#vendepunkt

Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sine ben, efter hun havde fulgt en skygge på toget. Efter flere timers fastkurs, gik de pludselig i stå på stationen. Videre? Hjem? Hun gik den forkerte vej. Udover skinnerne og ned imod stations toilettet, hvor der var piktogrammer af mande - og dameben. Kjoler og bukser. Hun vidste ikke, hvilke ben der mindede mest om hendes egne. Måske hvis man stod på hovedet op ad toiletkummen. Satte foden på øret. (Foden for øret). Så kunne hun måske høre, hvilken retning benene skulle vende. Måske kunne hun høre, hvor fødderne havde hjemme, som når man ligger øret til en konkylie, og stadigvæk kan lytte længselsfuld efter havets bølger. Men hun kunne ikke høre nogle bølgeskvulp imod fodknoglen, fra hendes plads på toiletgulvet. Hun bøjede benene stramt sammen, lagde ryggen flat ned, så var det næsten som var hun en benløs kylling. Hun tænkte på, at hovedløse kyllinger kan løbe forvirret rundt i lang tid, før de indser at de er døde. Hun tænkte på, hvem det var hun havde fulgt på toget. Så skar hun benene af.