poet. His views on the zombie-like bankers crossing the bridge each morning were perhaps not flattering but he might have had a point.

How can I not think of T.S. Elliot and his poem when I walk across London Bridge on a grey morning on my way to meet a group of bankers on King William Street, preferably before the bells of Saint Mary Woolnoth toll nine! I have already received the first phone call of warning: Where are you?

I am not in the same league as T.S. Eliot but my business is the same: I want to inspire the world to re-invent itself and forget old ways and 'Waste Land' is a good place to start. It is considered the breakthrough of modernist poetry and a literary lighthouse in line with Alfred Döblin's 'Berlin Alexanderplatz' and James Joyce' Ulysses, also published in 1922. Eliot's initial 19-page long poem was edited and shortened by the critic Erza Pound who soon became mentor for Ernest Hemingway too. None of these litterary rebels wanted to repeat the obsolete language that had lead the world into a dead end.

As a futurist I'm fascinated by the modernist writers who a hundred years ago, turned their back to establishment and brought thinking and language up to par with modern times. It was not easy for the poets. The world was not asking for transformation. It opposed it. Another of the modernists F. Scott Fitzgerand said "Nobody ever became a writer just by wanting to become one".

T.S. Elliot was a close friend of James Joyce and he was there for him many years later when Joyce published "Finnegans Wake" - probably the most difficult book to read. And it was the feminist Sylvia Beach in Paris and her bookshop "Shakespeare & Company" who published "Ulyssees" and helped a young Hemingway sell his first book "3 stories and 10 poems" in 1923. The young challengers were all poor literary startups depending on their modernist ecosystem to break through. I have a dejas-vue.

My meeting i King William Street is interesting; one of the undone bankers is trying to modernise the world but his ambition is at odds with incumbents who don't want to change. After power points, I tumble back into the street and continue through King William Street past Saint Mary Woolnoth to Bank Station. Too lazy to walk, I take the tube one stop to Moorgate. I cross Finsbury Square - Monzo's old hood - and continue to the coworking space RISE on Luke Street at the edge of Shoreditch. Here recide the "Fintech Modernists". What Paris was for young artists in the 1920's the area around Old Street is for entrepreneurs today. They dont write poetry or novels and drink red wine in night cafes, they drink flat whites, eat croissants and write codes in the form of APIs and Apps which are sometimes as hard to understand for their contemporaries as "Waste Land" was then. The tech-challengers strive to get heard, be understood and establish collaboration with an establishment that wants to innovate without really wanting change.

At Rise I run into a young 'changeologist'; she is an expert in bringing old and obsolete organisation across the chasm into the modern world. Mind the gap! She is the 21st century banking mentor, a critic like Ezra Pound, who helps banks leave old business models behind. Often they resist and fear the first step into the future. But this is why Charlotte and I are here at Rise and we wouldn't miss it for the world.

Everybody loves Woody Allen's film 'Midnight in Paris' and wish they had been present amongst the creative artists who defined the 20th century with new ideas; yet so many professionals miss out of this creation of future finance. The financial roaring 20s are here and now! In a few years people will say: 'It must have been exciting then!

I have decided not just to see it and say it, but also to sort it and take a dose of modernist medicin myself: I have founded a new startup and found a small team of tech-poets who pour blockchain and AI over my simple ideas. Let's see if we can convince the eco-system. After a long macbook day we finish off over a pint at Joiner on Worship Street - there must be an end to latte in paper cups.

It's late as I walk back down Moorgate and King William Street and cross London Bridge. The bankers have left the pavement and the skyscrapers shine their lights on the river. I enter the station and walk through the arcade, there are not many people and a freezing homeless who is reading the Evening Standard silently curses contactless payments. ('Sorry mate, it's my fault, I'm afraid'. I think.)

"Ah, still amongst the living, are we?".

I turn around and see a man in his late 30s, he looks a bit out of place but otherwise dapper in a three-piece Prince of Wales check suit with a silk tie. He smokes nervously on a cigarette without filter.

"Yes, death has not done me in yet", I answer

"You know, my friend Ezra Pound once said to me: Make it new. What can be changed must be changed. If you make it new, you'll never grow old and useless"

The smoke from his cigarette smells of Virginia tobacco. I haven't smelled that for a very long time. He has yellow stained finger tips.

"Thanks for the advice. Haven't I seen you somewhere before?

But the man has vanished and is nowhere to be seen. I tap in with my creditcard from a bank, that did not exist ten years ago and rush up the escalator to catch the 22:16 train to Dartford.

På 59 dage kørte skuespillerne Palle Huld og Elith Foss i 1935 gennem 19 lande på en 18.000 km lang køretur på deres Nimbus motorcykel rundt om Middelhavet.

Jeg har fået fingrene i den svenske udgave af bogen 'Vor Nimbusfærd', hvor de to unge skuespillere Palle Huld og Elith Foss fortæller om deres eventyrlige motorcykel-ekspedition rundt om Middelhavet i sommeren 1935. Bogen er håbløst naivt skrevet i en friskfyrsagtig skolestil, men den er fascinerende at læse - et autentisk dokument fra en tid, hvor enhver spejderdreng drømte at drage på eventyr i den store verden og ingen endnu havde kørt på motorcykel over den libiske ørken.

Men det gør de to danske skuespillere altså i deres sommerferie. De har fået overtalt direktør Fisker fra Nilfisk fabrikken til at give dem en ny Nimbus motorcykel med specialbygget sidevogn. De forbereder sig lidt bedre end en søndagstur til Greve Strand og suser ned gennem et heilende Nazi-Tyskland og et Spanien, som kun er et år fra borgerkrig. Over Gibraltar Strædet og herfran hele vejen tværs over Nord-Afrika til Ægyptens pyramider.

Det er en stor ting: Elendige veje, der sandede ting, ingen veje, mangel på benzin, frygt for overfald, problemer med at skaffe kontanter undervejs, mangel på vand, frygt for skorpioner og slanger, når de overnattede i deres telte og hele vejen måtte de kæmpe sig igennem en eneløs strøm af grænsevagter, politifolk og soldater, som bad om papirer og bestikkelse.

Men de unge skuspillere med deres nyindkøbte solhjælme klemmer på videre op gennem Palæstina mellem stridende jøder og arabere og et brutalt Tyrkiet hele vejen tilbage gennem et endnu ikke-krigshærget Europa til de tusindvis af ventende københavnere på Rådhuspladsen.

Det var i øvrigt ikke første gang Palle Huld var på stort eventyr: Han rejste som 15-årig jorden rundt på 44 dage efter at have vundet en konkurrence i Politiken og blev inspiration til Hergé's belgiske Tintin tegneserien. Og i 1937 to år efter "Vor Nimbusfærd" stak Palle Huld og Elith Foss igen afsted på motorcykeleventyr, denne gang til Iran (Med Palle & Foss til Orienten)

"Vår Nimbusfärd" er en beretning fra en anden tid og verden, end den vi har idag. Men netop derfor er den inspirerende! Den handler om unge mennesker med mod på eventyret og tro på fremtiden i en tid, hvor fremtiden var lige så usikker, som vi synes, den er idag.