#utroskab

Det er nu mere end 24 timer siden at jeg sidst har skrevet med min kæreste, og modtog den sidste besked fra ham.

Jeg har frabedt mig al kontakt i denne uge. Jeg har brug for tid til at finde ud af hvilket ben jeg skal stå på. Jeg har brug for at kunne koncentrere mig om at være til stede i min eksamenscase som skal afleveres om seks dage. Jeg har brug for en periode hvor jeg aktivt forsøger at glemme hvad der er sket, og forsøger at få en sammenhængende hverdag til at fungere. Om det så er muligt, det vil tiden vise. Men jeg er overbevist om at det er den rigtige måde at gribe det fat på.

 Dagen efter at vi havde mødt hinanden i parken, mødtes vi hos mig. Jeg havde natten dertil ligget og grædt mine øjne ud i min seng. Jeg kunne ikke holde det tilbage, det skulle bare ud. Jeg var så ked af det, såret og forvirret over at situationen. Det gjorde ondt. Den bedste måde at beskrive det på er, at man har et kæmpe hul i maven der bare bløder. Det bløder og bløder og der er ingen måder at stoppe det på. Du må finde midlertidige løsninger, du må tage på hospitalet og søge hjælp. De kan måske hjælpe dig med at fikse hullet så det ikke længere bløder, så du ikke længere dør, men ingen havde forberedt dig på smerten. Ingen havde forberedt dig på traumet og chokket over hvordan det egentligt er at blive stukket i maven med en lang kniv.

 Vi mødtes hos mig fordi jeg efter at have grædt natten lang bad ham om at aflyse sin vagt. Jeg sagde til ham at jeg havde brug for at han gjorde dette, at det var det mindste han kunne gøre. Jeg fik taget mig sammen til at stå op, gå i bad og ryddet op på mit værelse så der var klart. Han ankom og vi snakkede. Vi snakkede frem og tilbage og han fortalte mig, at han godt var klar over at han havde fucked up, men at han ikke syntes at vi skulle gå fra hinanden. Han sagde at han var villig til at bevise overfor mig, at han fortjente endnu en chance. Han fortalte mig at han ville snakke med sin mor senere samme dag, og jeg bad ham om at skrive til mig når det var sket. Jeg spurgte ham hvad der havde været årsag til hans frustrationer i vores forhold, fik det at vide og konkluderede, at det endnu engang var nået der var håndterbart – havde jeg bare fået dette fortalt noget før, så havde jeg haft en jordisk chance! Jeg understreg overfor ham at hans handling ingenting havde med mig at gøre, intet med vores forhold og hans frustrationer at gøre, men alt med hans issues, selvbillede og evne til at håndtere sig selv (eller manglen på samme) at gøre. Jeg blev ved med at understrege at det var noget han havde gjort mod sig selv, og at jeg ikke har været en del af hans handlinger. Havde han tænkt på mig og vores forhold, selvom han påstod at have gjort det, så var det ikke endt der: Så havde han i stedet brugt energien på at finde løsninger på hans problem. I stedet vender han dem og mig ryggen og gør noget som er selvmodsigende og på ingen måder hjælper situationen: I stedet smider han brænde på bålet og skaber et andet og større problem med konsekvenser som kan koste forholdet. Konsekvensen af at jeg måske ville opdage det, af at han måske ville matche med nogle jeg kendte / har kendt, og konsekvensen af at vi to ikke længere ville være et par var ikke slemt nok til at han ville reevaluere sine handlinger. Havde han bare af sig selv sagt at han havde begået en fejl, havde det bare stået på i mindre end seks måneder, havde bare været et enkelt tilfælde … Havde han bare af sig selv fortalt mig at han havde et problem, så ville jeg havde respekteret ham mere. Så ville jeg i det mindste vide, at han havde en samvittighed, at han var ærlig omkring denne fejltagelse på trods af de konsekvenser der måtte følge. Jeg ville vide at han var klar på at bearbejde dette problem, og havde tillid til at vi sammen kunne komme igennem det. I stedet finder jeg ud af det helt tilfældigt. Jeg havde aldrig fundet ud af det ellers, for han fortalte mig at han ikke ville havde fortalt mig om Tinder. At med tiden ville det være en ting der var blevet begravet, da han var klar over at det kunne skabe unødige konflikter … Flot tænkt røvhul.

 Konsekvensen af at miste mig var åbenbart ikke seriøs nok, så jeg bad ham om at fortælle dette til sin mor: Et af præmisserne for at jeg ville give ham en chance mere var, at han skulle vise mig med hans handling at han fortjente endnu en chance. Han fortalte mig at jeg skulle sige til hvad end han skulle gøre for at gøre denne proces lettere, og for at vise at han mener det. Så jeg bad ham om at fortælle det til sin mor.

 En af mine frustrationer i vores forhold har handlet om at han ikke fortalt sine forældre om min eksistens. Jeg har været uforstående overfor dette, og forsøgt at spørger ind til emnet over flere gange. Jeg var uforstående overfor hvordan man som et menneske kan være i et forhold, uden også at fortælle det til sine forældre – i min optik synes dette som en naturlig ting. Jeg er indforstået med at det er hans første forhold, men når nu jeg her en del af hans liv, hvad der det så der holder ham tilbage fra at fortælle dem det? Han er den første kæreste der har mødt min bror – den allerførste! Han har mødt majoriteten af mine veninder, og nogle af deres kærester. Han har aldrig mødt min mor, men hun ved, på trods af vores forhold, at han eksistere, fordi han er en del af mit liv. Det synes oplagt for mig at svare / fortælle mine nærmeste og familie at jeg har fået en kæreste, når de spørger mig hvordan jeg har det, og hvordan det ellers står til med livet. Ikke for min kæreste. For ham var det ikke naturligt at tale med sine forældre om sådanne ting. Efter flere mislykkedes forsøg blev jeg enig med mig selv om ikke længere at spørger, og konkluderede at nogle mennesker ikke taler med sine forældre om sådanne ting – min kæreste inklusiv. Det var indtil i fredags. Jeg bad ham om at fortælle det til sin mor. Hun skulle endelig have at vide at jeg eksisterede. Nu havde han muligheden for at øve sig på at dele, på at lukke andre ind i sit liv selvom det er ubehageligt, og første skridt var selvfølgelig at snakke med sine forældre. Ikke kun snakke med sin forældre om den glædelig nyhed om at han havde fået en kæreste, nej, jeg bad ham om at lægge alle kortene på bordet og fortælle dem at han havde været en hund overfor mig. Jeg tænkte at jeg kunne ramme ham et sted hvor det kunne gøre ondt. Jeg tænkte at jeg havde brug for at straffe ham. Han har brug for at udstille sig selv og føle en smerte, sorg og føle sig flov – på samme måde som jeg har følt det. Forestil dig at din mor ved at du har behandlet din kæreste dårligt fordi du er et røvhul? Forestil dig at din mor ved det om dig. Din mor som har brugt tid og energi på at opdrage dig til at respektere andre mennesker, også får hun en opringning fra sit voksne barn om at han ikke er i stand til at respektere et menneske som stod ham nært. Det er ydmygende, det er pinligt og unødvendigt at ens mor skal vide det om sig! Forestil dig at når du går hjem og besøger dine forældre, at de ved det om dig. At når din mor spørger ”hvordan går det med din kæreste”, at hun i virkeligheden kender til hvordan du har skuffet det menneske der er din kæreste. Anormal samtale at have med sin mor. Jeg er ikke i tvivl om at folk, som er tætte med sine forældre, deler deres frustrationer om hverdagen mm. Men jeg er også overbevist om at man sjældent tager røret og siger ”hej mor. De sidste elleve måneder har jeg haft en kæreste. I de seks af dem har jeg været utro fordi jeg er en hund som ikke kan dele mine følelser og lade andre mennesker komme tæt på mig. Spørg mig om alt”.

 Lige nu ser jeg mange ligheder mellem min kæreste og en hund. Det kunne ligeså godt havde været en hund man havde skældt ud over noget den havde gjort forkert, til trods for at den er opdraget til anden adfærd. Det er i hundens natur at lytte til sine instinkt. I sidste ende er den ikke i stand til at tage højde for konsekvenser og følelser. Den skal ledes i den rigtige retning, og det har vi mennesker accepteret. Jeg troede at min kæreste var mere intelligent.

Jeg har opdaget at min kæreste har været mig utro.

Det skete onsdag aften: Jeg modtager en SMS fra en veninde som sender mig et screenshot af min kærestes tinder profil og spørger hvad så. Jeg tænker at ikke er noget særligt, da han sikkert ha glemt at slette sin profil og den derfor synes som aktiv - hvilket jeg også fortæller min veninde, og der sker ikke mere. Da klokken har passeret midnat, kommer jeg i tanke om at jeg engang har lånt hans login til Viaplay, og tænker om ikke det også fungere til Tinder? Jeg downloader appen og forsøger at logge ind følgende: Det virker!

Ved første øjekast er det intet at se, lige indtil appen har fået lov til at loade. Her ses mange hundrede matches, og mange ingagværende samtaler. Jeg kan se at samtalerne stammer tilbage fra 2015/2014 og må være tilbage fra dan han brugte tinder første gang, og frem til 2017. De seneste matches er fra 1 time til 3 dage siden. Jeg er på nuværende tidpsunkt bevidst om at min kæreste har brugt denne app aktivt mens vi har været sammen. Jeg læser nogle af de beskeder der er skrevet, og de ser forholdsvis “uskyldige” ud: Der skrives frem og tilbage om ingenting, indtil jeg får øje på tre afgørende samtaler. I disse samtaler har min kæreste taget initiativ til at spørger, om ikke de skulle mødes til en drink samme aften. Jeg kan konkludere på samtalerne at det ikke har fundet sted, men dette giver anledning til spekulation: Måske har et møde allerede fundet sted, og måske er matchet efterfølgende blevet slettet? JEg har taget screenshots af disse samtaler og sendt dem til min veninde, som nu kan bekræfte at han er på afveje. Klokken har passeret midnat, men jeg forsøger at ringe til ham i tilfælde af at han er vågen / den ikke er på lydløs. Jeg forsøger at ringe til ham, og ender med at ringe tolv gange fordi jeg er så ivrig. EFter mislykket forsøg sender jeg det screenshot jeg har modtaget af hans profil alene og skrever i beskeden der følger

“Vi skal tale hurtigst muligt. Meld dig syg på job”

Klokken kvart i syv da han er vågen og på vej til arbejde ringer han tilbage og fortæller mig, at der ikke er noget at være bekymret for .. Han fortæller mig at vi kan mødes hos mig når han har fri, og tale om det. Han spørger mig hvordan jeg har det hvortil jeg svarer at jeg har det ufedt, at det var en ufed position at være sat i, selvom at han forsikrede mig om at der ikke er noget at være bekymret for.

Der får nogle minutter, og i det tidsrum bliver jeg mere og mere irriteret og utålmodig. Jeg kan ikke vente til at han har fri fra arbejde med at snakke med ham. Jeg har været vågen hele natten og spekuleret. JEg har været vågen hele natten og forsøgt at finde flere beviser: Med det login har jeg haft adgang til hans Facebook, Instagram, Tinder og Snapchat. Det er selvfølgelig aldrig i orden at gå bag om ryggen på folk og læse deres private mails / beskeder. I dette tilfælde vil jeg mene at jeg havde en grund, da jeg havde en begrundet mistanke, som i sidste ende viste sig at være korrekt. Ikke at jeg undskylder min opførsel, men jeg er ikke i tvivl om at sammenlignet med den måde han har været respektløs overfor mig, så er min handling ikke problemet.

Efter et par minutter skriver jeg og spørger om han stadig vil holde fast på hans forklaring om, at “der ikke er nogen grund til bekymring”. Jeg beder ham om at ringe og modtager et opkald: Han fortæller mig at han stadig mener at der ikke er nogen grund til bekymring. Lidt efter lidt for jeg afsløret at jeg kender til nogle samtaler, hvor han har inviteret nogle kvinder til at mødes. Jeg siger det som om at det også har været en del af de screenshots jeg har modtaget. Han tilstår og siger ja, at han har brugt det aktivt og inviteret kvinder ud. Han fortæller mig at han aldrig har mødt nogle kvinder, og heller ingen intention havde om det, selvom det var blevet til noget. Vi snakker frem og tilbage. Jeg er ikke sur, jeg er bare tom for følelser. Måske i chok? Jeg føler virkelig bare ingenting. Det er første gang jeg har haft det sådan. Jeg spørger ham hvorfor det er sket. Han fortæller mig at der har været mangel på kommunikation i vores forhold; nogle ting han har været utilfreds med som har gjort at han er endt på Tinder. Jeg beder ham forklare hvilke ting der er årsagen til reaktionen, og efter at have lyttet til dem fortæller jeg ham at jeg godt kan forstå det. Jeg bliver uforstående overfor at han ikke har fortalt mig om det tidligere, hvis jeg bare havde vidst det, så havde jeg i det mindste haft mulighed for at forholde mig til det, og forsøge at ændre det? Jeg gik ud fra at vores forhold var velfungerende, men hvis jeg intet får at vide, så har jeg ikke en chance. Jeg fortalte ham at de ting han sagde til mig gav mening, og at jeg derfor ikke kunne forstå hvorfor det var at han ikke havde fortalt dem til mig tidligere? For vi kunne sagtens havde fundet en løsning, andet end den han selv var kommet frem til. 

Selvom det “kun” er i onsdags at denne samtale har fundet sted, så husker jeg ikke alting i detaljer. Men det var i hvert fald essensen. Jeg kan hører at han på et tidspunkt begynder at græde, så realitet har ramt ham - går jeg ud fra. Vi bliver enige om at mødes hos mig når han er færdig på arbejdet.

I det tidsrum hvor jeg venter på ham, mødes jeg med min veninde og for talt ud om det. Vi går rundt på strøget, og får sat og spist noget mad. Jeg skriver til min kæreste at jeg er på Nørreport, om ikke vi kunne mødes der ... Jo .. Tiden går og mødetidspunktet kommer tættere på. JEg får øje på ham, og vi bliver enige om at gå over i HC Ørstedsparken for at snakke. Jeg kan se på ham at han har grædt? Hans ansigt ligner et ansigt der har haft grædt. Jeg spørger ham om han har haft en god dag på arbejdet, hvortil han svarer nej, at det har været den dårlig dag. Han har forsøgt at komme igennem dagen samtidig med at holde følelserne tilbage. Jeg spurgte ham fordi jeg synes at gåturen fra Nørreport station til parken var lang. Vi får sat os på en bænk og begynder at snakke. Jeg spørger ham hvad så, i håb om at han har en masse på hjerte: Inden vi mødtes fik jeg skrevet en SMS hvori jeg forklarede at jeg havde brug for at hører alt hvad han havde på hjerte, og at det eneste jeg ikke ville høre ham sige var “det ved jeg ikke” .. Det har stået på i seks måneder ca. Han har haft tid til at overveje hvorfor, og har haft tid inden vi mødtes til at tænke. At svare “det ved jeg ikke” overfor mig ville bare ikke være tilstrækkeligt.

Vi har tænkt meget over hvorfor, at der er så mange mennesker der ikke kan finde ud af at være deres partnere tro. Er kærligheden ikke stærk nok, eller er den almindelige respekt for hinanden forduftet? 

Jeg synes, at utroskab som nærmest en selvfølgelighed i dag er en utrolig trist tendens! Jeg undrer mig meget over, hvordan man kan gøre sådan mod hinanden når man tænker på de mulige konsekvenser- at såre sin partner og ødelægge enhver tillid…

Ja, visst är det så - folk påstår att otrohet är det värsta man kan göra mot sin partner, att gå bakom ryggen på den man älskar, att ta chansen att mista sin kära, att bedra också vidare.... Med tiden har jag blivit mer och mer pessimistisk och har helt enkelt insett att folk ÄR otrogna - nästan alla jag känner knullar till höger och vänster. Jag har sett det i min egen familj , i mina egna relationer, själv prövat det, själv fått ljuga om att "inget hände", ljugit för någon påkommen väninnas kille eller tjej, ja, listan kan göras lång. 

Personligen är min hållning till otrohet ett tecken på brist av intimitet, närhet eller bekräftelse. Vi söker spänning och lever med inställningen om att "gräset är alltid grönare…" Jag har blivit lärd att det är så. 

VI ljuger, vi ljuger för att fortfarande behålla vår stabila vardag och söker parallellt spänning och tillfredställelse som partnern inte kan ge. 

Vi är rädda för att vara ensamma. Men tryggheten är tråkig. Vi vill ha allt och lite till för vi är egoistiska moderna väsen. 

Gör slut i ditt trista förhållande innan du måste knulla sidan om.