Hilda Doolittle’s skelsættende moderne billedsprog
Wind rushes over the dunes
and the coarse, salt-crusted grass answers
Heu, it whips around my ankles!
De 17 ord over tre linjer er et enkelt uddrag af digtet “Hermes of The Ways” fra Collected Poems of H.D. som jeg netop har købt af et engelsk antikvariat. Bogen er udgivet af forlaget Boni & Liveright i USA i 1925 og H.D. er pseudonym for Hilda Doolittle, en amerikansk-europæisk digter, der er ophavskvinden til “Imaginisme”, en litterær bevægelse, der opstod lige inden første verdenskrig, som et oprør mod den viktorianske omstændelige digtning; her drejede det sig om at skære sproget ind til det grundlæggende og formulere sig gennem klare billeder. Og det er lige præcist det, Hilda Doolittle gør med sin digtning: “Vinden suser over klitterne og det hårdføre marehelm svarer: Huj og pisker om mine ankler!” 17 ord og vi er midt på stranden i blæsevejret og føler de stride marehalm stikkende på benene.
Sådan havde ingen skrevet før. Det er ultra-moderne digtning! Det kunne være skrevet idag, men det blev skrevet for over hundred år siden af den unge kvindelige poet - båret frem af digteren Ezra Pound, som siden var mentor for blandt andet Ernest Hemingway. Hendes digte kan minde om japansk Haiku, hvor forfatteren økonomiserer med ordene til det extreme.
Hilda Doolittle var med til at definere, hvordan vi skulle udtrykke os i det 20. århundrede. Hun var en modernistisk trendsetter og jeg sidder med 306 sider af hendes digte og oversættelser af de klassiske græske dramaer.
I sin gendigtning af antikkens dramaer tager hun for første gang et kvindeligt afsæt. Sådan kunne den moderne kvinde i starten af det 20. århundrede også tolke antikkens helte. Jeg er vanvittigt inspireret af Hilda Doolittle. Hun binder civilisationens udspring sammen med moderne tider.
H.D. og jeg er ude i samme ærende. Jeg vil binde det 20. århundrede sammen med fremtiden, den tid, der følger efter Trump og Covid-19. Og når jeg sidder og læser Doolittle’s digte, får jeg en af nøglerne: Alle de tankemønstre, som var nødvendige for at kunstnere, politikere og erhvervsfolk kunne skabe det, vi kalder ‘moderne tider’, lægges frem for mig.
Jeg har det, som Howard Carter, da han i 1922 fandt Tut Ankh Amon’s grav. Jeg sidder med en bog, som er jævnalderende ned Carter, men jeg lukker ikke op til fortiden, jeg læser en forudsigelse af det 20- århundrede.
Hun blev senere analyseret på kryds og tværs af Sigmund Freud i 1930erne, hvilket de begge lærte noget af.
Med bogen er et lille budskab fra fortiden. I mit eksemplar af Collected Poetry of H.D. ligger nemlig en lille note fra en vis Evelyn M. Parker i Edinbourgh som takker for lån af bogen til poeten John Gray med en bemærkning om at H.D “has a poetic gift” . Brevet er dateret 25. juni 1925.
