Du er som rest-brød uden noget til; uden indhold og derfor tørt og kedeligt, en lidt trist blanding og noget der egentlig bare skal spises fordi ellers bliver det smidt ud og du giver mest af alt følelsen af, at det jo egentlig er synd og madspild og vi skal passe på verdenen og på os selv og vi skal respektere andre og derfor skal vi også respektere børnene der sidder i Afrika og sulter og derfor skal det tørre brød spises selvom det er en pain in the ASS men vi skal bare tie stille fordi vi skal være glade for, at vi overhovedet har brød, rest eller ej, tørt eller frisk og vi er i øvrigt også blevet opdraget til ikke at gøre forskel, eller det er de fleste af os, så vi skal huske at nyde det tørre brød lige så meget som det friske
Men hvem vil have brød uden smør, tænker du, så du skynder dig ud i køleskabet finder den nærmeste smørpakke og smører selvfølgelig tykt på, i håb om at få opmærksomhed, i håb om at blive accepteret for i virkeligheden er der forskelsbehandling og i virkeligheden bliver mange ikke accepteret for den de er og det er i virkeligheden ikke din skyld