#mulighed

Nogle gange kan en trussel i virkeligheden vise sig at være en mulighed. Det slår mig, at de foreslåede milliardbesparelser på det danske uddannelsessystem kunne være en sådan en af slagsen.

Inden jeg kommer så langt, er det i sagens natur værd at dvæle lidt ved, at så store besparelser på det, vi fremover skal leve af, naturligvis er en kæmpe udfordring. Ligeledes handler det om at have tungen mere end lige i munden, for det er virkelig et område, hvor fejlagtige beslutninger kan vise sig at få fatale og vidtrækkende konsekvenser for os alle.

Men når det er sagt, så lad os prøve at betragte disse besparelser som en mulighed et øjeblik. Tillad mig at forklare hvorfor.

Vi kan jo starte med at se på, hvad uddannelse egentlig er for en størrelse, og hvordan den hænger sammen med de krav, der stilles i vore dages - og ikke mindst fremtidens - samfund. 

Vi er vant til, at uddannelser er store pakker, ‘take it or leave it’-løsninger, hvor vi har en idé om, at det, vi uddanner unge til, også er det, de kan komme til at omsætte til praksis, når de engang kommer ud på den anden side. Men er det nødvendigvis sådan mere?

Vi snakker jo ofte om, at uddannelser hurtigt bliver forældede. At er man ude blot et lille øjeblik, er man allerede håbløst bagefter og har svært ved at få fodfæste igen. Hvis vi dermed mener, at arbejdsmarkedet er der, hvor man reelt set uddanner sig og opnår det bedste fit mellem viden og det at kunne omsætte det, kan vi jo godt spørge, hvad det er, vi bruger de mange år på universitetet til.

Men vigtigere end det: Vi kan spørge, om universiteterne kan følge med til de hastigt stigende krav? Mit umiddelbare svar er, at det kan de ikke. Samfundet bevæger sig ganske enkelt for hurtigt fremad. 

Uddannelse er som sådan ikke nogen dårlig idé. Slet ikke faktisk. Men vi har brug for en meget mere smidig model, der tilpasser sig de løbende og hastigt ændrede krav til, hvad man skal kunne. Vi har knapt så meget brug for den store supertanker, som mange af de klassiske uddannelsesinstitutioner er.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: At se besparelser som en mulighed.

Muligheden kunne jo f.eks. være at sammenholde uddannelsessystemet med kravene i samfundet og komme op med nye måder, hvorpå man kan sikre en løbende kompetenceudvikling, der tilpasser sig virkelighedens krav og gør det på en måde, der er langt mindre ressourcekrævende. Tror jeg på, at uddannelse nødvendigvis er en underviser, der docerer? Ikke nødvendigvis. For hvem siger, læreren kan nå at følge med? Hvem siger der ikke findes andre måder, hvorpå man kan sikre læring og nysgerrighed på alt det nye, og hvordan det kan omsættes til noget værdifuldt? Naturligvis er der det.

Teknologien kan her i sagens natur spille en stor rolle i den forstand, det kan være med til at binde mennesker og viden sammen på en måde, der gør, at nysgerrighed og gode idéer til praktisk anvendelse af den viden, der opsamles, opstår. Mulighederne er i princippet endeløse for, hvordan man kan gøre det. Det er i mine øjne et af de tilfælde, hvor kun fantasien sætter grænser. Og dermed er det i realiteten bare om at komme i gang med at se, hvad der kan lade sig gøre.

En voldsom sparerunde på det eksisterende setup ser for mig ud til at være en rigtig god anledning til at forsøge at gå nye veje og måske i sidste ende rent faktisk ende med noget, der er langt mere i tråd med kravene i samfundet, end tilfældet altid er i dag.

PS: Jeg er med på, at der findes en stor gruppe uddannelser, der ikke på samme måde er udsat for den teknologiske og samfundsmæssige omvæltning, som vi lige nu ser eskalere nærmest dag for dag. At der er nogle basis-fag f.eks. indenfor personlig omsorg som er langt mindre udsatte for disse forandringer, end andre fag er. Så ovenstående skal tages som en generel betragtning.