vingefang

jeg crusher på så mange mennesker for tiden, foråret og verden og lyset står åbent foran mig!

det er to år siden at H havde købt roser til mig på min femogtyveårs fødselsdag. vi havde været uenige, næsten slået op i ugerne op til, men så kom han på min fødselsdag med blomster og jeg havde sommerfugle i maven. I år vågnede jeg op alene og gik i seng alene. jeg er meget ensom og jeg forsøger at arbejde på det. jeg føler hele tiden at jeg tvinger alle til at være med mig, at det er et arbejde, at ingen har brug for mig. jeg græd til det afsnit af hjerteflimmer for voksne som udkom i dag. jeg sidder på den yderste gren, den man saver af først. det ræsonnerede. jeg øver mig i at være modig, jeg øver mig i at være nysgerrig og åben og ikke bange. jeg vil ikke være bange, jeg vil gerne ville ting og ikke skamme mig over at jeg var modig og blev mikrodumpet f.eks. det tror jeg heller ikke at jeg gør, skammer mig, men det ramte ind i noget, mit ansigt eller mit ego. det hænger også sammen med ensomheden. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med den. en af mine venner spurgte mig for nyligt hvorfor jeg er så hård ved mig selv, jeg sagde, jeg har ikke så mange og jeg holder krampagtigt fast i det jeg har og jeg er så bange for at miste det. jeg har ikke meget familie. jeg har nogle venner, måske en del, men … jeg ved det ikke. jeg lagde tarotkort forleden og trak grusomhedens kort. du må ikke være så grusom mod dig selv, stod der. grusom. jeg er meget forfængelig for tiden. jeg holder hele tiden øje med mig selv. jeg vil gerne satse hele butikken egentlig. det føles også som om at noget har åbnet sig, at jeg tænker og beskæftiger mig med de her følelser fordi det skal føre til noget. skam har jo kun magt hvis man lader den have det. jeg forsøger at dele den med mange. jeg forsøger at tale højt og tydeligt, stå åbent og nysgerrigt osv. jeg er bange. rædselsslagen. jeg gad godt træde ud af kroppen og så bare se mig selv meget langt væk fra. helt ok. jeg vil gerne gøre noget andet, jeg vil gerne gøre de her ting på en anden måde, men jeg ved ikke hvordan og måske skal jeg stoppe med at lytte så meget til andre. eller også skal jeg lytte meget, rigtig meget, når de siger alle de ting de siger. søde søde søde. jeg ved det altså ikke. men jeg gad godt gøre mere, ikke være så rastløs, bare sige ja til det hele. ja! ja! ja! ja. ja!!! nu kommer solen også. forår og sommeren. modet? jeg håber det!

Det er jo også sådan, at jeg skal være modig i år. Og hvad er det værste der kan ske, osv osv. Synes bare det er kompliceret, det med at man skal være så tydelig med sig selv, sige: jeg kan godt lide dig, skal vi ikke ses igen? Og så stå der, helt sårbar, men måske er det ikke så sårbart, måske er det også bare fint, måske føles det også trygt nok, hvis han ikke har det sådan, for det betyder ikke, at jeg tog fejl i, at det var hyggeligt. Jeg har jo en mavefornemmelse og en intuition, men den kan også være lidt svær og hård, synes jeg. Det ville være for godt til at være sandt, hvis han ville ses igen. Jeg tror faktisk ikke rigtig på det, men så er det jo bedre at få bekræftet det, ikke?

var på en date i går, med en som virkelig var ekstremt sød. lidt usikker på, om vi mest havde en venskabelig kemi, men vi snakkede ret godt og havde spændende samtaler om alt muligt! det føles ret optur, samtidigt med, at jeg også kan mærke, at jeg let bliver streng ved mig selv. Ingen af os har skrevet til den anden endnu, jeg tror jeg skal gøre det i aften, hvis ikke han gør. Jeg ved slet ikke hvordan man navigere i denne her slags dating. Jeg vil faktisk ret gerne se ham igen og det synes jeg er vildt skræmmende! Åh

der foregår noget fuldstændig vanvittigt oppe i mit hoved i øjeblikket. ved ikke hvad det er for en krise, eller åbenbaring, eller jeg ved det ikke. opdager bare ting. ser ting. forsøger at forstå mig selv, jeg er helt alene og hvordan fungerer jeg! hele tiden dukker der svar op, mønstre, det er skræmmende også

jeg er helt mærkelig i hovedet de her dage. ængstelig og rastløs, har onde tarvelige tanker om mig selv. føler mig så dum. det er det værste jeg ved. H og jeg skriver om at ses, men vi ved ikke hvornår. engang i det nye år. hver gang han skriver, også selvom han skriver at han også har tænkt på det, at han gerne vil ses og synes at det lyder som en god ide, så føles det som en afvisning. og det er jo også meningen. der findes et lille håb inden i mig stadig tror jeg, måske troede jeg ikke det. jeg ved at jeg har savnet ham, men jeg tror ikke at jeg vidste at jeg håbede. det ødelægger mig. lidt. det føles sådan. jeg kan ikke sove om natten, jeg har lyst til at græde hver gang det går lang tid mellem at han svarer og jeg græder hver gang han svarer. det er frygteligt. har det ikke godt

I dag er det et år siden vi så hinanden sidst. I går var det et år siden han sagde, at han ikke synes vi skulle være sammen længere. Jeg var syg med forkølelse på det tidspunkt, og jeg er syg med en forkølelse nu. Jeg er blevet hjemme fra skole og ligger i sengen. Jeg ser matador og jeg græder. I dag går jeg ind i det. I tirsdags sendte jeg ham en besked og i søndags svarede han og jeg har ikke svaret ham endnu. Den mærkelige afstand i beskederne, tonen, han endte beskeden med “Kram!” Og et hjerte “<3”. Jeg savner ham, men jeg ved jo ikke længere noget om ham. Eller: jeg ved alt muligt om ham og et menneske forandrer sig måske slet ikke så meget. Jeg håber, at han savner mig, jeg håber at han tænker på mig nogle gange. Jeg har mange spørgsmål. Jeg skriver det her i affekt. Jeg er bange for, at han tænker at jeg er dum. Jeg er bange for, at han aldrig tænker på mig. Jeg er meget ked af det, men det er længe siden jeg har været det, så det er okay. Jeg troede måske, at jeg ville være et andet sted nu, men det er ikke mærkeligt at ting tager lang tid. At jeg stadig savner ham, kigger på et billede af ham, eller læser en note han har skrevet til mig engang. Det er ikke mærkeligt, det er menneskeligt og jeg er glad for, at jeg har elsket nogen på den måde (elsker?). Jeg kan ikke helt forstå, at der er gået et år. Tiden. Pis altså. Min veninde sagde i går, at hendes ekskæreste for nyligt havde sagt til hende, at “hun stadig har kærlighedens ansigt”, fordi han ikke har været forelsket i nogen siden hende. Det lagde sig et sted inde i mig. H har stadig kærlighedens ansigt. Jeg har ingen planer i dag og jeg skal prøve at tage den med ro. Jeg skal hvile mig og jeg må gerne græde hele dagen, hvis det er det der sker. Jeg må gerne gå ind i det. Og så skal jeg stå op i morgen og så er dagen ny. Kh

I dag er det ni måneder siden at H og jeg slog op. Jeg havde været syg i nogle dage og var det stadig lidt da vi slog op. Nu ligger jeg syg med halsbetændelse. Ni måneder er så sygt lang tid, men det føles som ingenting.

jeg tænker også hele tiden, at nu burde jeg tage på en rigtig date med nogen! men der er slet ikke nogen jeg er interesseret i at tage på date med, jeg er helt lukket på en måde

i går læste jeg både den tekst jeg havde skrevet til H inden vi slog op, og den tekst jeg har skrevet efter vi slog op. så græd jeg som pisket. savner ham helt vildt meget for tiden, det føles så sindssygt at der er gået så lang tid og jeg vil bare se ham! forsøger at være i det

alle mine venner er rejst væk eller bor i den anden ende af landet eller i sverige! sommeren er så kedelig og ensom nogle gange. vil bare sidde inde i byen og drikke en øl, eller gå en lang tur i en park! i stedet arbejder jeg bare hele tiden og keder mig, øv

har afleveret min bachelor og downloadet tinder for første gang i flere år. er spændt og nervøs for sommeren. vil gerne ligge meget tæt med nogen, være tryg, men jeg ser stadig bare h’s ansigt for mig, når jeg tænker på den slags ting. jeg savner ham så meget, men jeg har det bedre. kh

nogle dage føles det virkelig som om, at jeg er blevet revet op med alle rødder og slet ikke ved, hvad jeg skal gøre. synes der har været så meget og jeg kan ikke følge med. for tiden føler jeg mig meget ensom og ved ikke hvad man gør med den følelse. jeg bliver usikker i alle mine relationer og bange for at alle forlader mig, og jeg ved ikke om jeg skal tale med dem om det, eller om det hele bare foregår inde i mig. solen skinner oftere og hver dag går jeg meget lange ture, men jeg kan ikke finde ud af at være ét sted ad gangen og til stede. jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst lavede noget, som jeg gerne ville, sådan rigtigt eller hvornår jeg sidst slappede helt af, ikke havde den der dumme følelse i maven eller kroppen, ængstelighed eller stress. jeg tror jeg har været meget stresset i lang tid og mit nervesystem er overbelastet. jeg ved ikke, hvordan man lærer det at hvile, hvordan man hviler sig rigtigt. jeg vil øve mig i at slukke min telefon oftere og i længere tid, men jeg er bange for det, bange for at jeg misser noget. en deadline eller et møde eller et opkald. jeg kan få lyst til at tage meget langt væk, men jeg ved ikke hvortil, jeg tror ikke at jeg har nogen steder at tage hen. jeg er begyndt at lyve overfor mine venner og sige at alting går helt okay. på nogle måder gør det også det, med nogle ting, men jeg tør ikke tale om de ting der er svære, fordi jeg er bange for, at jeg har været for besværlig i lang tid. det er det ensomheden kommer af, men jeg ved ikke hvordan jeg stopper

har stadig hjertesorger, ville bare lige tjekke ind med det