Hjernespind

Update: jeg er stadigvæk ulykkelig

Jeg har lige fundet ud af, at han har unfollowet mig på Instagram, og jeg græder over det, og det er så patetisk. Han så altid mine stories. Det sker ikke mere. Er det fordi, han ikke længere giver en fuck, eller et det fordi, han ikke kan klare at se på mig? Fordi han savner mig? Jeg håber på det sidste, men jeg tvivler.

Som jeg kender min skæbne ret, gjorde han det forbi. Jeg var så tæt på at få den, jeg var forelsket i, men han måtte stoppe det for at tage hensyn til sig selv, og jeg forstår ham godt, men det gør bare ikke mindre ondt på mig. Specielt ikke når han siger ting, der holder mig hen. “Jeg kan ikke det her »lige nu«”. “Jeg håber da heller ikke, at det her bliver sidste gang, at jeg kysser lidt på dig”. “Jeg har aldrig haft interesse i at fortsætte et venskab med en, jeg har været romantisk involveret med, men det har jeg nu”. Han holder mig hen, og jeg ved ikke hvorfor, når han samtidigt også sårer mig. Jeg får associationer til bruddet med min ekskæreste, bortset fra at ham her er så lidt manipulerende og så lidt misbrugende, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal reagere. Han misbruger ikke mit savn og min længsel for et nemt skrald. Og jeg kan ikke gøre andet end kun at blive mere forelsket i den person, han er, men mine hjertesorger gør mig nærmest manisk, og jeg skriver til ham for ofte og belemrer ham med mine problemer og følelser, når jeg burde give ham tid og plads. Det vil sige, at alt ligesom er kommet ud af posen. Han kender til min selvskade, og han kender til mine selvmordstanker, og under et af mine mindre sammenbrud, da vi havde en tekstuel samtale, truede han med at kontakte min mor, så jeg kunne tage mig sammen og få noget hjælp. Og jeg ved godt, at jeg bliver nødt til det. Jeg har det efterhånden så skidt, at jeg har fysisk ondt i mit hjerte. Det plejer at være en trykken, der går væk igen, men den har stået på i ulidelige timer, næsten dagligt - hvis ikke bare dagligt. Min læge siger, at det er et angstsymptom. Jeg føler ikke, at mit hjerte kan klare mere af det her stress som resultat af at blive såret. For første gang i mit liv er jeg inde i så slem en periode, hvor jeg dårligt kan sove eller spise. Jeg har altid formået at kunne spise, men denne gang har jeg mistet al appetit, for ikke at tale om al lyst til overhovedet at lave mad, og det ligner mig ikke, for madlavning er det, jeg gør. Det er min afkobling. Jeg elsker mad. Men ikke for tiden, så jeg tyer til Just-Eat og rugbrød. Jeg plejede også at være meget bedre til at sove, men min melatoninproduktion synes at være faldet. I can’t even take depression naps. Jeg er ikke vågen i dagevis, men jeg sover bare mindre, end jeg plejer, og jeg er så ked af det, hver gang jeg vågner. For jeg gider ikke at være vågen. Jeg gider ikke at vågne op til realiteten om at være blevet såret en gang til, når det ellers syntes at gå så godt og rigtigt. Jeg afskyer hvert øjeblik, jeg er vågen, og jeg bruger det meste af dagen på at holde tårer tilbage, når endelig jeg ikke bryder sammen. Og oven i købet føler jeg mig så alene. Som han selv siger, så kan han ikke både være den, der sårer mig og så samtidigt skal trøste mig. Det giver god mening. Det er sådan et pseudo-stockholmsyndrom, at min længsel efter ham er blevet større, efter han, well… knuste mit hjerte, I guess. Jeg er ikke rationel. Mine samtaler med ham er ikke rationelle, og humørsvingningerne skinner igennem så klart, som noget kan være. Og jeg kan kun fortælle ham, hvordan jeg føler, men jeg kan ikke sætte ord på mine tanker. Alt, jeg tænker, er, at han distancerer sig fra mig, fordi han selv er bange for at blive forladt og såret igen, selvom jeg har prøvet at gøre det rimelig tydeligt, at jeg ikke har i sinde at såre ham. Og hvad gør jeg nu? På grund af hvordan jeg selv har det, skubber jeg ham ud i nogle situationer, som ingen af os har lyst til at være i, fordi han må afvise mig gang på gang. Og som han siger, så er det mental selvskade. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det mod mig selv. Men jeg får det både skidt af ikke at være i kontakt med ham og at være i kontakt med ham. Men jeg bliver nødt til at lade ham være. I hvert fald i forhold til det omfang jeg klamrer mig om ham nu. Men det er svært, når jeg føler mig så alene med det. Jeg ser ikke frem til næste humørsvingning. Må guderne give mig kræfter til ikke at kontakte ham, og ty til en anden i stedet for den komfort.

Jeg skyder skylden på min ekskæreste. Han har gjort mig så bange for at blive forladt, at jeg agerer så paranoid, at man kun vil ende med at forlade mig. Men alt, jeg vil, er egentlig bare at elske og blive elsket, og jeg er så ynkelig, men jeg føler virkelig, at han har ødelagt mig på det punkt.

Han efterlader mit sengetøj velduftende af sig selv og kysser mig farvel med et "text me". Kontakten var minimal, selvom jeg skrev. Han har knapt nok været online i dag og da slet ikke svaret mig på det, jeg skrev i formiddags. Jeg ved, at han grubler. Jeg VED, at han grubler. Men jeg kan ikke få vendt min hjerne til, at hans grublerier kommer til min fordel, når han ikke svarer. Han efterlader mig ene og alene med mine usikkerheder og mine overtænkerier, og han ved, at jeg er usikker, og han ved, at jeg overtænker, så det er mig en gåde, hvorfor han gør det her mod mig. Jeg forstår, at han har brug for luft og plads til grublerier og nystartet studie, men jeg føler mig underprioriteret og værdiløs, når han ikke nænner at svare på korte beskeder. Vi behøver ikke denne evige kontakt dagligt, men et svar, når han sågar har set mine beskeder, ville være at foretrække. Det ville jeg sætte ualmindeligt meget pris på. Og jeg føler, at vi snart skal have en The Talk™ igen, for hvad er han kommet frem til siden sidst? Og jeg ville næsten ønske, at han læste denne latterlige blog, for han ville få et indblik på mit indre, uden at jeg ville føle, at jeg pressede ham til noget ved hele tiden at skrive til ham. Jeg skrev sidst klokken 12 i formiddags. Han har lige set mine beskeder her ved titiden, tror jeg. Ikke meget før. Jeg vil for alt i verden ikke presse ham, men jeg føler, at hvis jeg skriver mere, så presser jeg på. Så gider han mig ikke. Så dropper han mig. For jeg fylder for meget. Jeg er for meget over ham. Hele tiden. Og det er jeg ked af, men jeg er bare så vild med ham, og den viden, om at han ikke er min, driver mig til vanvid, for hvor længe skal jeg mon vente på, at han bliver klar? Dropper han mig i morgen, eller dropper han mig om seks måneder? Jeg bliver nødt til at tale med ham om mine usikkerheder, for jeg kan ikke holde det her ud. Men jeg kan ikke få det ud, hvis vi taler sammen. Jeg kommer til at sidde og stirre ud i luften med både øjne og tunge vejrtrækninger. Jeg vil bare gerne have, at han er min.

Vi har lige haft "the talk". Han kan ikke love mig et forhold. I hvert fald ikke lige nu. Men ja. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg føler ikke, at jeg har nogle venner at tale om det med. Han vil fortsat rigtig gerne se mig, og jeg vil fortsat rigtig gerne se ham, men jeg er bare heller ikke klar til at blive såret igen, hvis hans følelser pludselig vender 180 grader. Men jeg vil ikke stoppe med at se ham. Det var vist meget godt, at jeg undlod at fortælle ham, at jeg er forelsket i ham.

Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal føle mig så off, bare fordi han sikkert gerne vil have en offline dag. Han kunne i det mindste sige det. Hvad laver han. Hvorfor kontakter han mig ikke. Wtfffffffff jeg panikker fuldstændigt.

Af en person, der overtænker mangt og meget, så tænker han ikke meget over de overtænkningsbelemrende situationer, han selv sætter folk (mig) i.

Nu har han været online og ikke svaret. Prøv at gætte på, hvor meget jeg overtænker lige nu? Hvorfor gør han det her omfg

Så nu ligger jeg og er ynkelig og inhalerer hele min dobbeltdyne, som han har oversvedt, så den rigtigt dufter af ham.

Han har ikke været online hele dagen, og jeg overtænker alt. Jeg er så usikker på mig selv, og jeg synes, at han har alle grunde til at fucke mig over, som alle andre har gjort. I stedet for bare at tænke rationelt. Han er på arbejde, jo. Så vidt jeg ved. Men han PLEJER jo at være online, når han er på arbejde, så han fucking hader mig nok, og jeg ser ham ikke før på torsdag. Hvorfor er jeg så clingy. Jeg vil bare gerne tude over, hvor fantastisk han er, og hvor lidt jeg fortjener ham, når jeg så meget som vover at overtænke de her små lortesituationer.

Og hver gang, han går ud ad døren, overtænker jeg atter igen. Jeg gør mig selv klar til, at næste besked, han sender, siger, at han ikke længere har interesse i at se mig. Jeg kan ikke helt komme med en legitim grund for, at han skulle gøre det, men man behøver jo som regel ikke altid en legitim grund for at miste interessen for nogen. Og det er vildt frustrerende. Jeg er så clingy, så clingy, så clingy. Stod det til mig, flyttede vi nærmest allerede sammen. Jeg kan fandeme ikke slappe af. Og det er vildt frustrerende. For gid at jeg bare kunne være glad for at have set ham og glæde mig til at se ham igen i stedet for at have så meget fokus på, at jeg ikke er sammen med ham lige nu. Heck. Om han ville løbe skrigende væk, hvis han kunne læse mine tanker.

Det er okay at være forelsket nu. Jeg bliver kun mere forelsket, og det lader stadigvæk til at være gengældt. Jeg får sommerfugle i maven af at tænke på ham. Jeg glæder mig til, at han vågner. Jeg glæder mig til at se ham igen. Jeg vil gerne snart være kærester med ham. Jeg vil ikke haste noget, og det er rart, det var har, men jeg vil gerne være kærester. Han gør mig glad.

Jeg hader at være forelsket. Jeg hader det. Jeg hader det. Jeg hader det. Jeg er så vant til at blive droppet, at det er det eneste, jeg fokuserer på. Han vil bare gerne slappe af og have lidt fred, og det kan jeg ikke unde ham. Han vil gerne se mig. Han glæder sig til at se mig. Men jeg kan ikke tænke på andet, end i og med, at han ikke gider have kontakt med mig femogtyve timer i døgnet, otte dage om ugen, så vil han mig nok ikke. Men jeg tror, at han er tryg i sin ensomhed, hvor jeg så frygteligt prøver at flygte fra min, hvorfor jeg drikker igen, selvom jeg heller ville ligge derhjemme og græde. Ikke nødvendigvis over ham specifikt, men over dette følelsesræs. Som er grundet ham. Jeg hader at være forelsket. Og jeg hader at være ensom. Men han kan bare lade være med at være så pissedejlig, for så ville jeg ikke kvæle ham sådan. Så ville det være som med alle andre. Men han er speciel. Jeg vil bare gerne kysse med ham i tre timer, og jeg vil bare gerne vågne med, at han kigger på mig. Igen. Og hvor han holder fast k mit blik. Igen. Men kun når vi lige er vågnet, for øjenkontakt er ubehageligt og intenst, og det er jeg ikke klar til, selvom jeg prøver. Men jeg kan åbenbart kvæle ham. Og jeg er dybt irrationel, og jeg ved det godt, og jeg hader mig selv for det, for fuck, jeg er nederen. Pissehamrende nederen. Fuck, hvor er jeg nederen. Men følelserne på skrift er en slags selvrealisering. Jeg indser et og andet hver gang, og det sænker min puls og mit hysteri. Det gør det lige nu. Men jeg vil stadigvæk gerne se ham lige nu. Og i morgen. Og om en uge. Og om en måned. Og så tager vi den lige derfra, for jeg vil ikke skynde noget. Men det gør jeg alligevel, for det er gået hurtigt. Med de her følelser, altså. Jeg prøver for en gangs skyld at berolige mig selv, i stedet for at overbevise mig selv om, at der rent faktisk er nogle følelser og noget forelskelse fra min side. Jeg hader ham lidt for at gøre det her mod mig, men han kan ikke gøre for det. Han er bare ham, og han undskylder, hvis han føler, at han gør noget galt. Men hvorom alting er: Jeg hader at være forelsket.

Jeg savner ham og genlæser formiddagens tesktuelle samtale og savner ham noget mere. Han har ramt mig hårdt, og noget indeni mig æder mig op, og jeg kan ikke sige, om det føles som den gode eller den dårlige slags æden-op-indeni. Men det sker, og jeg er ikke foruden følelser. Og det er underligt. Det er underligt at føle så meget på en gang og hver dag, når det kun kom i hypersensitive og overemotionelle bølger af nederenhed. Det er uvant, og jeg føler, at jeg reagerer irrationelt, for alt, jeg vil, er at se ham og være sammen med ham, og jeg tager ikke højde for, hvor nyt det er, fordi han har skudt mig, og jeg holder så ihærdigt fat i alt, der faktisk giver mig denne lykkefølelse, og når jeg indser styrken i mit greb, føler jeg, at jeg kvæler ham. Følelser er komplekse, og jeg bryder mig ikke synderligt meget om dem. De giver mig ondt i maven.