Borderliv

Det er længe siden sidst. Der sker mange ting omkring mig lige nu, og jeg har svært ved at følge med. Jeg skal flytte om 1,5 måned. Han den søde og jeg er mildest talt et afsluttet kapitel. Jeg har lige haft 14, uventede, dage i Italien. Jeg forsøger at få en økonomi til at hænge sammen. Samtidig med det, har jeg et melankolsk øjeblik nu, hvor jeg stort set har set alle mine billeder igennem.

Hvor er der sket meget... Hvor er der mange gode minder, og hvor er der mange mennesker, som jeg på en eller anden måde fik skubbet ud af mit liv, og som jeg i dag savner og tænker på. Samtidig prøver jeg at se fremad. Prøver at have en positiv indstilling til det nye liv, jeg endnu engang skal prøve at definere. Men samtidig sørger jeg over, det som ikke blev. Det er som om tiden render fra mig, og jeg tager valg som forhindre mig i at løbe med den. Jeg spørger mig selv mange gange, om hvad det er der skræmmer mig? Livet... Livet skræmmer mig. Afsavn skræmmer mig. Både dem jeg har og dem jeg som ligger ude i fremtiden. Jeg frygter døden og at den kommer for tidligt. At blive en sørgelig eksistens og en sørgelig historie. Jeg er bange for at blive syg, og at min "mavefornemmelse"/indbildning om at jeg ikke bliver 30, holder stik.

Det er dystre og sørgelige tanker, når man ligger her i en tom lejlighed, kl. 2.33 om natten.

I morgen ringer en journalist fra DR og vi skal lave et interview, til en artikel. Det er jeg nødt til at være klar til. Godt han ikke kan se mig, og at jeg ikke skal have taget billeder. Om 6,5 time har jeg ham i røret, og skal fortælle om min rørende beretning... Jeg føler mig ikke rørt, jeg føler mig flad og tom. Med et tankespind ude at proportioner og kontrol.

Tankerne er mine og jeg kan bestemme over dem! Jeg har hovedpine... Jeg har grædt, sørget og savnet.

Det blev et langt indlæg.

Det er snart blevet en vane, at når jeg tager færgen, så skal jeg skrive lidt på bloggen. Denne gang er det en glad men træt Sara, der skriver.

Jeg har fået min fødselsdagsgave idag. En shoppetur med ældste-søsteren i KBH. Mine meget ømme ben vidner om en rigtig god dag.

Det har også været en måned hvor der er sket rigtig meget, og stadig sker mere. Jeg har fået styr på min boligsituation og kan se frem til at flytte ind i min nye lejlighed, i Risskov, til september. Jeg både glæder mig over, og frygter det. Det er en lejlighed jeg virkelig ser frem til at skulle bo i, men samtidig er jeg bange for om jeg kan klare mig uden min bil og om jeg bliver isoleret. Det må tiden vise...

Til den tid har jeg heller ikke Sanne mere, hvilket bekymre mig yderligere.

Men på mandag går turen, meget uventet, og spontant, mod Italien. Jeg er blevet inviteret på ferie i 14 dage, på den samme plads og med den samme veninde, som jeg oplevede sidste år. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg bliver endnu engang taknemmelig over, de omsorgsfulde mennesker jeg har i mit liv.

Jeg håber at jeg bliver bedre til at få skrevet lidt oftere herinde. Måske flere, kortere Posts kunne være godt.

En veloverstået tur til Bornholm og folkemødet, er nu ved at nå sin afslutning. Sidste færgetur er ved at tage sin begyndelse og jeg kan snart se frem til at lande godt og træt i Århus.

Jeg har en lejlighedssituation jeg skal hjem og have et overblik over. Mange bekymringer og tanker har der været, men jeg har alligevel formået at være til stede på folkemødet, men samtidig øvet mig i at give mig selv plads til ikke at kunne alt.

Det har været en fantastisk tur. Jeg har lært meget om mig selv og andre. Det har på nogle områder været en øjenåbner og jeg ser frem til at skulle snakke med Sanne om mine tanker på tirsdag.

Efter en (mentalt) krævende weekend, til smukt slotsbryllup, er mandagen startet ud med forsøg på at vende tilbage til skolebænken.

En af mine store laster. Jeg går og er rigtig utilfreds med min krop, men når dagene er sværere så vælger jeg ting der er meget destruktive... Chokolade i ikke sunde mængder er én af dem.

Ugens ene-samtale, som er en del af min behandling, er overstået. I dag kom min psykolog lidt igennem skallen, og det var hårdt. Samtalen blev afsluttet med en akavet, pga. et uventet, kram. Jeg priser mig lykkelig over min psykolog, og mit DAT-forløb. 

Resten af dagen er gået lidt sløvt. Jeg har bestilt vasketid og spist frokost. Da jeg kastede et blik på min konto, blev jeg meget motiveret til at få ordnet nogle finansielle hængepartier. 

Jeg har ikke fået ordnet så meget af det andet jeg gerne ville. Vores hjem ligner noget der er løgn, og jeg kan ikke huske hvordan vi sidst fik gjort rent - løgn! det kan jeg godt. Det er en måned siden, da jeg fik hjælp af min søster.