Andreas Monty Freddie

En lille flok væsener var samlet ved foden af en lille bakke. Nogle var ved at dække bord, andre stillede henkogte æbler frem, og hjemmelavet urthethe. De kastede blomster på jorden med løs hånd, forsøgte at få det til at se tilfældigt ud.

“Hvornår kommer de?” Spurgte en trold med hat.

“De er her om lidt,” sagde en heks med tre øjne, “vil du være sød at hjælpe mig med spejlet?” Trolden nikkede.

“Hvor skal det stå?” Spurgte han.

“Ikke så mange spørgsmål,” vrissede heksen, “tag nu bare fat og løft.”

Det var et tungt spejl og trolden var ved at falde flere gange.

“Du er umulig,” vrissede heksen, “jeg skulle have spurgt en anden.”

I skyggerne lå noget godt gemt og stirrede på dem med kolde øje.

Så ankom gommen. En stor flot panserbille, med høj hat og slips. Alle klappede da de fik øje på ham, træmanden bukkede.

“Vær hilset allesammen,” udbrød panserbilen og klappede i sine små hænder. “Hvor ser det bare flot ud. Fantastisk flot”

“Vi har også gjort os umage,” sagde trolden, og gik igang med at blande saftevand.

“Kom,” sagde heksen og tog fat i gommens arm og trak ham hen over pladsen ind i et lille rødt telt. På gulvet midt i teltet stod et stearinlys og der duftede af syrener.

“Du skal vente her til jeg giver signal, først da må du komme ud, har du forstået?” Panserbillen nikkede, og efter at have fjernet en lille chokoladeplet fra hans kind, forlod heksen ham og gik ud til de andre.

“Nu nærmer vi os,” sagde hun, “der er kun en ting tilbage.”

“Sangen!” Udbrød trolden og klappede i sine store hænder.

“Shh!” Sagde heksen og lynede med øjnene. Så trak hun en lille klokke ud af øret.

“Denne lille klokke angiver tonearten,” forklarede hun og slog på den med en teske.

Pling.

I samme øjeblik trådte det, der havde ligget på lur, ud af skyggerne og ind på pladsen. Der opstod vild panik.

“Hvad sker der?” Kaldte panserbillen inde fra det røde telt, “må jeg komme ud nu?”

Saxpin kastede sin blyant tværs gennem rummet ind i en muggen pære og slog hovedet ned i bordet så viskelæderet væltede.

Bobson trådte ind i stuen, han havde lige været i bad og hans ansigt var rødt som en kogt krebs. “Lad os tage en tur på landet,” sagde han og viklede håndklædet om livet, “jeg smører nogle peanutbutter og banan madder, så kan du gøre cyklerne klar imens.”

Ti minutter senere var klar til at køre.

“Hvor langt er der?” Spurgte Saxpin, spændte hjelmen og fik skæget i klemme.

“Ifølge kortet,” sagde Bobson og foldede støttebenet op, “er der tusinde meter til broen, derfra er vi nød til at gå det sidste stykke langs åen, hytten ligger i den sydlige enden af søen, så en halv times tid, plus minus.”

Saxpin sparkede til en sten på vejen. Stenen fløj i en flot bue gennem luften og ramte en tudse i nakken. Han grinte.

“Hvad griner du af?” Spurgte Bobson.

“Ikke noget.” Sagde Saxpin og trådte i pedalerne.

“Det er den anden vej.” Sagde Bobson.

Da de nåede broen, drejede de af vejen og skjulte cyklerne under en hasselbusk og begav sig afsted langs åens østlige bred. Det var let at gå, der var en lille sti mellem sivene. Hist og her voksede lave birke og elletræer. Fuglene fløjtede komplicerede kompositioner og fik den tidlige eftermiddag til at fremstå helstøbt og meningsfuld.

“Så er vi der næsten gamle jas,” sagde Bobson og hoppede op på en lille tue, “hytten ligger på den anden side af træerne der.” Han pegede. Saxpin kiggede den anden vej og sukkede.

Hytten lå gemt mellem egetræer. Ned mod vandet var ryddet en lille lysning, og på det grønne græs stod et lille rundt bord og to stole. Bobson tørrede de nedfaldne grene væk med en lille fejekost han havde i sin taske, og satte termokande, madpakken og en dåse med dadler og mandler midt på bordet.

De spiste i tavshed.

Bagefter hentede Bobson et tæppe i hytten, og spredte det ud på jorden nær søen. Så smed han tøjet og gik i vandet.

“Kommer du ikke med?” Spurgte han.

Saxpin rystede på hovedet.

“Jeg har ikke lyst.”

Bobson svømmede lidt frem og tilbage mens Saxpin kiggede på. Så begyndte det at regne og de gik skyndte sig ind i hytten.

“Gæt hvad jeg tænker på?” Sagde Bobson. Saxpin sad i sofaen og kiggede ud gennem den lille åbne dør, på regnen fik søspejlet til at syde. Bobson tørrede sig på ryggen med et lille blåt håndklæde. “Du får en ledetråd,” sagde han. “Det rimer på persienne.”

“Persienne?” Sagde Saxpin.

“Ja, og herinde.” Bobson smilede selvtilfreds.

“Herinde?”

“Nemlig, persienne og herinde. Kan du gætte hvad det er?”

“En kvinde, du tænker på en kvinde.” Sagde han.

“Tæt på, prøv igen.” Bobson forsøgte at skrue låget af dåsen med mandler og dadler, det sad godt fast. Bobson rakte Saxpin dåsen. Med et præcist vrid fik han låget af glasset og rakte det til Bobson.

“Er det en gudinde?”

Kan Gud li´ jazzmusik?

Spiller Gud sax?

Flyver Gud svævefly?

Er Gud en laks?

Har Gud en email?

En facebook profil?

Er Gud på Snapchat?

Har Gud en mobil?

Står Gud på skateboard?

Er Gud mon rig?

Har Gud en kæreste?

Holder Gud fri?

Kender Gud Morfar,

Frederik og Cav?

Bliver Gud bange?

Er Gud en ræv?

Ved Gud jeg tvivler?

Har Gud en gæld?

Er Gud konfirmeret?

Tror Gud

                 på sig selv?

Året spiser ude, lader kulden sove. Lugter ilden - alt er lyst! Skæve, brune huse i skoven, står hvor stammerne tænker, lugter. Veddet, som sne, glider forbi, forbi lastbilen. Er der inde, der i stuen.

Hov, nu er det forår! - søde vår, blomster står hvor jeg går! Krokusser og liljer fylder mit hjerte med sang. - Hvor var vinteren lang. Hør, nu er det forår, lyt engang; lærkesang over vang. Stærens lånte toner minder os om hvad vi har. Alt står klar! Snart lyder kukmandens kalden, lige om lidt er her grønt! Uimponeret står nælden, føler sig lille og uret fordømt. Ja, så blev det forår - tiden går, håbefuldt jeg besår. Mærker jorden mildnes, løsner mit lod med en sang, nok engang.

 Det er fint, det er jo bare noget vi snakker op, noget vi opfinder. Vi taler i telefoner, og giver hinanden ret i, at det jo faktisk slet ikke er nødvendigt. Nogle gange så hjælper det at køre lidt alene, eller sammen med en dude. Det er en god måde at gøre det på, selvom det ikke er noget man kan gøre hele tiden. Det er også en måde at komme rundt om det på. Vi velsigner hinanden, og prøver at se på det med friske øjne, det bliver jo ikke værre, det er en god måde at gøre det til noget virkeligt.

 En måde at være sammen på, er at snakke. Det hjælper hvis man er alene, sammen kan man forestille sig hvordan man kan inkoporere noget nødvendigt. Der er slet ikke brug for at vende sig om, og bare sige ting, som de er, men holde det på en time. Deres dukker er gode, deres dukker er sorte, og svære at besejre. Men gør man det sammen, så prøver vi at være her. 

 Jeg har et enkelt mål, målet er at snakke, ikke tale nogle efter munden, bare dukke op, og gøre os alle sammen et par sekunder ældre. Køre rundt i det, tænke på det, og ikke tænke på det. Velsigne os, og forestille mig, hvordan en verden ville se ud, hvor der slet ikke var brug for noget. Tænker vi på det samme? Lægger vi i ske, tænker vi det samme. Vi holder i hånd, og fornemmer, jeg har sådan er aften-agtig stemning i kroppen. Jeg troede længe at det var tinitus, men det er ikke tinitus, jeg har bare taget lyden med mig. Lyden af dine øjne. 

 Hvad er klokken, den er 13:27, der er tre minutter til at klokken er havl. Det er fantastisk, det betyder at vi er i bevægelse. Det er fandme godt, jeg fucking bander på det, bander på det, og klæder mig i et kostyme. Laver huller i tyggegummiet, og siger til mig selv; Jeg kan ikke, og mobber mig selv med det. Jeg er bare, og gør det samme. Jeg er bare, og har ikke brug for at tænke mig om, jeg er bare, og tænker slet ikke, det er jo en måde at gøre det på, det er jo en måde at være i verden på. Køre rundt i det, og så lige som man finder noget, opdager, at man er hjemme. Hjemme igen.