Mit fravær ændrer ikke på min faglighed. Jeg tager ansvar for mig selv og mit helbred, ved at sige fra, og tage de pauser jeg har brug for. Dem fortjener jeg, for jeg arbejder hårdt og kender konsekvenserne af at gøre det modsatte. Koncerter giver mig energi til at komme i gang, og giver mig motivation til at arbejde så hårdt for det jeg gerne vil i livet. Der ingen der skal tage mit liv fra mig, jeg fortjener at leve. Jeg er fuld klar over hvordan samfundet hænger sammen, og jeg gør allerede, og vil forsætte med at gøre alt hvad jeg kan for at leve op til de krav der er til mig fra deres side. Men hvis jeg skal det, er jeg nødt til at have mine pauser. Jeg er kun et menneske, jeg er ikke en robot. Jeg kan ikke alt i verden, men jeg kan det jeg kan og jeg er god til det. Jeg skal nok klare mig igennem livet, på den ene eller den anden måde. Alt føre til et godt liv hvis man arbejder for det. Jeg kan ikke tænke på alle, jeg er nødt til at tænke på mig selv. Med respekt overfor mine medmennesker selvfølgelig. Vi er kun en hjerne, et dyr. Vi har alle brug for frihed. Jeg kan ikke altid tænke over hvordan jeg skal være for at tilfredsstille andre mennesker. Jeg er træt af det. ”Jeg er ligeglad med hvad de andre siger om mig” det er mit mål. Usikkerhed er min værste fjende, og den skal jeg bekæmpe. Jeg skal tro på mig selv. Tro på når folk omkring mig roser mig. Hvorfor ville de ellers fortælle mig det? Hvorfor spilde så meget tid på en de er ligeglad med? Der er ingen der imod dig, udover dig selv. Stop dine tanker. Se dig selv i spejlet og fortæl dig selv at du er stærk og du er bedre end god nok. Du behøver ikke gøre mere end du gør. Du kan klarer dig på det halve af det du gør, husk den sætning.