Vil aldrig møde én som Stenen igen. Og hvis jeg gør, så vil jeg stikke af. Et menneske der lader som om de har empati, indtil de ikke kan bruge én længere. Og pludselig kører fuld doom af hån og kontrol og benægtelse og manipulation. Et menneske der opgør alt i hvilken nytte det har for dem. Hvordan man kan bruges. Som kun anerkender sit eget perspektiv. Som kræver ros og hvis fortælling om konsekvenser er, at folk var jaloux og misundelige og prøvede at sabotere dem. Et menneske der omgiver sig med drømmefangere for at blive veninder med andre mennesker, som kunne tænkes at tro på at universet bragte dem sammen. Som om man er meant to be og skal kende hinanden til man dør - også selvom man ikke engang har set hinanden græde snot eller oplevet reel forsoning efter en reel uenighed. Et menneske der får sin vilje ved at udelade detaljer indtil det er for sent, så man har sagt ja uden at vide hvad man sagde ja til. Et menneske der går op i hvordan man ser ud. Hvad det hele ligner. Som kontrollerer dine sociale medier og din tid og hvor du er, ved at bede dig poste ting på bestemte tidspunkter, så de kan reblogge det for at gøre deres eks jaloux. Som synes det ville være for desperat hvis de postede det på deres egen profil. “Det er sejere at blive tagget”. Og som forventer at man tilsidesætter sit eget liv og alle sine andre relationer for at bevise at man er en ride or die ven. Pyt med at jeg ligger syg, jeg skal i byen og poste en video af stenen der er smuk med sin drink så hendes eks kan se at hun allerede flirter med andre - ellers er jeg en dårlig ven. Og man må ikke italesætte det giftige - for så er man en dårlig ven. Man må ikke have sine egne grænser, for - u guessed it - så er man en dårlig ven. Det handler om den mest giftige form for selvopofrende trofasthed, altimens ens moraske kompas bliver mere og mere warped. God/dårlig - med udgangspunkt i deres perspektiv, og ikke ens egentlige samvittighed. Toxic. Hjernevask. Det bliver psykisk vold uden at man opdager det. For man får ros. Som en lille hund. Når man gør det rigtige. Og man er ikke i tvivl. For når man gør det forkerte, føler man sig som verden værste menneske. Følelsesmæssig vold. Man siger undskyld, som om man er ved at forstå hvordan man tager hensyn i den her relation, uden at opdage at hensyndet aldrig - som i aldrig - er gensidigt. Man er den eneste der føler noget for relationen. Et “vi”. Med det her menneske, der synes det er fedt at være to om at forholde sig til kun dem. De beholder deres eget “jeg”, mens man selv føler sig mere og mere egoistisk over at tænke på andet end os. Til sidst fandtes jeg ikke. “Jeg” fandtes ikke. Sagde “vi” om ting jeg havde gjort alene, for eller følte jeg, at jeg forrådte hende. Vi trænger til at få ordnet dit og dat, betød “det er min pligt at ordne dit og dat”. Uanset om det var hende eller mig der sagde det. Til sidst kan man ikke bade, ikke spise, ikke forlade sit hjem - fordi man ikke selv bestemmer. Og de benægter at have haft noget at gøre med hvor ussel og lille og syg man er endt med at være. De synes man har gjort det mod sig selv. De siger man har gjort det mod sig selv. De væmmes. Ingen medfølelse. Ingen nåde. Indtil de opdaget at man er begyndt at fortælle andre om deres adfærd. Så holder de taler om hvordan fortiden skal glemmes og nu skal alt handle om kærlighed. Stenen mente at hun havde været den perfekte ven for mig og at jeg havde svigtet hende. Især ved at tale med andre om hvor grælt det stod til. At jeg bagtalte hende når jeg fortalte om hendes opførsel, og at det havde hun GODT NOK ikke forventet af mig. Hvordan kunne jeg ikke forstå at den slags var privat. At jeg ødelagde hendes ry. Hendes forretning, sagde hun også. At jeg ødelagde. Ved at fortælle om hendes vold. Hun sagde at jeg ikke var taknemmelig nok. Hvordan kunne jeg ikke se hvor ond jeg var? At jeg nu efterlod hende med alt det ansvar jeg havde stået med alene? Og en smuk lejlighed, som jeg havde kæmpet for at finde til os - og som hun selv valgte at hun ville beholde. Hvordan kunne jeg ikke se at det var synd for hende?
Har tænkt meget på hævn, men jeg tror ikke på at det er mig der skal hævne mig. Bryder mig ikke om hævn. Vil ikke være som hende. Så jeg fryder mig istedet ved fantasien om at hun får en badass sej datter, som hader hende og udgiver en selvbiografi der hedder “min mor: et monster”. Det ville stenen hade. Stakkels stenens ego. Ville heppe på datteren uendeligt her fra mit eget lille liv. Karma? Hvis karma findes, så er det nok hævn for mig. Så skal jeg nemlig ikke bekymre mig om andet end at få det bedre. Blive rask.
Jeg håber at ingen møder én som stenen, men det er vigtigt at sige, at jeg ikke bebrejder dem der falder ind i deres net. Jeg gjorde det selv. Og jeg sad fast. Og jeg var skind og ben da jeg kom fri. Jeg så det ikke ske. Jeg så det virkelig ikke ske.
