Faglig frihedskamp
Dagbladet information har interviewet tømrer Helga Mathiassen om arbejdsmarkedet, faglig organisering, solidaritet m.v. Det er blevet til en artikel der nok har mere klasse-indhold end den samlede danske presse normalt har på et års tid.
Vi bringer et par uddrag fra artiklen Helten er den ledige, der siger nej til et job uden overenskomst:
Faglig kamp er frihedskamp
Vi skal kæmpe for friheden til at have et arbejde, man kan leve af. Retten til at have et job, som er ordentligt betalt, og hvor du har ordentlige velfærdsgoder, mens du er på arbejde. Den konstante jagt på arbejdsløse, beskyldninger om dovenskab og nasseri, forringelser af dagpengesystemet, lønpres fra udenlandsk arbejdskraft. Det er alt sammen med til at skabe et arbejdsmarked, hvor man ikke har friheden til at sige nej til lortearbejde til en lorteløn. Og så er man sgu ikke særligt fri.
Sig nej til underbetalt arbejde
Vores fronttropper er dem, der siger nej til et underbetalt job, fordi de ikke vil være med til at underbyde lønnen. Men det er en helt modsat diskurs, der er i Danmark lige nu. Man taler om, at folk er dovne, hvis de ikke vil tage et arbejde, og at man altid kan få et job, hvis man virkelig vil. Men man skal ikke tage et underbetalt job og være med til presse lønnen for andre og forringe deres vilkår. Den diskurs skal vi have vendt.
Ideologisk kamp
Det er helt sikkert en ideologisk kamp. Der er nogen, der vil have større ulighed, så vi kan få mere vækst. Men hvorfor skal man gå ind for øget vækst, hvis man er en af dem, der skal arbejde for 10.000 kroner om måneden? Arbejdsmarkedet er blevet globaliseret, og det er blevet det evige argument for alle, der mener, at nogen grupper skal gå ned i løn. Men det er forkælet at tale om tyske lønninger i Danmark. Til gengæld er det ikke forkælet at ville have et godt liv. Jeg synes, vi skal skabe et samfund, hvor alle kan det. Overordnet handler det om at ændre den politiske tankegang. Vi skal ikke konkurrere på lortelønninger.
Fagbevægelsen skal bygge på aktive medlemmer
Fagbevægelsen har svigtet i forhold til at få mobiliseret folk. Lige nu har vi to store problemer. For det første: Som medlem føler man ikke, det er meningen, man skal deltage aktivt, og derfor svinder tilhørsforholdet. For det andet: Selv om det er fagforeningen, der sender overenskomstkrav og får tegnet en overenskomst med et firma, er de ansatte i firmaet – medlemmerne i fagforeningen – ikke aktivt med til at kæmpe for overenskomsten. De kender den ikke og har ikke et ejerskab til den. Derfor er der ingen til at håndhæve den, og en overenskomst, der ikke bliver håndhævet af de ansatte, er ikke meget værd. Toppen af fagbevægelsen skal forstå, at de har brug for aktive medlemmer, som slås for, at overenskomsterne og arbejdsmiljøreglerne bliver overholdt; som lægger pres på politikerne, når politikerne ikke tager fagbosserne alvorligt; som deltager aktivt i demonstrationer og blokader. Der er folk i fagbevægelsen, der arbejder i den retning, men det går alt for langsomt.
Globalt samarbejde
Vi bliver jo nødt til at alliere os med arbejderne andre steder i verden, der har samme interesser som os: De kinesiske bygningsarbejdere, der laver arbejd-langsomt-aktioner i protest mod absurd dårlige arbejdsvilkår; de polakker i Danmark, der indser, at det giver mening at melde sig ind i en fagforening. De er alle saledighmmen vores allierede. Vores fælles interesse er at få et globalt arbejdsmarked, hvor man kan leve af det arbejde man udfører. Hvor alle har frihed til at sige nej til et lortejob. Det er jo dumt, at fagforeningerne ikke i højere grad har formået lave et globalt samarbejde, ikke kun på tværs i toppen, men også blandt græsrødderne.
Og til sidst - afslutningen der burde blive en kamp-parole:
Det er derfor, vi kan kalde det her en frihedskamp. Det handler om at have magt over sit eget liv. Det har man ikke, hvis man ikke kan leve af et fuldtidsarbejde.
