mads-k

Berlingske Medias tiltrædende CEO, Anders Krab-Johansen, er ude med en tanke om fremtidens digitale forretningsmodel for medier, som det er værd at hæfte sig et øjeblik ved.

På Folkemødet på Bornholm foreslår han således, at det at undgå videresalg af data fremover kan blive et væsentligt argument for at få brugerne til at betale for indhold ($$$).

Lad os lige tænke lidt over den, og hvad den egentlig siger:

For det første er det et salgsargument, der taler ind til det, du som kunde undgår, fremfor det du får. Udover at det er ufatteligt trist, at en CEO for en af landets større medievirksomheder ikke mener, produktet er værdifuldt nok til at kunne sælge sig selv, adresserer det ikke det virkelige problem: At mere og mere af det indhold, medierne producerer, faktisk ikke er værd at betale for. På nogen måde. 

For det andet kan man få den tanke, at det er for lidt og for sent. Brugerne har forlængst vænnet sig til, at de betaler med data, når de ‘handler’ på nettet. At det så i nogle tilfælde kan være decideret uklogt ligefrem at være ligeglad med det, er en anden sag, men for rigtig mange er det en veletableret vane. Så: Er der overhovedet et stort behov for at undgå at data kommer videre - set fra kundeperspektiv? Jeg tvivler. 

Endelig er tanken etisk angribelig. For det øjeblik nogle forsøger at få mig til at købe noget for at undgå noget andet, får jeg en følelse af, at jeg i sidste ende i virkeligheden bliver afpresset: “Gør dette, hvis ikke...”. Og udover det ikke er en særlig fed følelse at blive sat i, er det ikke noget, der på nogen måde skaber kærlighed til det egentlige produkt bagved.

Det er blevet populært at hævde, at CEO’en for en virksomhed kan være sin vægt værd i guld. At han eller hun i sig selv gør hele forskellen for succes og fiasko - og derfor i sagens natur skal kompenseres derefter. 

Men at denne sammenhæng ikke eksisterer, er amerikanske Yahoo! et rigtig godt eksempel på.

Her ansatte man for et par år siden Marissa Mayer som ny CEO. Hun kom fra Google, hvor hun havde været en af de første ansatte og havde stået i spidsen for flere af deres store succeser. Hun burde med andre ord være rigtig dygtig og kunne gøre den forskel, jeg beskriver ovenfor. 

Men hvordan gik det så med Yahoo!? Ikke godt. Marissa Mayers opkøbsprogram af f.eks. Tumblr og andre virksomheder skabte ikke resultater. Hendes satsning på bl.a. mobile tjenester lykkedes heller ikke, og virksomheden var præget af store sager omkring læk af personlige brugerdata.

Til sidst mistede bestyrelsen tålmodigheden ikke bare med Marissa Mayer men også med Yahoo! og solgte virksomheden til Verizon. Og Marissa Mayer selv? Hun fik naturligvis en gylden fratrædelse til en værdi på den nordlige side af en milliard kroner. 

Rimeligt?

Hun gjorde ikke nogen forskel - medmindre man regner det totale kollaps som en forskel. Hun formåede ikke at bruge sine evner og tidligere resultater - det der hemmelige ‘DNA’ - til at vende en udfordret virksomhed. Yahoo! fik ikke, hvad de betalte for - og investorerne betaler prisen.

Men Marissa Mayer smiler garanteret hele vejen til banken.

På mange måder er det fascinerende at følge, hvordan diverse medier stadigvæk kæmper for at bevare en relevans og attraktivitet på annoncemarkedet. 

Man kan ikke undgå at blive en smule bjergtaget af alle forsøgene på at tale egen styrke op på et marked, der synes stort set tabt til internationale giganter som Google og Facebook. Hvis Sisyfos havde levet i dag, ville han med glæde have kastet sig ind i den kamp. 

Fascinationen bliver ikke mindre af, at medierne selv har en stor del af skylden for, at de sidder i den situation, de gør. De har spillet med på alt, alt for meget gennem tiden. Sjældent har mediabureauer og diverse annoncører fået modspil på f.eks. de kreative koncepter, og endnu mere sjældent er der blevet sagt nej til de kampagner, disse er kommet med. Pengene har betydet mere. 

Resultatet har været fantastiske brugeroplevelser som ejerskabsannoncer, der totalt blokerer for alt indhold, sære og mærkelige overlays, der pludselig kommer ind, og hvor man skal lede mere end længe for at finde den minimale ‘luk’-knap og så min personlige favorit: Videoannoncer der bare begynder at brage løs, mens man sidder og forsøger at koncentrere sig om det, der egentlig burde være det væsentlige: Indholdet. 

Denne linie fra mediernes side fører reelt set kun to ting med sig: For det første skræmmer den de brugere væk, som egentlig er interesseret i det gode indhold, og som - måske - henad vejen kunne fristes til at betale direkte for indholdet, hvis den samlede pakke ellers havde nok relevans og værdi i forhold til deres behov. Og for det andet eroderer denne praksis enhver form for troværdighed, medierne måtte have overfor annoncører i forhold til, hvad de vil acceptere at køre på deres platforme. 

For helt ærligt: Hvordan skal et medie pludselig kunne argumentere for, at nu vil man højne standarden og tillægge sit publikum - der i parentes bemærket også kan findes alle mulige andre steder end på disse medier - en stor værdi, når man selv i praksis har nærmest to årtiers historik med at kaste samme ‘værdi’ i grams, bare et mediabureau eller en annoncør så meget som rynker på næsen? Naturligvis er det en om ikke tabt kamp så i hvert fald rimelig håbløs. 

Hvis man køber ind på, at teknologiens foranderlige vinde blæser, at det hele går meget hurtigere end før, og at det eneste, der er sikkert er, at alt lige om lidt er forandret, tænker man nok også, at dette er en meget alvorlig ting. Og at det virkelig kræver kompetencer, skarphed og dygtighed at kunne agere i denne virkelighed uden at blive kørt over.

Fint. Men så er spørgsmålet:

Kan man blive uddannet til at agere og få succes i denne nye virkelighed på seks undervisningsdage over et halvt år, mens man samtidig arbejder fuldt skrald på sit almindelige arbejde?

Det mener jeg i al seriøsitet ikke, man kan. 

Ikke desto mindre er det, hvad den nye uddannelse DisruptionUddannelse hævder at kunne: Seks undervisningsdage på et halv år, ca 200 siders pensum mellem hver undervisningsdag - og så et kørekort som ekspert i digitalisering og disruption.

Undskyld mig, men det giver ikke mening at claime det resultat med den indsats. På ingen måde.

Desværre er det sådan, at det i Danmark er nemt at oprette en ‘uddannelse’. Og det er i sagens natur opportunt for entreprenante sjæle at benytte lejligheden til at træde op foran tavlen, når et emne, de fascinerer og forvirrer er hot i tiden. Men det kommer der ikke nødvendigvis værdifulde uddannelser ud af. 

Måske det i virkeligheden var dette, vi skulle disrupte: At vi får en struktur, der tilsikrer, at uddannelse også er lig med reelle værdifulde kompetencer. 

Berlingske Medias nye CEO, Anders Krab-Johansen, slår mig som en mand, der rigtig gerne vil give indtryk af, at han har bukserne på og har styr på tingene. Det er som udgangspunkt rigtig godt.

Men derfor bliver det også spændende at se, hvor godt styr han reelt har på det, når han lige om et øjeblik skal forsøge at genskabe væksten i Berlingske Media. For det er på mange måder en ny øvelse.

Det kan godt være, man kan få en form for succes af at spare sig til overskud. Men for det første er denne succes kun midlertidig, og der er grænser for, hvor mange gange, man kan gøre det. For det andet findes der nok ikke en medieorganisation i kongeriget, der har fået en så solid ‘brazilian’ over årene som Berlingske Media. Der er absolut intet at komme efter mere - medmindre man vil til at lægge hele produkter ned. 

Krabs store eksamen er derfor, om han i stedet for at skære gammelt væk kan få noget nyt til at blomstre. Flere kommentatorer har allerede været ude og sige, at det der med vækst i hans Børsen-tid var noget, hvor man nok skulle have luppen i brug for at kunne finde det. Så man kan jo have sin skepsis, hvilket mange givet også vil have. 

Omvendt kan han jo vælge at se det som en udfordring (hvilket han utvivlsomt også gør): 

Udfordringen med disruption er ikke, om regeringen nedsætter et råd, som andre elsker at skyde ned med mere eller mindre slagkraftige argumenter. Udfordringen er nærmere, hvad al den megen snak om disruption er udtryk for en eklatant mangel på.

Den er nemlig - som jeg ser det - udtryk for en samtid, hvor den store vision og fortælling er blevet væk, uanset om vi taler på individ-, virksomheds- eller samfundsplan.

Disruption er blevet suttekluden, vi propper i munden, for at få følelsen af, at det er ok, vi dårligt kan overskue i dag og slet ikke i morgen. Det er en voksen-sut.

Disruption er blevet den gyldige undskyldning for, at man ikke som chef kan svare på det ret enkle spørgsmål: “Hvor skal vi egentlig hen?”. Ganske enkelt fordi de ikke har - og måske ikke evner at komme med - svaret.

For sandheden er jo, at med al den fokus, der siden 80′erne har været på management-kulturen og på at dreje lidt hist og her, optimere frem og tilbage samt hvad vi ellers kan finde på at udfylde vores vågne timer på arbejdet med, er der langt mellem de decideret visionære, der ikke alene kan italesætte en retning men rent faktisk også sætte handling bag.

Mon ikke der er en rigtig god grund til, at det altid er de samme få eksempler, vi kommer tilbage til, når vi skal give et eksempel på en virkelig visionær leder, der har gjort en forskel? Steve Jobs, anyone? 

Det kunne man godt forestille sig. Ligesom man kunne forestille sig, at der rundt omkring sidder mange, der har en helt åbenlys og selvfølgelig egeninteresse i at lægge sig i slipstrømmen af de mest fluffy - og ofte misforståede - begreber, fordi det for en tid eller i det mindste en stund fjerner fokus fra dem selv, og hvad de selv kan og gør for at sætte en retning.

Det er altid inspirerende at høre mediabureauer beklage sig over det digitale annoncemarkeds tilstand. Specielt når man ved, at der gennem de seneste godt 20 år næppe er nogen aktør, der har haft så stor betydning for det “rod”, de selv beskriver, som dem selv.

Gennem årene er der fra medieside blevet brugt rigtig mange ressourcer på at skabe premium produkter, ydelser og effekt-beregninger på hårde såvel som bløde parametre. Og hver eneste gang har mediabureau-svaret været at fokusere på pris og umiddelbar målbar effekt - læs: klik.

Er det så nogen overraskelse, at man over tid er med til at facilitere et marked, der udvikler sig i en retning, hvor det er præcis disse ting, der er fokus på? Og hvor der også ind imellem kan findes brodne kar, der udnytter, at skyklapperne er mere eller mindre godt plantet, til at skumme lidt margin her og der? Absolut ikke. 

Det er en åben diskussion, om der er mulighed for at komme tilbage til mere normale tilstande igen. Ikke mindst fordi der nu findes nogle internationale giganter, der dikterer deres eget spil og har en volumen, hvor de herigennem reelt set også dikterer det for andre. Og fordi der også findes mange annoncører, som på beslutningstager-plads ikke har ret mange andre hensyn end den umiddelbare ROI, når det kommer til stykket (medmindre en shitstorm tvinger dem til noget andet).

DR’s afgående nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er en forstandig og dygtig mand. Derom kan der næppe være nogen tvivl. Og uagtet at jeg personligt mener, han måske godt kunne have gjort lidt mere i praksis i DR for at følge sine fine skåltaler op med handling og positiv - undskyld, konstruktiv - forandring i nyhedsformidlingen, er jeg 100% enig med den afskedssalut, han kommer med hos Altinget. 

De færreste mennesker har i dag brug for flere nyheder, flere informationer og flere breaking news. Moderne mennesker har brug for nyheder, som er til at stole på, og nogle der rydder op i al den forurening af plidderpladder, der er derude.

...

Vi har brug for journalister, der ikke råber ”Breaking” hvert andet øjeblik, selv når der ikke rigtigt er sket noget vigtigt at fortælle – sådan som vi i store delen af branchen har haft en tendens til – med den konsekvens, at danskerne enten får blå mærker af al den nyhedsprikken på skulderen eller udvikler hård hud på mediesjælen.

Det skal man vel være chefredaktør på et dagblad eller ansat i Danske Medier for at være uenige i. Hvad de så tydeligvis også er, når de gang på gang fører korstog mod DR som værende eksponent for alt, hvad der er galt i det danske mediemarked, og hvis indskrænkelse for altid vil være den lige vej tilbage til fordums storhed for den trykte dagspresse.

Lige præcis der er det så, man må stille et par enkelte spørgsmål. Alene fordi svaret - hvis det findes - er uhyre interessant at få frem i lyset:

Hvad er det af handlinger og beviste kvaliteter i Danske Mediers medlemskreds gennem de sidste - skal vi sige - 20 år, der berettiger til denne tro på, at disse gamle medier er svaret på morgendagens udfordringer? Hvad er det, de har gjort så fantastisk, at en indskrænkelse af DR vil være den sidste forhindring, der skal fjernes, for at de for alvor kan folde alle disse talenter ud?

Jeg kan ikke få øje på det. Men jeg vil da gerne blive klogere. For når jeg kigger rundt ser jeg kun en lang række tiltag, der har gjort præcis den problemstilling, Ulrik Haagerup nævner, værre og værre. Og min tro på, det pludselig vil gå den anden vej ved at stække DR er og bliver 0 - som i NUL.

Efterhånden er der blevet sagt rigtig meget om regeringens Disruptionsråd. Og selvom jeg ikke selv er stor fan af nyskabelsen, synes jeg alligevel, der er nogle nuancer, der skal med nu her, hvor rådet rent faktisk har holdt sit første møde.

Anledningen til mine betragtninger er en debat på LinkedIn, hvor det faldt nogle smarte typer for brystet, at gruppebilledet fra det første møde viste en lang række klassiske jakkesæt og nogle få farverige spadseredragter. Det blev taget som direkte udtryk for, at denne flok i hvert fald ikke kunne disrupte noget som helst.

Som om den slags sidder i tøjet...

Naturligvis gør det ikke det. Og måske er der i virkeligheden meget gode grunde til at have en række traditionelle kræfter med i sådan et råd. Af mindst tre grunde:

For det første kommer man ikke udenom, at skal man kunne ændre ret meget fundamentalt ved Danmark som sådan, er der nogle forskellige aktører man bare skal have med i ed. Om ikke andet så fordi de kan komme til at lave rigtig meget støj, hvis de ikke er med. Det gælder f.eks arbejdsmarkedets parter. Ikke mindst fagforeningerne.

For det andet, er der også god grund til at stille spørgsmålstegn ved, hvad disruption i en dansk kontekst egentlig er og helst skal være? Jeg er med på, at der vil ske ting, som vi ikke kan påvirke som sådan men bare må lære at leve med. Men når det er sagt, er det absolut ingen skade til, at vi undervejs i alt dette hype og halløj også skeler lidt til de elementer af det danske samfund og vores modeller, som vi rent faktisk gerne vil gøre en indsats for at bevare. 

Tro mig, der er flere ting, end man lige regner med. Og det vil selv de mest disruption-begejstrede også godt kunne se, hvis de lige for en gangs skyld tager en pause fra deres evindelige prædiken om, hvordan alting rives op med rode og rent faktisk tænker lidt større, holistiske tanker.

Endelig skal man ikke negligere, at dette er et politisk råd. Det handler om politik. Det handler om at tage forskellige dele af samfundet i ed og få dem til at tage et medansvar for udviklingen, så ansvaret ikke kan tøres af på nogle enkelte den dag, hvor alting (måske) forandres, og vi leder efter nogle, vi kan pege fingre ad. Politik er i sig selv et uproduktivt spil, hvor det ofte mere handler om processen end det egentlige resultat. 

Når vi nu kender alle skrækeksemplerne på fejlslagne offentlige IT-projekter, og vi ved, at de fleste IT-projekter aldrig går som forudsat i forretningsplanen, tør vi så tro på, at der i 2025 skulle være et potentiale for 87 mia. DKK i digitalisering af Danmark, som Digitalt Vækstpanel hævder?

Naturligvis gør vi ikke det. Af den simple grund, at der ikke er nogen, der med nogen som helst ret kan udtale sig bare tilnærmelsesvist troværdigt om (1) noget, der kommer til at ske i fremtiden, (2) har med teknologi at gøre og (3) discounter alle ovenstående erfaringer helt. 

Jeg er faktisk en anelse ked af, at jeg forleden dag gik glip af DONA-arrangementet “De digitale mediers værste fejl”. Om ikke andet så fordi det ville have givet mig anledning til for første gang ‘IRL’ at møde Søren Pedersen fra Ekstra Bladet, der altid er flink til (k)ærligt at kommentere på de ting, jeg skriver.

Nuvel, så er det godt, at min gode bekendte Lars K. Jensen var med og har skrevet et par fyldige sammendrag her og her. Og der er en enkelt ting, jeg kom til at tænke på.

Hvad nu, hvis annoncører og medier slet ikke taler samme sprog?

Hvad nu, hvis medier taler for døve ører, når de tror, at diskussionen med annoncørerne skal handle om kvalitetskrav til det kreative materiale, premium placeringer og meget af alt det andet, medierne rigtig gerne vil snakke om? 

Hvad nu, hvis annoncøren, og den 30-årige CBS-uddannede digitale marketingchef - godt gemt bag det betonfilter, der også kaldes et mediebureau - snakker et helt andet sprog?

Hvad nu, hvis marketingchefen går op i nogle helt andre KPI’er, end dem medierne tror er værdifulde? Og hvad nu, hvis denne marketingchef har et overdrevent stort udvalg af alternative mediekanaler, hvor han eller hun kan få præcis den performance for sine digitale annoncebudgetter, som vedkommende går efter?

Jo mere, jeg tænker over det, slår det mig, at der i dagens Danmark ikke er den store forskel på en banner-annoncør og så de rubrik-annoncører, medierne i sin tid også troede, de havde krammet på, men som skred det øjeblik de havde et bedre, billigere og mere effektivt alternativ i f.eks. Google og tog deres akkumulerede tre-cifrede millionbudgetter med sig.

Endnu et godt argument for at intensivere fokus på at finde forretningsmodeller, der IKKE - gentager: IKKE - går gennem annoncører. 

Jyllands-Posten styrker den gratis del af sit website i håbet om at nå flere, der så til gengæld kan konvertere til betalende brugere. I sig selv ikke nogen epokegørende nyhed. Men spørgsmålet er, om logikken i virkeligheden holder?

Se på det fra kundens synsvinkel: Indhold der er blevet dømt for ‘let’ til at kunne retfærdiggøre at tage betaling, skal få mig til at længes efter det ‘gode’ indhold bag muren. 

Det svarer jo til at forære mig en liter papvin og så have troen på, det pludselig gør mig til investor i årgangsvine. 

Logikken i modellen er også tvivlsom på et andet parameter. For hvem siger i dag, at det eneste sted, man kan tease for sit betalingsindhold er på ens eget website via det at give andet indhold gratis væk? Der findes masser af andre platforme - ikke mindst social media-platforme - hvor man med en effektiv distributionsstrategi kan opnå præcis den samme dynamik.

Deal-aggregatoren Bownty er gået konkurs. Udover at det i sig selv altid er trist, når en virksomhed, må dreje nøglen om, er det vel spørgsmålet, om det ikke er ved at være sidste udkald for deal-markedet i det hele taget?

Selv har jeg altid betragtet deal-markedet som et barn af finanskrisen; en slags illusion om, at selvom vi ikke længere havde råd til alle de oplevelser, vi havde vænnet os til, kunne vi bilde os selv ind, vi stadig havde det, når bare det hele kostede det halve. 

Tilsvarende på udbuds-siden: Mon ikke der har været en grund til, at der i alle disse deals har været langt mellem de virkelig gode tilbud af den slags, hvor man bare får lyst til at komme igen og igen hos den leverandør? Sagt på en anden måde: Hvis jeg har nok kunder i butikken, bruger jeg så deals til at få flere? Nok ikke nødvendigvis. 

Sideløbende er deal-markedet så yderligere blevet hæmmet af, at lidt for kreative typer har brugt konceptet til at afsætte til formålet importeret skrammel med kunstigt oppustede før-priser. Når det bliver adfærden og bliver lagt oveni alt det andet, skal festen næsten slutte på et tidspunkt. 

Google arbejder efter sigende med planer om at introducere indbygget adblocking i Chrome browseren på både desktop og mobil.

Mens man som almindelig forbruger kun kan have sympati overfor ethvert initiativ, der gør noget ved den mængde hø, man udsættes for til dagligt, når man færdes omkring på nettet, bør dette blive en test på, hvordan monopol-reglerne i virkeligheden fungerer, når det gælder rene digitale forretninger.

For hvordan kan en leverandør, der sidder på broderparten af verdens samlede digitale annoncemarked introducere adblocking for alle andre typer formater end lige dem, de selv sælger, i en browser, der dækker omkring 50% af markedet UDEN at komme i konflikt med monopolreglerne? Det gad jeg godt se. 

Dansk Supermarked vil tage kampen op mod Amazon og skabe den ultimative danske platform for al nethandel. Og jeg må indrømme, jeg ikke forstår noget som helst af det.

Det er der flere grunde til.

For det første er Amazon er en frygtindgydende konkurrent. Selskabet dominerer amerikansk nethandel med over en tredjedel af et enormt marked. Tilsvarende store positioner ses på andre markeder. Der findes næppe nogen, der har de samme stordriftsfordele i forhold til lager, logistik, betalinger m.m. Og så har jeg slet ikke nævnt deres eksperimenter med levering via droner. 

På den baggrund - og det er min anden pointe - forstår jeg ikke, hvorfor man som dansk e-handlende skulle vælge en lokal, dårligere kopi - ja, jeg ved godt Dansk Supermarked er en gigant herhjemme, men i forhold til Amazons elefant er de på alle måder en myre - hvis prisen ellers er den samme? Hvad man må formode den vil blive. Det skulle i hvert fald være noget nær første gang i verdenshistorien, at man som forbruger træffer det valg.

For jeg er som forbruger jo ligeglad med, hvor jeg handler. For mig betyder det intet - absolut ingenting - hvorfra min pakke kommer. Bare den kommer og jeg kan få den til en fornuftig pris. Her har Amazon aldrig skuffet mig. Og lad os bare indrømme det: Det er de færreste danske netbutikker, der har varer på hylderne, som jeg ikke kan få - ofte billigere - på Amazon. 

Det leder mig frem til min tredje pointe: Hvem er dette egentlig for? Jeg har en mistanke om, at initiativet først og fremmest er skabt for de danske e-handlende, som hver for sig kan være for små til rigtig at kunne stå imod presset fra udlandet. Jeg kan også godt se et vist ræsonnement i tanken om, at “sammen er vi stærkere”, omend Dansk Supermarked ikke ligefrem slår mig som værende Danmarks fornemste repræsentant for en moderne udgave af andelstanken - snarere tværtimod. 

Min tese vil der så bare være, at det jo i sidste ende ikke er de danske e-købmænd, der kommer til at afgøre, om dette ambitiøse tiltag bliver en succes. Det er og bliver kunderne derude på den anden side. Dig og mig. For det er os, der med bestillinger og betalinger for varerne skal skaffe omsætningen på denne nye ‘superplatform’. Og der har jeg som sagt mine reservationer.

Så kan der så være nogle, der som et sidste argument siger, at danskerne bare sidder og venter på, der kommer en dansk løsning, og at vi til enhver tid hellere vil handle dansk end i udlandet.

Der må jeg så bare lige minde om, at hvis der er et marked, hvor man tænker nationalt på den måde, er det Tyskland. Der findes næppe noget land udover Kina, der har så mange lokale kloner af internationale koncepter - og har fået succes med det - fordi man har en præference for sit eget.

Hvor stor en andel har Amazon af det tyske marked for e-handel? Omkring 30% hvilket kun er lidt mindre end positionen på hjemmemarkedet i USA. Og hvis de nationalt sindede tyskere på så vigtigt et område som handel foretrækker originalen fra udlandet, hvorfor skulle vi så foretrække den danske kopi.

I går aftes havde jeg fornøjelsen af at være en tur i Københavns Lufthavn for at høre lidt mere om lufthavnen som virksomhed, eksport-hub og mange andre spændende ting. Der er ingen tvivl om, at lufthavnen er en virksomhed med en større størrelse og betydning ikke bare for København men for Danmark som sådan, end man lige regner med.

Lufthavnen har også et ambitiøst investeringsprogram: Mere end 20 mia. kroner er sat af over de kommende år til at fordoble størrelsen. Hvilket fik mig til til at tænke:

Hvad nu hvis folk pludselig ikke har lyst til at rejse mere? Eller sagt på en anden måde: Hvad hvis der kommer teknologier, der gør det mere relevant at mødes virtuelt end at rejse rundt? Hologrammer f.eks.?

En meget stor del af de, der i dag rejser, er forretningsrejsende. Og bortset fra meget få undtagelser har jeg svært ved at se, at hovedparten af disse ikke i virkeligheden hellere ville lade være, for så fedt er det heller ikke at være på farten altid. Hvornår er alternativerne gode nok til dem? Og vil de benytte sig af dem - om ikke andet så på nogle af deres rejser?

Hvad vil dette gøre ved lufthavnen? Det slår mig at 20 mia. kroner er mange penge at kaste ud i investeringer i tung infrastruktur i en tid, hvor den teknologiske udvikling går så stærkt, at vi reelt set ikke kan sige, om der indenfor en kort tidshorisont kommer teknologier, der kan fjerne en stor del af markedet - og i hvert fald lønsomheden i den forretningsmodel, lufthavnen p.t. tjener sine penge på.