Laurids de Thura - Ny monografi om Danmarks store arkitekt
I en ny mammut monografi om Lauritz de Thurah giver kunsthistorikeren Claus M. Smidt et ubesvÊret, elegant og dybt fagligt indblik i bÄde det, der skabte den store arkitekt og en ramme til at forstÄ, hvorfor vi stadig i dag elsker vÊrker som Frelser Kirkes snoede spir, Det kgl. PalÊ i Roskilde, Eremitageslottet og Gammel Holtegaard.
Bogen udkommer i dag i et smukt indbundet vĂŠrk med 736 sider med fornemme fotos af Jens M. Lindhe og talrige illustrationer og tegninger. Takket vĂŠre generĂžs stĂžtte fra fonde er prisen 495,-.
Hvem var stĂžrst? Hvem nĂžd kongehusets gunst? Barok arkitekten Thurah eller rokokoens Eigtved. De to arkitekter arbejdede side om side for kongehuset og adelen, og har tegnet nogle af Danmarks mest elskede bygningsvĂŠrker. Det skete i en tid, hvor det, vi i dag opfatter som den tunge barok, blev aflĂžst af den lette og legende rokoko. Eftertiden har forsĂžgt at male et billede af to konkurrenter. Men sandheden er som altid langt mere nuanceret.
I en ny mammut monografi om Lauritz de Thurah giver kunsthistorikeren Claus M. Smidt et ubesvÊret, elegant og dybt fagligt indblik i bÄde det, der skabte den store arkitekt og en ramme til at forstÄ, hvorfor vi stadig i dag elsker vÊrker som Frelser Kirkes snoede spir, Det kgl. PalÊ i Roskilde, Eremitageslottet og Gammel Holtegaard.
Arkitekturens stĂžrste fjender er ofte skiftende moderetninger - og centraladministrationen.Â
Thurah kĂŠmpede i sin samtid med begge, og 1800tallets opgĂžr med âparyktidensâ arkitektur og dekorationer betĂžd nedrivning af det yndige Hirschholm i HĂžrsholm, der ogsĂ„ var Struensee og dronningens tilholdssted, og Eremitageslottet fik en hĂ„rd medfart i en ombygning, hvor en fornem restaurering afsluttet i 2011 genskabte store dele af Thurahs oprindelige interiĂžr.Â
Thurah var dybt forankret i dansk kultur gennem en lang slĂŠgt af akademikere og med et nysgerrigt kosmopolitisk udsyn. Han var trofast overfor arkitekturens klassiske idealer og ikke til fals for tilfĂŠldige modeluner. Han blev udfordret i sit formsprog af Eigtved, der i den grad havde fingeren pĂ„ pulsen for, hvad der bevĂŠgede sig ude i verden. De samarbejdede sandsynligvis om Marmorbroens pavilloner, hvor den nederste del er typisk Eigtved, mens den Ăžvre del kun kunne vĂŠre Thurah, hvor formsproget genkendes i hans senere udformning af pavillonerne pĂ„ Ledreborg. Ved Eigtveds pludselige dĂžd overtog Thurah fĂŠrdiggĂžrelsen af en lang rĂŠkke af hans vĂŠrker, bl.a. ved opfĂžrelse af forhusene til Frederiks Hospital â i dag Designmuseum Danmark. Da rokokoen bygger pĂ„ barokken, er fĂŠrdiggĂžrelserne med til at nuancere helheden.
Budgetter og statsadministration
Thurah fremstĂ„r i eftertiden som en flittig mand. Blandt arkitekter er han berĂžmmet for sin evne til at formgive, at budgettere og styre byggeprojekter. Men det ĂŠndrede ikke ved, at en nidkĂŠr revisor Clausberg ved PartikulĂŠrkammeret, der som ivrig amatĂžrarkitekt blandede sig bĂ„de i Ăžkonomi og formsprog, og gjorde livet surt for Thurah. En oplevelse, nulevende arkitekter deler med samtidens krav til offentlige udbud.Â
Flittig som han var, begavede han ogsÄ eftertiden med udgivelserne Den Danske Vitruvius og Hafnia Hodierna, der stadig er hovedvÊrker for arkitekter og kunsthistorikere med en skat af kobberstukne tavler der gengiver tidens bedste arkitektur.
Thurah trak sig, som adlet med et lille âdeâ foran sit navn, tilbage til BĂžrglum Kloster i Nordjylland, hvor hans 2. kone kom fra, for ved Eigtveds dĂžd straks at blive trukket tilbage til KĂžbenhavn, hvor han satte et vĂŠsentlig prĂŠg pĂ„ den nordlige del af Frederiksstaden og byggede en rĂŠkke vĂŠrker, der stadig stĂ„r den dag i dag.
Men hvordan endte kappestriden. Thurah stĂ„r som en principfast, myreflittig og ikke mindst nysgerrig mand. Det taler til hans hĂŠder, at han aldrig har âvillet sĂŠtte kniven i sin medbejler Eigtvedâ, som kunsthistorikeren Christian Elling skrev. Thurah og Eigtved levede med hinanden i samklang og i medgang og modgang. De har begge lĂŠrt af hinanden og selvom de mĂ„ske aldrig blev et egentligt makkerpar, var de med gensidig respekt og inspiration med til at formidle overgangen fra barok til rokoko. At deres vĂŠrker stadig stĂ„r blandt noget af det fornemste i dansk arkitektur, viser hvor langt man kan nĂ„ med gensidig faglig respekt.
Monografi af kunsthistorikeren Claus M. Smidt.
Tilrettelagt og udgivet af arkitekt Jens Bertelsen
Indbundet hardback 736 sider
Aage og Johanne og Louis-Hansens Fond
Margot og Thorvald Dreyers Fond
OverretssagfĂžrer L. Zeuthens Mindelegat
DirektĂžr Espen og Hustru Tanja Neergaard Dinesens Fond
Claus M Smidt, kunsthistoriker og tidl. seniorforsker ved Danmarks Kunstbibliotek. Han er en af Danmarks mest vidende specialister i arkitekturhistorie. Han er tidligere museumsdirektĂžr af Nivaagaards Malerisamling, leder af Samlingen af Arkitekturtegninger, og forfatter til en rĂŠkke bĂžger om isĂŠr by- og arkitekturhistoriske emner, blandt andre "KĂžbenhavn fĂžr og nu â og aldrig". Â
