Klassekrig og klassehad

Er du arbejdsløs? Så har du nok allerede mistet en del af din indkomst på grund af den forrige regerings nedskæringer.

Men måske har du stadig håb om at finde et arbejde? I så fald skal du ikke forvente at komme til at tjene lige så meget som dine nye kolleger. I hvert fald ikke hvis det står til den nye regering. Finansminister Claus Hjort Frederikse (V) mener nemlig at de, der endelig har fundet sig et job, også skal straffes: Han foreslår i dag at nyansatte skal have lavere løn.

Dagbladet information har interviewet tømrer Helga Mathiassen om arbejdsmarkedet, faglig organisering, solidaritet m.v. Det er blevet til en artikel der nok har mere klasse-indhold end den samlede danske presse normalt har på et års tid.

Vi bringer et par uddrag fra artiklen Helten er den ledige, der siger nej til et job uden overenskomst:

Faglig kamp er frihedskamp

Vi skal kæmpe for friheden til at have et arbejde, man kan leve af. Retten til at have et job, som er ordentligt betalt, og hvor du har ordentlige velfærdsgoder, mens du er på arbejde. Den konstante jagt på arbejdsløse, beskyldninger om dovenskab og nasseri, forringelser af dagpengesystemet, lønpres fra udenlandsk arbejdskraft. Det er alt sammen med til at skabe et arbejdsmarked, hvor man ikke har friheden til at sige nej til lortearbejde til en lorteløn. Og så er man sgu ikke særligt fri.

Sig nej til underbetalt arbejde

Vores fronttropper er dem, der siger nej til et underbetalt job, fordi de ikke vil være med til at underbyde lønnen. Men det er en helt modsat diskurs, der er i Danmark lige nu. Man taler om, at folk er dovne, hvis de ikke vil tage et arbejde, og at man altid kan få et job, hvis man virkelig vil. Men man skal ikke tage et underbetalt job og være med til presse lønnen for andre og forringe deres vilkår. Den diskurs skal vi have vendt. 

Ideologisk kamp

Det er helt sikkert en ideologisk kamp. Der er nogen, der vil have større ulighed, så vi kan få mere vækst. Men hvorfor skal man gå ind for øget vækst, hvis man er en af dem, der skal arbejde for 10.000 kroner om måneden? Arbejdsmarkedet er blevet globaliseret, og det er blevet det evige argument for alle, der mener, at nogen grupper skal gå ned i løn. Men det er forkælet at tale om tyske lønninger i Danmark. Til gengæld er det ikke forkælet at ville have et godt liv. Jeg synes, vi skal skabe et samfund, hvor alle kan det. Overordnet handler det om at ændre den politiske tankegang. Vi skal ikke konkurrere på lortelønninger.

Fagbevægelsen skal bygge på aktive medlemmer

Fagbevægelsen har svigtet i forhold til at få mobiliseret folk. Lige nu har vi to store problemer. For det første: Som medlem føler man ikke, det er meningen, man skal deltage aktivt, og derfor svinder tilhørsforholdet. For det andet: Selv om det er fagforeningen, der sender overenskomstkrav og får tegnet en overenskomst med et firma, er de ansatte i firmaet – medlemmerne i fagforeningen – ikke aktivt med til at kæmpe for overenskomsten. De kender den ikke og har ikke et ejerskab til den. Derfor er der ingen til at håndhæve den, og en overenskomst, der ikke bliver håndhævet af de ansatte, er ikke meget værd. Toppen af fagbevægelsen skal forstå, at de har brug for aktive medlemmer, som slås for, at overenskomsterne og arbejdsmiljøreglerne bliver overholdt; som lægger pres på politikerne, når politikerne ikke tager fagbosserne alvorligt; som deltager aktivt i demonstrationer og blokader. Der er folk i fagbevægelsen, der arbejder i den retning, men det går alt for langsomt.

Globalt samarbejde

Vi bliver jo nødt til at alliere os med arbejderne andre steder i verden, der har samme interesser som os: De kinesiske bygningsarbejdere, der laver arbejd-langsomt-aktioner i protest mod absurd dårlige arbejdsvilkår; de polakker i Danmark, der indser, at det giver mening at melde sig ind i en fagforening. De er alle saledighmmen vores allierede. Vores fælles interesse er at få et globalt arbejdsmarked, hvor man kan leve af det arbejde man udfører. Hvor alle har frihed til at sige nej til et lortejob. Det er jo dumt, at fagforeningerne ikke i højere grad har formået lave et globalt samarbejde, ikke kun på tværs i toppen, men også blandt græsrødderne.

Og til sidst - afslutningen der burde blive en kamp-parole:

Den fri forhandlingsret på arbejdsmarkedet er sat ud af drift i Danmark, når den ene af de stridende parter er en offentlig - dvs statslig - institution, og staten kan gribe ind i en konflikt. Dermed griber den jo ind på arbejdsgiverens vejne, imod lønmodtagerne. Det var hvad der skete da skolelærerne blev lockoutet sidste år og tvunget til at acceptere en overenskomst som staten havde bestemt.

Det er stærkt problematisk, og det får den danske regering nu kritik for af FN’s Arbejdsmarkedsorganisation, ILO. Politiken skriver:

Der var ikke tale om frie og åbne forhandlinger, da 100.000 lærere og undervisere skulle have fornyet deres overenskomster. Og loven, der ophævede lockouten af lærerne, blev alene drøftet med arbejdsgiverne, ikke med lønmodtagerne, fastslår ILO, der beder om at blive holdt orienteret om forløbet af de offentlige overenskomstforhandlinger. »Især statslige organer bør afholde sig fra at gribe ind og ændre indholdet af frit indgåede kollektive overenskomster og aftaler«, hedder det i afgørelsen fra ILO, der tæller repræsentanter for arbejdsgivere, lønmodtagere og regeringer. (..) Da lærerne og kommunerne ikke kunne blive enige om nye arbejdstidsregler, blev lærerne lockoutet og sendt hjem uden løn. ILO mener, at hele forløbet strider mod de internationale konventioner, som Danmark selv har tilsluttet sig.

Rasmus Peter Henriksen skriver i Information, 6. juni 2014 (her lidt forkortet):

I debatten på DR2 tirsdag aften stod Suzanne Bjerrehuus i al alvor og sagde, at 152.000 kroner er småpenge. Hun fik tilmed sagt, at »man skal lade være med at gå i små sko«. I samme program fik tidligere formand for Venstres Ungdom Morten Dahlin også sagt, at det næsten ikke kunne betale sig at tage et arbejde for 17.000 mennesker i Danmark. De vil ifølge Dahlins excelark kun få 2.000 kroner ekstra om måneden ved ærligt arbejde.

Det beløb, Suzanne Bjerrehuus mener, er småpenge – der lige dækker en almindelig shoppingtur på Frederiksberg – er for mig og mine kolleger en halv årsløn. Så det kan godt være, at det er småpenge for Bjerrehuus og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der ikke synes at have taget alvorligt bestik af sit overforbrug. Men for mig og mine kolleger er beløbet det, som betaler vores regninger.

Og når Morten Dahlin øger Venstres arrogance ved at istemme, at 2.000 kroner ikke er en særlig stor gevinst ved at gå fra arbejdsløshed og til at komme i arbejde, så må jeg bare fastslå, at 2.000 kroner ville gøre en stor forskel for mig. Det kunne henover et år betyde 14 dages ferie til Thailand, en fjerdedel af den bil, vi lige har købt – eller et nyt køkken.

Som almindelig hårdtarbejdende dansker – eller hvad vi nu bliver kaldt af Christiansborgpolitikerne – er det et skændsel at høre på de mange forskellige påstande, der kun er med til at understrege, at eliten ikke kender almindelige menneskers hverdag. Og når politikerne ikke kender – eller forstår – vores hverdag, hvordan kan de så forklare os, hvad ret og rimeligt er?

Kommentar:

De fleste politikere er fra den priviviligerede overklasse og har tydeligvis ikke den mindste viden om eller forståelse for de vilkår størstedelen af befolkningen lever i. Det der er småpenge for dem, kan være en formue for os andre. Hvordan kan de træffe økonomiske beslutninger for resten af os, når de ikke aner noget som helst om hvordan økonomi fungerer for størsteparten af befolkningen? Og hvordan kan det kaldes "repræsentativt demokrati", når politikerne er ude af stand til at repræsentere andet end den økonomiske overklasse, de selv stammer fra?

Den slags overklasse-styre har været prøvet før i tiden. Det franske kongehus levede i overdådig luksus, mens befolkningen sultede i gaderne. Derfor fattede de ikke hvorfor, folk var så vrede.

"2000 kroner, hvad er det? Det kan man vel højest få et par sko for," sagde Lars Løkke Rasmussen i 2014, og demonstrerede hvor lidt han ved om almindelige menneskers økonomi.

"Hvis folket ikke har noget brød, hvorfor spiser de så ikke bare kage?" sagde den franske dronning Marie Antoinette angiveligt i 1789, og udviste verdensfjernhed.

Nutidens overklasse-politikere burde være klar over, hvordan det gik.

DR.dk, 28.maj 2014:

- Det første sted, der går ned i løn, får konsekvenser for resten af landet, siger Benno Gøtterup, der er slagteriarbejder og tidligere tillidsmand i Rønne.

Det siger han, efter Danish Crown har meldt ud, at slagteriet i Rønne lukker, og at 190 arbejdspladser går tabt, fordi de ansatte ikke vil gå ned i løn.

Ifølge Benno Gøtterup ville et ja til lønnedgang føre til ringere og ringere arbejdsvilkår.

- Hvad havde det næste været? Der var hurtigt kommet et nyt krav om forbedringer, så det er skruen uden ende, siger han.

Og det har han jo helt sikkert ret i: Danish Crown har i lang tid presset på for at gennemtvinge lønnedgang for de ansatte i hele landet. Hvis arbejderne ét sted siger "ja", så vil det blive brugt til at tvinge alle andre til det samme.

Der var fuld opbakning fra arbejderne på slagteriet i Rønne til at nægte at være med til at presse lønnen ned for hele industrien, selvom de vidste, at ejerne ville lukke slagteriet og fyre dem alle, hvis de ikke makkede ret. Dét er at tænke på andre end sig selv!

Og det er ikke fordi det går dårligt for Danish Crown. Sidste år var de så flabede at foreslå, at deres 6000 ansatte skulle donere en portion af sin løn til firmaet - hvilket arbejderne naturligvis også afviste. På trods af, at selskabet havde et overskud på 2 milliarder kroner!

Bestyrelsesformanden Erik Bredholt betegner regnskabet som »fornuftigt«

»Samtidig med at indtjeningen er fastholdt, har vi i løbet af året udbetalt godt 800 millioner kroner mere til vores ejere«, siger han i en regnskabsmeddelelse.

Ejerne får altså 800 millioner kroner ekstra - og direktørerne får også et par millioner - mens arbejderne trues til at gå ned i løn og ligefrem betale for at få lov til at producere for ejerne. Godt der er nogen der siger stop til det svineri!

Rumænske rengøringsfolk fik ingen løn, da de gjorde rent på danske folkeskoler for en arbejdsgiver, der indkvarterede dem i sin kælder fyldt med rottelort. De seks rumænere boede i chefens kælder, forklarede familien Stoica i retten. Men efter et par dage stak det rumænske ægtepar af fra chefens kælder, skriver Fagbladet 3F.

To medlemmer af familien Stoica forklarede i retten, at de sammen med to andre familiemedlemmer dagligt havde arbejdet omkring 18 timer for den tiltalte – uden at få så lidt som en krone i betaling. Mandens firma var i flere år fast underleverandør til Danmarks næststørste rengøringskoncern Forenede Service og arbejdet foregik på skoler i Allerød, Græsted og Gilleleje.  - Vi tog bad på skolerne, hvor vi gjorde rent. Den eneste mad, vi fik, var, hvad vi kunne finde i affaldsspande på skolerne, sagde 51-årige Vasile Stoica i retten. Under afhøringen af rumæneren og hans 21-årige søn kom det frem, at de havde sovet otte personer i et rum i kælderen uden en seng til alle. Ifølge sønnens forklaring til politiet havde familien sultet i Danmark og boet i ”en værre svinesti” i chefens kælder. - Vi havde ikke nogen penge og kunne ikke smutte. Vi var bange, sagde Ioan-Vasile i retten og forklarede, at rengøringsbossen havde truet med at brække deres arme og ben kort efter, de var kommet til Danmark i maj 2011.

Men ifølge chefen, som nu er tiltalt for slaveri og menneskehandel, var disse forhold bare et eksempel på "dansk hygge":

Pia Fris Laneth skriver i Information, 21.jan 2014:

Danmark er stadig et af de lande i verden, som kan prale af stor økonomisk lighed – om end ikke længere størst! I et historisk perspektiv er der tale om en dramatisk udvikling: Hvor Danmark i perioden fra 1955 til 1990 oplevede et vedvarende fald i uligheden, har der siden midten af 1990’erne været tale om en vedvarende stigning – den økonomiske ulighed mellem danske borgere i 2011 var større end i slutningen af 1960’erne.

Dels på grund af stigningen i kapitalindkomsterne – især priser på ejerboliger – som er skævt fordelt, dels fordi de mange skattereformer og ændringer i indkomstoverførsler har svækket omfordelingen i samfundet.

Danskerne havde gennemsnitligt en reallønsfremgang på 37.000 kroner fra 2002 til 2011. Gennemsnittet dækker over, at de 10 procent rigeste fik en stigning på mere end 100.000 kroner, mens de 10 procent fattigste i 2011 havde en lavere realindkomst end i 2002. Tallene er fra CASA’s årsrapport.

Sådan så billedet ud, da Thorning-Schmidt & Co. overtog regeringsmagten i 2011 og flot lagde ud med at afskaffe starthjælpen. Siden har regeringen skiftet kurs og med reformerne af dagpenge, førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp gravet ulighedens kløft dybere.

Kort fortalt: Den økonomiske ulighed i Danmark er blevet større og større de sidste 25 år, fordi de rige er blevet rigere mens de fattige er blevet fattigere, og det er blandt andet politikernes skyld, da det er politikerne som tager fra de fattige og giver til de rige.

Ekstrabladet, 9.jan. 2014:

Messerschmidt vil straffe tiggere hårdere

Morten Messerschmidt er grundigt træt af at se på tiggere på gader og foran butikker i Danmark.

Dansk Folkeparti har spurgt Justitsministeriet, hvor mange domme for betleri, der er faldet de seneste fem år. Tallet er blot syv, der er dømt, og i alt er der i perioden 2008-2012 sket 185 anmeldelser af det ulovlige tiggeri.

- Det er nogle besynderligt lave tal. Men det hænger givetvis sammen med, at man i dag først skal have en advarsel, inden man kan blive dømt for tiggeri. Så der skal strammes op, så politiet ikke nødvendigvis skal give en advarsel først, siger DF-politikeren til Ekstra Bladet.

Messerschmidt forklarer: "Jeg siger bare, at politiet må prioritere, og der er alt for lidt fokus på tiggere."

Ja, klart. Jagten på tiggere bør virkelig have en langt højere prioritet, da det er et alvorligt samfundsproblem. Det gør jo overklassen utryg sådan at blive udsat for bevis for, at der findes fattige. Som Messerschmidt siger:

Tiggeri er et alvorligt problem for Danmark, hvor man bliver utryg og bliver mødt med en evig anmasen fra de her mennesker.

Ritzau, 4.okt. 2013:

Sidste år fik gennemsnitligt 99.000 danskere indefrosset en del af lønnen, fordi de havde gæld til det offentlige.

Skat indefrøs i alt 1,3 milliarder kroner, og dermed er der tale om en fordobling siden 2008, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dertil kommer 62.000 borgere fra de laveste indkomstgrupper, som Skat fra efteråret 2011 fik mulighed for at inddrive op til 400 kroner om måneden fra i såkaldt særlig lønindeholdelse, mens yderligere et ukendt antal får skåret i fradraget grundet restskat. [..]

Indsatsen er dog ikke uden problemer, fortæller Martin Franck, juridisk leder af gældsrådgivningen ved Den Sociale Retshjælp.

Han mener, at Skat ofte farer alt for hårdt frem uden at tage hensyn til den enkeltes betalingsevne.

Han siger, at han har set 5-10 sager, hvor skatteborgeres rådighedsbeløb er gået i minus, når Skat har lavet lønindeholdelse eller modregning af restskat.

- Det er et kæmpeproblem, for så er der jo hverken penge til mad eller regninger, siger Martin Franck.

DR.dk, 12.sept 2013:

En af dem, der er ramt af den nye praksis, er 41-årige Benjamin Candanell, der er tidligere hjemløs, men som de sidste tre har haft sin egen lejlighed i Brønshøj.

For ham har Skats nye praksis betydet, at han i nogle måneder har haft så lidt som 36 kroner at leve for om dagen, når alle udgifter var betalt og restskatten trukket.

- Jeg er truet på min lejlighed. Jeg har fået en elregning, som jeg har søgt kommunen om hjælp til, men den er ikke blevet behandlet, så min strøm bliver lukket her den 23., siger Benjamin Candanell til DR Nyheder.

Og at Benjamin Candanell står tilbage med så lille et beløb er i strid med loven, lyder det fra juraprofessor Kirsten Ketscher.

♫ ...Og pligtfri kan den rige sove // vor ret kan ingen steder gro ♫

Berlingske, 24.feb 2013:

Dansk erhvervsliv får opfyldt et af de helt store ønsker, når regeringen formentlig allerede i morgen fremlægger en job- og konkurrenceevnepakke, der skal løfte erhvervslivets konkurrenceevne. Berlingske Business erfarer, at selskabsskatten sættes ned fra 25 til 22 procent som et af pakkens centrale elementer. Ud over sænkningen af selskabsskatten vil regeringen bl.a. gøre det muligt for erhvervslivet at fratrække en større andel af momsen ved overnatninger på hoteller, ligesom en sænkning af flere andre afgifter er i spil.

DR.dk, 28.maj 2012

Regeringen vil hæve grænsen for topskat med 78.000 kroner over 10 år, oplyser TV2. 250.000 danskere vil slippe for at betale topskat.[..]

Grænsen for hvornår der skal betales topskat kommer til at gå ved 467.000 kroner, når reformen er fuldt indfaset i 2022.

Det er virkelig svært at udvælge nogle citater fra denne kvalmende artikel om nogle rigmandsbørn fra Nordsjælland. Den er så fuld af opkastvækkende udtalelser fra en gruppe unge, der er født med en sølvske i munden og en million på børneopsparingen - og det værste er, at de er fuldkomment blinde overfor, hvor priviligerede de er, og hvorfor vi andre foragter dem.

Tag for eksempel det her, fra Niclas:

»Jeg kan godt blive lidt provokeret af resten af Danmark. I Korsør, hvor jeg selv kommer fra, tager folk Janteloven meget seriøst. Hvis du har en dyr bil, går folk ud fra, at du har snydt dig til pengene. Ingen tænker, at det kan være, fordi man faktisk har arbejdet hårdt. Det er mentaliteten. Folk har slet ikke nogen respekt.«

Ja, nøj hvor har du arbejdet hårdt for den bil, du fik i fødselsdagsgave, Niclas. Det kan vi jo læse i artiklen, hvor der også står:

Drengene har aldrig manglet noget. De er privilegerede, og de er bevidste om det. Da de var yngre, fik de flere hårde kontanter. Nu er det mere goder: En bil i 18-års fødselsdagsgave, adgang til speedbåden, en verden af muligheder og gode råd. »Jeg ved godt, at jeg er blevet forkælet,« siger Niclas.

Udover forvirrede Niclas præsenterer artiklen os også for en rigmandsdatter, som ikke må "komme syd for Lyngby", fordi hendes forældre er bange for at hun skulle møde nogle "typer" fra den forkerte klassebaggrund (hvem sagde parallelsamfund?).

Og der er også Rasmus, som kommer med den dybe (altså dybt privilegerede) indsigt:

»Hvis ikke du har ambitioner, er du en kegle. For det kan godt være, at vi p.t. lever af vores forældres penge. Men du bliver nødt til at have en plan for, hvordan du senere kommer til at tjene dem selv.«

Vi holder sommerferie her på redaktionen, så nyhederne har været på lavt blus. Men i den forbindelse kunne man komme til at spørge sig: Gad vide hvad de rige egentlig laver i sommerferien? Måske arbejder de hårdt og passer sine forretninger? Måske er de på krydstogt i Vestindien? Eller på storvildtsjagt i Afrika?

Nej. Der er åbenbart en anden tradition blandt det parallelsamfund, der består af den danske overklasse. De mådes i Skagen til en årlig rigmands-festival, hvor de blandt andet har det sjovt med at kaste et par tusind liter rødvin på hinanden under den traditionelle "rødvinskamp".

Der er nogle, der ikke kan mærke noget til nogen krise.

I februar 2012 var der overenskomstforhandling i industrien. Det endte med noget af et nedlag til fagbevægelsen, som accepterede en ny overenskomst hvor lønstigningen er lavere end inflationen - og altså reelt er en lønnedgang:

Berlingske:

Ny overenskomst sænker reallønnen Den aftalte stigning i mindstelønnen på 1,27 procent i år og 1,26 procent i 2013 på industriens område er en af de mindste lønstigninger, der nogensinde er set herhjemme, og vil føre til en nedgang i reallønnen.

[..]

»Det er mindre end inflationen, som er oppe på 2,8 procent ifølge de seneste tal, og som formentlig bliver på 2,5 procent i hele 2012. Det er også en lavere lønstigning end i Sverige og Tyskland, hvor der er udsigt til en lønstigning omkring tre procent. Så det er en aftale, der er lavere end udlandets, og som dermed forbedrer konkurrenceevnen, men som vil føre til et fald i reallønnen,« siger Henning Jørgensen.

Socialdemokraterne, der ellers gerne betragter sig som en "lønmodtagerparti", var ellevilde og kunne ikke få hænderne ned af bare begejstring:

Socialdemokraterne kalder det »helt forrygende positivt«, at det er lykkedes industriens parter at indgå en overenskomst

»Industriens parter har indgået overenskomst. Dermed har cirka 240.000 ansatte på cirka 6.000 virksomheder fået de nye overenskomster på plads. Det er helt forrygende positivt, at parterne har fundet hinanden«, skriver Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, John Dyrby Paulsen, på sin Facebook-side.

Én ting er modvilligt at måtte acceptere et dårligt resultat. Noget andet er at juble over at arbejdere fremover får færre penge at leve for. John Dyrby Paulsen er tydeligvis overklassens og arbejdsgivernes mand. 

En tur tilbage i tiden - fra dengang den "socialdemokratiske" regering blev valgt. Først frygtede arbejdsgiverne lidt at skulle til trepartsforhandlinger med regeringen og fagforeningerne, men da de så regeringens grundlag vidste de, at arbejdsgiverne ikke havde noget at frygte - den ny regering ville være på deres side, og havde allerede droppet alle de forslag, som eventuelt kunne irritere virksomhedsejerne. Tilbage var kun alle de arbejderfjendske krav:

Berlingeren, 4.oktober 2011:

Arbejdsgiverne er stærkt tilfredse med det oplæg til trepartsforhandlinger, der tegner sig i det nye regeringsgrundlag, og dermed er vejen banet for forhandlinger mellem den nye regering og arbejdsmarkedets parter.

Arbejdsgiverne var inden valget stærkt skeptiske over for S-SFs planer om at finde 15 mia. kr. ved at arbejde mere og afviste flere af indrømmelserne til fagbevægelsen i S-SFs økonomiske valgoplæg Fair Løsning 2020.

Det gælder blandt andet forslaget om et kædeansvar, der skulle gøre arbejdsgiverne ansvarlige for, at også underleverandørerne overholder overenskomsterne.

Men de forslag er ikke nævnt i regeringsgrundlaget - ligesom en række andre forslag fra Fair Løsning heller ikke er det - og dermed er barriererne fjernet for arbejdsgiverne:

»Der er ikke noget af det, som inviteres til trepartsdrøftelser om her, som vi er negative overfor,« siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jørn Neergaard.

Så I er mere positive over for trepartsforhandlinger med det grundlag, der ligger nu i forhold til grundlaget i Fair Løsning?

Ole Sandberg skriver:

Regeringsgrundlaget indledes med erklæringen om, at "tiden er kommet til at tænke på helheden" og til et "samarbejde mellem lønmodtagere og arbejdsgivere". Med andre ord "aflyses" den centrale konflikt og regeringens grundlag er baseret på et fiktivt interessesammenfald mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Nu skal der "samarbejdes" mellem parter, der ellers har modstridende interesser, og i stedet for at kæmpe for bedre forhold for arbejderne, og være bevidste om at der findes grundlæggende konflikter, skal vi altså "tænke på helheden". Dette er klassisk konservativ tankegang af den slags som bl.a. de kristelige såkaldte "fagforeninger" er baseret på.

Men hvad betyder det så at "tænke på helheden"? Det betyder, at arbejderne skal gå ned i løn!

I regeringsgrundlaget står der: "Danmark skal forbedre sin lønkonkurrenceevne over for udlandet." Det er politikersprog for: De danske lønninger skal ned, så de kommer på niveau med de tyske lønninger (i mens kan de tyske politikere kræve at det tyske lønniveau skal ned så det kan konkurrere med det polske). Grundlaget siger det også mere klart: "Danske lønmodtagere har før vist, at de i en krise er parate til at være tilbageholdende. Det har vi brug for igen."

Den anden side af dette er naturligvis, at virksomhederne, arbejdsgiverne, får større overskud, fordi de kan spare på lønomkostningerne. Eller som der står i regeringsgrundlaget: "Omkostningsniveauet skal være rimeligt."

Når regeringen opfordrer til "samarbejde" mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og til at "tænke på helheden," så betyder det altså i virkeligheden, at den stiller sig på arbejdsgivernes side i den grundlæggende interessekonflikt, hvor arbejderne på den ene side kræver bedre løn og arbejdsgiverne på den anden side kræver bedre overskud og de to krav er hinandens modsætninger.

Ugebrevet A4, 13.april 2013:

Tillidsfolk fyres som aldrig før Mere end 300 tillidsrepræsentanter i børnehaver og på plejehjem fik sidste år en fyreseddel. Arbejdsgiverne opfatter de tillidsvalgte som en stopklods for deres ledelsesret, og derfor vil presset på de tillidsvalgte vokse de kommende år, mener flere forskere. FOA-formand mener, at KL løber fra grundlæggende principper i den danske model. KL afviser beskyldningerne.

[..]

Tillidsrepræsentanterne er et truet folkefærd på mange skoler, plejehjem, børnehaver og sygehuse. I årtier har tillidsrepræsentanter ellers kunnet slå i bordet og sige nej til arbejdsgiveren, hvis han stillede urimelige krav. At afvise noget var uden risiko, fordi tillidsrepræsentanten var særligt beskyttet mod afskedigelse.

Men sådan er det ikke længere i den offentlige sektor.

Nye tal viser, at de kommunale arbejdsgivere deler fyresedler ud til tillidsvalgte som aldrig før. Alene i 2012 blev mere end 300 tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter afskediget ifølge en rundringning, som Ugebrevet A4 har gennemført til en række fagforbund.

Ud over at afskedige tillidsrepræsentanterne sammenlægger kommuner også skoler og daginstitutioner til stadig større enheder, og dermed fjernes tillidsrepræsentanterne fra mange mindre institutioner.

Endelig får de tillidsvalgte mindre og mindre indflydelse på, hvordan arbejdet tilrettelægges, og på de langsigtede, strategiske beslutninger på de kommunale arbejdspladser.

[...]

De talrige fyringer af tillidsvalgte er ifølge Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet, et tegn på, at arbejdsgivere i kommuner og regioner stille og roligt er ved at underminere dét, som fagbevægelsen kalder selve rygraden i den danske model.  

Han peger på, at KL som optakt til årets overenskomstfornyelse spillede ud med et ønske om at reducere antallet af beskyttede medarbejdere. Helt konkret ville KL have fjernet beskyttelsen af suppleanter i tillidshverv.

»Der er ingen tvivl om, at de offentlige arbejdsgivere vil formindske beskyttelsen af tillidsrepræsentanterne og også stække deres indflydelse. I denne omgang kom suppleanterne i skudlinjen, men arbejdsgiverne går også efter tillidsrepræsentanterne,« siger Henning Jørgensen.

Efter opsummeringen af dette års 1. maj giver vi ordet til Brian Esbensen:

kære S, SF, DSU og SFU [..] Hvordan kan I, af alle, være fortørnede over en smule larm, og at flere tusinde pludselig valgte at tage arbejdernes kampdag alvorligt?

Der var jo ikke tale om 30-50 sortklædte autonome i København, men om tusindvis af almindelige mennesker – arbejdere – i alle de største byer, der i desperation reagerede og valgte at udtrykke deres frustration på en, trods alt, relativ civiliseret, og i hvert fald fredelig måde.

Vi taler om rigtige mennesker, der har mistet deres arbejde, deres indkomst, deres dagpenge, har fået skåret i SU'en eller frataget deres kontanthjælp. Om opløste familier, håbløshed, tvangsauktioner og om titusindvis af lærere, der lige har oplevet alt andet end dialog fra regeringens side.

Intet af det får S eller SF op af stolene, men når nogle af disse mennesker så reagerer på den dag, hvor det i den grad burde være legitimt – arbejdernes internationale kampdag – bliver socialdemokraternes enmandstæskehold Henrik Sass Larsen sendt i byen for at skyde hele skylden på Enhedslisten, selv om Johanne Schmidt-Nielsen aktivt forsøgte at dæmpe gemytterne og larmen i Fælledparken.

Socialdemokraternes reaktion er både patetisk og symptomatisk. Man har simpelthen ikke forstået, at de fremmødte netop ikke var 'the usual suspects' længst ude på venstrefløjen, men derimod almindelige vælgere, der er så utilfredse, at S og SF slår den ene bundrekord i meningsmålingerne efter den anden, og som nu også gerne vil benytte 1. maj til at vise, at smertegrænsen ikke bare er nået, men for længst er overskredet.

Meget tyder på at den socialdemokratiske æra er ved at være ovre, og hvis S og SF ikke engang kan bakke op om arbejdernes ret til at lufte deres utilfredshed på arbejdernes internationale KAMPdag, så er det ikke raketvidenskab at forstå, hvorfor det går så skidt, som det gør.

Giv den mand en øl!

Det har ikke været en taknemmelig opgave for som socialdemokratiske ministre og regeringsrepræsentanter at skulle holde taler på arbejdernes internationale kampdag.

Politikens rapport fra 1.maj i Århus:

Det startede i samme øjeblik, Danmarks statsminister trådte op på scenen i Tangkrogen i Aarhus.

En gigantisk pibe- og fløjtekoncert gik i gang. Buhråb og ukvemsord haglede ned over Helle Thorning-Schmidt (S). Og pibekoncerten holdt ikke op, før Helle Thorning havde forladt scenen igen.

Politikens rapport fra 1.maj i Aalborg:

Fyldte øldåser, tomater og roser i borgerlige blå farver var blot nogle af de ting, vrede tilhørere fyrede efter Helle Thorning-Schmidt, da hun gik på talerstolen i Kildeparken i Aalborg.

Politiken.dk's reporter forklarer, at Helle Thorning måtte droppe en tredjedel af sin 1. maj-tale, fordi de fremmødte buede og skreg.

Samme dag i Randers:

På Skovbakken ved Randers blev yderligere to mænd anholdt. Den ene havde ifølge Østjyllands Politi kastet en tomat efter statsministeren. Den anden anholdte havde trukket bukserne ned foran Helle Thorning-Schmidt.

I Horsens var statsministeren blevet bedt om at holde sig væk:

I morgen kommer statsminister Helle Thorning Schmidt (S) til Østjylland for at holde 1. maj taler i Randers og i Aarhus. Hun havde også tilbudt at tale ved fagbevægelsens største arrangement i Lunden i Horsens, men det kommer ikke til at ske, da hun simpelthen ikke er ønsket.

I København havde hun selv valgt at holde sig væk, så der blev hendes vikar buhet ud:

- Socialdemokrati! Klasseforræderi!

Aggressive tilråb bølger frem mod Københavns overborgmester, Frank Jensen. Han står midt på scenen i Fælledparken men kan ikke komme til orde.

- Hey…. Hey, prøver han, men bliver overdøvet af endnu flere tilråb, strakte langefingre og et kor af buuuuuuuuuuuuuuuhhh…

Samme dag i Vojens:

Finansminister Bjarne Corydon har netop talt om ikke for døve øren, så i hvert fald til en mur af menneskerygge.Det skete, da han gik på talerstolen klokken 13.10 ved Tørning Mølle i Vojens. Her ventede ham en større gruppe utilfredse skolelærere, der tog imod ham med skilte der antydede, at han bruger mafia-metoder i sit arbejde. [..]

Og under talen protesterede en større mængde altså mod regeringsindgrebet i lærerkonflikten ved at vende finansministeren ryggen. Bjarne Corydon blev også mødt af buh-råb. [..]

Da finansministeren nåede til at fortælle om regeringens visioner for uddannelsespolitikken blev han mødt af hånlig latter.

Er der noget vi har overset?

...

De politiske magthavere blev buuhet ud og mødt med protester overalt i landet, men ifølge dem selv forstår de ikke hvorfor folk er sure:

Da Helle Thorning trådte ned af podiet, sagde hun, at hun ikke forstod protesterne. Hun var ikke rystet, men havde mest ondt i ørerne, fortalte hun politiken.dk's reporter.

Så lad os afslutte med Politikens politiske analytiker, som fortæller det indlysende: