Endnu en suppe har fundet vej til mit køkken, denne gang en karrysuppe. Der er masser af grønt i suppen og jeg har også brugt hakket svinekød deri. Det hakkede svinekød kan også udskiftes med hakket kyllingekød, hvis man hellere vil have det.
Karrysuppe med hakket kød, 4 portioner
1 porre
200 gram gulerod
200 gram rodselleri
200 gram savojkål (kan erstattes med spidskål eller hvidkål)
1 spsk olie
400 gram hakket svinekød 3-7%
3 spsk karry
1,5 liter vand
2 oksebouillonterninger
2,5 dl madlavningsfløde 7%
Skær porren i ringe. Skær gulerod og selleri i små tern. Hak savojkålen fint. Svits grøntsagerne i olien i 5 minutter uden at de tager farve. Tilsæt det hakkede svinekød og svits det med. Kom karry i gryden og svits et minuts tid. Hæld vandet og bouillonterningerne i gryden og lad det simre 15 minutter. Tilsæt madlavningsfløden, kog op og smag til inden servering.
En portion karrysuppe indeholder 339 kalorier.















