#mobning

Der er så mange grunde til hvorfor vi som samfund burde pege fingre af, absolut skam-pisse, fuldkommen nedskyde dem som mobber. Fordi lige så snart det shit er begyndt, kan det godt være for omverdenen, at det ikke er det helt store andet end "ej hvor det synd, håber det stopper snart, måske den her samarbejdsøvelse kunne hjælpe" men for mobbeofferet, vil de vitterlig ikke være den samme person, aldrig nogen sinde. De for evigt og altid forblive knækket inden i, være skræmt af de mindste ting, bare fordi en eller anden rapkæftet kal ikke kunne holde sig fra at være en normal person, og absolut insisterede på at få dem til at have det dårlig over sig selv.

"Being back bullying" 12 år. Et fucking barn på 12 år, gik i en klasse som de forbandt med at være "en stor familie", indtil de blev spurgt spørgsmålet "hvordan ser du klassen og din rolle i den?" Derefter ændrede alt sig. Barnet så blikkende, de så fingrene, de hørte kommentarene, de fik beskeder på internettet og i kommentarsporet, de blev råbt af på gangene, de blev fniset og grint af i timerne, de indså at de ikke var budt velkommen her, at sådan nogen som skildte sig ud fra mængden som de gjorde, ikke hørte til her, at hvis man var på nogen måde andet end "normal" var man forkert.

5 år. 5 fucking år med alt dette levede de med. Og som årene gik, tog mobningen hårdt på barnet. Puberteten var ikke fyldt med kæreste-snak, shoppingture og fnidder-fnadder som det normalt er for piger. Det var fyldt med angst og depression. Dag ud og dag ind var en kamp, en kamp om at være i live og prøve at stå imod det stormvejr med pis og lort som mobberene fyrede af. De mundtlige karaktere var nede på 02, der blev ikke sagt et pip i timerne og den sjov der blev lavet med vennerne, var pakket ind i hvad der var acceptabelt at snakke om så mobberene ikke fangede noget i sætningerne og pegede fingre. Hver dag var grå og umættende, der var intet ved livet som ikke kunne findes vidre i døden. Hver dag var tung at bære, det eneste der længtes efter var at komme væk, væk til et sted hvor ingen kendte en, hvor ryende ikke forfulgte. Der var et tidspunkt hvor der blev spurgt på klassen "hvad vil i gerne efter skole?" Og alle i klassen kom med ideer og drømme for fremtiden, en ven lænte sig forover og hviskede "dø", og med det samme kom tanken "også her" frem.

"Bring back bullying" hold jeres fucking kæft.

Ved i hvad der er sket siden da? Siden det barn kom ud af niende klasse? Siden ca. 4 år siden? Tanken om at være i deres hjemby får dem til at føle sig overvåget konstant, ikke engang en lille gåtur ud til byen og hjem igen føltes sikker. Som om alle mobberene ved hvor de er 24/7 og kan finde deres lokation og pege fingre ad dem igen. At den ene person som råbte på gaden, var ment som et råb mod dem. At ordet "underligt" stadig efterlader en dårlig smag i munden fordi det var det mest brugte ord til at beskrive det barn. At simple samtaler om deres yndlings film er hårdt fordi tanken om at snakke om sig selv for meget, eller at ligne en cringe nørd er for meget at bære så de holder bare kæft det meste af tiden. At tanken om sex og udførelse af nogetsomhelst intimt har efterladt dem rystende pga. de skulle undertrykke den del af deres udvikling så der ikke vlev peget fingre af dem. At de har sku lære hvordan de faktisk er som person gemt helt inderst inde. At de har skulle tage til en psykolog fordi de ikke kunne fungere SOM EN NORMAL PERSON PÅ GRUND AF AT DE BLEV MOBBET FOR IKKE AT VÆRE EN NORMAL PERSON.

"Bring back bullying" ved i overhovedt hvad det er i kæfter op om?? Ved i hvad det er i fucking ber om?? Når ja, det giver så meget mening at skam-mobbe en person for ikke at være normal, indtil at den person knækker fuldstændig og lyster efter døden så hårdt at det eneste der står imellem dem og faktisk at ende sit liv er sine venner som der, guess what, faktisk også var en forlængelse af mobningen, og som år efter er efterladt med alle stykkerne af sig selv på gulvet og prøver desperat på at samle dem sammen til noget der mindede om deres tidligere jeg men som stadig holder sig inden for de stramme fucking unyttige rammer som åbenbart er "normale" som de har brugt til at overleve de sidste 5 år af sit liv og som har endt i at de nærmest er en skald af sit tidligere jeg som ikke ved hvordan man fungere som person længere og konstant holder sig inden for rammerne selvom der ikke er nogen til at pege fingre længere fordi hovså nu er du voksen og nu ved du jo selvfølgelig at verden er fyldt med gode mennesker der kun vil dig det bedste og ej vil du ikke med til den der sammenkomst fest med dine gamle klassekamerater det ville da være sjovt ikke? Nej hvorfor reagere du sådan, det var bare nogen der grinte af et sjovt billed de tog det har da ikke noget med dig at gøre og bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla bla.

Jeg var det barn.

JEG VAR DET FUCKING BARN.

"Bring back bullying" HAHA HVOR DU SJOV DET BARE OVERHOVED IKKE FORDI DET SHIT FAKTISK NEDBRYDER EN PERSON SÅ HÅRDT AT DE ENDER MED IKKE AT KUNNE FUNGERE SOM EN FAKTISK NORMAL PERSON. DET SHIT HOLDER BARE OVERHOVED IKKE FUCKING FAST FOR EVIGT OG HAR SLET SLET IKKE KONSEKVENSER SÅ INTENSE AT DE HAR LYST TIL AT DØ ELLER NOGET NEJ NEJ DET SÅ FINT.

Ja ja bare nogle klasse øvelser til at få dem alle til at blive venner det er så fint.

ANMELDEREKSEMPLAR: Mille bliver holdt udenfor af de andre piger i klassen. Hun kan ikke forstå hvorfor. For ikke være alene hænger hun ud sammen med sin ældre fætter Rasmus og hans venner. Her er hun en af flokken. De går væk fra skolen i pauserne for at ryge. Da de en dag spørger, om hun vil være med til at ryge hash, er hun slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skal hun det. Så går det pludselig stærkt. Alkohol og stoffer bliver en del af hverdagen. Mille bliver god til at stikke af hjemmefra om natten for at feste med de ældre drenge. Selvom miljøet er hårdt og hun må finde sig i lidt af hvert, føler hun sig for første gang hjemme. 

Bogen om Mille bygger på en virkelig person og hendes liv. Virkelighedens Mille har fortalt sin historie til Louise Roholte. Det er der kommet en stærk fortælling ud af. Fortalt med nedslag i Milles liv, kommer vi helt tæt på og er med hende i den føste brandert og rus som ganske ung. Ensomheden er mærkbar og Milles drivkraft. Fætteren Rasmus er måske den eneste, der forstår hende. 

Romanen, der er blevet til i samarbejde med Ungdommens Røde Kors, er tankevækkende og skræmmende - og af den slags der er umulig at lægge fra sig igen. 

I samme serie er der også udkommet True stories: Kasper - Mit liv som børnehjemsbarn.

True stories: Mille - min vej væk fra stofferne, skrevet af Louise Roholte, Gads Forlag, 2021. 168 sider. 

ANMELDEREKSEMPLAR: Vennerne Dizzy og Mango går i 6.klasse. Der sker ikke så meget. Dizzy er lidt vild med Alberte med det søde smil. En dag starter Heino i klassen. Han er anderledes men også ret cool. Lige indtil falske sms'er bliver sendt rundt, og der optages onde videoer. Det går snart op for Dizzy, at han ikke er til at stole på. En nat på kirkegården er det ved at gå helt galt... 

Bo Skjoldborg har skrevet en spændingsroman af den slags, der rammer lige ind i en genkendelig hverdag. Heldigvis er der ikke en Heino i alle klasser, men i en tid hvor alle har mobiler, er den digitale legeplads et aktuelt emne. Farlig ven kan læses af både drenge og piger, og kan med fordel købes som klassesæt og læses i 6. klasse. Denne børneroman vil være et godt udgangspunkt til at snakke om mobning, digital dannelse og venskaber. 

Farlig fjende er en selvstændig fortsættelse og er også udkommet. I 2021 udkommer sidste bog Farlig hævn. 

Når drømme kræver mod

Ser du DR Ultras serie Klassen, så kender du allerede Sif, Martine, Bertram og alle de andre. Nu kan du også møde dem i bøger, som der indtil videre er udkommet to af - Super-Mads og Drømmeklassen. 

En fredag eftermiddag ser Sif Martine og det sorte squad mobbe Selma. De klipper hendes hestehale af. Bare sådan. Sif står som forstenet og gør ingenting. Hun kan ikke. Hele weekenden tænker hun på det. Fortryder hun ikke hjalp Selma. Men hvad kan hun gøre? Så får hun en ide. Hvad nu hvis hun skaber drømmeklassen, hvor ingen bliver mobbet? Det kræver mod og viljestyrke. Har Sif det? 

Find en læseprøve her: Drømmeklassen

Man behøver ikke se tv-serien Klassen, for at læse bogen. Anne-Marie Donslund og Morten BH har skrevet en vedkommende og spændende bog, der fanger læseren fra første side. Bogen er på 114 sider, let læst og rammer målgruppen lige i øjenhøjde. 

Marie er blevet mobbet i mange år, men da hun hen over sommerferien rammer puberteten hårdt, bliver hun pludselig mødt med en uventet interesse fra drengene. Noget der ikke blot få mobningen til at spidse til, men også resulterer i et væld af følelser, usikkerheder og et blændende ønske om at være en del af de populære. I sit desperate forsøg på at passe ind, ender marie dog med at miste sig selv og den ene ven, som hun kunne stole på. For selvom hun er lukket midlertidigt ind i varmen, så er det en spinkel succes, som Marie er smertefuldt opmærksom på.

Fie har det hele. Hun er både smuk, rig, populær og eftertragtet, for slet ikke at nævne hendes lovende talent indenfor ridning. Presset hjemme fra er dog enormt, for intet mindre end perfekt kan stille hendes forældre tilfreds, hvilket har resulteret i at Fie har udviklet selvskadende adfærd. Tolvtals pigen bliver lagt under endnu større pres, efter hun har været ude for et styrt på hesten lige op til et landsstævne. Fies verden falder langsomt fra hinanden og hun kæmper en brav kamp for at holde på både facaden og sin hemmelighed.

Bøgerne i serien omhandler hver sin person i en fynsk 9. klasse. Selvom bøgerne overlapper i handling, så bidrager de i høj grad til hinanden, eftersom Marie ser op til den fortryllende Fie, som slet ikke er så fortryllende endda. Begge bøger er ærlige, autentiske, let læselige og ikke mindst utrolig relevante for mange unge landet over. Serien er måske ikke et litterært mesterværk i sin skrivestil, men tematikerne bliver blotlagt og behandlet hudløst ærligt, hvilket altid er en kærkommen forandring indenfor ungdomslitteratur.

Du kan købe bøgerne om Marie, Fie eller resten af serien her.

Anmeldelse

Conor har mareridt. Det mareridt der vækker ham hver nat. Derfor er han vågen syv minutter over midnat, da monsteret dukker op. Han bliver ikke bange for det. Det er jo bare et træ. Og Conor slås med langt større monstre hver dag. Hans mors kræftsygdom, Harry i skolen og mormor. Conor er ikke engang sikker på, at det er virkeligt. Heller ikke da han finder nåle fra træet på sit gulv. Monsteret fortæller historier. Snydehistorier, siger Conor og bliver vred. Hvorfor kommer det egentlig? Hvad vil det med Conor? 

Monster er en fængslende bog. Stemningen er intens fra første side. Hvad er det for et mareridt, Conor lider af? Hvad vil monsteret egentlig? Patrick Ness holder spændingen hele vejen igennem. Conor slås med store følelser i en ensom verden. En far der har nok i sin nye familie og en mormor der virker kold, efterlader ham alene med sin sorg. Det er barske løjer - men så intenst beskrevet, at det er en smuk historie. Lyder det mærkeligt? Måske. Men faktum er at Monster er en af de bøger, som man ikke lige glemmer igen. Stærk og vedkommende.

Romanen er smukt illustreret af Jim Kay. De sort-hvide illustrationer er dystre men tilføjer fortællingen et ekstra lag. De kræver, at man dvæler ved dem og suger dem ind.  

Hvis jeg var udskolingslærer, ville jeg læse denne bog sammen med en klasse. Den vil fange både drenge og piger. Her er virkelig meget at tale om. 

Bogen er også filmatiseret og kan lige nu ses i biografen.