#tvivl

(Jeg samarbejder med nogle andre om en blog om det at være queer. Bloggen kan findes på https://queertider.wordpress.com/)

Hvis du har fulgt med i mine tidligere indlæg, så ved du, jeg så meget frem til i fredags, da jeg havde en aftale. Om det så var en date eller bare en aftale mellem to venner om at mødes – det var jeg i tvivl om. Og lad mig starte med at sige, at jeg overhovedet ikke er blevet klogere.

Det gik dog fint :) Det var overhovedet ikke det. Vi mødtes kort før den aftalte tid, fik os en kop kaffe og fik en god lang snak. Efter en 2½ times tid fulgte jeg hende til bussen, og vi fik hastigt sagt farvel, da hun skulle skynde sig for at nå den.

Jeg var for stor en kylling til at bringe emnet på bane, og samtalen drejede aldrig ind på det, så om det var en date eller ej, fandt jeg som sagt ikke ud af. Ikke at det gjorde så meget, for det gik godt, og vi fandt ud af, vi sagtens kunne få tiden til at gå på en god måde i hinandens selskab uden at blande alkohol ind i det (vi har tidligere kun mødtes til fester). Så alt i alt var det meget positivt.

Jeg var ikke så nervøs inden eller under. Undtaget de 5 minutter fra jeg stod af på Nørreport og gik op for at vente på hende – enhver, der så mig på gaden der, var nok i stand til at se nervøsiteten stråle ud af mine øjne. Det gik dog væk det øjeblik, hun kom, og vi fik hilst på hinanden – og dukkede ikke op igen resten af tiden. Men det var ikke fordi, jeg oplevede samme form for tiltrækning, da jeg sad med hende nu, som jeg følte under brylluppet for et par uger siden. Så mens vi sad og talte og drak kaffe, blev jeg i tvivl om, hvorvidt min tiltrækning til hende overhovedet var reel eller noget, der var indbildt?

Senere på aftenen var jeg ude med en ven og få et par øl, hvilket fik tankerne hen på noget andet, men hun slap ikke mine tanker helt, for på et tidspunkt kom jeg – af en eller anden grund – til at tænke på hende, og lige der følte jeg et form for savn. Lige der ønskede jeg, at hun var i rummet sammen med mig, at hun sad der ved siden af mig, i stedet for min ven. Da var det, jeg blev sikker på mig selv om, at mine tanker tidligere, omkring hvorvidt det var indbildning, i sig selv var indbildning. Jeg ønskede at være sammen med hende igen. Og det ret kraftigt.

Hvorfor jeg ikke rigtig følte noget, da vi var sammen – jeg ved ikke, hvorfor det var sådan. Men det er ikke første gang, jeg oplever mine følelser fucke med mig på den måde, så jeg tillægger det ikke megen værdi. Det, der føltes rigtigt, var det savn efter hende, jeg følte senere på dagen (og dagen efter igen).

Dagen efter tænkte jeg, at jeg skulle skrive til hende og takke for i går og alt det der. Følge lidt op på nogle af de ting, vi havde talt om. Jeg nåede ikke at tænke særlig meget over det, for før jeg havde skrevet noget, skrev hun til mig om det samme – takkede mig og skrev, det havde været hyggeligt :) Og så smilede jeg for mig selv. Og var glad.

Vi skrev en smule med hinanden, men havde begge aftaler, så sluttede det ret hurtigt. Og siden har jeg tænkt på at invitere hende ud igen. For jeg vil virkeligt gerne se hende igen. Men så er det, jeg bliver nervøs ved tanken – og det med god grund: Jeg har aldrig inviteret nogen, jeg har syntes godt om, ud to gange før. I mit hoved lyder det ærligt talt lidt ynkeligt – jeg er snart 35, og jeg har aldrig prøvet at invitere nogen ud mere end én gang. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre.

Før jeg for alvor går i selvsving, så skal jeg nævne, at jeg godt er klar over, jeg sikkert gør det langt mere kompliceret, end det egentlig er. Og det var da heller ikke kompliceret første gang: ”Vil du mødes?” ”Ja, hvad med den dag?” ”Fint, klokken det og det og vi mødes på det sted?” ”Lyder godt. Vi ses :)” Så det er jo ikke ligefrem raketvidenskab (men jeg kan nu så godt li’ at komplicere tingene for mig selv…)

Jeg tror, jeg ender med at spørge en af mine mere erfarne venner til råds – har heldigvis en god ven, der er supergod til alt det der med at date og hvad man kan lave og invitere til og sådan. Hellere lade sig inspirere ad den vej end at blive nervøs for, hvad jeg ellers kan gøre. Og så må jeg få skrevet til hende igen og høre, om hun har tid og lyst til at ses endnu en gang. Og måske kunne jeg så prøve at få taget mig sammen til at tale om andet end absurde oplevelser i lufthavne eller ar efter lavtflyvende ølglas på diskoteker? Det kunne være rart :)

(Jeg samarbejder med nogle andre om en blog om det at være queer. Bloggen kan findes på https://queertider.wordpress.com/)

Ikke så længe efter, jeg havde skrevet mit forrige indlæg (sidste søndag), fik jeg sendt beskeden til hende. Og så skyndte jeg mig at logge af og lukke computeren. Ikke at jeg troede, hun ville se beskeden det øjeblik, jeg sendte den, men jeg var alligevel for nervøs til at forblive online. Så offline og på hovedet i seng (det havde også været en ret omtumlet weekend).

Jeg sov overraskende godt. Måske var det visheden om, at jeg rent faktisk havde gjort noget, der påvirkede mig? Jeg aner det ikke, men som sagt – jeg sov virkeligt godt den nat, og vågnede frisk og fyldt med energi – og med en spændthed over, hvad der ville komme af svar på min besked.

Da jeg kom på arbejde, tjekkede jeg lige facebook for at se, om der var sket noget, og jeg kunne se, hun havde åbnet beskeden og læst den – men der lå intet svar. Ikke overraskende, for jeg havde forestillet mig, hun nok først ville svare om aftenen, efter hun selv havde fri og sådan. Så jeg tog det ikke så tungt. Jeg var trods alt sikker på, at jeg nok skulle få et svar.

Timerne gik, og jeg brugte min tid og energi på arbejdet, tog derfra ind til byen og løb nogle små ærinder, fik sat mig ved computeren og tjekket mails og tumblr og sådan – og så var klokken pludselig blevet sent om aftenen. Og jeg havde stadig ikke hørt noget. Jeg blev lidt nervøs over, om jeg mon havde formuleret mig lidt dumt, og tanken kunne heller ikke slippe mig, at hun nok tog sig så lang tid at svare, fordi hun lige skulle finde ud af, hvordan hun skulle formulere afslaget. For ja, på det tidspunkt var det det, der hele tiden trængte sig på – at hun nok ikke var interesseret, og var i gang med at skrive et afslag.

Jeg gik på facebook for at gennemlæse det, jeg havde skrevet til hende, og ikke så snart, jeg klikkede på den fane i min browser, svarede hun. Et øjeblik sad jeg og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. Jeg forventede jo et eller andet sted en afvisning, men var på ingen måde parat til det, så jeg måtte lige trække vejret dybt og ånde ud, inden jeg tog mod til mig og klikkede på beskeden for at se, hvad hun svarede.

Og så svarede hun sat’me ja.

Eller rettere – hun ville gerne mødes og syntes, det lød super hyggeligt, så hun skrev som sådan ikke ordet ”ja”, men det skulle forstås i den betydning. Lige der var jeg blæst bagover. Jeg havde håbet, men ikke forventet det, så jeg blev superglad for at læse det :)

Vi fik hurtigt aftalt hvornår og hvor og sådan, så på kort tid var jeg pludselig blevet en aftale rigere. Vi skal mødes på fredag. Og jeg ser vældig meget frem til det :)

Sekundet efter, vi havde afsluttet vores samtale, så var det (selvfølgelig) at tvivlen sparkede ind. For jeg havde jo ikke brugt ordet ”date” i min besked, og vi havde ikke nævnt det i samtalen. Så var det i det hele taget en date, eller hvad? Jeg blev forvirret. Jeg tænkte på, at det nok fremgik af de ord, jeg brugte i min besked, men tvivlen nagede. Jeg gennemlæste vores korrespondance en og to og tre gange, men blev stadig ikke klogere. Det kunne sagtens læses som en date – det kunne også sagtens læses som en venneaftale. Så min glæde aftog lidt, idet jeg begyndte at betvivle det hele.

Og så er det, jeg fandt mig selv i en dum situation – jeg inviterer en anden ud, ender med at blive i tvivl om, præcis hvad det er, der er meningen med at ses – og hvad skal jeg så gøre? Det ville virke dumt at skrive til hende igen og spørge, hvilken måde hun forstår det på, for hvis hun ikke har samme indstilling til aftalen som mig – hvad så? Og jeg burde jo have været klar i min kommunikation, eftersom det var mig, der inviterede hende…

---

Jeg sidder nu en uge efter og er stadig i tvivl, og har ikke fået hørt hende ad. Jeg fik dog vendt situationen med en ven i fredags, og han var rimelig sikker på, at hele forløbet og det der var gået forud, bar i retning af, at det var en date, vi havde aftalt. Så jeg skulle ikke være så bekymret. Dog burde jeg nok lige sikre mig som noget af det første – når vi nu ses på fredag – at vi er sikre på, hvad vi vil have ud af den aftale. Så det skal jeg lige have tænkt over, hvordan jeg gør.

---

I sidste uge bad jeg dig, der læser med, om at krydse fingre for mig – og det hjalp tydeligvis :) Så kan du ikke lige gøre mig en ekstra tjeneste, og krydse fingre for mig igen på fredag? For jeg vil virkelig godt have dette her til at gå godt. Jeg vil nok være rædsomt nervøs selv, så al opbakning er guld værd :)

At være på residency er lidt den samme følelse som op til en udstilling. Hvor man arbejder på tid og hvor det hele pludselig kan føles uoverkommeligt - men man er nødt til bare at arbejde. I dag har jeg virkelig lyst til at ligge under dynen og stene film og spise usund mad, og ikke tænke på om det jeg laver har nogen værdi, om det er væsentligt eller interessant; for nogen og deriblandt mig selv. Der er mange af sådanne tanker her. Den sædvanlige tvivl, som er nem at holde for døren så længe man ikke fysisk har påbegyndt projektet, men som er næsten uundgåelig når man er igang. Og hvor jeg så bare får lyst til at droppe det hele.

Det er som om, der er en magisk tærskel mlm tanken og udførelsen - når man passerer denne grænse er det som om at det der før føltes stabilt og lødigt, destabileres og styrter sammen og på den anden side må man samle det på ny. Måske er det en nødvendighed -  en garanti for at man forholder sig kritisk. Det er en tilstand der tvinger til reflektion, på en anden måde end når alt bare er muligt og man kan drømme løs om fantastiske projekter. Problemet er mest at det er en meget tung følelse. Jeg bliver ubehageligt til mode, tungsindig og apatisk. Og samtidig med tvivlen kommer uoverkommelighedsfølelsen - de to er lidt svære at skille ad. Jeg kommer hurtigt til at måle og veje, at stille spørgsmål ved om det er det værd - er det værd at bruge så meget tid, penge, energi osv på en idé. Det er et umuligt regnskab, den værdi der er i et værk hænger ikke nødvendigvis sammen med tid og penge. Af natur er de væsensforskellige.

1

Tal Ikke Til Mig 

Tal ikke til mig. Lad ikke som om. Du vil mig intet godt Spæd føler sig søgende fremefter Øjnenes skel tabt på stuegulvet Lille hånd rækker ud Forventningsfuld, Håb

Smil ikke til mig Din hengivenhed indkapslet i genbrugt kanyle Når grænsen er tegnet op Kommer mistænksomhed til syne Græder højt og længe Jeg græd af ensomhed Jeg græder af hjælpeløshed Svigt 

Rør ikke ved mig Giv mig ikke nogen hjælp Hver handling fra nu, er løgn Du kan ikke redde mig Jeg er sunket nu, Under overfladen, og du kan ikke nå mig Farveløs

Overbevis mig ikke Tving mig ikke til at se på dig Det skal ikke være nemt, Intet er let, jeg vil alligevel Men jeg vil nu Jeg vil ikke vente Holder krampagtigt fast i dine læber Alliance

2

Jeg er i hostilt humør Kom med på min lykkebølge Og dø i min gråds nådesløse vuggende arme Træng ikke ind på mit territorium Kopier, hvad jeg siger, Eller jeg skal hælde min angst ud over dig Uden tryghed hører jeg ingen steder hjemme

3

Jeg vågner i dårligt humør , fordi jeg er bange. En ting er at være alene på eventyr i et andet land. En anden ting er at føle sig splittet imellem to lige store poler og egentlig ikke have nogen anelse om, hvordan det hele kommer til at gå og hvor det bærer hen. Kan jeg tåle at blive såret igen? Er det måske ikke ligemeget, fordi det er godt lige nu? Tiden, tiden kommer med alle svar. Men tiden er modsat mig tålmodig og vil ikke gå så længe jeg ser den i øjnene. Og dens øjne er fortryllende dybe, jeg drukner i tidens øje og den standser for at sluge mig helt. Jeg er et spejlbillede af min alder og min tid – samtid. Jeg er konstant ved siden af mig selv. Det eneste, der virkelig er konstant er forandring, men jeg føler, at jeg gentager mig selv og laver de samme fejl. 

Drømte vi om Californien for at kunne enes? Undskyld, at jeg har tvunget dig med til det her sted. Solnedgange og champagne bildte jeg dig ind, de fyldte badebroer. Nu går vi rundt med blege ben. En uafbrudt og følsom snestorm, fristes jeg til at sige, og det er vel reelt nok. Muligheden for at drukne. Er det det der tiltaler os nu? Jeg lover mere potentiale: Vi skal aldrig bo i papkasser eller se Maldiverne synke. I stedet for burde vi kysse med de lykkelige. Jeg lover, at jeg ikke drømte om grønt græs i nat. Jeg skal nok syre ud. Undgå skuffelsen. Hvem kan fraskrive sig selv? I stuen derhjemme et stort billede med en bedrøvet kvinde. De tydelige penselstrøg. Du kan være smuk, hvis du gider. Gider du det? En smule ufatteligt. Jeg nægtede og sagde: ingen kan have læber af jordbær. Jeg ville gerne glo på himlen og havet og vende hjem med beretningen om noget idealistisk. Først da du spjættede elskede jeg dig. Nuancen i ethvert udsagn. Yndige børn med slem psoriasis, der tvivler på om de udelukkende elsker hinanden pga. sygdommen. Lilla hud, eksem. Desuden: himlen og havet er det samme. Jeg burde holde min kæft. Din mund er fyldt med jordbær osv.

* at kunne enes - be able to agree at bilde sig noget ind - imagine something that isn't true at friste til at sige - be tempted to say at drukne - drown at tiltale nogen - to appeal to sb. at love - to promise at kysse - to kiss at syre ud - have an acid trip/lose one's control under the influence of narcotic drugs at undgå skuffelse - to avoid disappointment at fraskrive sig - free oneself (of sth.) at nægte - to refuse, deny at glo - glare at vende - face; turn at spjætte - twitch; jump bleg - pale; livid uafbrudt - continuous lykkelig - happy; fortunate bedrøvet - sad, dreary tydelig - obvious; clear ufattelig - incredible udelukkende - exclusively, solely på grund af (pga.) - because of desuden - furthermore, in addition en badebro - pier en papkasse - cardboard box en pendelstrøg - brushstroke et jordbær - strawberry en beretning - report, account et udsagn - statement en sygdom - illness