olivia 🏳️‍🌈

Det er som om alting går i slowmotion lige nu, og jeg kan ikke finde ud af om det er på en god eller dårlig måde

Sidder i Linje A mod Hillerød. Har sagt farvel til E mellem platform 1 og 9, vi skulle hver vores vej. Selvom vi går forskellige veje, ender vi på samme spor. Et år hver for sig og i dag reunited til øl og mad i byen. Vi snakkede så godt. Om alt det gode, alt det hårde og alt det vi ikke savner. Dem vi ikke savner. Sidstnævnte forener os gang på gang. Det hjælper at have fået afstand til det nu. Vi aftalte at ses igen, at holde venskabet ved lige. Det var hendes initiativ. Jeg skal huske at fortælle hende at jeg sætter pris på det. Initiativet altså. Hovedbanegården på en lørdag aften kan altså også noget særligt. Nu sidder jeg med en kop kaffe fra 7eleven, og tænker tilbage på en anden dejlig oktoberaften. Midt om natten på stationens mørke med B og te og samtaler. Han er nu ret sød. E fortalte mig, at hun kan mærke at jeg er glad. Hun har så meget ret.

jeg fucker alt op for tiden ((:

har desperat brug for forår

Jeg læser Ida Holmegaards "Look", som skal handle om mode og kønsindentitet. Men det der fanger mig allermest er Holmegaards portrættering af stress. Sårbarheden forbundet med det, følelsen af det, ydmygelsen man føler. Fordi det at være stresset kan føles som et nederlag, og som noget man ikke helt kan sætte ord på. Noget med at være for høflig - ikke at kunne sige nej. Men det handler jo om så meget mere. Det handler om noget dybt inde i en. Om ikke at være i stand til at rumme den verden man lever i fuldt ud hele tiden. Hvor der sommetider ikke er andet at gøre end at trække stikket og søge noget nyt - søge helt andre steder hen. Det er så svært at sætte ord på. Men Holmegaard gør det fremragende.