Kåldyrkeren Kristian Thulesen Dahl
I går fik Danmark en ny regering - en mindretalsregering udelukkende bestående af partiet Venstre. En mindretalsregering som er resultatet af lidt mere end en uges legen kispus af Dansk Folkeparti (DF) og dets formand Kristian Thulesen Dahl om hvorvidt DF skulle gå i regering eller ej. Selvom DF er blå bloks største parti har de ikke valgt at gå i regering og søge indflydelse den vej. I stedet har DF valgt at stå udenfor og udelukkende agere støtteparti. Vil det give DF mere indflydelse? Tjo, måske – men man kan jo håbe at Lars Løkke Rasmussen vil turde række mere over midten end da han sidst var statsminister og lave forlig uden om DF. Thulesen Dahl har utvivlsomt udtænkt dette udenom-DF scenarie og ikke fundet det særligt sandsynligt. Men vi må se – det er jo som bekendt svært at spå, især om fremtiden.
En ting står klart - nemlig at DF er sluppet billigt – for billigt. Ved at stå udenfor regeringen behøver DF ikke at gøre sine hænder beskidte med det indblik regeringsdeltagelse giver i hvad der forslagsmæssigt reelt kan lade sig gøre ift. fx økonomi, eksisterende love og internationale forpligtelser. I stedet kan DF også fremover komme med de ”nemme” og ”enkle” løsninger (flere penge til ældre området, færre flytninge, mindre EU, op med grænsebomme etc.) – uanset om de løsninger reelt kan lade sig gøre eller ej. Det er for nemt først at sige nej tak til regeringssamarbejde og derefter straks gå ud og kritisere Venstres regeringsgrundlag som Thulesen Dahl gjorde i går (http://politiken.dk/indland/politik/ECE2736769/thulesen-revser-regeringsgrundlag-det-er-tydeligt-at-det-er-venstre-der-har-skrevet-det/). Tror du ikke regeringsgrundlaget havde set anderledes ud hvis DF var gået med?
Mere end hver femte dansker har stemt på DF og dermed gjort partiet til landets næststørste. Bør landets næststørste parti ikke indgå i en regering når muligheden byder sig? Selvfølgelig ikke for enhver pris, men politik er det muliges kunst. Regeringsgrundlaget fra i går illustrerer jo fx hvordan Venstre har flyttet sig på ”kravet” om nulvækst. Mon ikke man kunne have fundet lignende kompromisser på andre områder også? Man kunne i hvert fald gøre forsøget i stedet for at snakke om at man gerne vil have 90% af sine forslag i regeringsgrundlaget (https://www.dr.dk/nyheder/politik/thulesen-90-procent-kan-vaere-nok-gaa-i-regering) førend man (måske) vil i regering. At være et politisk parti handler også om at udvise modenhed og villighed til at finde kompromiser. Dansk Folkeparti mener selv at de er et ”stuerent” parti, men et modent parti er de ikke. Dansk Folkeparti har ikke udvist nogen form for modenhed og kompromisvillighed i dette forløb. DF føler sig åbenbart ikke klar endnu til at tage et fuldt ansvar.
Da SF udtrådte af regeringen i 2014 var der et citat af SF’s stifter Aksel Larsen som blev citeret flittigt. Et citat som også passer fint på denne nuværende situation omkring Dansk Folkeparti. Citatet lyder således:
”Hvis man har en mening med at deltage i politik, så må det være den, at man vil have indflydelse og magt til at virkeliggøre sine ideer. Hvis man bliver skrækslagen den dag, man bliver tilbudt det at få del i del i magten, så hører man til nederlagets mænd. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen af sine synspunkters rigtighed, og om at man vil holde fast i dem, så bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål”.
Måske burde Kristian Thulesen Dahl se sig om efter et nyt job?




















