Kernefamilien fra Tranbjerg

Jeg er glad for at mine børn er ude af uddannelsessystemet før det kollaps som regeringen planlægger.

Bevares, de kom ikke ud af det uden skrammer. De blev også ofre for Folkeskolereformen og vi betalte mange penge for privatundervisning, mens de gik på gymnasiet.

Min mand er håndværker og han så hvordan løndumping og EU-bekæmpelse af denne svindel gjorde en fremtid i hans fag vanskeligt. Endvidere så er der ikke det gode samarbejde hvor de forskellige sjak fik sig nogle bajere efter arbejdstid. Alle går stresset rundt og bliver nedslidte i håndværksfagene. På kontorerne er fredagsbaren det vigtigste salgsargument i jobannoncerne jævnfør Jobindex, så der kan man stadig få sig et arbejde med godt kammeratskab. Ergo motiverede vi børnene til et liv, hvor de kunne leve som ganske almindelige danskere og se andre mennesker.

EU har ødelagt RUT - det register som skulle stoppe løndumping, men de vil have det helt væk så endnu mere svindel kan finde sted i landet.

Det og så samtidig med at de prøver at stoppe kommende generationer fra at vælge de få fag, der stadig er muligt at skabe sig en levevej via.

Vi lever i Danmark med en bestemt niveau af leveomkostninger. Ikke mange steder koster mad så meget og transport så meget som i Danmark.

Vi betaler meget i skat og ser ganske lidt udbytte. Grundskolen er ødelagt. Nu vil man ødelægge ungdomsuddannelserne og nedlægge 10. klasse centrene hvor unge mennesker kunne hæve deres karaktergennemsnit og måske overkomme nogle af skaderne fra Folkeskolereformen. Det er helt i orden at man vil sende færre på efterskole og de ikke skulle have lov til at hæve deres karaktergennemsnit. Det er de rige folks børn og hvorfor skal de have særbehandling? Vi andre betale private mentorer selvom vi var fattige! Det kan de også gøre.

Jeg ved at virksomheder som Novo har brug for forskere. Mange IT-virksomheder kræver kandidatgrader af selv deres receptionister. I gamle dage var det muligt at arbejde sådanne steder som teknonomer og merkonomer. Det kan ikke lade sig gøre mere. Helle Thorning havde visioner om et land hvor mange var højtuddannede. Hun var en sand statsminister med planer for et fremtidigt Danmark.

Nu skal de vælge præsident over i USA. Derfor kan de intet tillade sig i forhold til Israels udslettelse af den oprindelige befolkning i området. Det er ikke fordi jeg har nogen sympati for de to grupper, som har udøvet terror og skudt raketter ind over Israel.

Vi burde have lært af historien. Israel blev til ved at myrde FN-forhandlere og udøve terror mod Englændere som af Folkeforbundet havde fået opgaven at styre området.

Så Israel blev oprettet. Fair nok. Men så kom der en borgerkrig hvor en masse civile blev myrdet. Hele landsbyer blev brændt ned til grunden og dem som ikke flygtede til flygtningelejre i nabolandene blev for en stor del myrdet af tidligere medlemmer af Israelske terrorgrupper.

Så lagde man en FN-styrke med et stærkt mandat mellem parterne og indtil at de blev fjernet i 1967, var der forholdsmæssigt fredeligt i regionen. Så kom der krig igen og nu levede en stor del af befolkningen under besættelse. Såkaldte bosættere kan myrde løs uden konsekvenser. Jeg forstår det ikke. Vi kan ikke rejse til Skåne og skyde løs fordi det engang for længe siden var dansk område. Hvorfor kan de så gøre det dernede?

Uanset set det var angrebet fra Hamas sidste år bare ikke i orden. Her var det at det internationale samfund skulle have gjort mere for at finde ud af hvor Hamas havde pengene fra til at købe alle de våben. Og hvorfor kunne investorer tjene penge på børsen i Israel ved at spekulere i at det kom?

Krigen er grusom. Terrorangrebet sidste år var grusom. Bombeangreb i Gaza og nu Libanon ligeså. Skruen uden ende. Vi har danskere i en FN-styrke dernede og nu kan der skydes på dem. Hvor er EU henne? Det er deres folk, som der skydes på!

Libanon har ikke været i stand til at styre området. Andre lande må tilbyde Libanon at hjælpe med at styre landet og genopbygge det, så ikke en tilfældig organisation betalt udefra af et land overtager det område som Israel angriber. Hvordan det kan ske, ser det ud til at vi skal vente med at se til efter det Amerikanske valg, for vi sidder på hænderne i Europa.

Som om det ikke er nok, så fortsætter krigen i Ukraine. Her ser jeg heller ikke nogen ende før at Rusland løber tør for krudt og kugler.

Hvad danske aviser ikke skriver om er alle de andre konflikter. Sudan, Yemen, Korea osv. Hele verdenen er i brand. Forstå mig ret. Jeg er glad for mine børn, men burde vi sætte flere i verden, når verdenen er sådan?

Jeg tror det ikke. Alt er kørt skævt og ingen kan spole tiden tilbage til før 1. verdenskrig, hvor folk levede fredeligt. Ja, selv i Rusland, hvor man havde Zarfamilien.

Det er som om at den nye flertalsregering har til mål at ødelægge vores samfund.

Nu er de kommet på banen med en uddannelsesreform. Væk er mange års kamp for at bekæmpe snylterne - de mange udlændinge, som kommer hertil fra hele EU for at nyde istedet for at nyde. De skovler SU ind. De låner penge, som de aldrig betaler tilbage og da udlandet ikke har et udviklet adresse system, så kan de aldrig findes igen.

Men man vil også fjerne de unges mulighed for at arbejde de få måneder om året hvor universiteterne er lukket mens at der gøres klar til næste semester. Ikke alle er født med en gulvske i munden. Nu er man kommet dertil at man må gå efter den sociale rangklasse ens forældre har eller om de har økonomi til at hjælpe de unge gennem de svære år.

Selvfølgelig kan man stadig låne pengene, men danske unge kan ikke gemme sig resten af livet i en jordhule i udlandet og leve resten af livet som udlændingene gør.

Vi har lige mistet Store Bededag. Jeg kan næsten ikke finde kræfterne til at overskue livet fremover. Jeg er nedslidt. Hver dag hvor jeg bare kan få en smule hvile gør at jeg måske har en lille chance for at arbejde de alt for mange år jeg har tilbage inden jeg kan gå på pension. Min mand har det på samme måde.

Jeg er stoppet med at se nyheder. Folk klager sig overalt i verdenen, men hvad ved de om at betale 50 procent i skat, leve i konstant frygt for at alarmen i bilen ikke lige opdager fartkontrollen i tide eller et parkeringsselskab ser sig sur på ens bil og man derfor får en afgift.

Vi ejer ingenting af værdi for politiets fokus er på at tjene penge. Det gør man ved bøder - ikke med opklaring af hjemmerøverier og overfald.

Vi er lige kommet ud af 2 hårde år med den kinesiske Virus som de har brygget på i det laboratorium alle taler om. Jeg er ikke helt klar over hvorfor de opfandt den. Ville de slippe den løs på Taiwan? Måske. Men den slap ud i verdenen istedet og ødelagde vores liv i 2 år fordi vores regering i modsætning til den Svenske gik i panik.

Nu har vi mistet en vital del af vores velfærd. En fridag som der ikke er for mange af og børnenes fremtid står for tur. Hvorfor?

Fordi man vil finansiere forsvaret!

Jeg spørger: Hvorfor?

Hvad er der snart tilbage at forsvare, når en lille elite tromler landet ned fordi de var heldige i valg-rouletten?

Ingenting!

På TV2 havde vi en udsendelse om børnehjem. Jeg undersøgte for sjov om der var nogle af børnene som døde. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. I Danmark går det ofte galt efter at børnene er kommet hjem og når kommunen beslutter at de er voksne og kan klare sig selv efter at have været anbragt i en boble på et børnehjem med andre værdier end ude i samfundet.

Det er lidt af den slags som sker med unge når de kommer hjem fra efterskolerne. Dvs. som det var før Covid-19 som sørgede for at ungerne faktisk fik et bedre år hvor de kunne være hjemme hos familierne i lang tid.

Problemet er at disse bobler er kunstige mini-samfund. Der er ingen socialisering af den slags de unge finder ude i samfundet hvor de mødes og tømmer en kasse bajere. De mister deres privatsfære - evnen til at holde andre mennesker på afstand, hvilket kan skade dem på sigt, hvor det er normalt ude i samfundet at hver gruppe holder sig for sig selv og man holder sine ting privat bag ligusterhækken.

Nu vil man prøve at skade den politik som Folketinget over nogle perioder har forsøgt ved at få unge over i håndværkerfagene. Man vil hæve aldersgrænsen for alkohol til 18. Hvordan får man så lærlingene integreret ind de forskellige sjaks?

Men tilbage til børnehjem og efterskoler. Når de unge kommer hjem, oplever de en verden i et andet tempo end inde i boblen. Det medfører depression. Mange efterskole elever kommer sig over dette, men prøv at tænke på at de unge på børnehjem har levet sådan næsten altid.

Det er ikke nemt.

Nå. Jeg skrev at man andre steder ser ungerne dø i børnehjem fremfor som det sker i Danmark, efter at de skal forsøge at blive voksne og tager livet af sig selv fordi det ikke går.

Dette er en liste over nogle af dem som døde i 2020 på bjørnehjem i USA.

Det er uhyggeligt. 6 unge døde på 1 år! Bare fordi de sociale myndigheder ikke kunne håndtere dem eller forældrene troede at de drak alkohol som mindreårig, hvilket man ser sindsygt strengt på derovre:

Cornelius Frederick - ader 16 - Lakeside Academy - May 1, 2020 - døde under fastholdelse

Naomi Massa Wood - alder 17 - Lakeland Teen Challenge - May 19, 2020 - sygdom ignoreret af personalet som forsøgte at bede hende symptomer væk. Teen Challenge som arbejder i Danmark for at hæve aldersgrænsen for alkoholindtag ejer stedet.

Monrius Rendon - alder 15 - Cape Cod Adolescent Treatment Center -  May 30, 2020 - Druknet under en udflugt da personalet sov istedet for at holde øje

Timmy Montoya-Kloepfel - alder 12 - Tennyson Center for Children - June 12, 2020 - Ramt af en bil under flugtforsøg

Jared Camacho - alder 12 - Steps Academy - September 11, 2020 - Trafik uheld

Rylan Harris - alder 13 - Tulsa Boys' Home - December 8, 2020 - Druket under flugtforsøgt

Året 2020 går på held.

Vi er alle i live for tiden. Tante Maren lever, men reelt er hun væk. Hun lider af Alzheimer og levede indtil for nogle måneder siden i en ældrebolig, men på grund af Coronaen blev hendes træning afskaffet på grund af smittefare og så forfaldt hendes mentale tilstand så hun reelt er en grøntsag som ikke kender nogle i familien mere. Hun er tilbage i sin barndoms tænker og taler om sine forældre som om de lever selv om hun er på den anden side af 80 år.

Hendes forældre er selvfølgelig faldet bort for mange år siden. Sidste gang jeg besøgte hende inden den sidste lockdown startede op igen troede hun at jeg var et personale. Selvfølgelig burde hun have regnet ud at jeg med mit intellekt nok ikke havde nøjes med at henslæbe livet som SOSU-assistent, men jeg tilskriver det hendes svage tilstand. I hvert fald overbeviste besøget mig om at hun er væk og der er i øvrigt restriktioner på hvor mange som kan besøge hende, så det giver sig selv.

Sådan er der mange som lider som følge af Covid-19. Den kinesiske virus sætter sine begrænsninger på behandling af alle andre sygdomme. Udskiftninger af hofter og knæ sker ikke mere. En kollega græd. Hun har så store smerter som følge af hendes hofte som var blevet slidt da hun i sine meget unge dage arbejdede som smørebrødsjomfru og stod i et koldt lokale hele dagen, hvor hun ikke rørte sig så meget. Nu knager systemer og så kan hun ikke få hjælp.

Jeg er så glad for at ledelsen har besluttet at man ikke gennemfører nogle medarbejderudviklingssamtaler i år. Hun kan ikke præstere og kunne måske få at vide at det er slut fordi samfundet ikke kan sætte ny reservedel i hende. Andre unge som er startet i år er faktisk også glade, fordi både sommerfest og julefrokost er blevet aflyst, så hvad skulle de tale med chefen om? Uden disse fester kender han dårligt deres navn! Han er en god chef, men hvis man ikke drikker med ham efter fyraften, så kan han dårligt huske dit navn. Vi havde en hættemåge som af en eller anden grund ikke drak. Hun havde navneskilt på som den eneste, så han kunne huske hendes navn, når han skulle have kopieret papirer.

Herhjemme går vi op og ned af hinanden. Børnene og manden går i fitness center. Det kan de ikke på grund af denne lockdown så bajere bliver knappet op og computerne kører på de underligste tidspunkter af døgnet.

De skulle egentlig have flyttet hjemmefra for at studere, men med alt det fjernundervisning og mangel på rus-ture på den gamle traditionelle måde, så har de taget nogle sabbat år. Eneste problem er at de jobs de fik, blev ramt af Corona. Vi håber det bedste efter den nuværende lockdown stopper.

Når vi skal igang igen, så skal vi også betale for Briternes Brexit. Pamperne nede i EU kører stadig rundt med samme kolde buffet som gjorde Jens Okking syg da der bare var for meget mad selvom der er et land mindre til at betale for det. Da vi Danskere er blandt de få lande i Europa som har en befolkning som forstår at tage fat, kommer de andre lande til os med udstrakt hånd som om at vi er gået lettere igennem pandemien end de er. 

Lad mig sige. De forstår ikke en bjælde. Danmark er hårdt ramt. Der findes vel dårlig en plet på jorden som kan påstå at de har det værre end vi har. Vi lider afsavn. Ingen byggemarkeder. Ingen restrauranter. Bare udsigten til motorvejen til Djursland med den skiftende trafik til det aflukke af Danmark som intet har at byde på ud over en lufthavn som er lukket ned og utallige tomme bygninger der engang rummede en skov af trykkerier som alle lukkede da digitaliseringsbølgen løb over Danmark.

Nej. 2020 var et slemt år.

Om 2021 vil gøre en forskel ved jeg ikke. Jeg ved kun at vi vil trykke os og forsøge at lade pandemien glide hen over os i håbet om ikke at blive ramt.

Vi sidder hjemme isoleret og tænker over fremtiden.

Min mand kan arbejde hjemmefra. Det sikrer smørret på brødet. For børnene er situationen noget nær håbløs.

Den ældste arbejdede i en bar. Den er lukket. Den kommer måske aldrig i gang igen.

Den yngste arbejdede i en tøjforretning. Den kommer måske ikke igang igen.

Deres fremtid er smadret. Hvem bærer ansvaret?

Det gør vi. Min generation har været for åben overfor omverdenen. For indstillet på at vi lever i en globaliseret verden hvor man kan sætte sig ind i et fly og så være på den anden side af kloden indenfor et døgn.

Det må vi lave om på. Jeg ønsker ikke en tilbagevenden til tiden før 2. verdenskrig hvor hvert land lukkede sig inde med militær magt.

Vi er nød til at lukke af, men kan vi ikke gøre det på en stilfærdig måde. Kan vi bare ikke ignorere folk på gaden som taler udenlandsk? Kan vi bare ikke stoppe med at rejse ud?

Jo. Vi kan

Vi skylder vores børn at genstarte samfundet på en ny måde. En reboot, som de unge vil kalde det.

Vi skal hive produktion hjem. Vi skal beholde vores tøj, møbler og andre ting længere. Vi skal se på lovgivningen. Drop bilsyn efter 4 år, så vores bilpark kan blive ældre. Hav de samme møbler hele livet. Køb få stykker tøj, som er syet i Danmark. Tøjbutikkerne vil lade livet alligevel. Måske vil kun 1/10 del være i live når samfundet endelig lukker op igen.

Giv virksomhederne mulighed for at beholde vores data i 50 år, så de kender os, når vi ringer efter en skrue eller møtrik til det møbel vi købte for 10-20 år siden.

Lær vores børn at verdenen stopper ved Skagen eller Gedser. Hold ferierne hjemme i baghaven. Måske skal vi endda stoppe med at besøge djævleøen? Regeringen havde jo tanker om at spærre Storebæltsbroen af. Det havde de måske en grund til?

Jeg er gået hen og er bekymret over fremtiden.

Årsagen er at 2 naboer her på vejen er blevet fyret. Tiderne er ikke længere så gode, idet at 2018 er året hvor man skal indføre nogle nye EU-regler omkring persondata. Dette GDPR monster koster jobs.

Årsagen er at Danmark selvfølgelig vil håndhæve reglerne. Andre lande går mere forsigtigt til værks. Mine naboer arbejdede i virksomheder, som driver web-butikker og dens slags kan man ikke have i Danmark, så deres jobs er flyttet til lande som ikke går så meget op i kontrol.

Det er næsten det samme som med virksomhedsskat i EU. Dem som kontrollerer mindst, får flest virksomheder til deres land.

Et gulv i en vaskehal kan nemt være glat så der kommer mærker når en bil sætter i gang. Hvad der så ud til at være et enkeltstående tilfælde viser sig nu at være et mønster hvor en ejer af en vaskehal uhæmmet udnytter at unge mennesker ikke har nerver nok til at få retshjælp, når de bliver offer for et svindelnummer.

Dækmærker i en vaskehal er normalt. Jeg har selv stået på tankstation i min ungdom og ved at der ofte sker, fordi ikke alle biler er udstyret med ABS og ESP.

Hvad skal vi egentlig bruge Grækenland til? De er kun til besvær og aner slet ikke noget om hvilken lidelse der skal til for at være EU-borger som os danskere. Vi har ingen efterløn mere. Det mål som alle over 30 ser frem til når de har nået det karrieremæssige mål som livet kan give dem, er revet væk.

Vi må bære byrden af alle mulige udlændinge som kommer hertil med påstande om at de skulle have det hårdt hvor de kommer fra, når vi ved bedre som følge af alle de mærkelige love der kommer over fra Centralregimet i København. Udlændige som Grækerne og Italienerne skulle have ladet drukne. Det er ikke fair.

Vi var som danskere engang et stolt land med en velfærdsstat. Nu har de byrder som omverdenen har lagt på os tynget os i en grad så ingen noget sted på kloden kan påstå at de kender til ordet lidelse i forhold til hvad livet har budt os.

Min mand var i København her i maj på en forretningsrejse og det har betydet at vi ikke skal til København her til sommer alligevel. Problemet er parkering og transport. S-togs nettet er ramt af reparationer og det er svært at undgå skift til bus. Metroen er lukket ned og erstattet af busser hele juli på en del af strækningen.

Men det største problem har vist sig at være parkering. Man kan ikke sætte bilen nede på havnen som for 20 år siden. Der er bygget huse og kontorer. De har alle indført deres eget lille diktatoriske korps af personer med diverse psykiske forstyrrelser som gør dem i stand til at bestride et arbejde som parkeringsvagt. Sådanne personer skal vore børn ikke i nærheden af. Hvad kan de ikke finde på?

Så turen til København bliver ikke til noget når byen så at sige har lukket sig af overfor besøgende. Der er så nogle som siger at man skal se på Frederiksberg i forhold til parkering, men de er også i gang med at stramme op så de i højere grad satser på noget andet end turisme.

Vi er blevet lidt i tvivl om hvad vi skal se i København. Der er mange museer at se. Personligt vil jeg gerne se postmuseet idet min far arbejdede ved etaten i mange år. Det får mig til at tænke på hvor usselt det alt sammen er blevet. Brevene tager længere og længere tid om at komme ud. Der var engang at man arbejdede effektivt ved at sortere posten imens den blev transporteret igennem landet i togvogne. Brevene stod aldrig stille. De var hele tiden i bevægelse.

 I dag sender vi ikke så meget post mere på den gamle måde. Det er blevet alt for dyrt. Ikke engang julekortene kan vi sende mere uden at det blive en selvstændig post på budgettet. Så er der alle de mange arbejdsnedlæggelser i etaten. Min far sagde altid at det var en kurs mod afgrunden når trofaste offentlige ansatte blev erstattet af medarbejdere på almindelige private overenskomster som alene går op i ussel mammon frem for at tjene den stat der har ansat dem. Guld- og sølvsnorene var ikke for sjov. Det var tegn som kunne få en til at ranke ryggen.

At starte arbejdslivet med gæld er ikke en god ting. Vi har altid sagt til vores børn at nok kan man have ambitioner, men lad dem nu ikke række længere end pengene gør.

Der er rigtig mange unge mennesker som rækker for meget ud efter stjernerne uden at deres sociale baggrund giver dem basis derfor. Som forælder er det vigtigt at man nænsomt guider dem i retning af noget sikkert.

Dermed være ikke sagt at de skal gå ud i livet som ufaglært. Arbejdslivet bliver langt – alt for langt til vi reelt kan kalde Danmark et velfærdssamfund. Borte er de tider hvor mennesker kunne trække sig tilbage før deres kroppe går i forfald hvilket normalt sker omkring de 60. Nu om dage skal man slide indtil døden uden nogen som helst mulighed for at opleve nogle få gyldne år i slutningen.

Lediggang er på den måde forbeholdt mennesker i det sydlige Europa som aldrig har oplevet at skulle yde før de kan nyde eller folk som kommer hertil under påskud af at være forfulgt når de aldrig har oplevet den foragt man som borger mødes med når man enten for brug for hjælp eller kommer ud i en tvist med skattevæsenet.

Børnene bør ledes imod en sikker havn hvor de kan komme igennem arbejdslivet uden at skulle yde for meget, så de i deres fritid kan have et liv.

Der er nogle børn som ikke får muligheden for at komme ret langt i livet. De er de unge som bliver anbragt i en ung alder og på trods af vanskelige kår som anbragt måske udstår anbringelsen og kommer under det såkaldte efterværn. I mit barns klasse var der en kammerat som havde været anbragt. Han droppede ud i sidste måned fordi kommunen forlangte at han selv skulle betale en større andel af sin behandling i efterværnet. I et Danmark hvor familier kommer hertil og bliver forgyldt i alle ender og kanter. I et land hvor vi ellers bryster os af at være et velfærdssamfund hvor mennesker kan behandles gratis, skal børn af psykisk syge forældre udsættes for brugerbetaling som en straf for at deres forældre blev syge.

3.g’ere i panik: - Vores vogntur er aflyst

Vores søns studentereksamen er i fare. EU har grebet ind imod den traditionelle fejring af studenternes eksamen på grund af nogle bureaukratiske trafikregler. Som det ser ud nu er det svært at finde argumenter for at han skal fortsætte. En væsentlig del af motivationen for at pace vores søn frem har også været at vi ville vise vores søn frem overfor naboerne. Det kan vi ikke længere, så hvad skulle formålet være? Desuden var det ikke risikofrit at skubbe ham i den retning. Alt for mange unge ender ud med studiegæld på flere hundrede tusinde kroner fordi de uddanner dem over deres stand. Gældsrådgivere har været efter forældrene fordi de ikke råder deres børn til at uddanne sig efter hvad der er råd til.

Vi har sammen som forældre besluttet at vi vil lave en af de mere eksotiske udflugter som vores børn kan bære i deres hjerter for resten af livet. En gang imellem skal man lave noget ekstraordinært sammen som familie og vi har besluttet at rejse så langt væk som København.

  Det har ikke været en nem beslutning. Vores søn har døjet meget med lange rejsetider og den udfordring der ligger i at skulle rumme indtryk fra et andet lokalsamfund. Måske ville en tur til København udfordre ham for meget og dræne ham så han måske vælger at droppe ud af gymnasiet før tid.

Min svoger rejser en del. I mange år tog han SAS når han skulle forskellige steder hen på forretningsrejse. De senere år har det været et spørgsmål om pris, da de også på hans arbejdsplads er presset. Han tænker på at lægge op da det er blevet en ren lidelse at rejse.

Et er de stadig skrappere sikkerhedsregler som gør at man typisk skal sætte en time ekstra af i hver ende når man skal igennem en lufthavn. Noget andet er at komforten under selve flyvningen har været stadigt faldende. Man skal selvfølgelig ikke spise når turen kun varer en time eller to som flyvninger ofte gør i Europa, men der er kun kaffe og te tilbage som ikke koster penge.

De skrappere krav til priserne har også haft deres pris for medarbejderne. Ganske givet er det nok i dag et bedre valg at gå ud efter 9. klasse og blive kassedame end at uddanne sig til et fag indenfor luftfarten og så har man den glæde at kunne være hjemme hos sin familie 2 dage om ugen.

Der er ikke nogen glæde tilbage ved at være dækket af en kollektiv overenskomst mere. Det har SAS bevidst. De har knækket den danske fagbevægelse. De har smadret den såkaldte danske model. Den har længe været under pres. Nu er den reel død og det vil klæde Folketinget at gå ind for at tage ansvar så vi kan få en lovpligtig mindsteløn som det findes i andre EU-lande.

Min mand har været gnaven den senere tid. De har været nødtil at skifte IT-system på arbejdet. I mange år har de brugt et system som kaldes C5. Før dette brugte de C4. Men nu har leverandøren besluttet at de nye versioner af C5 skal skrives i en anden slags sprog.

Det betyder at alle de specielle moduler som de har brugt på min mands arbejde skal skrives om og det var ganske simpelt for dyrt. De nye versioner udkommer med kun 2 års mellemrum og i min mands firma har man været vant til at køre på næsten samme version i 10 år. De har derfor været nød til at skifte væk fra C5 til noget man kalder E-conomics. Det system lejer man og omkring jul så justerede de priserne. Kun få hundrede kroner pr. arbejdsplads er nok til at udløse en fyring med de smalle marginaler der er i den branche min man beskæftiger sig med, så de måtte sige farvel to gode kollegaer. Det ligner lidt bondefangeri at lokke kunder ind i folden for så at sætte priserne op, når man ved at produktet ikke kan undværes hos kunderne. Det siger sig selv at de nu ser sig om efter noget nyt, men den nye C5 vil de heller ikke tilbage til da den også er lagt ud i skyen som min man kalder det. De vil have noget som er installeret hos dem selv og som de kan holde på lige så længe de har lyst.

 Der har sågar været tale om at re-aktivere C5 og så have to skærme så C5 kan køre i et lukket miljø på nogle gamle versioner af Windows, men hvad hvis man en dag ikke kan skaffe stumper til de gamle maskiner?

Sønnen er meget træt for tiden. Det er de lange rejser til skolen som tapper ham for kræfter. Det er også for galt at man ikke kan tilbyde alle fag på alle gymnasier.

Der var en tid hvor det var meget mere enkelt. Der var en matematisk linje og en sproglig linje. Der var ikke så meget at snakke om. Børnene fik deres studentereksamen uden de store problemer og de behøvede ikke at rejse land og rige rundt. Den skræk kan de tids nok få hvis de beslutter sig for at bruge deres studentereksamen til noget.