tænker jeg på hende

jeg forlader

håber på

at hun er der

når jeg kommer tilbage,

men væggene kan vælte

og vinden tage fat

minder mig om dig,

din skrøbelighed

ligesom lyden af sirener

og telefonsvaren

hver gang hamrer mit hjerte

med 100 km/t

for jeg frygter

at du forsvinder

sammen med lydene

som for evigt vil minde mig

et ar på langs

viser de sidste måneders gift

som har overtaget din krop

og efterladt et krater

der foreviger dens tilstedeværelse

måske endda tilintetgører din

og efterlader mig fortabt

nager,

fortærer;

en smerte.

og jeg fryser,

mine døende øjne

blinker tårerne hen

mens jeg indbildende spreder løgne

for den minder mig om, at alting dør

endnu et efterår uden lys

i mit eget legeme

fanget af mit hoveds mure

hører klokken, der tikker

flere uger,

der passerer

står stille i min tilværelse

en falmet krop

mens en storm af tanker blæser op

kan man høre det?

de larmer og rusker i mit indre

og drukner i den silende regn

bevidsthed om tristhedens tilstedeværelse

og om min egen mangel på samme

tomheden der breder sit spind

i mit sind

og vinden der suser ind

som mine tanker der ikke kan slukkes

et sort hul; som ikke kan lukkes

en sommernat i tankegråd

Jeg er bange for, at det vil føles værre end før, og fordi du er min trøst.

Du er mit anker, mærk, hvordan mit hjerte banker.

Jeg begriber ikke, at der med denne kærlighed skal følge en frygt.

Frygten for, at du forsvinder, frygten for jeg glemmer dine isblå øjne og dine utallige skønhedspletter.

Frygten for jeg glemmer dine varme hænder og dine ar langs skulderbladet.

Jeg frygter, det sidste kram fra dig

Og den sidste gang du siger, at du elsker mig.

Bliv hos mig, som kastanjen i min lomme.

Bliv os mig, indtil livet er omme.

som sortner mine øjne,

lysner mit sind,

men det er som om,