#agtigt

vær ikke bange når jeg ikke kommer hjem. du er her ikke. nat.

Du går tomgang i mit sind og  der er gået 3 måneder men jeg kan stadig mærke din ånde mod min nakke, jeg ligger stadig med åbne øjne og stirrer ud i det opløsende mørke der er dig, jeg mærker stadig dine fingre mod min hud som pensler der maler had i hulrummene  mellem hvert af mine fremtrædende ribben.  Jeg hører stadig din sidste sætning  forlade mine veninders uvidende munde  og jeg ville bede dem om at skære ordene væk men det minder mig om at du stjal mine da vores læber pressede sig sammen og du forvandlede dig til en ladt pistol. Det minder mig om  at jeg tryglede dig med lysløse skrig om ikke at trykke på aftrækkeren ved at lægge hovedet mod dit klistrende bryst og hviske du brænder om og om igen. 

Under din ild knitrede og knækkede jeg og måske forstod du ikke at dit flammehav  efterlod mig med aske i mine øjne der forvandlede alle mænd til slørede fragmenter af dig; aske i mit sind der lod mørket traske i hælene på mig som et forkrøblet barn; aske i mine lunger der gjorde det at trække vejret til en fuldtidsbeskæftigelse som jeg helst ville sige op fra.  Måske forstod du det og måske var det ikke nok.