Kunstigt

Jeg er ikke smuk nok

Jeg har ikke venner nok

Jeg er ikke musiker nok

Jeg har ikke et smukt sommerhus ved kysten

Jeg kysser ikke lige så godt som dem i filmene

Jeg er ikke rig nok

Jeg er ikke klog nok

Jeg har ikke plader nok

Mine drømme er ikke store nok

Jeg planlægger ikke nok

Jeg er ikke nok

Der er fugle som blander sig med himlen

Kig op, de har ledt mig til dig

Dine øjne, forbandede øjne

Er som skyerne indefra

Gå frem bagfra

og bliv stående 

på marmorgulve

indtil vi bliver en del af hinanden

Vi kan bo i fremmede byer

på fremmede senge

uden at vide hvem vi er

blive en anden

Luk mig ind

i natten

Uanset hvor blomsterne vender blikket

bliver lyset stærkere

Skarpt mod nethinden

Orange, blå centrifugerer rundt om din ansigtskrans

og jeg føler mig underligt frigjort

når jeg træder over dørentærsklen

og glemmer alt om vores fælles uvished

Vi letter fra jorden

Det derude

Mit hjerte begynder at banke hårdere

og jeg bliver løftet ind i en drøm

hvor sommerfuglene flakser vildt omkring

Solen gror ind i os begge

Vi ser os omkring

og fanger hinanden i et blik

hendes fingre griber ud efter

mine minder om forelskelse

Dengang jeg gik endeløst rundt i Øgaderne

Jeg kigger væk

og husker alt igen

Men du smiler med dine tvetydige øjne

Floden af misundelse, der strømmer igennem mig 

Jeg vil ikke føle angst 

Mærke hånen fra andre

Vandet bliver tændt mod det glatte porcelæn

og lyset slukkes

Du kigger gennem mig

min krop sander til på sengen

Jeg ånder ud og snakken bliver afløst af mørke

Jeg vågner og 

STRAKS slår jeg indi gletsjere 

Og vi deler os i to

Mine svar står ulæst på skærmen

Du behøver ikke kører mig over med larmende tavshed

som torden, gnister og tykke skyer der et kort sekund står stille 

Jeg ved ikke hvad du vil

Skal vi sove?

Skal vi ligge vågen?

Et glidende hverdagsminde 

ude på vandet

Jalousi kan gøre ondt, men det kan skabe vulkaner

Jeg griber vores hjerners trodsighed mod at skabe billeder 

Jeg tror ikke Justin Bieber havde det i sig 

dengang jeg troede jeg vidste besked

Men sange om baby giver lige pludselig mere mening

Jeg ramte glødende sten og mine ben faldt sammen

Lang tid senere er gløderne der stadig

Jeg vil til havet og mærke en brusende grineflip 

Ryge fra vindueskarmen, drikke vin oppe fra IV 

og kigge ind i dine kælderdybe øjne

Spise mad på gulvet og 

slå om i en ulmende rødme

Men verden går videre uden for

Hvad skete der?

Ikke så meget og meget videre kom vi ikke

Vi nærmer os et goldt landskab af frihed

uden folk omkring os

Vi ytrer os om mere vi ikke ved mere om 

Jeg savner dig i dag og nok også igen i morgen

Jeg synker længere ned i kælderstolen

Hvor bølger bevidst har orienteret sig mod dig 

og givet dig kræfter end ikke jeg besidder

og jeg kigger videre på vilkårlige destinationer

Og higer efter det

jeg er blevet frarøvet 

hvor åbenhed og vi de sociale og uforglemmelige, vigtige og interessante 

Jeg havde en drøm om at give slip på

alle de smukke 

og fremmede 

Jeg ryger igen

Jeg vidste ikke jeg var så bevidst

Men vi bevægede os fremad

Vi der fragter os selv

Jeg drømte videre

om at spille trommer igen

Du minder mig om det 

Dengang jeg spjættede med benene under vandet

Et forsøg på at blive ældre

Vandet er lige ved at skvulpe over fra den klemte parasol

Jeg trækker vejret ind gennem næsen

Jeg køber larmen og pladen og dine øjne

Og togene farer vild

Vi farer videre

fremad

mod hallen

Jeg har sjældent følt mig noget så inderligt

Jeg er vasket væk

og ligger stadig nede i røret

Klart i intet

Jeg vil aldrig kysse nogen som helst

tænkte jeg engang som sytten-årig

Husker du følelsen?

Når jeg river op i min barndoms 

små rødglødende sekunder

af 

søde dråbers frihed fra fortiden

Jeg bliver ramt af af mit gamle jeg på stationen

derude, hvor forstaden endnu er i pletvist mørke 

Dørene står på vid gab

og jeg er faldet hen i de gråblå togsæder 

og rimen klæber sig stadig fast på indersiden af kupevinduet

Det er stadig tidligt om morgenen 

og det eneste jeg bedøver mine bekymringer med

Et øjeblik er jeg opslugt af en trøstesløs idé

der ikke vil omvælte sig fra andet

end det jeg selv kender til

Du vidste det ikke

Jeg vidste heller ikke

at jeg skulle klemme øjnene sammen

for at se 

Men vi kunne slå døren ind sammen

Den dag vi vil

Og vi kunne klemme en sø bort mellem vores fødder

og samle hænderne om hele gården

med træerne og det gule græs og bænkene og de grædende børn

som om det var første gang 

vi hilste på hinanden 

ude blandt alle andre

Tiderne skal gå langsomt 

så jeg kan hvile i den milde vrimmel 

af udtryk du giver bort

Kan vi cykle ned ad bakken sammen?

Du svarer ikke

Hvor går vi hen?

Tilbage over broen

og ind i Rema 

Minderne vælter frem 

og vi bevæger os hen mod boulevarden

Jeg kan mærke cigaretterne og dengang svømmetagene rigtigt tog til

Jeg ytrer mig om alt det jeg ikke har forstand på

men det rimer alligevel på tårer og uden at tænke over det

glider regnen ned i min hals

og fryser fast

Og uden at lægge mærke til det

er jeg væk igen

Og kører i bus, det blinker, og kører i tog, det blinker, og lyset stopper

Hvor ligger jeg gemt?

Jeg tænker på hvor jeg skal sætte fødderne næste gang

Og kigger udover kirkebakken 

og mærke et glimt 

der rækker udover det jeg en dag kan bliver til

Eller jeg kan bidde mig fast

men først flyve bort 

til medlemmernes begyndelse

Der hvor stjernerne tager til i styrke

vil jeg gemme dit ansigt

skubbe tågen ned i lommen

Og du vil være en lyd jeg ikke har lagt mærke til før

En uvis linje 

i mit eget hjemland 

Men lige nu vil stjernerne vandre henover dit ansigt 

Jeg ser over på de falmede grågrønne bygrene

Jeg tror ikke vi kommer ud

Jeg er ikke træt

Bare sulten

Vi ser søvn

Dengang vi kastede med økologi og introducerede bølger

hvor fremgang end ikke var på mode

Jeg talte

om hvor jeg kommer fra

I et langt tilløb til mødet med den røde øl på bordet

og den glødende ild og den bløde kulde og de fulde

fine og dine øjne

Og nynner en sang 

Vi taler om Ødipus

og sangen kommer fra mine søndagsaftener oppe på bakken

Et virkeligt hus fyldt med idéer 

Minderne 

hvor vi leger

Og du smiler med de sure paradisæbler i hænderne

ovre fra børnehaven

Du tegner

dine smukke blide hænder

på campingpladsens grusbane

Jeg er lykkelig i rusen på tom mave 

For jeg gerne vil møde dig igen

Mens jeg tænker på

Asketræet der vender den forkerte vej

Men i morgen

finder jeg en ny lejlighed

Næste sommer får jeg det sagt

Måske en vinter mere

hvor der ikke er karriere eller sorg eller korte besøg

hos dem vi elsker

Men jeg vil gerne møde dig

i dag med regnen af tårer som drypper ned i munden

på dig der kalder 

inden jeg vågner

og drikker larmen

der er fyldt med snak

Det begynder at brænde

indeni

hvor gummihjulet humber over kantstenen

Jeg ser ned igennem tragten

en 1000 kilometer lang gang 

DENGANG jeg havde voks i håret

Indkøbsvognen svinger ud foran 

Jeg ser på en plasticspand

Blikket vender rundt om hjørnet

Vi smiler alle til hinanden

Jeg har aldrig brudt mig om

storbynaiviteten 

 jeg gider ikke kendes ved andet

 end mig selv

Vi hviler alle på den samme blødende 

voksdug

og nogen har længere torne 

hvilende uden hår

Der hvor ler og tørt klima giver

krigen et ekstra spark

Men jeg lægger ikke mærke til noget

i Rema hvor poserne er fyldt med

bare en gang imellem

For mine øjne svømmer stadig

i vandet

Hvor jeg vil gerne møde dig

Hvor søvnen og det ukendte

holder sammen med bast og løse tangenter

Men du bliver nødt til at vente på mig

Bare lidt endnu

Mit løse lærred ser jeg foldet på begge sider

Og min verden boltet fast

i en lang drøm

Den længste søvn

der endnu ikke er sket

Noget du ikke ved

Der er kun silhuetten tilbage

du er ikke som jeg gerne vil have mig selv

Et du

og de lange dage må gerne drysse ned fra oven

og give mig lidt at tænke over

eller bare give mig duften af noget

der ligger ved vasken

For hvor er du?

Du ved det heller ikke

ligeglad

Jeg vil gerne sige noget til dig

måske bare 

Der sidder vi på hver vores stol

og kigger lidt på hinanden

Jeg sidder med benene over kors med en øl i hånden

Der er mørkt i lokalet og det er december måned

Jeg tænker på dengang, hvor jeg så en film om døde mohikanere sammen 

med min far

og den om den amerikanske borgerkrig

og Atillas rige

Vi kigger hinanden dybt i øjnene og der er pisse varmt 

Tjeneren nærmer sig

Han lugter af fesen herreparfume i sin hvide t-shirt med V-udskæring 

Han har et blik, der siger

- jeg tager tøsen med ud bagved og hun glemmer alt om dig -

Jeg spilder øl på mig selv

Og hun går på toilettet

Det er et halvtomt lokale med lavmælte samtaler, korrekte holdninger

og røde læber

Øllen lugter af sommerminder fra en fjern gymnasietid,

hvor jeg ligger i fugtigt græs midt om natten

i lyset af lejrbål hvor folk er fulde

Hun kommer tilbage 

Jeg går ikke selv i finske tøjmærker

Men jeg elsker også Japan

Jeg spår aldrig om noget

Vi har intentioner

Forstå dit fravær

Lad dig ikke gå på af verdens forfærdeligheder

Solen giver kun lange skygger om sommeren

Er du bare en ensom celle, der føler trang til lidt lys omkring dig?

Så giv skyerne mere plads

Også selvom du ikke kan rumme hele verdensaltet

Salt og fedt

vi og dem

som modner, i et blotlagt spindelvæv

der ikke længere vil tage fra dem

som giver til dem fra også os

og I der ikke ytrer jer men blot

giver bort

 for det som i virkeligheden gælder

og ikke bare giver efter

men har en sand værdi

om den verden som leves og 

ikke bare er en fjollet del af

det værende

i en given situation

mod en nærmere sagt

levende placering der ikke varer ved

i et andet rum med andre farver og magiske 

ord og videre perspektiver vi får smagt på 

inde i vores munde

røde og fyldt med orme

og det lugter og vi luger ud i haven

og træerne lugter og vandet rådner

og sveden pibler

og jeg er lige ved at væmmes

over min egen dødelighed

der jo ikke varer ved

for døden er jo bare et vilkår

har de kloge sagt

eller en anden gammel mand eller dame

der tror de har den store viden om alt og alle

Mit ben sover og hjerner har en holdbarhedsdato

som dem der drukner

med flasker og de grønne pletter på

den strikkede sømandstrøje jeg hentede i mit hvide klædeskab

Og der ligger jeg

i mine egne minder

for foden af Aldi i Ebeltoft og senere ved et skib

der om sommeren inde på diskoteket

med alle mine skiver

sirligt ordnet i alfabetisk rækkefølge

og

i en af de løgne 

der ikke nødvendigvis skræmmer nogen

men bare er en påmindelse om

at de også har levet

et som faktisk

hænder lige nu mellem fingrene

og har en større holdbarhed

end flasken i hånden

Mennesket er to

Det her skal handle om kærlighed

Alle de gange jeg har kysset

fanden tage mig

for det skal det ikke handle mig

Gangene jeg har kysset skal handle om dig

Dig, kære kærlighed

for du er min kvinde