morogmegetmere

Jeg har med glæde fulgt den nye trend ”normcore”, som på én og samme tid er fascinerende og skræmmende. Fascinerende fordi det jo er skønt, at det ”helt normale” er blevet moderne. Skræmmende fordi det ”helt normale” skal være moderne før vi kan hvile i det. Når det så er sagt, handler det selvfølgelig ikke om at være moderne, når mine børn af og til får en mælkesnitte, når jeg køber nye yndlingsshorts i H&M til 30 kr. eller når tøserne er oppe til midnat, mens de voksne drikker rødvin. Det handler om at få en hverdag og et liv til at fungere og om at øve sig i, at det er i det helt almindelige og måske knap så perfekte, at lykken og nærværet findes. Det kan da godt være, at der ikke er sindssygt meget næring i en mælkesnitte, at det ikke er god forbrugeretik at købe tøj, der er produceret af fattige mennesker i den tredje verden eller at børnene er sindssygt trætte og pirrelige dagen efter, når de ikke kommer i seng til normal tid. Men det handler også om at leve i nuet, om at øve sig i at være her og nu. Om at øve sig i at skubbe bekymringerne og forestillingen om Det Perfekte Liv til side, for det er jo nu, det er her. Og her er normcore faktisk ganske behjælpelig.

At det så pludselig er blevet moderne, sådan at være ganske almindelig, kan man jo kun glædes over. For så må vi gerne fortælle det hele. Så må vi både poste billeder af en hotdog og af sushi på Instagram og vi kan både tjekke ind i Djurs Sommerland og til NorthSide på Facebook. Uden at tænke over, om man nu fremtræder som lidt for almindelig og ikke ordentlig og velovervejet nok. For man er bare super-trendy.

Man kunne godt tage diskussionen om, om det virkelig kan være rigtigt, at et begreb som normcore skal findes, før vi tør stå ved vores normalitet – eller om vores normalitet så slet ikke er så normal, men frysepizza blot det nye spelt og cola fra Lidl det nye café latte. Det gider jeg ikke.

Jeg skal i Storcenteret og være moderne.

Jeg sidder lige nu i bussen. Med min telefon i hånden. Det var egentlig ikke min plan, for jeg havde besluttet mig for noget.

For en måneds tid siden sad jeg også i bussen. Over for mig sad et par på omkring 70 år. De kiggede rundt gentagne gange rundt i bussen og så derefter på hinanden med blikke, der syntes at sige “Det her har simpelthen taget overhånd”, mens de simulerede at sidde med en telefon i hånden og taste på den. Jeg kiggede rundt og så, at stort set alle sad med deres telefon i hånden - lige med undtagelse af dem, der havde en ledning gående fra tasken og op til ørene. Selv sad jeg med høretelefoner på og hørte musik, mens jeg surfede lidt rundt på diverse aviser. Jeg tænkte: “Hey! Sådan er Verden. Det er sådan, vi kører i bus i 2014. I hver vores lille skal. Det er ok”. Og syntes egentlig at han var lidt irritererende med sin bedrevidende Verden-er-af-lave-attitude.

Da jeg skulle hjem, tog jeg lige et billede af busstoppestedet og sendte det som Snapchat til min kæreste. Og så gik telefonen ud. ÅH NEJ. Jeg kunne se frem til en 45 minutters bustur helt off-line… Nu kunne jeg bare sidde og lave absolut ingenting. Jeg kiggede ud ad vinduet og så mennesker og bygninger. Flotte og interessante motiver, som jeg ikke lige kunne tage et billede af. Kom i tanke om noget, jeg lige skulle skrive til en veninde. Tænkte på en mail, jeg lige skulle have læst igen. Men lige så langsomt glemte jeg alt det og så bare ud ad vinduet og rundt på mine medpassagerer. Så. Efter 15 minutter havde jeg vænnet mig lidt til det. Mine hænder faldt langsomt til ro. Mine tanker faldt til ro. Jeg sad bare og så.

Jeg er tilbage. Regner jeg med. Satser jeg på. Vil jeg. 

Man kan jo ikke have en blog og så ikke skrive på den. Slet ikke, når man sådan har et link til den på sin Instagramprofil (pernillebenkjer). De sidste par dage har jeg flere gange overvejet, om jeg skulle fjerne linket, men har ikke rigtigt kunnet få mig selv til det.

Det jo er her, jeg øver mig i at være vedholdende - også selvom der ikke er nogle synlige modtagere i den anden ende. For når der er andre mennesker involveret, kan jeg sagtens være afslutter - binde sløjfer og motiveres af at nå et mål.

Det er også her, jeg får afløb for dele af mit kommunikationsbehov, som er så vigtigt for mit velbefindende.

Bla. Bla. Bla. 

Størstebarnet: “Mor, kan du ikke lige lave en pirouette eller et spring eller noget?!” Mig: “Nej, desværre. Det må man ikke, når der er så mange mennesker. Det kan være farligt. Hvis man nu rammer nogen…”

Lige før jul blev jeg healet for første gang. Jeg tror egentlig ikke på sådan noget ”diu-di-diu-noget”, som jeg plejer at kalde det. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg på en eller anden måde havde brug for at være i et forum, hvor jeg kunne slappe helt og aldeles af og så at sige få samling på mig selv. Uden at bruge hovedet. Ikke fordi, der var noget alvorligt i gærde, blot for at få lidt ro og ja, samling.

Så jeg har ligget der på briksen tre gange nu. Kære Charlotte lægger sine hænder forskellige steder på min krop og pling-pling-musik spiller i baggrunden. Og hver gang er jeg faldet helt til ro uden helt at sove, mens jeg har set forskellige farver på mine øjenlåg og mærket min krop og mine følelser. Sådan rigtigt. Uden hovedet. Uden intellektuelle fortolkninger. Bare sådan rigtigt mærket og slappet heeeeelt af.

Og det kan godt være, at Charlotte siger at hun kan tale med dyr. Og det kan sagtens være, at nogle tror på det. Jeg tror på intuition og har en meget veludviklet en af slagsen. Jeg tror ikke på, at man ved at lægge hænderne på et andet menneske kan styre ”energierne”. Jeg synes ærligt talt, at det er alt for mærkeligt. Noget, jeg ikke rigtigt med mit hoved kan forholde mig til.

Noget værre hokus-pokus faktisk. Men det virker.

Jeg elsker at sætte ting i gang. At få idéer og lade dem blomstre. Og hvis andre kan tage mine frø med og få dem til at blomstre, så er det endnu bedre. Jeg vil gerne nøjes med at klargøre jorden, plante frøene og så lade andre overtage haven. Dem, der er bedst til at gøde, passe og pleje og vedligeholde. Måske endda høste, når tid er.

Men nu har jeg jo lavet en blog og en blog skal passes. Den skal ikke bare sås og spire. Og det er kun mig, der kan sørge for, at den vokser op og bliver til en fin plante. Måske endda et helt træ.

Så pausen er slut. Jeg er tilbage. Håber ikke noget er visnet i mellemtiden. 

En svaghed for fugle!?!

I går pyntede vi juletræ - fandt kassen frem med alle de fine ting til at putte på træet. Og så var det, jeg opdagede, at jeg åbenbart har fået mig en svaghed for fugle!?! Jeg vidste godt, at jeg synes, de er sådan lidt kitsch og derfor har erhvervet mig nogle stykker gennem tiden, men at der var så mange, var jeg altså ikke klar over. Da mindstebarnet linede dem op (som en treårig jo har for vane), erfarede jeg, at jeg faktisk er den lykkelige ejer af over 35 fugle af forskellig art. Fra store fede fugle i pang-farver over små fine glimmerfugle med ægte fjer til mere fjollede fugle med nissehuer på. Umiddelbart lyder det ikke så underligt, at have noget man samler på til juletræet (eller det gør det måske, men lad nu det ligge...), men at det lige skulle blive fugle, undrer mig ærligt talt. Min begejstring for dyr er nemlig, sådan helt overordnet set, ikke-eksisterende. Men det kan julen så åbenbart lave om på. Senere på dagen hørte jeg endda mig selv sige: "Jeg har sådan en svaghed for fugle". Hvor i alverden kom dén lige fra?!?

I morgen starter jeg på en ny – forhåbentlig midlertidig – karriere. Som jobsøgende. Eller som hjemmegående. Jeg ved snart ikke, hvad jeg foretrækker. Begge dele er bare så langt fra min selvforståelse. Jeg er ikke sådan en, der ikke har arbejde. Og jeg er slet ikke sådan en, der går hjemme, vasker tøj og gør rent. Eller bager småkager og laver mad til mand og børn kommer hjem. Når folk – faktisk efterhånden inklusiv mig selv – siger: ”’Ej, det er da bare så skønt, at du kan gå hjemme og stadig få løn. Og så lige her i december! Så kan du rigtigt julehygge og hente ungerne tidligt”, er jeg lige ved at skrige. Jeg er primadonna. Jeg har behov for at gøre noget. At gøre en forskel. 

Men måske ændrer det sig. Måske finder jeg ud af, at det der med at gøre en forskel og få anerkendelse faktisk godt kan ske inden for hjemmets fire vægge. Måske. Jeg forsøger mig i hvert fald med juleriet. Så dagen i morgen skal bruges på at pynte op til jul og måske bage nogle småkager. Måske.

"Det er en investering" (nyt argument for hverdags-powershopping).

I dag var jeg en tur i H&M for liiiiige at se på den der Isabel Marant-kollektion. Altså bare lige kigge for at sikre mig, at der alligevel ikke var noget for mig. Nåhr, ja og så for ligesom at støtte op om hypen og føle mig som en af de trendy kvinder, jeg følger på Instagram. De var godt nok afsted onsdag aften til for-premiere og jeg havde først tid torsdag eftermiddag - men alligevel.

Der skete så det helt uventede, at jeg forelskede mig i et par sager. Og endnu mere uventet: De bukser, jeg havde med i prøverummet passede. Ret godt faktisk. Ok. 600 kr for et par bukser og 250 for en halskæde sådan helt uden for budget (som om jeg var budget-typen - anyway…), må gerne følges af en forklaring oppe i mit hovede. Og i dag jeg var virkelig skarp: Var der ikke noget med, at jeg havde læst, at nogle varer allerede var til salg onsdag aften på Trendsales?! Til overpris?!? Jo, den var god nok. Altså: Tadaaaaa! “Det er en investering!”

Og så fortæller vi ikke til nogen, at de ting, jeg købte, ikke ligger på Trendsales (endnu forståes!) og at jeg allerede har pillet mærkerne af.