#thisraceisfemale

Jeg har læst et sted, at grønlandske slædehunde altid flytter sig derhen, hvor de kan mærke, at de trækker i seletøjet; de vælger aldrig en placering i flokken, hvor de kan drive den af og lade de andre gøre arbejdet. De søger aldrig den lette udvej! 

Det samme slog mig, mens jeg læste “Gegen den Wind”, hvor den den tyske sejler Sanni Beucke skriver om sine drømme om at blive off shore sejler. I modsætning til vor egen sejlerlegende Poul Elvstrøm, der vandt guld ved ikke færre end 4 Olympiske Lege fra 1948 til 1960 og deltog i hele 8 olympiader frem til 1984, så kiksede det for Beucke og hendes makker at kvalificere sig til OL i både London og Rio. Og da de endelig kvalificerede sig til OL i Tokyo i 2020, som blev udskudt til året efter, var det midt i Corona nedlukningen og på grund af smittefare tvang deres sejlforbund dem til at se indmarchen på stadion på TV i et lille usselt værelse i OL-byen. De to piger i deres 49er FX kæmpede indædt mod alle odds og kunne drage hjem til Kiel med med mundbind og en OL-medalje om halsen . Ikke af guld som Elvstrøms, men af sølv.

Og de var himmelsk lykkelige for deres medalje.

Se, her begynder jeg at synes, bogen bliver interessant. Sanni har kæmpet i 15 år for at nå så vidt, men trods sin OL-succés er hun var ved at brænde ud og afviser en invitation til møde den tyske forbundspræsident. Hun kan ikke overskue det, men gearer alligevel ikke ned. Hun flytter tværtimod sin kærlighed til off shore sejlads, hvor trækket i seletøjet er størst.  Hun ved intet om sejlads på de store have og forskellen mellem det og OL-kapsejlads enorm.

Hun skaffer sig med møje og besvær tre måneders ophold på den berømte off-shore sejlerskole i Lorient, hvor de sejler i Figaro-klassen. Det er 10 meter lange racerbåde for solosejlere, der i al slags vejr konkurrerer i Biscayen, ofte dage af gangen. Det bliver en hård oplevelse for Sanni Beucke. Læringskurven er stejl og ingen gider rigtigt snakke med den sociale OL-sejler; alt er nyt og konkurrencerne er benhårde, som i “Frømands- og Jægerkorps hårde”. Deltagerne sejler solo i orkanstyrke, ofte med blot et par timers søvn i døgnet.

Opholdet i Lorient slutter af med regattaen “La Solitaire du Figaro", der er en 2.000 sømil solo sejlads under  ekstreme forhold i det nordlige Atlanterhav. Sanni Beucke træffe forkerte beslutninger undervejs – er uheldig – og kommer i mål som nummer 27. Hun er skuffet, men også stolt, for hun er kommet i mål. La Solitaire var for hende mere end noget andet en konkurrence mod sig selv.

Men Sanni vil videre ud på verdenshavene. Det lykkedes hende at få en plads på en båd i Ocean Race – vildere bliver det ikke. Dette er en jordomsejling i super avancerede racerbåde. Sanni skal sejle med fra Kap Verde til Kapstaden i Sydafrica i begyndelsen af 2023. Hun er velforberedt og tændt som en raket, men skipperen orienterer hende ikke om hendes pligter ombord, gider dårligt tale med hende, meget af kommunikationen sker på fransk, som hun ikke behersker ordentligt.

Sejladsen er ekstremt stressende, båden er som en bageovn midt på Ækvator, toiletforholdene klares i en spand uden privatliv, så det er en slidt Sanni Beucke, der går i land i Kapstaden, hvor chefen uden at se hende i øjnene henkastet fortæller, at hun er sat af holdet. Som læser begynder man at spekulere på, hvad endeløse dage på havet mon gør ved menneskers sociale kompetencer?

Alle andre end Sanni Beucke ville her have givet op: hvad har jeg at gøre i denne kompetitive off shore verden?   Men sådan er slædehunden Sanni ikke. Efter at have sundet sig begynder hun at overveje, hvordan hun kan stable sig eget team på benene. Hendes ultimative mål er Vendé Globe - jorden rundt - men mellemstationen er La Solitaire de Figaro.

Hun samler et team – begynder at finde sponsorer – og i august 2023 er hun klar til sin anden Solitaire. Hun er mere velforberedt end nogen af de andre deltagere, hun kender vilkårene men bliver alligevel slået ud af kurs af tekniske vanskeligheder inden start. At klare sig godt i off shore sejlads er ikke kun godt sømandsskab, det hænger også sammen med moderne teknologi . Off shore både kan idag ikke vinde uden autopilot, satellit navigation og moderne computerteknologi.

Sanni havner i vanvittige strabadser; en enkelt forkert beslutning og hun hænger i tågen uden vind en hel dag. Hun må til sidst bryde den forseglede motor for ikke at blive sejler ned af et stor handelsskib. I modsætning til sine konkurrenter undlader hun at sejle ind i en fiskers travl og da Sanni endelig kommer i mål, har hun overskredet tidsgrænsen med ganske få minutter og hun slutter som nummer 27.

Hvordan tror læseren selv, at Sanni Beucke har det? Men igen, efter at have rystet skuffelsen af sig, er hun klar til at kaste sig ud i næste udfordring. Bogen hedder “Gegen den Wind” altså op mod vinden, for Sanni Beucke’s bog handler ikke om, hvordan hun vinder, som et bjergskred af andre uinteressante sportsbøger gør. Den handler om, hvordan hun og alle vi andre kan blive ved med at udvikle os, selvom vi ikke bliver nummer 1.

Man må endelig ikke bedømme Sanni Beucke sejler-egenskaber på hendes placeringer i La Solitaire du Figaro. Hun kunne være blevet ved sin 49 FX – i den kunne hun have sejlet i cirkler rundt om alle de arrogante off-shorte sejlere, som ikke gider tale med hende eller vise hende respekt. Men hun har modet til at bevæge sig ind på deres bane, hvor hun kan vokse som sejler og menneske. Naturligvis er hun et konkurrencemenneske, mere end de fleste af os nogensinde bliver - men jeg tror ikke, at hendes virkelige gnist, er at slå de andre; det er at flytte sine egne grænser og etablere sig i et nyt univers. Det betaler hun en høj pris for.

Jeg er inspireret af Sanni Beucke; nogle af de sejlere, som slog hende på havet, blev bagefter diskvalificeret for snyd eller vandt på grund af hensynsløshed. Sanni ville vinde på egne betingelser.

Mange sponsorer støtter sportsfolk, fordi de giver dem omtale, men Beucke kan meget mere. Hun kan lære virksomheder, hvordan de kommer igennem kriser og vokser med værdierne i behold. Hun bliver ikke for alvor krænket over, at skipperen taler fransk med besætningen, selvom han i sin arrogance ved, at hun ikke forstår sproget. Hun beslutter sig for lære at tale bedre fransk, så off shore eliten, der er fransk, ikke fremover kan lukke hende ude.  

Der er en årsag til, at jeg er blevet grebet af Sanni Beucke’s bog. Da hun i 2021 sejlede en OL-medalje hjem i Tokyo, fik jeg mit duelighedsbevis på Svendborg Sejlerskole og få dage efter, at hun i 2023 besøgte Ocean Race cirkusset i Århus for at undersøge, hvordan hun kunne etablere sit eget offshore team, sejlede jeg alene i min nye Polaris Drabant hjem fra Århus. Al den usikkerhed hun beskriver på eliteplan, kender jeg på begynderplan. Det er slemt for Ocean Race deltagere at miste strøm til autopiloten på Atlanten, men jeg ved, hvordan det føles, når det samme sker for en ny sejler i kraftig blæst ud for Sejrø.