#sejlads

Jeg sejlede op gennem Øresund tidligt i morges og er nu midt på Kattegat uden at kunne se land nogen steder. Mit mobilsignal er forlængst væk. Det eneste spor jeg sætter i verden er en kølvandstribe, og den er væk om et øjeblik. Det er en diskret påmindelse fra kloden om, at den klarer sig fint uden mig, men at den er flexibel.

Der er 55 sømil fra Helsingør til Anholt. Jordens omkreds er 40.000 km, som er opdelt i 360 grader, der derved hver er 111 km. Hver af disse grader opdeles yderligere i 60 minutter, hvilket giver 1.852 meter, altså en sømil!

Det betyder, at jeg skal sejle over 100 km idag, for at besøge en af mine sønner, som har et sommerjob på Anholt. Det går lidt for roligt op gennem Øresund, men ved Gilleleje blæser det op, mere end de 8 meter i sekunet, som DMI spåede. Der er kommet liv i båden, jeg har vinden lige ind fra siden og farten er oppe på 6-7 knob. Det er på grænsen af, hvor hurtigt den teoretisk kan sejle - ikke hvad den kan tåle. Min Polaris Drabant har off-shore-egenskaber, så den kan sejle ude på de store dybe oceaner. Jeg er dog ikke sikker på, at skipperen har helt de samme egenskaber. Bølgerne bliver større. På et tidpunkt er det for festligt, så jeg går op mod vinden og reducerer forsejlet.

Sejladsen bliver straks mere behagelig, men det gynger stadig for meget til, at jeg har lyst til at blive kastet rundt i kahytten og forsøge at smøre madder og lave kaffe. Jeg nøjes med en flaske vand og en halv plade Marabou Mint Krokant.

Turen til Anholt varer hele dagen men heldigvis har jeg en autopilot, så jeg slipper for at sidde med hånden på styrepinden hele vejen og forsøge at holde kompaskurs 320. Så ville 56 sømil føles meget længere.

Ved 18-tiden kommer jeg ind i Anholt Havn - drivende våd - efter at have bjærger storsejlet i heftig sommeregn, og bliver modtaget af verdens bedste havnelods i sin motorbåd. Han er Anholt's gode humør og gelejder mig på plads:

"Hvad siger du til Bro 3? Jeg tror, vi lige har en plads til dig dér", råber den solbrændte vildmand.

"Er det herinde, spørger jeg og peger.

"Ja, dér hvor solen skinner og pigerne er søde", ler han

Det er lige mig. Med hjælp af en venlig tysker, får jeg fortøjet Anna på plads 312, rydder op i alt rodet på båden, ringer hjem og fortæller, at jeg er godt i havn, tekster det samme til sønnen, går op og køber pladsleje, kobler el-kablet til båden og får tørt tøj på. Nu har jeg landlov og burde gå på opdagelse på havnen, få en ny tatovering og starte et slagsmål; men jeg er for træt og vil hellere bare blive ombord.

Jeg tænder komfuret og tømmer en pose Coop "Chunky Tomato Soup" ned i en kasserolle og putter et focacia brød på en pande og lægger låg på, så det virker som en ovn, og skænker mig et glas rødvin. Sætter mig udenfor i aftensolen og spiser glohed tomatsuppe og brændt brød, mens jeg ser ud en skov af høje master. Anholt er en vild ø - et stykke utæmmet natur - man havnen er som IKEA's parkeringsplads! Den er pakket med både fra hele Skandinavien og Tyskland, som alle er hjælpsomme og gør deres bedste for at respektere de andres privatliv.

Jeg begynder at læse Knud Rasmussen's bog Den store Slæderejse, som jeg har haft med i køjesækken. Den handler om den 5. Thule-ekspedition, da danske og grønlandske opdagelsesrejsende foretog en 18.000 kilometer lang slæderejse fra Thule i Nord ned langs Grønlands kyst og tværs over det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst. Rejsen begyndte i 1921 og sluttede den 24. maj tre år senere: Altså for præcist 100 år siden.

Knud Rasmussen sammen med to af de grønlandske polarforskere på den lange slæderejse: Qaavigarsuaq Miteq (tv) og Knud Rasmussen (th). Den unge kvinde i midten, Arnarulunguaq, var usædvanlig sejg og gjorde hele rejsen med på lige vilkår med mændene. Hun var den første grønlandske kvinde som modtog Kristian d. 10's fortjenestemedalje.

Knud Rasmussen blev kaldt en 'en hvid eskimo' af eskimoerne eller inuitterne, som vi idag betegner den arktiske befolkning. Han voksede op i Jakobshavn - idag Ilulissat, hvor hans far var præst. Hans mormor var grønlænder og han selv talte sproget flydende.

Som 12-årig blev han sendt på kostskole på Nørrebro, og 8-9 år senere lykkedes det friluftsbarnet lige netop at skrabe en studentereksamen sammen. Han fik job som journalist på Kristeligt Dagblad og under en opgave mødte han en anden ung journalist Mylius-Erichsen, der som han og havde eventyr i blodet. De to fik i 1902 stablet "Den litterære Grønlandsekspedition" på benene. De ville lære mere om Arktis' befolkning, kultur, traditioner og fortællinger. I 1905 gjorde Knud Rasmussen en afstikker til Lapland, hvor han sammen med 2 samer fulgte renerne over tundraen.

I de næste 20 år var Knud Rasmussen konstant på farten med sin hundeslæde, blev gift og fik fået tre børn - samt nogle udenoms i snehytterne - og hjemme i Danmark var han blevet en en folkehelt. Det var også Knud Rasmussen, som i 1913 var i Thule og fandt en 3,5 ton meteorit, som havde ramt Arktis for 5.000 år siden, og det var ham, som 12 år senere ved hjælp af 124 hunde og 14 slæder fik flyttet jernklumpen til kysten, så den kunne fragtes til København.

Dette er ren Tintin, som i Den mystiske Stjerne og alle de andre fortællinger, hvor tegneseriehelten går på opdagelse på de lokales betingelser - og endda finder en meteor i Arktis. Det er et snapshot af tidsånden. En selfie, om man vil, af pulsen og drømmene i starten af det 20 århundrede. Europa ville se raske mænd, som handlede og gjorde verden større med respekt for andre mennesker og kulturer. Knud Rasmussen og min egen barndomshelt Tintin gik ikke ud og underlagde sig verden, de gik ud for at opdage den, forstå den og blive en del af den. Mens Knud Rasmussen spiste råt sælkød med eskimoer i sneørkenen, sad englænderen T.D. Lawrence på hug i den bagende ørkenen og talte med araberne på deres eget sprog.

Det var sådan europæiske helte så ud, da moderne tider blev født. Hvis resultatet ser anderledes ud idag, er det ikke deres skyld. Noget er gået tabt undervejs - og vi skal finde det igen.

...og så er jeg er ikke for alvor gået i gang med at læse bogen; jeg har blot researchet lidt baggrund. Det skal nok blive spændende.

I Knud Rasmussens eget forord, refererer han til et eskimo sagn om nogle unge mænd, som vil rejse ud og opdage verden og mange år senere mødes igen og konstaterer:

"Verden er stor. Vi er blevet gamle undervejs. Men vi har levet rigt, og idet vi nåede vores mål, har vi vundet viden og visdom for kommende slægter"

Hertil svarer Knud Rasmussen, at eskimo-sagnets indtrængende tale om at være sine ungdoms idealer tro gjorde et stærkt indtryk allerede da han hørte fortællingen i sin ungdom.

Han har ret, vi skal holde fast i ungdommens mål og drømme livet igennem. Men vi skal også have visdommen tilbage. Livet skal ikke kun ses gennem generation XYZ's øjne. Jeg er glad for, at jeg tog strabadserne, da jeg sejlede alene til Anholt idag.

Jeg er for træt til at læse mere og går lige op på dækket og ser ud over havnen. Alt er stille, undtagen lidt glad larm ovre fra Dørken: Vi åbner kl. 15 og lukker når festen slutter. Den er stadig i gang.

Der går jeg over i morgen.

Der er ingen mennesker, som vil tale med mig. Jeg har lagt besked på et utal af telefonsvarere, sendt sms's og mails, som ingen reagerer på, og ved middagstid kaster jeg demotiveret håndklædet i ringen. Færdig med arbejde! Jeg tager mine røde shorts på og cykler ned til havnen. Vinden er fra nordøst. Det betyder, at jeg bør kunne sejle for vind både frem og tilbage til Hornbæk.

Da jeg sætter sejl ud for Helsingør Havn, begynder det at styrtregne og blæse op. Jeg fører logbog med grønt blæk, som i Den engelske Marine, og det er min 14. tur i Albertina 2. Idag er jeg alene, og i blæsevejr kan det godt være krævende. Jeg går op mod vinden, så trykket går af sejlene, og sætter først forsejlet. Jeg har bundet en line over fokken, så sejldugen ikke blæser ud over rælingen eller op i luften, så jeg ikke kan se, når jeg sejler ud af havnen med påhængsmotor. Jeg skal derfor først ud og løsne tovet, som jeg har gjort fast med en slipknot. Så trækker jeg storsejlet op og løsner en anden line, som holder bommen oppe, når sejlet ikke er sat. Jeg trækker i den røde dødemands-snor, og motoren stopper. Skibet har sin egen vilje og venter ikke på mig men fanger selv vinden: At det skyder frem og kløver vandet er en overdrivelse, men det går nu fint fremad, mens regnen pisker mig i hovedet.

Efter 20 minutter løjer vind og regn så meget af, at jeg kan binde roret fast og finde regnjakken i kahytten. Jeg er gennemblødt men med en redningsvest og en regnjakke kan jeg holde varmen, selvom jeg er våd.

Ud for Ålsgårde forsvinder al vind pludselig. Båden rør sig ikke ud af stedet og windex'en i toppen af masten snurrer forvirret rundt og kan ikke finde ud af, hvorfra vinden skal blæse. Samtidig kommer store bølger rullende med gennem Øresund. Det minder lidt om de store have. Himmel og hav er fantastisk, kulsorte skyer bevæger sig over himlen, under dem er himlen stadig blå og vandet skifter hele tiden farve. Jeg kan se skyerne regne over Kullen og håber at få vind med regnen.

Og så kommer eventyret af sig selv. Med en fnysen - som en tyk mand, der pruster i badekarret - dukker et marsvin op på styrbords side. Elegant glider det sorte pattedyr op over vandet med sin finne og er væk igen. Marsvin er Danmarks eneste ynglende hvaler, de er halvanden meter lange og vejer 75 kilo. Det dukker op igen 100 meter længere fremme. "There she blows!" for at citere fra Moby Dick. Jeg tager mobilen frem. Jeg ved ikke hvorfor, jeg vil tage et billede. Det bliver alligevel højst kun til en plet på fotoet. Marsvinet dukker op 3-4 gange til. Hver gang er jeg for langsom. Mens jeg spejder ud over vandet, får jeg yderligere selskab af en sælhund. Den løfter lige snuden op over vandet, trækker vejret og er væk igen.

Jeg vender båden med besvær - uden vind tager det lang tid at dreje rundt. Tilsidst giver jeg op - 100 meter på en time er ikke meget - jeg starter motoren. Skyerne bliver sortere og sortere. Jeg beslutter at tage forsejlet med - jeg har på fornemmelsen, at der vil komme meget vind lige pludselig. Og det gør der! Pludselig kommer regn og vind og båden krænger over; jeg styrer lidt mere ud mod Øresund og ligger bedre på vandet. Det er en fornøjelse - nu går det stærkt - og et enkelt sejl er nok. Da regnen stilner af, beslutter jeg at sætte forsejl igen. Jeg sørger hele tiden for at øve mig. Den sidste del af turen er fed - det føles som sejlsport.

Ud for havnen skal jeg igennem den samme proces, som da jeg startede, bare omvendt. Det er svært. Der er bølger og strøm ud for havnen, hvor Øresund er smallest. Jeg starter motoren og tager storsejlet ned og binder det nødtørftigt fast til bommen. Så ryger forsejlet - jeg skal frem på dækket og binde det fast osse. I mellemtiden har båden besluttet sig for at tage en rundtur på 360 grader - der røg førstepladsen til Volvo Ocean Race - men jeg tøffer fint ind i havnen og glider elegant på plads ved min kajplads. Dækket ligner en rudebutik af sejl og tovværk. Jeg er våd og kold til skindet og har været i gang i fem timer. Det har været en god træningstur, jeg er ved at lære at sejle båden under forskellige forhold og jeg er blevet bidt af det.

Det var et helt nyt univers, jeg lukkede op for, da jeg tirsdags for første gang sejlede ud fra Helsingør Nordhavn med Albertina 2. Jeg har aldrig sejlet før og læringskurven har været så stejl, at jeg har måttet trække et nyt storsejlsfald.

Det startede med et sørøverkøb, da vi overtog en 21-fods Triss Magnum for 8,500 kroner. Båden havde ligget i havnen i tre år og var temmelig langskægges under bunden med en muslingefarm på kølen. Faktisk kravlede der to ål og en sømand fra Pirates of Carebian ud af bevoksningen, da vi fik den på land. Men ellers var den i pæn stand med både sejl og en forholdsvis ny påhængsmotor.

Den sande udfordring var mit totale ukendskab til at føre sejlbåd. Men efter at have brugt Corona lockdown til at tage en bestyrelsesuddannelse gik det op for mig, at jeg i virkeligheden trængte mere til frisk havluft og eventyr and bestyrelseslokaler, og i april kom jeg på et afbud med på Svendborg Sejlerskole. Det kan anbefales. I en uge sejlede jeg rundt i det Sydfynske Øhav sammen med 6 andre landkrabber, mens to kompetente undervisere lidt efter lidt fik stoppet noget sejlduelighed ind i hovederne på os.

Så var jeg i teorien klar til at stå til søs. Det var Albertina 2 imidlertid ikke. Da den kom kom i vandet og tøffede til kajpladsen opdagede vi for sent, at påhængsmotoren ikke kølede og på få minutter smeltede 'impeller-huset". Jeg måtte søge professionel hjælp og motormanden sagde belærende: "Du skulle være kommet i efteråret! Lige nu har vi for travlt, så der går nok en måned - vi kan heller ikke skaffe reservedele - krise med den internationale forsyningskæde i Suez, du ved. Sådan er det alle vegne"

Fire uger senere og lige så mange tusind kroner fattigere var motoren i orden. I mellemtiden havde jeg fået malet skibet indvendigt, givet alt træværket nyt skibslak og snedkereret en manglende skabslåge.

Så kom specialisten, der skulle fixe min rig. Han er én, man tilkalder, når man skal have sin olympiske racerbåd til at sejle en guldmedalje hjem, men som alle sande mestre, er ingen opgave for lille for min rigger: Et stag skulle udskiftes, min windex viste den forkerte vej, forsejlsfaldet var så mørt, at jeg kunne rive det over med hænderne og storsejlsfaldet manglede totalt. Min nye ven lod sig hejse op i mastekranen, hvor han fik trukket og skiftet det nødvendige tovværk.

Næste dag gik det så løs. Der er en forskel på at sejle et skib, når der er en erfaren skipper ombord, og når man er helt alene om at træffe beslutningerne og føre dem ud i livet. Men der en også en fantastisk glæde ved få båden til at makke ret. At sætte sejl, gå op mod vinden og mærke når båden lægge sig til siden og sætte farten i vejret. Lige nu lærer jeg hele tiden og tager imod ethvert råd om, at det er en god idé også at sætte tape rund om G-splitterne.

Jeg har fået en dejlig sejlbåd, som hele familien er glad for, og jeg har opdaget et nyt element, jeg skal til at lære at færdes i.

Jeg har ferie, og jeg drømmer om varmere himmelstrøg. Egentlig elsker jeg sommeren herhjemme, men jeg vil godt nok gerne have lidt varmere vejr. Men nu ser det ud til at sommeren kommer, og så kan vi rejse sydpå senere 🙂 Hvis der endelig kommer lidt sommervejr, bliver det lidt skønnere. Hygge i haven, ture til stranden og solbadning i Vestre Fjordpark. Imens jeg venter på, at manden får ferie. Vi…

Sommeren er ankommet!

"Hører du egentlig nok Outkast?"

Good vibrations, børnepasning, Joe og Far, Gode nyheder fra boligjunglen!, 2. division øst. Vi er med på natsejlads og katten Jesper er stadig sminket..

Logbog til aarø D. 31/7 kl. 18:30 sejler vi fra Assens ombord er Kasper, Marcus, Jonas og Matias. Kursen er sat mod aarø, det er første gang skipper og besætning sejler for sejl alene, men vi får begge sejl sat og det går super. Vi ender dog tilsidst at rebbe alle sejl og tage det sidste lille stykke for motor, da vi skulle ligge og krydse meget, og vi alle kunne mærke maverne. Vi ankommer kl. 22:30 ca. På aarø meget hyggelig lille havn, folk kommer og hjælper med fortøjningerne, som rigtige sejler. Vi får endelig sat gril og gas op og påbegynder grillning, det blev desværre ikke til til nogle fisk selvom Marcus gjorde et ihærdigt forsøg med hjemmelavet fiskeudstyr, den stod på massere af kød og lidt kartoffelsalat. Alt i alt en vellykket tur.