Tryk start

Når varmen blev for kvælende, satte vi os ind i bilen. En, to, tre, fire, fem. Alle ind, alle ud, alle ind igen, for vi skulle huske vand. Og solcreme. Og der var lige en, der var blevet sulten. Og så blev vinduerne rullet ned, og så blev de rullet op igen, for ellers sad røgen i sæderne. Når hjulene endelig rullede, var det med franske røster i radioen og sommerens hits, som først blev store derhjemme måneder senere, hvis man var heldig. “Ej, skift! Nej, bliv! Så gem i det mindste radiostationen!” Sådan er det med søskende, der elsker at hade hinanden kun for at irritere forældrene, for det er sådan, vi bygger vores bånd. Så var det os mod dem, og lige så snart vi ramte stranden, var alle ligeglade, for så var vi lykkelige.

Frem med et bodyboard og frem med et mere. Der blev altid føjet et nyt til samlingen hver sommer (to hvis man var heldig), for den danske vinter var hård mod dem, når man glemte dem ude i haven. Naboerne parkede deres dyre biler som trofæer ude på vejen, hos os lå vores udtjente bræt til fuld skue på plænen. Men sådan er det at vokse op ved vandet, for vi åbnede først øjnene, når vi kunne høre bølgerne brage. Det vigtigste var solen og bølgerne, for uden solen skulle vi have våddragterne frem, og uden bølgerne var der hverken grund til våddragter eller at åbne øjnene. Og når hurtigfærgen kom, skulle det gå stærkt, for så kom de store bølger. Der blev taget tid. Når den sejlede ind, når den sejlede ud. “Nu er der ti minutter, gør jer klar!” Og så kom bølgerne, og så væltede vi rundt, imens vi følte os udødelige, for tiden stod stille, når man fangede den rigtige bølge.

Men bølgerne dér var ingenting, når vi nærmede os sommerens bonushjem, for der var bølgerne altid perfekte, selv uden en færge. “Pas nu på strømmen,” lød det, når vi løb mod havet som skildpaddeunger, der kæmpede for overlevelse, og når vi endelig kiggede op igen, var vi blevet trukket hundredvis af meter bort i jagten på den perfekte bølge. Det vidste de godt. Det var derfor, vi blev tvunget til at svømme dag og nat. Så kunne vi i det mindste have en chance, når vi blev hevet af sted, og det var sådan, vi lærte, at vi alle sammen ville leve vores liv hver for sig, men aldrig alene.

Når en time blev til to, og to blev til tre, og vores læber var blå som den iskolde vinterhimmel, blev vi tvunget op. Vi skulle have mad og vand og solcreme, for ellers var dagen slut. Og så blev der serveret croissanter i lange baner, og så tørrede vi i solens varme, indtil læberne var blodrøde, og så skulle vi hjem. At få tre unger til at børste sand af deres fødder er en umulig opgave, og når bunden af bilen var blevet dækket i et lag sand, måtte vi selv gøre den ren, inden turen gik halvvejs igennem Europa igen. For hvis man ville have det sjovt, måtte man tage ansvar, og et ansvar var aldrig for meget, hvis det betød, at vi kunne nå bare én bølge mere.

De har det vist fint, men det er lidt underligt. Det er jo Pia Kjærsgaard, så hvad laver hun udenfor Whiskybæltet? Men okay. Hun laver i øvrigt mad ligesom alle os andre.

Og spiser det, så hun er ikke vampyr.

Hun er også musikalsk anlagt (who knew, men hun har lige lyttet til Sivas’ nyeste album, så det er åbenbart en ting, der er sket).

Og kunstnerisk anlagt, når hun ikke lige anklager børn for at have dårlig smag (drengen er fra Syrien, så det var måske forventet).

Politik er ikke kun klogskab, men også muskler.

Men hey, det stopper hende ikke fra at være den venlige nabo, som leger sømonster, der prøver at angribe den uvelkomne båd med flygtninge.

Don’t judge, vi prøver alle sammen at spare lidt. Især hvis det er rester.

Nå, men hun hænger ud med Helle.

Deres venskab er lidt on the rocks. Det var noget med, at Pia mente, at Helle hellere ville være i udlandet end Danmark, og så gik det vist ret skævt, for hvem vil hellere fokusere på andet end ens baghave. De er i hvert fald ikke helt enige (men mere enige end de vil indrømme).

Så nu sidder Pia her. Det er vel egentligt hyggeligt nok.

Jeg er ikke i en skov. Jeg ser ikke på en solopgang. Og det er pisse trættende at læse det her, for hvor mange gange har jeg ikke skrevet det før. Seriøst. Behøver jeg overhovedet skrive noget?

Naturen er i øvrigt flot. Du burde bevæge dig udenfor. Væk fra alt. Foran skærmen eller ude i den virkelige verden. De andre dømmer dig, hvis det er foran skærmen, men fuck dem. Og fuck dem igen.

Jeg gider ærlig talt ikke skrive mere, for jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, og Sleater-Kinney fortæller, at en eller anden (mig?) bliver lokket af Djævlen og formålet og frygten og alt det fortabte, at penge gør en blind, at grådighed gør en følelsesløs, at Gud kan vente, at synd ikke kan.

Gud, haha. Ahahaha.

Du er fri.

Og alt omkring dig dør. En eller anden dag. Du dør.

Men det hele fortsætter.

Og nu skrev jeg alligevel noget. Men ser du billederne? De er det vigtigste.

Og ved du hvad?

Det der træ, ikk’?

Octodad Han lugter lidt af fisk, men han er definitionen af en ægte familiefar. Han tjener pengene, han tager sig af børnene, han oser af kærlighed. Overskud til det hele. Who cares, om han er en blæksprutte? Lev livet lidt.

Master Chief Mmmh, en mand i uniform. Mmmh, en mand i fuldt kampudstyr. Hvem kan stå for det? Det er så voldsomt tiltrækkende, for man aner ikke, hvem der gemmer sig under hjelmen. Man ser aldrig Master Chief, han er et mysterium. Han kunne faktisk være en kvinde med en dyb stemme, og vi ville ikke ane det. Men han er god med en pistol.

Ryu Jeg ville ikke have noget imod, hvis Ryu lavede en Hadouken! på mig if you know what I mean (jeg inkluderede kun Ryu for at kunne skrive den sætning, såh).

Luigi (fuck Mario) Latino lover FTW.

Sidste år fik min ven konstateret kræft i hjernen. Ikke en gang 30 år, og han var allerede ved at miste sig selv. Tre tumorer gik til angreb. Først røg manerne og logikken. Så hukommelsen. Så personligheden. Og til sidst forholdene til alle omkring ham. Familie, venner, fjender. Det var ikke kun kræften, der tog alt, men havde den ikke været der, havde alt formentlig set anderledes ud nu. Han ville i hvert fald ikke dø.

Vores venskab var typen, hvor man kunne sidde i en time uden at sige noget, og så væltede det pludselig ud med samtaler, man som regel kun ville have med en person, der har kendt én hele livet, ikke kun en håndfuld år. Vi behøvede ikke sige så meget, for vi var næsten altid på samme side – og hvis ikke, var der en forståelse for at være uenige uden at gøre det til en større ting.

Det er svært at vide, at man skal sige farvel til nogen. Du går rundt i en verden, hvor alt er til at håndtere, og pludselig rives du ud af trygheden. Du står uden for og kigger ind i ren afmagt. På dig selv, dine handlinger, på alle andre og deres handlinger. Og når du står derude, føles dine handlinger ikke som dine egne. Med distancen kommer afkoblingen, og med afkoblingen kommer en snert af naiv eskapisme.

Ironisk nok er det netop det, jeg godt kan lidt ved spil. Når de trækker i følelserne, når de tvinger dig til at sige farvel til en person, som du har knyttet bånd med. Når de ikke længere er tilgængelige. Det katapulterer historien fremad på bekostning af følelsesterror, imens det agerer som lokkende eskapisme. Der er ingen virkelighed, selvom det hele føles virkeligt.

Om nogle uger sidder jeg i et spil og griner. Ikke nødvendigvis på grund af eskapismen, men fordi jeg kan genkende netop det her venskab i en lille del af et eller andet spil, der på ingen måder prøver at gøre sorg nemmere. Men hvert eneste klik behandler sorgen uden at få den til forsvinde. Den bliver bare mere håndterbar, nemmere at tolerere.

Det kan være en enkelt sætning, en følelse af glæde eller sågar en følelse af at skulle sige farvel til en person, man ikke vil sige farvel til. En person, man formentlig ville beholde i sit liv på godt og ondt i mere end en håndfuld år.

Når det sker, når jeg sidder med et stille smil, føles det hverken nemmere, bedre eller mere overskueligt. Men det hjælper. For det bringer minder frem om et overforbrug af “det sagde hun også i går”-jokes med tyk jydeaccent blandt københavnere i Sverige, imens vi i et øjebliks stilhed gloede på en rolig sø for at kurere vores papvinsbrandert med følelsen af lykke.

Det eneste, jeg kan høre, er mine egne skridt. Når jeg går i gruset, gnider stenene mod hinanden. Og når jeg går ved stranden, er den eneste larm, bølgerne der brydes mod kysten. Der er stilhed i mine ører, for du er her ikke.

Og alligevel haster jeg. For hvis jeg løser det ene problem, vil et andet problem blive løst. Og hvis jeg løser nok problemer, vil mit liv være perfekt. Ingen bekymringer, ingen problemer, ingen dig.

Så jeg kaster mig over den ene opgave. Og når den er løst, kaster jeg mig over den anden. For hvis jeg løser nok opgaver, burde min karma være i orden. Men karma er en fucking stilstand, og når jeg først har balance, vælter det hele.

Fra den ene side til den anden. Det starter et sted, og så går det hele galt. Hver eneste fordærvede tanke forgifter den næste, og til sidst ligger det hele i ruiner, for jeg aner ikke, hvad jeg laver.

Hvis jeg kunne, ville jeg ændre det hele, men det er nemmere at overgive sig til andres magt. For når man snyder sig selv, behøver man ikke at tage ansvar, og hvis man ikke skal tage ansvar, er det jo ligegyldigt. Ikk’? For jeg ved ikke, hvem jeg er.

Så jeg sniger mig væk. Væk fra alt og alle, hvor ingen kan se mig. Ingen kan se mig, men alle kan se mine løgne. For jeg har det jo godt, og jeg har ikke et problem, og når jeg er alene, er jeg okay, og jeg har ikke et problem. Jeg har ikke et problem.

Og når jeg er fuld, tænker jeg på hende. Og når jeg er skæv, tænker jeg på mig. Og når jeg er ædru, tænker jeg på dig. Men jeg ville ønske, at jeg slet ikke tænkte på nogen.

Fuglene kvidrer. Bølgerne brager. Bladene knitrer. Og hvis jeg lytter længe nok, kan jeg høre din latter. Men din latter tilhører en anden, imens jeg er fucking lykkelig. Fucking lykkelig.