#selvmord

Det er det underligste at være casually selvmordstruet. Jeg sidder i min stol med en varm computer i skødet, hyperopmærksom på min stigende fraværsprocent og på de stjålne sovepiller der gemmer sig i min taske, der kunne gøre mit fravær lovligt. Selvmord er blevet den nemmeste løsning på alle mine problemer. Hvis jeg ikke ved hvad jeg allerhelst har lyst til at spise, så spiser jeg ingenting og en stemme i mit hoved hvisker; at hvis jeg nu helt stopper med at spise, så kan det være jeg dør. Hvis jeg ikke ved hvad jeg skal have på om morgenen vender stemmen tilbage og siger; du kunne også bare gå tilbage i seng og blive smidt ud af skolen, så du har massere tid til at lære hvordan man binder en løkke. Hvis der ikke er nogen nye beskeder i Messenger skriger stemmen; hvis du skærer dine håndled i småstykker, er dine venner tvunget til at give dig den opmærksomhed som du så desperat søger efter. Jeg er ikke som på film. Jeg ligger ikke tudende over et toilet, eller sidder bagerst i klassen hovedet stirrende ned i bordet. Jeg griner med mine venner, drikker mig stiv og sover længe. Sover alt for længe. Sover så længe jeg bliver hjemme, halvsover på gulvet og vågner blot op for at skrive dårlige digte om depression på bagsiden af mine matematik noter. Jeg sidder på kanten af klippen og svinger med benene, som et barn på en gynge der venter på at blive skubbet. Jeg hopper ikke selv. Har endnu ikke fået modet til at turde slukke en cigaret mod min hud, eller pressen kniven så hårdt ned at blodåren brister. Jeg hader at jeg er en kujon. Men hvis jeg ikke havde den her gnavende frygt, ville jeg have kastet mig selv ud foran et tog for flere år siden.