#danske digte

Men den er også en tryghed og en lyserød sky. En redning og måden jeg overlever. Den er sød og fin men stærk.

For mig, har kærlighed aldrig været et roligt fænomen. Jeg falder lige så dybt som jeg flyver. Mine abstinenser er lige så store som min rus. Og måske er det derfor jeg er så bange og forsigtig med at fortælle dig hvordan jeg føler.

Du ser altid bekymret ud,

giv nu slip du er smuk og dum,

I dette sekund kunne du være uendelig

du kunne le til den mørke himmel,

du ser hele dit liv men det behøver du ikke,

lad være at se længere end ud over kanten,

I disse sekunder kunne dine øjne lyse som fyrværkeri,

du ser altid bekymret ud

men du er smuk og dum

lad nu dig selv være ung og giv slip,

oppe på tagene kunne du gro vinger

åbn dit bryst og bland blod med natten

lad dine hemmeligheder sive ud i mørket og stop så med at tænk på dem,

du er evigt bekymret men lad være,

du er ung og levende

har tit lyst til at fortælle dig, at jeg savner dig 

men jeg lader min tunge glide tilbage på sin plads 

jeg siger ikke noget, som jeg kan fortryde om lidt 

der er ulighed mellem os 

på trods, af grønne øjne der spiser fugtige læber 

lige nu vil jeg hellere være alene 

end være en del af noget der ikke er rigtigt

selvom min rygsøjle giver efter når du skriver mit navn

Hov, nu er det forår! - søde vår, blomster står hvor jeg går! Krokusser og liljer fylder mit hjerte med sang. - Hvor var vinteren lang. Hør, nu er det forår, lyt engang; lærkesang over vang. Stærens lånte toner minder os om hvad vi har. Alt står klar! Snart lyder kukmandens kalden, lige om lidt er her grønt! Uimponeret står nælden, føler sig lille og uret fordømt. Ja, så blev det forår - tiden går, håbefuldt jeg besår. Mærker jorden mildnes, løsner mit lod med en sang, nok engang.