20 meter

rummet bølger hjørnerne drejer om jeg kan intet mærke idet det hele ruller rundt

Den grå besiddelse af våben. Rudernes skær sprænges ud over vejen. Rødt mellem stenene. Ingen at tro på. Kolde kys. Dulmede slag. Søgende uden sko på. Ser det i hvert et øje. Men det forsvinder ved hvert et ord. Belysningen viser os vej. Forhastet. Smeltes sammen i måneskær. Skilles ved den frosne morgendug.

– sprøjt blæk på min mur, - jeg vil se at den er grå hvornår stak min hjerneskal af? idag gør det stadig ondt

næste gang bliver min venstrehånd blå af blod

jeg vil lægge mig ned på gaden dø før mylderet står op se før månen falder ned være før du ved jeg er

Down the hotel-hallway, running through fear and anger. 2 A.M., and the moon is up drawing you closer like an achor.

alt jeg kan er at drømme. drømme som gør mig ensom. drømme som gør mig tom. drømme som giver mig håb, om ting jeg ikke kan huske. de strækker mit liv i stykker, til en uholdbar utilkendelighed. mon hun kan se det. mon om nogen kan se det. - at det hele snart kan briste, men at det aldrig vil briste. min sind gør alting tåget, men jeg ser dig som en klar nats uendelighed. det er sket før at jeg faldt og slog mit hoved. det er sket for mig igen. men jeg håber ikke at det kan ske igen. dig vil jeg aldrig glemme.

kald mig ven kald mig rasmus alt jeg gør - jeg vil bare væk!

Ord - foranderlige og uklare Følelserne forvrænges og mærkes Ord kan ikke beskrives eller forstås - føles

Et kys

—Måske er Gud en syvende søn—

det glider væk skubbes væk holder fast kan ikke gå vi falder sammen sidder fast i mørket - lammet - i råbte ord

kun rigtigt

At huske noget som ikke findes. Mit liv faldt ned i et hak og hoppede lige lidt frem. Som hvis der er klippet et sekund ud midt i det hele. Eller måske er rullen bare ved at løbe ud. Eller måske skal næste rulle bare til at gøres klar.

Min hånd i din, omfavner du mit væsen. Fører mig henad mørklagte stier og oplyste midnats-gader.

Der stod jeg så. Bar bund og tanker. Mine tanker havde efterhånden bygget en motorvej i mit hoved. Og nu stod jeg op. Det rystede, og bilerne kørte i ring. -Ligesom blodet jeg gerne ville have ud. -Og tankerne jeg stadig ikke sætter ord på. Han kom, vi gik afsted. Gennem glas og mørke, trapper i bevægelse. Hele vejen op. Farvernes værelser i vejens skær af lys. Kravlende overalt, fulgte vi efter. Døre i gulvet, stiger op til vejen, lyse kældre. Vi fandt det aldrig, men fandt det hele. Vi tilføjede mærker, alene her i et af tidens tomme lommer. Da flaskens bund var nået, gik vi ud af døren. Vejens tørre floder ledte os væk. -For langt væk. Tilbage til tårne og øde veje. Vi sad lidt på vandet. Omringet af små lys på himlen, udenfor stjernernes ramme. Stjernerne hang under mørket. Vi blev enige om at månen nok var på vej frem fra sit skjul. Med alting i hegnet, gik vi. Vi gik. Vejen som stoppede i en busk, og vi som fortsatte. Hunde i biler, og mennesker fra en anden verden. Han ville op at kravle, og jeg skulle gå udenom. Udenom var ikke en vej, men jeg gik, imens han var oppe at stå - oppe at flyve. Væk fra alting, som drømmene havde spået om, gik jeg af uendelige veje. Stod alene. Ventede. Ventede, men ikke for at vente. Jeg prøvede bare at glemme. De døde tanker, gengangere, som flår følelsernes bånd itu. Jeg kunne sige hvad jeg følte, men det ville ødelægge alt igen. Måske jeg skulle klatre næste gang, bare for at glemme lidt mere. Eller måske jeg skulle stoppe alt, eller slippe alt ud. -stoppe cyklussen, stille cyklen og bare løbe. Men ud af busken kom han nu. Jeg glemte mig selv, og vi flød tilbage til før vi mødtes. Kunne mærke min glaskugle i lommen. Den havde jeg glemt alt om.

Tør på bunden. Ikke mere at sige. Ikke mere at give. Ikke mere at gøre.. Lad mig flyde ud, gennem rørene. Male havet rødt. Klippe solen ud. Vågne i en drøm.