Udefineret
Evnen til at se to situationer og lÊgge dem sammen til et resultat der ikke er definerbart, kan blive en erkendelse af at mening opstÄr ved at opnÄ det man har manglet. Det man har manglet kan vÊre en samtale og nÄr ordene i en dialog derefter flyder opstÄr tilfredshed som noget man har opnÄet. Derefter finder man ud af at man i et Þjeblik ikke mangler noget. NÄr Þjeblikket er passeret mangler man noget nyt, det kunne vÊre at blive klogere, men sÄ opdager man at det at blive klogere er at lÊgge flere situationer sammen og til sidst forstÄr man hvad det vil sige at vÊre menneske.
Fjern den prÊfrontale cortex for et Þjeblik og du mangler pludselig sociale kompetencer, kontrol og bevidsthed. Du er med andre ord et dyr, bortset fra at dyret ikke ved hvad det mangler, fordi det aldrig har haft evnen til at lÊgge flere situationer sammen. Det mÄ derfor vÊre menneskets lod at kunne finde hoved og ikke hale i kompleksiteten og derved udvikle sig til at kunne forstÄ eller udvikle andre til at kunne forstÄ flere end bare mange situationer i et fuldkomment og mangellÞst moment. Men du har aldrig manglet den prÊfrontale cortex og kan derfor ikke 100% sige hvad det vil sige at vÊre menneske og tvivlen definerer dig mens den eneste mÄlestok bliver at sÊtte sig selv i dÞdens perspektiv for at blive bevidst, og herved opstÄr den spÊde illusion som i virkeligheden har defineret alt og alle mennesker til at vÊre noget udefinerbart.
