Jeg har ladet Stenens ord definere hele min virkelighed. Eller, Stenen sÞrgede for at det var sÄdan det blev. Det var sÄdan set ikke noget jeg frivilligt lod ske.
Og jeg indser i etaper hvor meget hun bare tog fejl. Om og om. Hun brugte begreber helt forkert. Manipulerende. Hun forvrÊngede mine ord og udskammede mig og talte pÄ vegne af mennesker hun aldrig har mÞdt og slet ikke kender. MINE VENNER. Mine helt egne personlige relationer. Hun lavede om pÄ fortiden og gjorde det umuligt at lÞse noget som helst. Og sÄ kaprede hun virkeligheden som noget jeg altid skulle have bekrÊftet af hende. Fordi min virkelighed var utrovÊrdig. I could go on.
Efter 2 Är indser jeg stadig hvor begrÊnset jeg er af den vold hun udÞvede. Videoen af min blottede krop ligger stadig pÄ hendes insta profil. Den er bevis pÄ hendes vold. Hvem blokerer nogen og deler den slags uden samtykke. Hiding in plain sight.
Min pointe er at jeg havde venner dengang. Det har jeg stadig, jeg har bare ikke kontakt med nogen mere fordi jeg er sĂ„ udmattet og flad. Men jeg havde venner og hun fik mig til at tro, at det havde jeg ikke ĂŠgte. Hun fik mig til at tro, at jeg var deres velgĂžrenhedsprojekt og at derfor mĂ„tte jeg ikke dele svĂŠre ting. Fordi jeg udnyttede deres empati, ved at tale om den slags. SĂ„ jeg blev stille og brugte al min energi pĂ„ at âhele mig selvâ sĂ„ jeg endelig kunne blive âgod nokâ til at man ku vĂŠre min ven. Men det var aldrig mig der var i stykker. Jeg var ikke problemet. Men jeg sĂ„ det ikke, fordi jeg kontant var hjemsĂžgt af âsandhedenâ om at min vikelighed er for subjektiv til at vĂŠre ĂŠgte. Og at derfor skulle jeg âreparere mig selvâ og tĂŠnke som Stenen, for nogensinde at kunne vĂŠre lille og uproblematisk nok til at kunne forsvare min egen eksistens.
Og der var INTET problem udover stenen, for jeg havde venner. Og hendes vold tog det fra mig. Mit netvĂŠrk. Mine luneste livsflammer. Ved at isolere mig mentalt. SĂ„ jeg isolerede mig selv fysisk. Og udĂžvede hendes vold mod mig selv, SELV da jeg var flygtet.
Og jeg sidder nu og kan knap nok gÄ, fordi min krop er sÄ medtaget efter 2 Ärs neglect af alle mine fysiske behov. HjemlÞs igen og fattig og fucking ustabil. Og det er ikke mit lort - for jeg var ikke endt her af mig selv - jeg endte her pga Stenen. Det er sÄ fucked up.
Og jeg fÞler ik jeg kan blive som jeg var, fordi den udgave af mig ogsÄ var den udgave som hoppede i Stenens sorte hul med begge ben.
Hvem er jeg nu. Jeg er ikke en ugave af mig, som jeg synes om. Jeg er et sÄr, der bliver ved med at ske. Om og om. Det orker man da ikke. Konstant at hele, bare for at blive rippet itu af nogen man stoler pÄ? Af sine egne minder? Af alt det der er ude af ens hÊnder?
SÄ fÞles det som om, jeg ikke kan stole pÄ mig selv. Og i virkeligheden mangler jeg jo bare at vÊre venner med mine dejlige venner. Dem jeg ved jeg kan stole pÄ. Det mÞnster jeg ser er, at det fÞrst bliver farligt nÄr jeg isoleres. Og lige nu er jeg mere isoleret end nogensinde fÞr. SÄ jeg forstÄr at jeg er ensom og trist.
Kan ikke vĂŠre andet end fuld af sorg og savn.
Tror sÄdan som jeg har det er en rimeligt reguleret reaktion pÄ hvor shitty ting rent faktisk er. Og at hvis jeg havde det tip top, sÄ ville det vÊre et red flag.
Jeg vil bare allerhelst blive et nyt selv som endelig har fodfÊste, kontakt, ro, styrke, retning og VILJE. Autonomi og formÄl.
Men jeg er bange. Hver dag. Og jeg forstÄr mig godt. For lige nu er det stadig ikke op til mig, om jeg er tryg eller ej. Og det ved jeg ikke om det nogensinde er. Og derfor bliver jeg ved med at vÊre stille.
