#nytkapitel

Det er længe siden sidst. Der sker mange ting omkring mig lige nu, og jeg har svært ved at følge med. Jeg skal flytte om 1,5 måned. Han den søde og jeg er mildest talt et afsluttet kapitel. Jeg har lige haft 14, uventede, dage i Italien. Jeg forsøger at få en økonomi til at hænge sammen. Samtidig med det, har jeg et melankolsk øjeblik nu, hvor jeg stort set har set alle mine billeder igennem.

Hvor er der sket meget... Hvor er der mange gode minder, og hvor er der mange mennesker, som jeg på en eller anden måde fik skubbet ud af mit liv, og som jeg i dag savner og tænker på. Samtidig prøver jeg at se fremad. Prøver at have en positiv indstilling til det nye liv, jeg endnu engang skal prøve at definere. Men samtidig sørger jeg over, det som ikke blev. Det er som om tiden render fra mig, og jeg tager valg som forhindre mig i at løbe med den. Jeg spørger mig selv mange gange, om hvad det er der skræmmer mig? Livet... Livet skræmmer mig. Afsavn skræmmer mig. Både dem jeg har og dem jeg som ligger ude i fremtiden. Jeg frygter døden og at den kommer for tidligt. At blive en sørgelig eksistens og en sørgelig historie. Jeg er bange for at blive syg, og at min "mavefornemmelse"/indbildning om at jeg ikke bliver 30, holder stik.

Det er dystre og sørgelige tanker, når man ligger her i en tom lejlighed, kl. 2.33 om natten.

I morgen ringer en journalist fra DR og vi skal lave et interview, til en artikel. Det er jeg nødt til at være klar til. Godt han ikke kan se mig, og at jeg ikke skal have taget billeder. Om 6,5 time har jeg ham i røret, og skal fortælle om min rørende beretning... Jeg føler mig ikke rørt, jeg føler mig flad og tom. Med et tankespind ude at proportioner og kontrol.

Tankerne er mine og jeg kan bestemme over dem! Jeg har hovedpine... Jeg har grædt, sørget og savnet.

Det blev et langt indlæg.