Mange ting føles ligegyldige. Og samtidigt bryder jeg mig meget lidt om at være følelsesløs. Være blevet?… hmmm…

“Men du og Ida er også sådan nogle niche-mennesker”

... hvadøhm... hvad er de tidlige tegn på demens?

Vi har demenssygdomme i min familie. Jeg prøver at lade være med at forholde mig til, at min moster er syg. Fordi det er skræmmende. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Tanken om at min mor også... hm...

Hun blev undersøgt for ikke så længe side og fik at vide, at det hele er alderssvarende. Og, altså, hun bliver jo heller ikke yngre - hvilket også er skræmmende i det hele taget. Men hvornår er noget almen glemsomhed, fordi man er gammel, og hvornår er det... et tegn på noget andet? I en periode glemte hun også ting, jeg lige havde sagt, men det er et godt stykke tid siden, jeg sidst bemærkede det, så måske var hun bare distræt i den periode?

Eller måske staver hun det med k for ikke at, ja jeg ved snart ikke, booste algoritmen eller sådan noget... selvom det var i en Messenger-tråd. Men noget rykker alligevel i mig.

Mangel på initiativ kan også være et tegn - men er det meget forskelligt fra normalen?

Ændringer i personlighed kan også være et tegn - men måske er det bare fordi, hun generelt giver mindre en fuck, fordi hun er, well, ældre?

Forvirring vedrørende tid og sted - altså hun ved godt, hvor hun er, hvad klokken er, og hvilken tid på året, vi befinder os i. Men vi har alle sammen bemærket, at hun bliver mere og mere ængstelig ved at rejse, fx. Går helt i baglås, hvis ikke hun når toget. Katastrofetanker.

Jeg tror også lidt, min mor har besluttet sig for at blive gammel. Lidt som min morfar gjorde. Men... jeg er ikke færdig med at have en mor, selvom jeg lige nu af uforklarelige årsager har det lidt som dengang, jeg boede hjemme, lige inden jeg flyttede ud, hvor alting var irriterende. Jeg ved ikke, hvorfor alting er irriterende. Om det er fordi, jeg reagerer på, noget ikke er, som det skal være, fordi noget virkelig er galt, eller om jeg reagerer på en almen ændring i personligheden fordi almindelig alderdom, eller om jeg reagerer på barndomstraumer, jeg ikke har beabejdet ordentligt endnu - eller sådan noget.

Men noget føles... off. Cokacola? Det er ligesom da min far sidst sendte mig en sms, der var fuldstændigt mærkeligt skruet sammen med underlige orddelinger og afsnit, der virkede tilfældige, og ord der ikke blev stavet rigtigt. Jeg spurgte min mor, og hun sagde, at han altså aldrig har været god til at stave. Og nu tager vi ikke prisen som den datter og far, der har mest kontakt overhovedet (hhh). Men jeg har altså aldrig bemærket det før. Og så den der fucked up ekstra sms, der kom til sidst med "hilsen x og far", som gjorde, at jeg bare ikke svarede på noget af det. Jeg har ikke bedt om, at hun er med indover i min sms-tråd med min far. Fuck off. Så... var det fordi, det slet ikke var ham, der havde skrevet den, eller...?

Men jeg savner dig meget, når du er væk i weekenderne. Ikke hele tiden, som når man er nyforelsket, for jeg kan også godt lide at være alene. Men du mangler bare alligevel. Det føles ikke helt rigtigt, når du ikke er her. Det er ligesom Tim Minchins sang The Absence of You.

“When we are apart // there’s a hole in my heart // that light passes through // and the pattern it creates // is the shape of the absence of you”.

I dag og i går føles som om, vi har været mere fraværende. Det er har været sværere at holde fokus, holde øjenkontakt og være rigtigt nærværende, og mit hjerte lider lidt over den ængstelig, det resulterer i på grund af den småsvækkede samhørighed. Jeg blev lidt irriteret over, at jeg skulle pause min lydbog hele. Nu er jeg irriteret over fortids-Ida. Læg den fucking lydbog væk. Det er ligemeget! Jeg vil ha’ dine bids! Og jeg vil høres i mine. Men blikket er fraværende, kropssproget er vendt, for alting svinger, sådan er det, men det er svært, når weekenden bliver tom, og jeg ikke ser dig før søndag, og du ligger i stuen, fordi du skal op klokken tre for at nå toget. Ikke at slutte dagen ved siden af dig er frygteligt, men især når det bare blev serveret med et vi ses uden et rigtigt smil med øjenkontakt, fordi sådan er det bare nogle gange, men alligevel, og jeg pludselig bliver bange for, det kun er mig, der initierer “jeg elsker dig”. Kan mærke mig selv blive helt klæbrig og desperat og glemme alle de gange i dag, du har rakt ud efter mig og smilet til mig og kysset min pande og bedt om mit selskab. Jeg har svært ved at balancere, hvornår det ærligt talt er urimeligt af mig, og hvornår jeg bare skal omfavne mine følelser på det her punkt.

1. At stille sig foran eller i tragtformation foran togdøre, før folk er kommet ud og/eller gå ind i toget, før folk er kommet ud

2. At smide skrald på gaden

3. Mænd, der sidder med spredte ben i toget uden at være opmærksomme på, at de tager meget mere plads end nødvendigt fra dem, de sidder ved siden, og/eller at de indvaderer deres sidemakkers personlige sfære. MAKS kikset

4. At spille høj musik på gaden uden at tænke på sine medmennesker, at se videoer med lyd uden headset på i toget og at have telefonsamtaler på højtaler i offentlige rum. What the fuck you guys

5. At lave AI-generede billeder, musik og/eller tekst. Obviously

6. Ikke at kunne finde ud af at sige undskyld

7. Kun at sige noget, hvis man får for få byttepenge tilbage. Kikset!

8. Ikke at kunne skrive sit speciale uden at bruge ChatGPT eller Claude eller hvad de nu end hedder alle sammen

9. At opføre sig som om, der findes dumme spørgsmål

Så… nu har jeg slettet mit kort fra Vinted. Det blev for nemt for mig bare at købe ting, jeg i virkeligheden ikke skal bruge (ad!!!) og i løbet af marts begyndte jeg virkelig at få et andet forhold til det at bruge penge. Og nu er det nok. Jeg kan ikke li’, at jeg bruger flere penge, bare fordi, jeg får mere i løn. Hvis det så var ting, jeg rent faktisk skulle bruge, og engang imellem må man også gerne forkæle sig selv lidt (som hey, jeg har rent faktisk råd til en eyeliner fra et ordentligt, mere skånsomt firma -> god investering!), men girl, hold your fucking horses. Behøvede jeg at købe en bodyscrub, bare fordi der var tre små dimser for et eller andet billigt beløb i Matas? Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om at bruge bodyscrubs, en tonic var ikke nødvendigt og okay, jeg var løbet tør for bodylotion, fint nok, men så kunne jeg have nøjedes med sidstnævnte for 19 kroner, eller hvor meget det nu var. Pludselig brugte jeg for 50 kroner for at få to ting mere med, jeg faktisk ikke havde brug for. Og det er en dårlig bodyscrub i øvrigt. Efterlader en mærkelig hinde henover huden, som jeg ikke er interesseret i, thank you very much, og lugten er overdøvende. Er der nogen, der vil ha’ den? Jeg vil ikke.

Og om gulvtæppet var 550 værd? Idk. Det er det sikkert værdimæssigt, men jeg er strengt taget ligeglad med, det er lavet af skind… så den værdisætning er ligegyldig for mig; jeg ville egentlig helst have et i bomuld, så jeg kunne vaske det i maskinen. Men der var ikke andre tilsvarende til salg på dba, og hvis jeg skulle købe et fra ny, ville det koste mig 1400 kroner, og der var jeg sådan “lol nej, så meget vil jeg ikke have en løber til køkkenet”. Men 550 (plus transport) er stadig latterligt for en ting, der essentielt set bare er til pynt og som jeg strengt taget har levet fint uden. Puh. Når jeg tænker på, hvor stor en post, det ville have været i december sidste år, eller bare i mit barndomshjem under min opvækst, så skammer jeg mig. Og så rullede jeg det ud derhjemme, tæppet, og det havde ikke den effekt, jeg gerne ville have… jeg er ikke sikker på, det giver den vibe, jeg var ude efter. Og så er det jo en endnu dummere udgift.

Alright, det jo dejligt vagt. Hvordan skal almindelige mennesker være... obs på dét? Vi må jo ikke selv fjerne asbest. Og hvordan ved man overhovedet, om der er asbest i væggen? Skal man så have en ekspert ude, hver gang man gerne vil sætte noget op? Eller er det nok bare at have værnemidler på. Og hvad indebærer det overhovedet. Er det ikke sådan, full on heldragt og sådan en vildt elaborativ maske, så man ikke får støv i lungerne, og som man helt sikkert ikke bare lige kan købe nede i Jem&Fix som privatperson. Jeg tænker på det, hver gang jeg borer i væggene.

Men især i dag, hvor jeg liiige i min frokostpause besluttede mig for at sætte en krog til vores trappestige op i væggen i vores køkken. Det burde være lige ud ad landevejen; væggen er lavet af gips og lyder hul, når man banker på den, og jeg havde nogle særlige gipsdyveler liggende, eller hvad de nu hedder, som man ikke skal forbore til. Møflede den ind i væggen. Det ku' væggen ikke li'; den leverede noget brunt, isoleringsagtigt materiale ud retur til mig. Det er en indervæg, vel og mærke, og ydervæggene er i det hele taget ikke en skid isolerede, skulle jeg hilse og sige, så hvad lavede det bag en gipsvæg ind til naboens køkken? Idk! Dyveldimmeren (som er lavet af metal) kunne heller ikke komme helt ind og bøjede af til sidst, opdagede jeg bagefter, så jeg ved ikke, om jeg var i gang med at punktere et fucking vandrør eller sådan noget. Og hvad kan der være i isoleringsmateriale omkring rør i gamle bygninger fra 70'erne? Asbest! Jeg panikkede og gjorde alt det, jeg ikke skulle; skar materiale omkring det store, grimme hul af, støvsugede, tog ingen billeder, og lappede bagefter hullet med husrep med rystende hænder.

men jeg føler oprigtigt ikke rigtigt, jeg kan søge på noget på internettet længere uden at skulle lave en alvorlig grovsortering af, hvad der dukker op. Der er alt muligt, hvad hedder det, javl? og møg og sider, der generelt bare er lidt små-sus og virker utroværdige, hvor jeg bare ikke kan lade være med at tænke på, om det bare er nogen, der har lavet en hjemmeside for at få trafik uden at tage sig af indholdet.