dengang jeg var yngre plejede jeg at bruge fiktive karakterer til at motivere mig selv. jeg var konkurrencesvømmer, sĂĽ nĂĽr jeg havde brug for et boost ville jeg for eksempel tĂŚnke, âhvad ville ron weasley sige til den rygcrawlsvending? han ville sige at den var pissegod, keep going, du er kongenâ, eller sĂĽdan noget som, âville annabeth eller percy give op? nej, vel?â.
det er lidt smüpinligt at indrømme, men det virkede helt og aldeles fremragende. det var lige meget for mig om jeg blev overhalet eller slüet eller slog hÌnderne ind i banetovene, fordi jeg gav ikke op, og mentalt var alle mine yndlingskarakterer stolte af mig.
i dag var jeg nede for at trĂŚne, og jeg tog mig selv i at gøre noget af det samme, bare med mine egne karakterer fra mine egne tekster. âhusk pĂĽ hvad lukas siger til andrea i det der kapitel i den der romanâ, bliver hvad jeg tĂŚnker nĂĽr jeg er lige ved at give op, og âhvis du nu bare gør det her sĂŚt fĂŚrdigt, det ville viktor have gjort - vil du ikke vĂŚre lidt mere som ham?â
jeg kan ogsü distrahere mig selv ved at finde pü sÌtninger til et projekt eller planlÌgge outlines og sü videre. før jeg ved af det er jeg fÌrdig med trÌningen, og sü kan jeg komme hjem igen.
udover at føle mig lidt fjollet over at finde pü et fiktivt heppekor for at komme gennem udfordringer, sü giver det her fÌnomen mig ogsü følelsen af at det jeg skriver betyder noget. mine karakterer betyder noget og fylder noget og kan noget som kan hjÌlpe mig, og forhübentligt engang nogle andre over alt det der er svÌrt.
og dÊt er bare en umüdeligt rar følelse


















