Bjergvandring
Da jeg går langs Archensee, kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om noget bedre i livet end at vandre i Alperne. Intet kan måle sig med den følelse af frihed, som bjergvandring giver mig. Sådan har det været siden jeg første gang var i Østrig som 14-årig. Jeg er født det forkerte sted.
Gårsdagens opstigning til Twölferkopf sidder stadig i benene, da jeg går løs på Seebergspitze i 2030 meters højde. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke kommer hele vejen op, det er min nuværende træningstilstand ikke til, men jeg har besluttet at gå i hvert fald to timer, før jeg vender om.
Ruten er anstrengende fra start og efter 10 minutter pumper hjertet for fuld kraft, benene begynder at syre til og læggene bliver pressede, men hvis jeg blot holder på og tager mindre skridt, vænner kroppen sig til strabadserne. Sådan er det idag, sådan var det også igår og sådan har det været alle de andre gange, jeg har udfordret tyngdekraften i Østrig.
Tyngdekraften er formentlig motoren i hele vort universet; den er egentlig en svag kraft, men når atomerne rotter sig sammen til at skabe en stor masse, kan den i yderste fald få selv atomer til at bryde sammen. Tyngdekraften og centrifugalkraften holder hinanden i skak, så månen bliver på sin plads og planeterne cirkulerer i deres rette baner rundt om solen.
Det er vistnok Newton's 2. lov der siger, at hvis jeg vil op på bjerget, så må jeg mønstre en kraft, der er stærkere and tyngdekraften, hvilket er årsag til, at jeg efterhånden bliver våd på ryggen. Efter en times vandring i omkring 1300 meters højde, sker der pludselig noget. Jeg hører jeg en lyd lidt under mig.
Det er en gemse.
Sådan én har jeg aldrig set før. Den er belønningen for alle mine anstrengelser. Jeg står helt stille. Gemsen har garanteret set mig først men betragter mig tydeligvis ikke som nogen trussel. Lidt efter springer den videre - jeg kan høre dens klove, når den tager elegant tager afsæt på klipperne.
Jeg fortsætter opad. Jeg er allerede over skyerne. Det er er en sort vandresti og undervejs er jeg nødt til at tage hænderne til hjælp og klatre for at komme frem. Nogle steder skal jeg også holde øjnene fast på stien og ikke nyde udsigten. Som der står neden for bjerget - "Stien er ikke for folk med tendens til svimmelhed". Opstigningen begynder at trække søm ud - jeg tager flere og flere pauser - og da jeg ser et skilt, som fortæller, at der er halvanden time til Seebergspitze, beslutter jeg, at nu er det tid til at vende om.
En djævel på den ene skulder siger..."kom nu, bare halvanden time til, så er du på toppen"...mens en engel på den anden skulder fortæller: .."Du har to timers nedtur og du kan altid komme tilbage i bedre form.."
Jeg holder en pause og nyder øjeblikket. Jeg er i 1.700 meters højde, tager min nylonjakke på og drikker det sidste af min vandflaske. Kroppen kan kun optage lidt over en halv liter vand i timen, så der er ingen grund til at bælle. Det kan jeg gøre i overmorgen i München, når Danmark møder Serbien i EM-kampen på Alianz Arena.
I går tog jeg svævebanen ned fra Twölferkopf, men idag skal jeg selv gå hele vejen ned. Man bliver ikke forpustet af at gå ned ad et bjerg, men presset på lårmusklerne er mere stressende. I morgen er jeg øm i kroppen.
Jeg møder et par andre bjergvandrere på vej op. Som alle andre lokale, har de udstyret i orden. Rygsæk, vandretøj og ordentlige vandresko. I modsætning til os, er østrigerne er romantikere. De vandrer i bjernene, som generationer før dem. De har deres egen tøjstil, som globaliseringen ikke har kunnet få bugt med. De værner om deres kultur og holder den i live. Som skotterne har deres kilt har østrigerne deres lederhosen. Jeg er helt på deres side - både skotternes og østrigerne.
Vi hilser, stopper og snakker. Vi er "des" og de spørger mig, om jeg har været hele vejen til Seebergspitze?
"Næh, en smule for langt for mig. Hvor skal De hen?"
"Vi nøjes med Ebenerblick", svarer kvinden.
"Det er tre kvarter den vej", siger jeg og peger opad.
Vi sludrer et par minutter; de får pusten og jeg får hvilet lårene. Det er en god oplevelse; var jeg blevet lidt længere, havde vi udvekslet email-adresser. Vi siger 'Tschüss' og fortsætter; dem opad og jeg nedad. Nu vil jeg gerne have det overstået og har ikke længere blik for naturens skønhed. Men når jeg kommer ned, har jeg det vidunderligt. Mine ben er trætte men sindet er renset og verden er sat i sit rette perspektiv.
