God Rejse

Her er et nummer, der er værd at lytte til. Det islandske band Sykurmolirnar med Björk på vokal udgav for mange år siden denne sang, der emmer så af barnagtig umiddelbarhed og kærlighed. Jeg har prøvet at oversætte teksten.

Her er den på islandsk:

Ammæli

Hún á heima í húsinu þarna þar heim fyrir utan Grabblar í mold með fingrunum Og munninum, hún er fimm ára þræðir orma upp á bönd Geymir köngulær í vasanum Safnar fluguvængjum í krús Skrúbbar hrossaflugur Og klemmir þær á snúru Ohhh... Hún á einn vin, hann býr á móti þau eru að hlusta á veðrið Hann veit hvað margar freknur hún er með  Hún klórar í skeggið hans Hún mála þungar bækur Og límir þær saman Hún sá stóran krumma Hann sveif niður himininn Hún snerti hann! Ohhh... Í dag er afmæli  þau sjúga vindla Hann ber blómakeðju Og hann saumar fugl í nærbuxurnar hennar Ohhh... þau sjúga vindla... þau liggja í baðkari... í dag er hennar dagur... 

Og på dansk:

Føsdag

Hun bor i det hus der

Det hjem udenfor

Gramser i muld med fingrene

og munden, hun er fem år

Tråder orme op på snore

gemmer edderkopper i lommen

samler flugevinger i krus

skrubber hestebremser

og klemmer dem på snor

Hun har en ven, han bor overfor

De lytter til vejret

Han ved, hvor mange fregner hun har

hun klør ham i skægget

Hun Maler tunge bøger 

og limer dem sammen

hun så en stor ravn

han svævede ned fra himlem

hun rørte ved ham!

I dag er fødeslsdag

de suger cigarer

han bær blomsterkrans

og han syr fugle

i hendes underbukser

De suger cigarer…

de ligger i badekar…

I dag er hendes dag…

Det tog mig lang tid at finde ud af en måde, hvorpå jeg kunne møde folk. En af grundene er, at jeg - indtil videre - har været utroligt kræsen. Jeg vil helst møde islændinge. Udlændinge ligesom jeg selv er ikke gode nok, jeg vil have indfødte. Hvilket er dumt, det avler jo bare ensomhed. 

Dette er sådan et rigtigt blogindlæg. Hvor jeg ikke prøver på noget. Men det er løgn. Jeg har efter flere måneders eksil genfundet omend simple ord, så ord i alle fald. Ord, som handler om mit eget liv. For i de sidste måneder har der kun eksisteret mit liv. Ordene forlod mig i november. Og alle de mennesker, der i min fantasi engang sagde dem forlod mig også. Det er kun ordene, der er ved at vende tilbage.  Det er som om, jeg giver op, når noget bliver for livsvigtigt for mig. 

Dette er ikke længere "mit ophold i Island". Dette er mit nye liv. Her bor jeg. Her sidder jeg, lænet op af en sofa, på et gulvtæppe, og kan kun tænke på, at mine fødder sover, fordi jeg har siddet på knæ for længe. Det er ekstremt ubehageligt - på linje med sure opstød og at skære tænder uden at ville det.  Nu skal jeg bare finde ud af, hvad mit nye liv indeholder. 

Det er en modig aften.

Reykjavík 

Jeg kan ikke læse. Jeg kan ikke skrive. Jeg kan ikke spise og ikke sove. Jeg kan bare tænke og mærke mit indre vride sig. Det hele vil ud. Jeg vil bare lytte og grine og gå. Jeg vil ikke stoppe. Jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg dedikerer tid til at mærke efter og gøre ingenting. Se, hvad der sker. Mit sind er så fuldt at det er indholdsløst.  

Jeg er så bange. Jeg kan tælle minutterne indtil et fremmet menneske i en fremmed bil henter mig og tager mig tilbage til et liv, som jeg emotionelt for mange uger siden har forladt. Min samvittighed og mine tvangstanker om pligtopfyldenhed hvisker mig i øret om vigtigheden af at holde, hvad man lover. Løfter. Er det ikke noget, vi har opfundet, fordi vi er bange for at blive forladt? Eller bare bange i det hele taget? I en magelig verden er jeg nødt til at opfinde min mening med livet. Engang kom meningen helt af sig selv: du er i denne verden for at overleve. Nu skal jeg kæmpe for at leve. Det er der mange, der har sagt før mig. "Jeg er nødt til at tage ansvar for mig selv." - er det reelt vigtigt, eller er det bare en undskyldning for lykkejagt? Selvfølgelig er jeg på lykkejagt, og det gør mig ængstelig og urolig at skulle forlade et sted, hvor jeg har fundet en lille stump af lykke. Men burde jeg lægge alle mine personlige ønsker til side til fordel for at holde et løfte, som måske i forvejen var umuligt. Verden ændrer sig hver dag nu, og dermed bliver planer et forældet fænomen. Jeg kan kun komme med gisninger. 

Nu sker det snart. 

Mit Syn

Jeg er ikke professor, eller uddannet i nogen retning, egentlig. Men det gør ingenting, for jeg behøver slet ikke læse bøger for at finde ud af, hvad jeg selv synes om verden. Jeg kan læse bøger og uddanne mig for at prøve at få et indblik i, hvordan andre mennesker oplever verden og virkeligheden. Men min virkelighed kan jeg ikke finde i bøger eller på uddannelsesinstitutioner. Læg aldrig ansvaret for dit eget livs udfordring (for nogen: intellektuel udfordring) over på andre end dig selv. Tro ikke, at du er mindre intellektuelt eller åndeligt udfordret, bare fordi du for øjeblikket ikke er i gang med en uddannelse. Jeg har ikke dit svar på noget som helst, men jeg har mit eget, og dette er derfor et forsøg på at sammenfatte nogle af de tanker, som jeg har. Man kan godt være enig med andre – og uenig. Jeg vil meget gerne udvide mit verdensbillede ved at prøve at sætte mig ind i andres virkeligheder – uddannelse er ikke en dårlig ting, men det er ikke svaret på livet. Livet er at bruge den uddannelse, du har taget, til noget – og det kan være ligemeget, hvad folk siger, du kan blive eller ikke kan blive, hvis du læser Humanistisk Basisstudium på RUC. Det bestemmer du selv. I gymnasiet fik jeg at vide, at det var slut med: ”Jeg synes”, ”jeg tror” og ”jeg føler”, men heldigvis er jeg kommet frem til at tolke det sådan, at den pågældende lærer bare mente ”i forhold til at skrive akademiske tekster.” Og heldigvis skal jeg ikke skrive akademiske tekster hele tiden. Det er godt at analysere – analyse er tænkning. Men det er ligeså vigtigt at mærke efter – at finde ud af, hvordan det egentlig FØLES at være i verden. Hjertet sender mere information til hjernen end hjernen sender til hjertet. Hjertet er sansning og hjernen er tænkning = hjertet opfatter og hjernen analyserer. (Det har jeg lært om i dokumentaren ”I Am” af Tom Shadyac – hermed anbefalet!) For at være helt ærlig er jeg for det meste forvirret. Jeg aner oftest ikke, hvad jeg vil, og hvor jeg er på vej hen. Men det er ikke en dårlig ting – jeg kender ikke fremtiden og forsøger derfor at følge min mavefornemmelse i øjeblikket. Jeg kan heller ikke leve uden en plan, et mål, men det højeste mål vil altid være at blive lykkelig. At føle, at jeg betyder noget – for mig selv og for nogen. Derfor er mine mere praktiske mål mere nutidige end fremtidige. Jeg har lyst til at lægge en bemærkning om det faktum, at jeg skriver på dansk, fordi de fleste efterhånden offentliggør alting på engelsk. (For måske ”bliver jeg jo opdaget”. Eller ”set af hele verden”.) Men for mig er mit modersmål utrolig vigtigt. Det er det sprog, jeg har kendt længst og det vil formentlig altid være det sprog, jeg er bedst til. Derfor kan jeg udtrykke mig mest nuanceret på dansk. Men et sprog er en kulturs talerør. Uden at vi ved det udtrykker vi alle sammen en fælles kultur ved at benytte samme sprog som en gruppe andre mennesker. Derfor er det vigtigt at lære sig andre sprog for at kunne forstå andre kulturer. Det er i hvert fald én måde at prøve at komme ind under huden på verden på. Jeg har lyst til at komme væk fra den opfattelse, som de fleste har af videnskab og professioner. Ja! Vi skal have videnskabsmænd og opfindere og innovative mennesker, MEN vi skal også have kærlighed, samarbejde, kunst, sprog og alle mulige bløde og dejligt ukonkrete ting i livet. Uh ja! Det er sådan noget, jeg bliver glad af beskæftige mig med. Og videnskab ER bare en historie. Ligesom historien om, at jorden er flad og at Jesus hang på korset og råbte til Gud. Videnskab er ikke den eneste sandhed.  Alt det, som vi i dag bygger vores samfund op omkring: konkurrence, ”Survival of the Fittest”, økonomi og forbrugerisme, det er alt sammen fortolkninger af gamle historier. Ja, mennesket har en vis del konkurrencegen i sig, men grunden til, at vi bruger sejere redskaber end chimpanserne er vores evne til at samarbejde. Vores sympati og empati. Vi kan ikke bygge hele verden op omkring konkurrence udelukkende, for vi er flokdyr – vi hører allesammen sammen. Og med hensyn til økonomi, så erklærer jeg hermed den skude for sunket! Bum. Økonomi er menneskeskabt, ikke et naturfænomen. Så jeg kunne godt tænke mig, at vi lod være med at behandle den, som om den havde en selvstændig, fri vilje. For det har den ikke. (Det har altid undret mig, at verden igen og igen omtaler økonomi som et gult monster, der er ude på at æde os alle sammen. Det er sket, men vi åd os selv, vi vidste det bare ikke.) Dette er ikke perfekt. Det er ikke pænt eller ordentligt – og slet ikke organiseret. Dette er et kig ind i mit hoved, i min virkelighed. Og I Guder(!), hvor er jeg dog enig med mig selv.

ps. samme lærer som tidligere nævnt fra gymnasiet lærte mig, hvordan en tekst som en rose kan åbne sig for en. Sådan har jeg det med livet lige nu.

Mine hænder er det vigtigste På min krop De er store og tunge Som var de hugget i sten Men i stedet er det bare muskler og knogler. Og fedt.

Benene er luftige som var de Der slet ikke De er kun til at bevæge Og skaber slet ingenting Men de er også til at danse med, og det kan jeg godt lide

Mit hoved og min krop Svulmer op Og skrumper ind på samme tid Jeg er stor og fed, en streg i luften Hele mit væsen forsvinder og jeg bliver et med luften omkring mig.

En anden ser på mig Ind i ansigtet Det væsen bøjer sig Ned og ser mig lige ind i Lukkede øjne. Men det er i orden. Det må det godt. 

1

Tal Ikke Til Mig 

Tal ikke til mig. Lad ikke som om. Du vil mig intet godt Spæd føler sig søgende fremefter Øjnenes skel tabt på stuegulvet Lille hånd rækker ud Forventningsfuld, Håb

Smil ikke til mig Din hengivenhed indkapslet i genbrugt kanyle Når grænsen er tegnet op Kommer mistænksomhed til syne Græder højt og længe Jeg græd af ensomhed Jeg græder af hjælpeløshed Svigt 

Rør ikke ved mig Giv mig ikke nogen hjælp Hver handling fra nu, er løgn Du kan ikke redde mig Jeg er sunket nu, Under overfladen, og du kan ikke nå mig Farveløs

Overbevis mig ikke Tving mig ikke til at se på dig Det skal ikke være nemt, Intet er let, jeg vil alligevel Men jeg vil nu Jeg vil ikke vente Holder krampagtigt fast i dine læber Alliance

2

Jeg er i hostilt humør Kom med på min lykkebølge Og dø i min gråds nådesløse vuggende arme Træng ikke ind på mit territorium Kopier, hvad jeg siger, Eller jeg skal hælde min angst ud over dig Uden tryghed hører jeg ingen steder hjemme

3

Jeg vågner i dårligt humør , fordi jeg er bange. En ting er at være alene på eventyr i et andet land. En anden ting er at føle sig splittet imellem to lige store poler og egentlig ikke have nogen anelse om, hvordan det hele kommer til at gå og hvor det bærer hen. Kan jeg tåle at blive såret igen? Er det måske ikke ligemeget, fordi det er godt lige nu? Tiden, tiden kommer med alle svar. Men tiden er modsat mig tålmodig og vil ikke gå så længe jeg ser den i øjnene. Og dens øjne er fortryllende dybe, jeg drukner i tidens øje og den standser for at sluge mig helt. Jeg er et spejlbillede af min alder og min tid – samtid. Jeg er konstant ved siden af mig selv. Det eneste, der virkelig er konstant er forandring, men jeg føler, at jeg gentager mig selv og laver de samme fejl. 

Scene 3: At lytte til hinanden.

MISSE: Jeg holder så meget af at lytte til sangsvanerne, Jørgen. JØRGEN: Jamen det er da også så dejligt. MISSE: Ved du overhovedet, hvordan det lyder? JØRGEN: ja, er det ikke sådan en lidt hul vindlyd, når de flyver? MISSE: nej, det er knopsvanerne. Det er ikke det samme. Du ved slet ikke, hvad jeg mener. JØRGEN: Hvad er der så med de sangsvaner? MISSE: Jørgen, det var som om, jeg havde glemt alt det gode ved verden, men er det ikke det, det hele handler om? At lytte til hinanden? JØRGEN: Jo, det tror jeg da godt, at man kan sige. Føler du da nu, at du har husket det gode ved verden igen? MISSE: Du skal ikke lave sjov med mig, Jørgen. Det er dyb alvor. Verden er alvor. JØRGEN: nej Misse, verden er for alvorlig til at tage den alvorligt. Noget i den retning har en islandsk kunstmaler engang sagt. Men han talte vist om livet, men det er vel næsten det samme – verden og livet. MISSE: Nå, ja. Hvornår er du blevet så åbenhjertig omkring dine verdenstanker, Jørgen? JØRGEN: siden du begyndte at forbande verden har jeg ligesom følt, at der var brug for lidt modspil. MISSE: du har taget dramaet væk fra hverdagen, Jørgen. Pislort!

Scene 4: Pandekagekarakterer.

JØRGEN: Misse! Hvor er du? MISSE: Jeg er på toilettet! JØRGEN: Jeg synes du har været væk så længe, er der noget galt? MISSE: Jørgen, toilettet er efterhånden det eneste sted at få fred her i verden, jeg behøver vel ikke at fortælle dig, hvad jeg laver herude?? JØRGEN: Nej, okay. MISSE: Ville du noget? JØRGEN: Jeg savnede dig bare, når nu du ikke var her. MISSE: Du må være et meget ensomt menneske, Jørgen, siden du ikke kan klare at være alene i stuen i en halv time. JØRGEN: Jeg er ikke ensom, jeg taler meget tit med mine venner. MISSE: Nå, jeg har da ikke set nogle af dine venner for nylig. Og du har da heller ikke været nogen andre steder end her. JØRGEN: Jeg taler med dem på computeren. MISSE: aha. JØRGEN: Hvad? MISSE: Ja, det kan man jo ikke. JØRGEN: Det kan man da. MISSE: Du ved, hvad jeg mener JØRGEN: Det gør jeg faktisk ikke. MISSE: Man kan ikke holde venskaber ved lige på internettet, Jørgen, det er falsk socialisering. JØRGEN: Det ved jeg virkelig ingenting om MISSE: Jamen, det synes jeg, du skal vide noget om. JØRGEN: Det interesserer mig ikke. MISSE: Det skal det altså! Du kan ikke leve i den morderne verden uden at være opmærksom på, at du faktisk er midt i en meget lang fordærvelsesproces. JØRGEN: Misse, du går over gevind. MISSE: JØRGEN! Vi ved det jo godt alle sammen! Jeg forstår ikke, hvordan verden er kommet herhen. Vi lader jo alle sammen som om, at vi ved alt ting, mens alle ved, at vi alle sammen ikke har en idé om, hvad der faktisk betyder noget. For har vi nogensinde fået et bevis. Vi kan ikke spå fremtiden, vi tror bare, at vi kan, så vi famler bare alle sammen i mørke. Hvor er det et lykkeligt tilfælde, at vi på en eller anden måde altid finder hinanden. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er alle, der gør det. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke rumme alt det her. JØRGEN: tror du ikke, det ville være sundere for dit mentale helbred, Misse, hvis du prøvede at affinde dig med, at verden er som den er. Du kan ikke ændre den på minutter og du får ikke hele verdens befolkning til at forstå, hvad du mener. Du er på en eller måde nødt til at tage udgangspunkt i, at det liv, du lever, giver mening. Du kan ikke være perfekt og gøre alting rigtigt første gang. Du kan ikke engang vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det er der ingen, der ved. Men vi kan ikke alle sammen være overbeviste om de samme ting. Hvis og hvis. Der er så mange ønsker og umuligheder. Misse, tag dog udgangspunkt i den verden du lever i, i stedet for at tage afstand fra den. Det er ikke fordi du kan bevise, at du trykkede på knappen ”vil helst fødes i den vestlige verden” oppe hos Gud. Og derfor skal du ikke undskylde for det, som bliver dig foræret af samfundet. Du kan kun prøve at leve dit liv, som du føler er dejligt for dig. Var det ikke dig, der for meget kort tid siden prækede for mig, at jeg skulle leve i min sanseverden? At det var det, du gjorde? MISSE: Det er ligesom om du er voksen med opgaven. JØRGEN: Hvilken opgave? MISSE: Den opgave det er at bo sammen med mig. JØRGEN: Misse, hvad er det for noget pis at sige? Hvis jeg ignorerede dine taler på den måde, så ville du sgu da blive pissesur! MISSE: Undskyld. Men jeg er bare så forvirret, det er som om vi begge to lever inde i mit hoved. Som om vores debatter er noget, der sker inde i mig, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad verden er og hvordan jeg skal leve i den. Jeg føler mig så lille, ung og forvirret, Jørgen. JØRGEN: Jeg tror, at vi alle sammen på en ene eller anden måde har det som dig, Misse. Måske skal du bare prøve at række ud. Måske skal du leve i de øjeblikke, hvor du kan mærke, at verden er med dig. Hvor din krop fortæller dig, at nu er det rigtigt. MISSE: Jeg føler mig som en pandekagekarakter.

Isolation

Bugten, den brede fjord, er diset langt ude. Der kunne ligeså godt være land, der hvor disen begynder som der kunne være hav flere hundrede kilometer frem. Den grå skulptur af ukendt metallisk materiale står lige ud til havet og kigger mærkeligt på de mellemstore fodboldmål i tre med grønt net. Kunst og hverdag støder sammen der hvor mennesker har slået sig ned og samtidig ønsker at kommentere på naturens mageløshed. Verden ruller ind på bølgerne med høje og insisterende brus, brændinger og brækken over på midten. Man skulle tro, at dette var ensomhedens legeplads, men jeg er ligeglad med den globaliserede verden. Den rager mig to stykker kridt og et tyggegummi! Nuancer går tabt hvert eneste sekund i store fællesskaber. Man mister overblikket – jo flere man er jo sværere er det at gøre en forskel, fordi retningen går tabt i dårlig kommunikation, forskellige virkeligheder og misforståelser. Isolation og ensomhed er ikke det samme – isolation og selvstændighed har meget mere til fælles. Jeg er pisse ligeglad med den globaliserede verden. Nordlysets farver falmer den dag dette land går ind i det manipulerende Europa.

- Hun sidder, nøgen under badekåben, med hovedet imellem knæene og armene hængende løst frem for sig.

- Jeg ligger på badeværelsesgulvet. Det gør jeg tit.  

 - Jeg står i mit undertøj ved bustoppestedet. Det blæser ad helvede til, bussen er forsinket.

 - Går igennem byens gader. Imens ser jeg alle de mennesker, jeg går forbi i øjnene.

 - Jeg holder verden som en brændende tændstik i en armslængde væk fra kroppen.

 - Jeg får en god idé, tænker: ”hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?”, kort tid efter har jeg glemt idéen og husker kun min efterfølgende realisation af dens genialitet. Sikke noget lort.

 - Jeg går ind ad bibliotekets hovedindgang. Nogen bruger samme parfume som min gamle flirt – og alt for meget af den.

 - Jeg sidder i en studerebås på biblioteket, der skal være helt stille. En mand, der læser avis i nærheden, rømmer sig højlydt. Det kan han jo ikke gøre for.

 - Jeg står med næsen presset op imod spejlet og undersøger min huds beskidte porer.

 - Jeg sidder op toilettet og vinker til min spejlbillede, som piller næse.

 - Jeg er på vej i bad. Da jeg går ind i brusenichen sætter jeg det lange ben foran.

Offentlighedens Personligheder

Hun sætter sig altid på det tredjesidste sæde i bussen. Hun er i dårligt humør, når hun står op om morgenen. Men det er bedre at stå op end at blive liggende. Hun lever i håbet om, at vejret og verden har ændret sig i løbet af natten. Hun føler sig ærlig talt lukket inde i sit eget indre. Ventetiden er uendelig og det er ikke til at vide, hvornår hun støder på det næste venlige ansigt. Der er gået år siden sidst og af og til har tanken strejfet hende, at det måske har noget med udstrålingen at gøre, men den tanke har ikke holdt længe. Hun har affundet sig med, at tågen ikke letter og hoster en enkelt gang, da den befrakkede bagdel ramme bussædet. Hun holder med begge hænder om plastikstangen på sædet foran hende og spejder ud over tomme sæder og tomme passagerer. Det er godt at have overblik. Det ærgerlige sker, når nogen allerede sidder på sædet. Men så sætter hun sig ved siden af dem, det har man nemlig lov til. Og hun flytter sig ikke, selvom sædet foran bliver ledigt – til stor ubehag for sidemandens personlige rum. Det skal man nemlig have – personlig boble i offentligheden, men det er okay, for det var vi aftalt. 

Er det personlige ikke mest interessant, når det står med en tå over grænsen til det private?

At skrive om absolut ingenting

Skærmen er en mur af fremmedgørelse for øjnene af mig. Tastatur og tanke har samme begyndelsesbogstav, men ikke samme indhold. Ængstelse er en følelse, jeg får, når han ikke svarer – eller fortæller mig, at der går mere end fireogtyve timer til vi ses næste gang. Jeg kan ikke være alene, og derfor lærer jeg kun ensomhed, det har jeg lært. Jeg er skyllet væk af regnen og fanget i caféer. Gode ting kommer ud af at smile til mennesker, som man aldrig har set, samt mennesker, man bliver ved med at se tilfældigt. Sådan et menneske henvendte sig til mig i dag – hun spurgte, om jeg havde børn. Hvorfor ville hun tro det? Jeg får bange anelser med det samme og det er som om min indre paranoia bliver bekræftet af min omverden. Nervøse selvgrin holder panikken på afstand. For tidligt og for sent. Humørsvingninger og hormoner har også samme begyndelsesbogstav – de har til gengæld samme indhold. Jeg har ingen idé om, hvad jeg har gang i eller hvordan verden hænger sammen i det hele taget. Jeg kan drukne mig selv i klogmandscitater og ord, som andre siger – og har sagt. Men ordene er vidnesbyrd på deres frygt, ikke min. Og citaterne er vidnesbyrd om andres tvivl, ikke min. Jeg voksede op tællende år – syv års skole tilbage, fire år, tre år, et år. Hvordan skal jeg så finde mig tilrette i en verden, hvor man pludselig skal leve i nuet? Vi så da altid frem til frikvarteret. Er det i orden at leve i fremtiden bare fordi man er barn? Skal man lade være med at kaste sig hovedkulds ud i kærlighed, fordi man er bange for, at det går galt. I en egocentrisk verden vil det altid være ubelejligt at blive forelsket. Eller at få et barn. Jeg skal ikke have noget barn, det kan der ikke være tale om. Så, hvordan køler man sig selv ned? Det er måske meget godt selv at skulle underholde tankerne. Slap lige af. Tankerne er som børn, de skal have legetøj, ellers begynder de at brokke sig, at fylde det hele. Der er ikke noget drama uden børn, det har jeg tænkt i lang tid – Ha! Det er bare fordi tankerne ikke vil have, at jeg skiller mig af med dem og ikke lukker dem ind igen. Vaner. Jeg har været på denne café tre gange nu – jeg ender altid ved det samme bord, i den samme stol. Men måske er det fordi ingen andre vil sidde her. Er jeg det menneske, som bare får det, som ingen andre vil have? Man skal bruge sit sværd til noget – pislort – hvad skal jeg så gøre?

Jeg sidder i min gule blazer På en orange sofa i en bar Jeg ser ud over rummet Lytter halvt til den fulde Jeg får øje på en ung mand Hans lyse hår lyser rummet op Han ser mig i øjnene og vi smiler til hinanden I virkeligheden sad jeg der slet ikke I virkeligheden var det bare min sjæl Jeg står nede på dansegulvet og danser Han har lyst hår, der lyser rummet op. Jeg så ham for første gang på dansegulvet Stillede ikke spørgsmål Vores sjæle havde allerede formet en alliance Det skulle jeg have vidst

Blå Øjne Hvid Drage

Dansegulvet. Forvirret forsigtighed. Og så de der øjne Det der hår Jeg følger dig Men du følger mig Vi følger hinanden

Fortovet Uordnede uord Vi er os imellem Du og jeg Jeg drikker øl Men du drikker vand Vi drikker hinanden

Byen Oprigtig oplighed Hjem til dig Du løfter mig Sluger hinanden Det var det, vi vidste Vi havde brug for