#besparelser

Ekspert advarer: Besparelser på strøm kan føre til flere brande i danske hjem

Mange danskere sparer penge på strømmen ved at bruge eksempelvis vaske- og opvaskemaskiner, når strømmen er billigst om natten og i dagtimerne. Men det kan i værste fald føre til en stigning i alvorlige brande denne vinter. Sådan lyder advarslen fra skadedirektør i Gjensidige. Siden priserne på strøm for alvor begyndte at stige, er de fleste danskere blevet bekendte med, at den er billigst at…

Med starten på det nye år, har regerigen vedtaget nye dagpengeregler. Hvilket vil sige at der kommer til at blive skåret i dagpengemodtagerenes indkomst.

Men dette kan gå hen og give bagslag og for mange unge mister de altså betydningsfulde mængder penge. Grunden til besparelser sker fordi de vil skabe flere ledige jobtilbud, men det har for flere den modsatte virkning. Eksempelvis læste jeg en artikel om den her nyuddannede social- og sundhedsassistent.  For hende giver besparelserne færre muligheder for arbejde. Udover det gør besparelserne også at hun falder næsten 2000kr om måneden, hvilket hun kunne spare sammen til et kørekort, så hun kunne få flere muligheder for arbejde.

Link til artiklen om hende - https://www.fagbladetfoa.dk/Artikler/2017/01/12/Nyuddannet-bliver-skaaret-i-dagpenge-Camilla-mister-2000-kr

Til rette vedkommende

Jeg havde i perioden 23/9 til 25/9 fornøjelsen af at være indlagt hos jer med brud på rygsøjlen efter et ride uheld. Selve ”turen” gennem skadestuen forløb ganske pænt – problemerne kom først, da jeg blev overført til jeres sengeafdeling.

 Da jeg ankom til sengeafdelingen, var der propfyldt, og jeg fik tildelt en plads på gangen, hvor jeg skulle sove mellem to stuer med meget plejekrævende patienter, som personalet konstant gik frem og tilbage imellem. Det skal her til siges, at jeg har en svær social forbi med panikangst og var pga. skaden på rygsøjlen ”bundet” til sengen, hvor jeg kun måtte ligge på ryggen. Så af begge grunde, var det bare ikke sagen, at ligge på en "hovedvej" midt i afdelingen, uden at kunne se, hvad der forgik rundt omkring mig. Med min angst som argumentation fik jeg heldigvis lov til at sove i fysioterapeuternes rum frem til at de mødte om morgen kl. 8. Det virkede heldigvis, og jeg fik lidt ro i et par timer, indtil omkring kl. 2, da en portør kom bragende ind af døren uden at banke på, og tændte det stærke lys i loftet. Portøren gav mig ingen mulighed for at vågne uden af have hjerte siddende i halsen, over det pludselige besøg. Han sagde intet, men begyndte at fjerne ”mit” natbord og mine personlige ejendele, idet der åbenbart var endnu en patient, der skulle sove i rummet, og jeg var i vejen. Min nabopatient blev placeret, lyset slukket og portøren gik igen, uden hverken at rykke mig og mine ting tilbage på plads igen eller gav naboen en klokkesnor, så hun kunne ringe efter hjælp. Efter lidt mere end en halv timer, så kom der heldigvis en sygeplejerske, der kunne bringe orden i hans kaos.

 Vi nåede til næste morgen hvor fysioterapeuterne kom, og jeg igen blev placeret ude på gangen. Min familie havde koordineret deres ”vagter”, så der var nogen til at holde mig med selskab og især dæmpe min angst. Morgenmaden blev spist og lægen kom forbi med en update om, at jeg ikke skulle opereres i ryggen. Termen stuegang dækker ikke, da jeg bare modtog en kort briefing, uden at jeg blev spurgt om, hvordan jeg havde det, om jeg havde smerter eller lignende. 

 Dette skulle ”fejres” med en vandladning, og lægen blev enig med sig selv om, at jeg skulle på toilettet med hjælp af en gangvogn. Da jeg var vel ankommet på toilettet via en gangvogn og sygeplejerske, så forlod sygeplejersken mig, så jeg kunne gøre mit i fred og ro. På daværende tidspunkt har jeg ikke været ude af hospitalssengen i næsten 20 timer, og jeg var langt fra smertedækket, så jeg besvimede ude på toilettet af smerte, og faldt på gulvet. Og der kunne jeg så få lov til at ligge i adskillige minutter, da ”min” sygeplejerske ingen sted var at finde og kaldesnoren var placeret langt uden for min rækkevidde. Toilettet – som jeg var placeret på – ligger i forbindelse med en patientstue, men væk fra gangen, hvor min kæreste stod og ventede på mig. Da jeg kom til mig selv, gik jeg i gang med at råbe på hjælp. Efter hvad der føltes som en evighed, var sygeplejerskerne, der arbejdede på stuen – som forbandt toilettet med gangen og ”min” seng – blevet færdige med en ”deres” patient og kom ud til mig, da de undre sig over, at jeg råber på hjælp, og at min ”egen” sygeplejerske endnu ikke var kommet retur. De tilkomne sygeplejersker blev svært overraskede over, at jeg lå alene og rodede rundt på gulvet uden nogen til at hjælp mig. 

Der blev slået alarm, og halvdelen af afdelingen kom rendende og løftede mig op og fik mig balanceret ud på gangen og op i seng igen. I perioden fra jeg blev fulgt på toilettet og til jeg kom tilbage igen, så havde der været vagtskifte hos min familie. Det var min kæreste, der havde vagten, da jeg gik på toilettet, men da det tog så lang tid og han skulle på arbejde, så blev han nød til at gå uden at få sagt farvel. Det var min mor, som overtog vagten, og hun undrede sig meget over, at det tog så lang tid. Da hun havde ventet i omkring 15 min., syntes hun, at hun kunne høre mig kalde, men reagerede ikke, da hun troede, at jeg var i gode hænder hos den sygeplejerske, som hun havde fået at vide, var sammen med mig.  At sygeplejersken overhovedet var gået længere væk end ud på den anden side af toiletdøren, er mig en gåde. Især da jeg selv – via min oplæring som sygeplejerske på et kirurgisk sengeafsnit – blev oplært i, at blive ved patienter, der har været sengeliggende i længere tid, når de skulle på toilettet første gang.

 Nu blev klokken næsten 12 og der var frokost. Men der var ikke meget at spise for mig. Jeg har nemlig laktose og tomat allergi, som begge dele står beskrevet i min journal fra tidligere, og derudover var aften- og nattevagterne fra dagen forinden informeret om dette, inklusiv sygeplejersken der bestilte mad sammen med mig om morgen. Alligevel fik jeg retter serveret, der indeholdt tomat, og så var jeg tabt, for der var ikke mulighed for at bestille noget nyt op, eller bestille et lille mellemmåltid til senere. Der var ikke en gang små retter på frost som sygeplejerskerne kan varme –eller frugt – hvis der kommer patienter, der ikke har fået mad på skadestuen. Grunden til at jeg netop bringer dette på banen er, at jeg tidligere på året var indlagt på rigshospitalet, og der havde de indtil flere tilbud mellem de tre store hovedmåltider, ud over frugt, som stod fremme til selvbetjening. På Hvidovre Hospital var reglen "spis det vi sætter foran dig, eller lad helt være". Selv drikkevarer var svære at komme i nærheden af, idet du kun kunne få dem udleveret, når personalet gik deres runde med drikkevarer, hvilket ca. var først og sidst på deres vagt. Jeg selv fik to hospitalskopper ved de runder, så derved fik jeg tilbud ca. hvad der svarede til 500-700 ml væske i døgnet. Ønskede jeg mere, så skulle jeg ringe på min klokke, og håbe på, at personalet havde tid, og ved disse situationer blev jeg mindet om, at jeg altså skulle bede om drikkevare, når de gik deres runde. Endnu engang må jeg henvise til riget, hvor jeg blev tilbudt en kande med lige omkring en liter, plus, at jeg havde mulighed for selv at hente drikkevare i et særligt køleskab, der stod fremme, som også indeholdt proteindrikke og små yoghurter, kander med saftevand, danskvand på flaske, ja sågar et par flasker cola. 

 Efter at jeg havde vendt allergiproblemet med sygeplejersken, bad hun mig slå op i menukortet under afsnittet om allergier og ringe til det nummer, som man kunne kontakte, hvis man havde allergier. I den anden ende af telefonrøret befandt sig en dame fra køkkenet, der kunne oplyse mig om, at allergier og alle andre former for særkost skulle gå gennem personalet og diætkøkkenet. Jeg ”hev” igen fat i sygeplejersken, og fortalte, at jeg intet kunne gøre, men at hun skulle have fat i diætkøkkenet. Det spændende ved det hele var, at det vidste hun ikke hvordan man gjorde, så hun måtte søge hjælp hos en kollega. Alt i alt skulle der tre sygeplejersker til for at fikse min madbestilling, som ikke længere bare var en opgave, jeg som patient selv kunne klare, hvilket hospitalets madkort ellers lægger op til. Så drop informationen om at patienter med allergi skal kontakte køkkenet på det oplyste nr. Det eneste jeg fik ud af den opringning var information om, at kontakte sygeplejersken i afdelingen og give opgaven videre. Man føler sig næsten som Asterix i det skøre hus. Skriv kort og godt i menukortet, at alt om allergikost skal gå gennem personalet og diætkøkkenet, og oplær jeres personale, så de ved, hvad de skal gøre med deres allergipatienter. Brug den sparrede plads på menukortet til at lægge nogle billeder, så patienterne kan få en ide om, hvad de faktisk bestilte op fra køkkenet, idet det ikke er alle retter, der giver sig selv.

 Vi er nu nået til torsdag, da resten af onsdagen ikke var synderlig bemærkelsesværdig ud over, at jeg hen mod aftenvagten fik sengen ind på en stue, så familien endelig ikke behøvede at sidde vagt ved mig. Ups! Jeg glemte lige, at min klokkesnor var røget ud af væggen, uden at nogen havde bemærket det, - jeg lå på ryggen – så personalet opdagede aldrig, at jeg ringede efter både hjælp og smertestillende hen over natten.

Ved morgenmaden var den igen gal, så jeg fik kun et halvt måltid, da resten indeholdt tomat. Min morgen medicin oplevede jeg ligeledes heller ikke at få, da nattevagten i hendes papirer fejlagtigt havde krydset mig af til at have fået den, hvilket ikke var i overensstemmelse med fakta. Jeg vidste, at jeg aldrig havde modtaget noget medicin fra nattevagten, idet jeg – som tidligere beskrevet – flere gange i løbet af natten havde forsøgt at ringe efter hjælp via min klokkesnor – en klokkesnor der ikke var koblet til. Gennem mit tidligere job og diverse praktikker rundt på region hovedstandens hospitaler, så er jeg blevet oplært til, at tilse patienterne i løbet af natten. Hvorved en patient ikke burde kunne komme til, at være uden kontakt til en sygeplejerske, selvom en klokkesnor ikke fungerer korrekt. At en sygeplejerske i forbindelse med min udskrivelse ved en tilfældighed så, at stikket til klokkesnoren var faldet ud, burde ikke forekomme, og det faktum at det alligevel sker, er bare ikke acceptabelt.

  Efter nattens og morgenens oplevelser var der stuegang, hvor lægen konkluderede, at jeg var på vej til at blive afsluttet hos dem. Her kunne jeg – som uddannet sygeplejerske – ikke lade være med at blive stædig og sagde, at jeg ikke ønskede at blive udskrevet, før jeg som minimum var smertedækket, have været i bad og bevist, at jeg selv kunne varetage min personlige pleje. Punkter jeg har lært, bør være tjekket inden en udskrivelse bør være aktuel. I skadestuen var personalet gode til – både gennem samtale og deres VAS-skala – at tale om smerter, og sørge for at jeg var korrekt dækket. På sengeafdelingen, var der igennem hele min indlæggelse ingen der har spurgt til smertedækning, hvilket resulterede i, at mine pårørende flere gange har været nødsaget til at gå ud og spørge efter noget til mig.

Lægen indvilligede i, at de ovenstående behov skulle være opfyld, før jeg kunne blive udskrevet, og satte ikke tidspunkt for, hvornår hun præcist forventede, at jeg blev udskrevet. Nogen vil sikkert mene, at jeg er krævende, når jeg sådan sætter krav for min udskrivelse, men på det tidspunkt, så havde jeg – ud over episoden med mit fald – kun været ude af sengen to gange, og det var begge gange med hjælp. Så jeg var ærligtalt ganske nervøs for at skulle hjem, hvis jeg besvimede igen alene i mit eget hjem. Det var også med tanken på disse få ture ude af sengen, at jeg undrede mig over, at personalet havde observeret, at jeg var klar til at komme hjem, da jeg ud over servering af mad og drikke havde været overladt til mig selv i den øvrige tid.

 Jeg fik besøg af to fysioterapeuter, der sørgede for, at jeg havde de korrekte hjælpemidler og, at jeg kunne bruge dem korrekt. Her fik jeg blandt andet udleveret et par krykker, så jeg kunne gå første tur uden en gangvogn, hvilket gik ganske fornuftigt, og jeg fik lidt tiltro til det hele. Et bad eller lidt rent tøj skulle jeg dog stadigt kigge langt efter. Faktisk var jeg ikke blevet vasket eller har fået rent tøj på efter mit styrt fra hesten tirsdag eftermiddag. Så efter 48 timers indlæggelse lå jeg stadigt i mit eget tøj med sand, snavs og hestemøg efter mit styrt, der var båret med mig ind, da jeg ankom på et spineboard til skadestuen.

Ud over en enkelt renseserviet i skadestuen til min albue, så blev rifter og skrammer som jeg ligeledes pådrog mig ikke tilset. Så da en sygeplejerske kom ind for at fortælle mig, at det var dejligt at høre, at jeg skulle udskrives, blev jeg en smule overrasket og derefter vred. For jeg havde stadigt ikke været i bad, faktisk havde jeg slet ikke haft en længere samtale eller aktivitet med en af sygeplejerskerne! De havde hverken set, hørt eller oplevet om jeg evnede at yde egen omsorg, eller spurgt ind til eller observeret, om jeg var korrekt smertestillende. Som sygeplejerske, så ved jeg, man kan se meget ud fra et fagligt klinisk blik, men jeg har aldrig hørt om sygeplejersker eller læger, der kan se gennem gardiner, da disse konstant var trukket for rundt om min seng. Det blev derfor aftalt at udskyde min udskrivelse til næste morgen, da jeg ellers kom til at være alene hjemme, og uden nogen i nærheden til at hjælpe mig med det mest basale, såsom aftensmad og lignende.

 Der er nu ro på lidt igen, mens jeg lå og ventede på, at jeg kunne få hjælp til et bad. Vi var nu langt ud på eftermiddagen, og personalet var færdige med de tunge ældre patienter og skulle til at runde deres vagt af. Med en ringe udsigt til professionel hjælp fra personalet, så bad jeg en veninde, der var kommet på besøg, og som næsten er færdiguddannet sygeplejerske om at give mig et bad, så jeg endeligt kunne få vasket sandet og snavset væk, samt renset de sår, som jeg havde pådraget mig under faldet fra min hest. Havde det ikke været for min veninde, så havde jeg nok fået lov at ligge i mit eget snavs med begyndende betændelse i mine sår, til jeg blev udskrevet.

 Efter badet var jeg træt, havde ondt og havde egentligt brug for at hvile lidt, da lægen fra om morgenen kom ind og fortalte, at jeg skulle udskrives samme dag. Jeg kunne godt høre på hende, at der ikke var meget jeg kunne stille op – hun skulle bruge min plads – og sammenlignet med dem der ventede på min plads, så var jeg ikke dårlig nok til, at kunne få lov at blive til næste morgen. Derved ikke ment, at jeg var klar til at blive udskrevet, jeg var stadigt bange for at falde – gik usikkert med mine krykker – havde ondt og min lejlighed var for rodet til, at jeg kunne komme rundt i den med mine krykker, men de skulle bruge min plads, og så var det ligegyldigt, at jeg stadigt var bange eller ikke relevant smertedækket. Min sociale angst fik desværre overtaget, og jeg turde ikke længere snakke med lægen eller plejepersonalet, så jeg fik min far på 67 år til at smide alt, hvad han havde i hænderne, så han kunne komme og hente mig, og jeg blev udskrevet og hentet ca. en time efter, for efter følgende at blive kørt hjem til mine forældre og blive passet der, til jeg var klar til at komme helt hjem.

 Jeg ville gerne kunne runde af og sige, at der kun var én ting der særligt var galt. Men jo mere jeg ser tilbage på hele min kontakt med Ortopæd kirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital, så opleves det som en mere og mere rædselsfuld oplevelse. At være sulten, bange, beskidt og have ondt uden egentligt at kunne får kontakt til dem, der skal hjælpe en, var en ganske rædselsfuld oplevelse. 

Lige for tiden er der forståeligt nok stor polemik omkring milliardbesparelser på landets videregående uddannelser. Den megen tumult er naturlig givet, at en god uddannelse nu engang er en ret god forudsætning for at kunne klare sig godt senere i tilværelsen, og i et land, der er præget af manglen på råstoffer i undergrunden, kan det synes paradoksalt, at vi vælger at spare præcis der, hvor vi måske kunne have en fordel.

Men så hører forståelsen også op. Eller rettere: Forståelsen for hvorfor vi skal diskutere uddannelse ud fra fortidens paradigmer om, at uddannelse er noget, vi kun kan få, hvis vi opfører store institutioner, bruger kassen på at ansætte det rigtige personale og forsøger at tænke flerårige forløb i omtrent så snærrende rammer, som vi næsten kan forestille os. For der er jo så mange andre muligheder for at sikre god uddannelse til alle.

For lad os da bare indrømme det: Aldrig har der været større og mere lige adgang til viden. Det kaldes for internettet. Og her tænker jeg ikke på de afkroge af nettet, hvor man kun bliver dummere af at opholde sig. Nej, jeg tænker på alle de muligheder, der vitterligt er for at dygtiggøre sig rent fagligt ved online at følge kurser og forelæsninger hos nogle af verdens allerskarpeste indenfor deres respektive felter - kapaciteter som vi før i tiden ellers aldrig ville kunne komme til.

Ville disse kunne overtage en del af undervisningsopgaverne? Det er jeg såmænd ikke i tvivl om. Vi ville stadig have brug for ansatte på institutionerne, der kunne tage sig af mange af de praktiske ting omkring vejledning, forståelse m.m., men samlet set tror jeg godt, vi kunne nøjes med nogle færre.

Og så tror jeg også på, vi kunne nøjes med nogle færre bygninger. Jeg føler mig overbevist om, der findes masser af egnede steder, hvor man med base i ansvar for egen læring via diverse net-bårne kurser kunne mødes i ad hoc studie- og læsegrupper, sammenligne noter og få det nødvendige kritiske perspektiv på den viden, man har tilegnet sig. Biblioteker bliver i dag allerede brugt til dette, og når vi nu i forvejen er i færd med at smide bøgerne ud, kunne vi jo invitere flere studerende ind og gøre det til mere levende steder, end de allerede er. Det ville stadig have viden, uddannelse og dygtiggørelse som omdrejningspunkter.

Pointen i alt dette er to ting: At uddannelse stadig er super vigtigt, men at det er nødt til at være meget mere flydende i sin form for at kunne følge med den hastige teknologiske udvikling indenfor snart sagt alle områder. Og at det ikke virker som om, det er gårsdagens institutioner, der nødvendigvis er saliggørende for, vi kan lykkes med dette. Men at det afgørende i stedet er, vi får cementeret vigtigheden af vitterligt at tage ansvar for egen livslang læring og dygtiggørelse.

Nogle gange kan en trussel i virkeligheden vise sig at være en mulighed. Det slår mig, at de foreslåede milliardbesparelser på det danske uddannelsessystem kunne være en sådan en af slagsen.

Inden jeg kommer så langt, er det i sagens natur værd at dvæle lidt ved, at så store besparelser på det, vi fremover skal leve af, naturligvis er en kæmpe udfordring. Ligeledes handler det om at have tungen mere end lige i munden, for det er virkelig et område, hvor fejlagtige beslutninger kan vise sig at få fatale og vidtrækkende konsekvenser for os alle.

Men når det er sagt, så lad os prøve at betragte disse besparelser som en mulighed et øjeblik. Tillad mig at forklare hvorfor.

Vi kan jo starte med at se på, hvad uddannelse egentlig er for en størrelse, og hvordan den hænger sammen med de krav, der stilles i vore dages - og ikke mindst fremtidens - samfund. 

Vi er vant til, at uddannelser er store pakker, ‘take it or leave it’-løsninger, hvor vi har en idé om, at det, vi uddanner unge til, også er det, de kan komme til at omsætte til praksis, når de engang kommer ud på den anden side. Men er det nødvendigvis sådan mere?

Vi snakker jo ofte om, at uddannelser hurtigt bliver forældede. At er man ude blot et lille øjeblik, er man allerede håbløst bagefter og har svært ved at få fodfæste igen. Hvis vi dermed mener, at arbejdsmarkedet er der, hvor man reelt set uddanner sig og opnår det bedste fit mellem viden og det at kunne omsætte det, kan vi jo godt spørge, hvad det er, vi bruger de mange år på universitetet til.

Men vigtigere end det: Vi kan spørge, om universiteterne kan følge med til de hastigt stigende krav? Mit umiddelbare svar er, at det kan de ikke. Samfundet bevæger sig ganske enkelt for hurtigt fremad. 

Uddannelse er som sådan ikke nogen dårlig idé. Slet ikke faktisk. Men vi har brug for en meget mere smidig model, der tilpasser sig de løbende og hastigt ændrede krav til, hvad man skal kunne. Vi har knapt så meget brug for den store supertanker, som mange af de klassiske uddannelsesinstitutioner er.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: At se besparelser som en mulighed.

Muligheden kunne jo f.eks. være at sammenholde uddannelsessystemet med kravene i samfundet og komme op med nye måder, hvorpå man kan sikre en løbende kompetenceudvikling, der tilpasser sig virkelighedens krav og gør det på en måde, der er langt mindre ressourcekrævende. Tror jeg på, at uddannelse nødvendigvis er en underviser, der docerer? Ikke nødvendigvis. For hvem siger, læreren kan nå at følge med? Hvem siger der ikke findes andre måder, hvorpå man kan sikre læring og nysgerrighed på alt det nye, og hvordan det kan omsættes til noget værdifuldt? Naturligvis er der det.

Teknologien kan her i sagens natur spille en stor rolle i den forstand, det kan være med til at binde mennesker og viden sammen på en måde, der gør, at nysgerrighed og gode idéer til praktisk anvendelse af den viden, der opsamles, opstår. Mulighederne er i princippet endeløse for, hvordan man kan gøre det. Det er i mine øjne et af de tilfælde, hvor kun fantasien sætter grænser. Og dermed er det i realiteten bare om at komme i gang med at se, hvad der kan lade sig gøre.

En voldsom sparerunde på det eksisterende setup ser for mig ud til at være en rigtig god anledning til at forsøge at gå nye veje og måske i sidste ende rent faktisk ende med noget, der er langt mere i tråd med kravene i samfundet, end tilfældet altid er i dag.

PS: Jeg er med på, at der findes en stor gruppe uddannelser, der ikke på samme måde er udsat for den teknologiske og samfundsmæssige omvæltning, som vi lige nu ser eskalere nærmest dag for dag. At der er nogle basis-fag f.eks. indenfor personlig omsorg som er langt mindre udsatte for disse forandringer, end andre fag er. Så ovenstående skal tages som en generel betragtning.