#fv15

I går fik Danmark en ny regering - en mindretalsregering udelukkende bestående af partiet Venstre. En mindretalsregering som er resultatet af lidt mere end en uges legen kispus af Dansk Folkeparti (DF) og dets formand Kristian Thulesen Dahl om hvorvidt DF skulle gå i regering eller ej. Selvom DF er blå bloks største parti har de ikke valgt at gå i regering og søge indflydelse den vej. I stedet har DF valgt at stå udenfor og udelukkende agere støtteparti. Vil det give DF mere indflydelse? Tjo, måske – men man kan jo håbe at Lars Løkke Rasmussen vil turde række mere over midten end da han sidst var statsminister og lave forlig uden om DF. Thulesen Dahl har utvivlsomt udtænkt dette udenom-DF scenarie og ikke fundet det særligt sandsynligt. Men vi må se – det er jo som bekendt svært at spå, især om fremtiden.

En ting står klart - nemlig at DF er sluppet billigt – for billigt. Ved at stå udenfor regeringen behøver DF ikke at gøre sine hænder beskidte med det indblik regeringsdeltagelse giver i hvad der forslagsmæssigt reelt kan lade sig gøre ift. fx økonomi, eksisterende love og internationale forpligtelser. I stedet kan DF også fremover komme med de ”nemme” og ”enkle” løsninger (flere penge til ældre området, færre flytninge, mindre EU, op med grænsebomme etc.) – uanset om de løsninger reelt kan lade sig gøre eller ej. Det er for nemt først at sige nej tak til regeringssamarbejde og derefter straks gå ud og kritisere Venstres regeringsgrundlag som Thulesen Dahl gjorde i går (http://politiken.dk/indland/politik/ECE2736769/thulesen-revser-regeringsgrundlag-det-er-tydeligt-at-det-er-venstre-der-har-skrevet-det/). Tror du ikke regeringsgrundlaget havde set anderledes ud hvis DF var gået med?

Mere end hver femte dansker har stemt på DF og dermed gjort partiet til landets næststørste. Bør landets næststørste parti ikke indgå i en regering når muligheden byder sig? Selvfølgelig ikke for enhver pris, men politik er det muliges kunst. Regeringsgrundlaget fra i går illustrerer jo fx hvordan Venstre har flyttet sig på ”kravet” om nulvækst. Mon ikke man kunne have fundet lignende kompromisser på andre områder også? Man kunne i hvert fald gøre forsøget i stedet for at snakke om at man gerne vil have 90% af sine forslag i regeringsgrundlaget (https://www.dr.dk/nyheder/politik/thulesen-90-procent-kan-vaere-nok-gaa-i-regering) førend man (måske) vil i regering. At være et politisk parti handler også om at udvise modenhed og villighed til at finde kompromiser. Dansk Folkeparti mener selv at de er et ”stuerent” parti, men et modent parti er de ikke. Dansk Folkeparti har ikke udvist nogen form for modenhed og kompromisvillighed i dette forløb. DF føler sig åbenbart ikke klar endnu til at tage et fuldt ansvar.

Da SF udtrådte af regeringen i 2014 var der et citat af SF’s stifter Aksel Larsen som blev citeret flittigt. Et citat som også passer fint på denne nuværende situation omkring Dansk Folkeparti. Citatet lyder således:

”Hvis man har en mening med at deltage i politik, så må det være den, at man vil have indflydelse og magt til at virkeliggøre sine ideer. Hvis man bliver skrækslagen den dag, man bliver tilbudt det at få del i del i magten, så hører man til nederlagets mænd. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen af sine synspunkters rigtighed, og om at man vil holde fast i dem, så bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål”.

Så blev det endelig tid. Efter tre ugers (og for TV2 News: Et års) venten oprandt endelig dagen:

Som du har kunne læse her på din yndlingsvalgblog (og evt. i andre medier) lagde meningsmålingerne op til den vildeste gyser:

Men...som resultaterne begyndte at tikke ind:

Det stod nemlig ret hurtigt klart, at sejren skulle tildeles blå blok

Det skyldtes i allerhøjeste grad ét parti: Dansk Folkeparti. Partiet gik 15 mandater frem og indkasserede således 37 mandater i Folketinget - og er nu Danmarks andetstørste parti:

Vores yndlinge - Alternativet - kom også væltende ind med ni mandater:

Knap så god stemning hos SF og Radikale Venstre, der begge mistede ni mandater:

Og ja - generelt bare ikke særlig højt humør hos rød blok:

Selvom Socialdemokratiet gik tre mandater frem og nu er Danmarks største parti, måtte de alligevel se sig slået af blå blok:

Og det fik Helle til at trække stikket efter ti år på formandsposten:

Og så tænker vi, at der må være en underlig stemning hos Venstre. For til trods for, at partiet vandt magten, scorede Løkke partiet det dårligste valg i 25 år. Moltke&Meinert analyserer sig på den baggrund frem til, at der muligvis er et bagland, der har det lidt stramt med sin formand:

Til enhver valgaften hører naturligvis valgfester. Vi ELSKER valgfester!

Alternativet havde gang i et crazy-monkey-party på Papirøen:

Hos Socialdemokraterne var der fri bar:

Og det ramte den gode Henrik “Sjus” Larsen:

Hvilket uheldigvis for ham (- ikke for resten af befolkningen) blev foreviget på live tv:

Hos DF var der naturligvis også gang i festen. Tulle sang Liverpools slagsang “You’ll never walk alone”,

Pia græd,

og der var danske evergreens (undskyld, Alex Ahrendtsen: stedegrønne!) på anlægget:

Kristendemokraterne kom ikke ind, men derfor var der nu alligevel fest:

Også De Konservative holdt fest. Måske mest for at fejre, at partiet lige akkurat fik the behind med over spærregrænsen:

Dér kunne den flotte Mads Holger, BA(theol.), naturligvis ikke blive set, så han lavede sin egen valgfest. På et slot. Nord for København:

Og så festede han med sine venner:

Men ungerne skulle jo hjem til deres forældre på et tidspunkt og så tog Mads Holger ind til Christiansborg alligevel. Ifølge Moltke&Meinerts kilder gatecrashede han Socialdemokraternes fest og endte med at blive smidt ud af Borgen for at ryge indendørs. C L A S S Y:

Og da vi så vågnede fredag, var det jo spørgsmålet om teologibacheloren stadig var en del af De Konservative:

Nu er det så tid til at få dannet en regering. 

Som “Kongelig Undersøger”

forhandler Lars Løkke med alle partierne. Og de sætter ikke deres lys under en skæppe:

Og særligt DF som det største parti i blå blok giver den gas:

I skrivende stund aner vi ikke, hvordan det ender, hvornår det ender eller om det overhovedet ender. Men vores valggif-blog ender her. Tusind tak for, at I læste med og for kommentarer og tips. Vi håber, at vi har kunne give jer et lille smil midt i den hæsblæsende valgkamp. Måske vender vi tilbage, når der kommer en ny spændende, giffable begivenhed.

Møs til jer alle!