#forvirring

I forvirringens tidsalder…

Å være pensjonist kan være forvirrende.

Jeg skal være til rådighed i alle døgnets timer men du må godt have travlt 24/7

Jeg skal give op på det jeg har i hænderne når du ikke kan være selvstændig

Jeg skal passe på hvad jeg siger men du må godt tale uden filter

Jeg skal altid give mig for stædighed har du taget patent på

Du siger jeg godt må sige nej til dig men inderst inde ved vi godt du bærer nag Jeg er træt af at blive brugt til din fordel når jeg ikke får noget igen udover tomme beskeder om taknemlighed

Så farvel. Kom tilbage når du vil have et afbalanceret forhold.

(Jeg samarbejder med nogle andre om en blog om det at være queer. Bloggen kan findes på https://queertider.wordpress.com/)

Det er dagen derpå. Vejret var godt, og solen skinnede. Jeg burde nok have følt nervøsitet, men nej – af en eller anden grund var det fraværende. Vi mødtes, fik en kop kaffe og gik en tur. Og så skiltes vi. Det var så det (indtil videre).

Jeg følte mig tom efterfølgende. Der var ingen glæde eller opstemthed, ej heller (heldigvis) ingen skuffelse eller sorg. Jeg følte mig bare fuldstændig følelsestom. Som at befinde sig på en øde slette uden lyde fra nogen dyr og ikke en vind, der rører sig. Fanget i et vakuum.

Det var ikke fordi, det gik skidt. Vi skulle lige i gang med samtalen først, men så gik det til gengæld også ret godt derfra. Vi fik fulgt op på nogle af de ting, vi havde skrevet sammen om via Messenger, og under vores gåtur var vi det ene øjeblik muntre og lavede sjov med hinanden, og det andet alvorlige og talte om de prøvelser, vi hver især havde været igennem de sidste par år.

Det var heller ikke fordi, det gik godt. Eller – det kan jeg ikke rigtigt fornemme. Jeg er meget dårlig til at læse andre folks signaler, så jeg ved aldrig, om jeg er i gang med at kede dem eller interesserer dem med den historie, jeg er i gang med at fortælle. Så jeg gik derfra uden at blive klogere på, hvad han egentlig følte om det hele.

Og denne følelse af tomhed forvirrede mig. Hvis jeg ikke var kommet mig over ham, og hvis jeg stadig havde følelser for ham – burde det så ikke have trigget et eller andet at se ham igen efter så lang tid og tale med ham igen? Burde det ikke have haft en effekt på mine følelser, at vi kom bedre ud af det nu, end vi gjorde det dengang? Jeg kan mærke, jeg har nogle følelser for ham, men kan ikke konkretisere, hvad er det for nogle, og hvad de tager udgangspunkt i…

Er mine følelser reelle, eller er det fortiden, der spøger? Er det fordi, mine oplevelser med ham oplevedes så positive, og det i virkeligheden er intimiteten, jeg ønsker tilbage – og min hjerne så fabrikerer følelser for ham, der i virkeligheden har mere at gøre med nærværet og intimiteten frem for reelle følelser for lige netop ham?

Eller kan det være, at min hjerne spiller mig et puds? Mit liv er vitterligt kedsommeligt for tiden uden de store udsving i hverken den ene eller den anden retning, og da jeg havde en god tid med ham dengang, så imiterer den måske følelser for ham for at prøve at tilføje lidt ekstra krydderi til tilværelsen? Som en form for desperat handling i håbet om, at det vil gøre min tilværelse mere spændende?

Så forvirringen er total – jeg føler noget, når jeg er alene, men føler åbenbart ikke noget, når jeg er sammen med ham, og er usikker på, om jeg i det hele taget føler noget, eller om det er opspind…

Det er dog ikke helt sandt, det med at jeg ikke følte noget… Der var et enkelt øjeblik, hvor der var et eller andet i mig, der begyndte at gnistre. Da vi havde sat os inden for og han tog solbrillerne af – jeg havde næsten glemt, hvordan han så ud, og fra da vi mødtes til vi kom over til caféen kunne jeg ikke se hans ansigt ordentligt pga. solbrillerne. Det kunne jeg til gengæld der, og det bragte et lille sug i maven med sig.

Det bragte mig tilbage til dengang, vi mødtes – det var en aften ude i byen, hvor jeg mødte ham gennem fælles venner. Til at starte med, så gjorde han ikke rigtigt noget indtryk på mig, men på et tidspunkt faldt vi i snak, og så skete der pludselig noget… Jeg kan bedst beskrive det med et citat fra Dr. Who, som meget godt forklarer, hvad der skete: 

Citat af Amy Pond (Dr. Who).

Da vi tog afsked med hinanden den aften, så jeg ham som et af de skønneste væsener på jorden, og i tiden efter forstærkedes den følelse kun. For mig at se var han en af de smukkeste personer, jeg nogensinde har kendt, og den dag i går kunne jeg mærke, at jeg stadig ser sådan på ham. Et øjeblik, i hvert fald.

Så det følte jeg dog – jeg kunne stadig se skønheden i ham, og det fik i nogle få sekunder en sommerfugl til at flakse lidt med vingerne i maven på mig. Det var dog en forbigående følelse, og efter det øjeblik kom det ikke tilbage.