good grief

krammet var længere end perifere venner men måske er vi heller ikke det måske blot venner

jeg fulgte dig jo bare hjem

jeg forstår og forstå også at jeg er så lykkelig for at have dig som ven men tag min hånd og lad os forestille os at fortiden ikke fandtes og fremtiden var vores til at forme præcist som vi ønsker os

vi kunne stå på en eng vi selv har sået, mærke græs der aer vores tær og grus og kviste der giver os jag i sålerne vi ville danse i cirkler og hvine og hyle og være helt alene og aldrig have brug for andre

vi kunne stå i storbyen som vi har skabt den, mennesker over alt der danser den elegante musikløse dans det er at flyde igennem en menneskemængde vi kunne også være let på tå vi er så lette

tænk hvis vi havde retten til at være kede af det, vi kunne være sure og skrige og græde og snotte og smelte holde om hinanden og forstå at i smerten så kan vi stadig lige få hinanden med

vi kan ikke, der er for meget fortid, for meget drama du har været sammen med ham, og jeg med hende. det duer jo faktisk slet ikke og så er du en helt fantastisk ven

lige så lang er traditionen for at stå i laset tøj, sulten og kold men i flertal og bruge det sidste energi på at skrige

et skrig der siger at at vi håber at i nat bliver din sidste et skrig der vil dig det værste et skrig du vil høre for evigt lige meget hvor du kommer hen

du har slået os ihjel altid og du er ligeglad

du bomber børn, forgifter vand og anklager os for dine synder

du plejede at være plantageejer, greve eller konge nu er du politker, direktør og investor

dine slimede håndlangere er erstattet med politiets hyggefascisme der highfiver børn og voldtager deres mødre

vores tøj er mindre laset, vi er stadig sultne og du har sørget for at det er mindre koldt - men vi har mere energi

vores skrig vil blive hørt, vi er først startet når du føler dig truet og vi er først færdige når du er død

du har solgt os spejle og usikkerhed, men nu er vi færdige

vi sultede os selv, men nu kan vi ikke købe mad

giv mig en gnist og hele byen brænder, dit hus starter, du er ikke sikker overklassens tid er ovre

jeg er heller ikke støbet i sten eller hyaluronsyre jeg er blød og har knupper og ar og mærker min hud har lynnedslag fra vorkseværk, min pik er lille og mine kønslæber er skæve

jeg er ikke seksuel når jeg er nøgen jeg er seksuel når jeg dyrker sex

der oplever man noget spændende man møder folk, vigtige folk, folk med lange titler der bliver forkortet og folk med løn der gør en lidt forlegen man møder dem og finder ud af at de er ligeså snotdumme og uansvarlige som de unge mennesker man dalrer rundt med

de tager også stoffer, deres er bare på recept eller socialt acceptable de bruger for mange penge og har tømmermænd på jobbet og det halter sgu derhjemme

mest af alt så tror de også at de er dårlige til det som de laver de har bare lært ikke at betvivle det

my knees are weak and i havent slept in days my knees are day and i havent slept in weeks i spend the last ounce of energy to push up a bit a dusin hands on each should weighs a ton each

the air is drab and i cough blood i can feel my lungs ripping away from my ribcage every cough is closer to a complete shutdown this is it, it cannot go on

suddenly my right foot slips but my knee catches wall i get scraped to the bone but im still in limbo still not down yet if i can just wait it out then maybe

it will all blow over soon i know it as it has done every time ive been here i have always been here i have always gotten out

it always feels impossible like no amount of strain will suffice but if i just hold out a bit more the weight will get lighter

maybe if i fall asleep sleeping while holding on to dear life is hard its fucking impossible but i have to the morning sun will clear my head

so i sing myself a lullaby through gritted teeth sweat mixes with tears and snot and my song is mostly breath

and finally i sleep nightmares are abundant but the pain is finite and i can compartmentalize it

and then i wake in my bed with only mental scars as a reminder and tomorrow if you asked me about it i'd say that i get sad sometimes

det er jo teknisk set en subjektiv ting, og jeg er sikker på at der er alle mulige mennesker der er uenige med min bedømmelse, men det er sguda forhelvede ikke min skyld at i allesammen tager så grueligt fejl

det er næsten pinligt at i antager at whoever er pænere

mød min vejrtrækning både i snork og i sex mød mit hjerte i kærlighed og sorg mød min glæde i fællesskab og solitude mød min vrede i retfærdig ild og misforståelse

mød mig på en café mød mig på midten mød mig som gammel mød mig og bliv

mød mig met åbent sind mød mig med vendt kind mød mig på lige fod mød mig med nyt mod

mød mig inden jeg går helt i stå mød mig mens jeg stadig kan gå mød mig inden de kvæler og binder mig mød mig inden at de finder mig

mød mig

jeg har brugt de sidste 4 år på at hungre efter det og i samme åndedræt rive mig selv væk

jeg har kælet med giftige slyngplanter og det sekund de slog rod har jeg kæmpet med alt mit mod for at hive dem af mig igen også plejet mine ar

jeg har også været den giftige stemme fra slangen i træet der har hvisket vage løfter om en fremtid der aldrig kommer og så snoet mig tilbage i underverden efter første bid

jeg ved aldrig hvilken historie der er den sande måske er begge

om jeg lader mig drive i fordærv eller synger en væk fra uskyld, så er roden den samme - jeg søger intimitet, men det skræmmer mig

med intimitet mener jeg ikke sex, jeg føler faktisk at disse to kan hænge meget lidt sammen ungdommen nu til dags

jeg mener nærhed, tæthed, det rigtige kram fra den rigtige person på det rigtige tidspunkt at sove ved siden af en man elsker

intimitet.

jeg kan ikke få nok

men med intimitet kommer løftet om mere og løftet om mere er et jeg er bange for at holde fordi hvad nu hvis? hvad nu hvis det slet ikke var dig jeg skulle være sammen med? har jeg spildt din tid? har du spildt min? tiden er i hvert fald gået sin vej

så går jeg også.

jeg gik

jeg gik til jeg mødte en jeg kendte fra da jeg var en anden vi havde ændret os uden at skifte ham det var meget af det indeni der havde ændret sig theseus' sjæl

lige pludselig var intimitet bare øjenkontakt hun grinte og jeg følte det samme som det rigtige kram steder blev rigtige steder ved at vi var der sammen lykke var ikke en let forsvindende sindstilstand lykke er en fact of life

hun gør mig så glad jeg vil skide på slanger og slyngplanter jeg vil skide på at være bange for nærvær jeg vil skide på andre hun gør mig så glad jeg hverken hungrer eller flygter jeg bliver

og hun kyssede mig i sidste uge

jeg er ikke til fare for mig selv

men

det har jeg været

den slags hænger ved en pude under mit hoved i ren stilhed bringer kun vold bringer konstante billeder af løkker og pistoler følelsen af koldt metal der hakker lidt imod tænderne og smager svagt af krudt spjættet det giver i kroppen når den giver sit første klik inden den skyder klikket der runger i hele kraniet følelsen om at kigge ned på fødder der står som det eneste anker til liv på en skammel rokke lidt på den som at lege russisk rulette fordi det er nemmere hvis det er en fejl også endelig tage sig sammen og sparke den væk prøve at gribe enden lidt med tåen for hvad nu hvis det bliver stramt det bliver tungt det bliver sort

åh nej det var det jo nok jeg kunne bare været gået hjem jeg kunne bare have stoppet det var min skyld

det var mig der stod det forkerte sted mig der ikke så det gå galt mig der troede at jeg var helt men mig der ikke vidste hvad der var ved at ske mig der endelig havde skubbet stenen op af bjerget og mig der kun fik et større bjerg som tak

det var mig

gu var det røv

det var dig der dræbte den dig der gjorde mig halv dig der gjorde det man bare ikke gør dig der slog ihjel vil du ikke nok sige det råb det skrig det DET VAR DIG

du dræbte min barndom, min uskyld, mit håb du gjorde det jeg var der bare