dengang jeg var yngre plejede jeg at bruge fiktive karakterer til at motivere mig selv. jeg var konkurrencesvømmer, så når jeg havde brug for et boost ville jeg for eksempel tænke, “hvad ville ron weasley sige til den rygcrawlsvending? han ville sige at den var pissegod, keep going, du er kongen”, eller sådan noget som, “ville annabeth eller percy give op? nej, vel?”.
det er lidt småpinligt at indrømme, men det virkede helt og aldeles fremragende. det var lige meget for mig om jeg blev overhalet eller slået eller slog hænderne ind i banetovene, fordi jeg gav ikke op, og mentalt var alle mine yndlingskarakterer stolte af mig.
i dag var jeg nede for at træne, og jeg tog mig selv i at gøre noget af det samme, bare med mine egne karakterer fra mine egne tekster. “husk på hvad lukas siger til andrea i det der kapitel i den der roman”, bliver hvad jeg tænker når jeg er lige ved at give op, og “hvis du nu bare gør det her sæt færdigt, det ville viktor have gjort - vil du ikke være lidt mere som ham?”
jeg kan også distrahere mig selv ved at finde på sætninger til et projekt eller planlægge outlines og så videre. før jeg ved af det er jeg færdig med træningen, og så kan jeg komme hjem igen.
udover at føle mig lidt fjollet over at finde på et fiktivt heppekor for at komme gennem udfordringer, så giver det her fænomen mig også følelsen af at det jeg skriver betyder noget. mine karakterer betyder noget og fylder noget og kan noget som kan hjælpe mig, og forhåbentligt engang nogle andre over alt det der er svært.
og dét er bare en umådeligt rar følelse
