Selvom den kroniske angsttilstand er knap så kronisk længere, ikke så konstant, mere bølget. Fordi man kender tankerne, man kender frygten. Fordi man har lært kroppen, at det er okay, det er ikke længere farligt. Men du har helt ret, krop; det var farligt. Når man tænker på hvor mange generationer af mennesker, der er kommet og gået, med reptilhjerne angst, som stadig forekommer blandt de fleste. Hvordan man i et lille liv kan lære sig selv, ikke at være bange. Hvor magtfulde dine egne tanker er. Stærkere end nogen andens. Nogle lærer det aldrig. Gad vide hvilken genetisk angst der ses som tendens om tusinde år. Mon vi stadig er bange for edderkopper. Mon social angst opstod da vores landsbyer blev for store. Det var egentlig ikke det jeg ville tænke på. Men at jeg mærker mønstrene. Fordi helt neurologisk er alt hjernen vil at genkende. Og alt du genkender utrygt. Alle de mønstre du plejede at kende, var utrygge. Ikke nok med de er utrygge, at du ved de er utrygge, og at du nu skal fortælle dig selv, at du skal glemme dem. Du skal finde nye mønstre, som du kan kende, som er trygge. Fordi det er det hjernen ér. Konstante impulser der fortæller hinanden hvad vi skal bearbejde og hvad vi ikke behøver bruge energi på, fordi vi kender det i forvejen. Men frygten, du allerede kender, er den stærkeste tanke. Selvom halvfjerds tusinde tanker passerer dig dagligt, er frygten stærkest. Og når alt du kender, sender dig i fight/flight/fawn, irrationelt, må du lave dem om. Lave dine halvfjerdstusinde daglige tanker om. Selvom du skal kæmpe imod et natur instinkt der fortæller; du bliver slået ihjel, hvis du går imod frygten. Når hver en mand du ser, ikke bare er en mand, men en fjende. Så er der pludselig virkelig mange mænd i verdenen. Virkelig meget at være i krig mod. Når man er ene og alene, og bare gerne vil handle ind i fred. I fred fra frygten. Hele tiden fortælle sig selv, at det er okay. Du må godt være her. Det okay. Træk vejret. Det okay. Du er okay. Igenogigenogigenogigen. Indtil du ikke længere er bange. Indtil du slet ikke ser dem. Indtil tanken er forsvundet, opslugt af intetheden. Måske du nu kun har niogtres tusinde tanker. Og en af tankerne siger: alt er fint. Men nogle gange, så møder du noget nyt. Eller rettere, noget du havde overset, gemte sig i dit irrationelle frygt bibliotek, som du troede var tom. Som du troede var bearbejdet, som du troede ikke eksisterede, som du troede; at sammen med alt andet, var opslugt. Men der står det, foran dig, du genkender det, og det tager pusten fra dig. Du farer sammen, du forstår ikke hvorfor du ikke var forberedt, og hvorfor bliver du overhovedet bange, hvad har du gang i, tag dig dog sammen. Du husker pludselig alt der blev slugt, alt du frygtede, alt sammen på samme tid, fordi du blev taget på fersk gerning af ikke konstant at tænke over det du frygter. Nej. Det okay. Deterokay. Træk vejret. Igenogigenogigen. Så står du der og holder dig selv i hånden, mens verdenen snævrer sig ind. Du befinder dig i en tunnel, hvor lyset for enden føles fjernt, men som et mål. Og du går bare, selvom siderne af tunellen er uhyggelige og mørke, og du ved ikke hvad der mon gemmer sig, og hvis du kigger; er der uden tvivl en arm der griber ud efter dine ben. Alt du ved er at der er lys for enden af tunnelen. Og så gør du det igen.
