#sympati

Empati eller Sympati Empati är förmågan att förstå och känna med andra människors känslor och upplevelser. Det innebär att kunna sätta sig in i en annan persons situation, både på ett känslomässigt och intellektuellt plan. Empati handlar om att känna eller föreställa sig vad en annan person känner, utan att själv behöva uppleva samma situation. Två huvudsakliga former av empati: Kognitiv…

Sveinung Sundfør Sivertsen

Den skotske opplysningsfilosofen Adam Smith (1723-1790) er kanskje mest kjent som økonomifagets far, men han er også en viktig moralfilosof. I motsetning til hva man vanligvis forbinder med opplysningstiden, var ikke Smith først og fremst opptatt av fornuftsevnen. For ham var det vel så viktig å forstå den rollen følelsene og forestillingsevnen spiller i menneskers liv. Smith mener at vår evne til omtanke for andre mennesker er basert på sympati. Hans bruk av ordet ligger nært opp til det vi i dag forstår med empati, eller kanskje enda bedre, innlevelse: evnen til å leve oss inn i den andres liv, slik at vi føler et snev av det vi ville ha følt om vi faktisk byttet plass.

Historien om den sjenerte giganten er den islandske regissøren Dagur Káris nyeste film. Den vant Nordisk råds filmpris i fjor høst, og går nå på norske kinoer. I hovedrollen møter vi Fusi. Han er ingen sannsynlig kandidat for vår empati: en tjukk, middelaldrende mann som fortsatt bor på gutterommet og deler tiden sin mellom å lempe bagasje på flyplassen og stadig å gjenskape det avgjørende andre slaget om El Alamein i Egypt i 1942 – med modelltanks. Like fullt er det nettopp muligheten vi gis til å leve oss inn i et annet menneskes liv som er filmens store styrke – og berettigelse. Våre fordommer blir satt på prøve, og, i alle fall i mitt tilfelle, grundig tilbakevist.

Som højskoleelev kommer man på et væld af ekskursioner. Nogle af dem er sjove og bliver til et muntert minde, mens andre sætter sig fast i bevidstheden og gør et større og dybere indtryk. En af sidstnævnte var højskolens juraholds besøg på Ringe Statsfængsel. Dagens menu lød på en rundvisning i det lukkede ungdomsfængsel og til dessert et møde med en af de unge indsatte mordere. Spændende med et indblik i en verden så langt fra min egen, tænkte jeg, da minibussen trillede ud af højskolens trygge osteklokke med kurs mod noget meget mindre trygt.

Vi blev vist rundt i fængslet af en fængselsbetjent, der fortalte skrækanekdoter om de indsattes hverdag og det altoverskyggende voldshierarki, hakkeorden og barske survival of the fittest-mentalitet.

Efter rundvisningen skulle vi mødes med en af de unge indsatte. En 18-årig gut dømt for manddrab. Vores lærer havde med vilje ikke fortalt os på forhånd, hvem vi skulle møde. Han ville nemlig have, at vi skulle møde morderen uden nogen forhåndsviden om ham og således også uden de eventuelle dertilhørende fordomme.

Jeg er nordjyde, og det faktum gjorde, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da drengen trådte ind i rummet. Han præsenterede sig ved navn, men det havde han ikke behøvet. Jeg kendte udmærket godt det ansigt, selvom det efterhånden er flere år siden, han var en tophistorie i medierne. Rasmus Popenda, der som 14-årig stod bag det, som medierne døbte Stadiondrabet i Aalborg. Berømt og berygtet for sit koldblodige rovmord på en tilfældig forbipasserende en lørdag nat ved Aalborg Stadion.

Da drengen begyndte at tale og berette om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus blev født ind i et miljø, hvor stoffer, grov omsorgssvigt og vold var hverdagskost. Han droppede ud af skolen som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage hårde stoffer og lave kriminalitet, og han blev hjemløs, da han blev smidt ud hjemmefra som 12-årig.

Jo mere den pumpede, tatoverede og kronragede knægt fortalte om sin fortid, jo mere ændredes min foragt til medlidenhed. Jeg mindedes de Rasmus Popenda-hadegrupper, der blomstrede på Facebook efter hans dom, som i manges øjne var al, al for mild. Jeg mindedes hetzstemningen og de mildt sagt hadefulde gloser, som folk skrev om Rasmus. Dengang rørte det mig ikke synderligt. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede. Det kan jeg stadig. Men det lille indblik, jeg var så heldig at få i Rasmus’ liv, gjorde mig fem år ældre.

I bussen på vej hjem sad jeg og reflekterede over besøget. Jeg havde for alvor fået udfordret min opfattelse af begrebet ”skyld”, og jeg var nødt til at tage min holdning op til revision. Det spørgsmål, der stod med lysende klare versaler på min nethinde efter besøget, var: ”Er Rasmus’ gerning Rasmus’ skyld?”

Det er en kompleks problemstilling. Først gjorde hans historie mig mest af alt bitter på hans forældre, men ret hurtigt kom jeg til at tænke på, at de må være blevet født ind i samme umenneskelige sociale miljø som Rasmus, siden de har så utilstrækkelige evner til at skulle opdrage et barn. Min anden tanke var, at hans historie vidner om et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor er der ingen, der griber ind, når en 10-årig dropper ud af folkeskolen?

Derefter faldt mine tanker på Rasmus’ fremtid. Og alle de tusindvis andre børn og unge som ham, der flakker rundt som tikkende bomber i kriminelle parallelsamfund og aldrig har kendt til andet. De har aldrig har fået en værdig chance for et ordentligt liv. Jeg kender dem selv fra min folkeskoletid og oplevet, hvordan skolen ikke formår at tage hånd om dem på anden vis end at straffe dem. Hvad skal samfundet gøre? Efter mødet med Rasmus står det helt klart for mig, at det i hvert fald er meget, meget uhensigtsmæssigt at spærre dem inde i et lukket fængsel med andre kriminelle. Som Rasmus selv svarede, da jeg spurgte ham om graden af resocialisering i fængslet: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud fra fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind.” Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, han sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af modsatte opfattelse.

Fængsel er ikke godt for nogen. Rasmus og hans medindsatte har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag, dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at få en ny chance for at gøre sig fortjent til respekt og at få følelsen af, at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte.

Så få nu de fyre ud og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde, der passer til dem, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.

Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men også ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag ét er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Deres skæbneterninger er kastet. Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?

Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det kan opfattes som om, at man retfærdiggør deres handling. Det gør jeg absolut ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men jeg prøver at forstå i stedet for at fordømme.

Mødet med Rasmus var på mærkværdig vis livsbekræftende, fordi det gav mig en klar følelse af, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie. Han har udviklet selvindsigt og er klar til at kæmpe for sin drøm: En lejlighed, en kæreste og et fast arbejde. I stedet for at få hjælp til det, oplever han et samfund, der bliver ved med at straffe ham.