#boulevarden

Et øjeblik er jeg opslugt af en trøstesløs idé

der ikke vil omvælte sig fra andet

end det jeg selv kender til

Du vidste det ikke

Jeg vidste heller ikke

at jeg skulle klemme øjnene sammen

for at se 

Men vi kunne slå døren ind sammen

Den dag vi vil

Og vi kunne klemme en sø bort mellem vores fødder

og samle hænderne om hele gården

med træerne og det gule græs og bænkene og de grædende børn

som om det var første gang 

vi hilste på hinanden 

ude blandt alle andre

Tiderne skal gå langsomt 

så jeg kan hvile i den milde vrimmel 

af udtryk du giver bort

Kan vi cykle ned ad bakken sammen?

Du svarer ikke

Hvor går vi hen?

Tilbage over broen

og ind i Rema 

Minderne vælter frem 

og vi bevæger os hen mod boulevarden

Jeg kan mærke cigaretterne og dengang svømmetagene rigtigt tog til

Jeg ytrer mig om alt det jeg ikke har forstand på

men det rimer alligevel på tårer og uden at tænke over det

glider regnen ned i min hals

og fryser fast

Og uden at lægge mærke til det

er jeg væk igen

Og kører i bus, det blinker, og kører i tog, det blinker, og lyset stopper

Hvor ligger jeg gemt?

Jeg tænker på hvor jeg skal sætte fødderne næste gang

Og kigger udover kirkebakken 

og mærke et glimt 

der rækker udover det jeg en dag kan bliver til

Eller jeg kan bidde mig fast

men først flyve bort 

til medlemmernes begyndelse

Der hvor stjernerne tager til i styrke

vil jeg gemme dit ansigt

skubbe tågen ned i lommen

Og du vil være en lyd jeg ikke har lagt mærke til før

En uvis linje 

i mit eget hjemland 

Men lige nu vil stjernerne vandre henover dit ansigt