Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på kultunaut.dk

Det lille fine Teater Får302 har urpremiere på stykket "Smerten" baseret på Marguerite Duras' semi-selvbiografiske novellesamling fra 1985 af samme navn. Året er 1945, og 2. verdenskrig er netop slut. For dem, der stadig venter på livstegn fra deres pårørende, er krigen dog endnu ikke ovre.

Det er dagbogsnotaterne i første del af Marguerite Duras' novellesamling, der fungerer som det litterære forlæg og dramatiseres i en ordret fremførelse. Eneste skuespiller på rollelisten er en meget intens Ulla Henningsen, der dygtigt formidler Marguerites grufulde venten i foråret 1945. Ægtemanden Robert L. har måske, måske ikke, overlevet sit ophold i den tyske koncentrationslejr Dachau. Vi følger hendes overvejelser om hans skæbne og ikke mindst hendes sindstilstand, der nærmer sig sammenbrud. Fysisk befinder hun sig i det netop befriede Paris, hvilket optegnes som en hjerteskærende kontrast mellem dem, der føler og fejrer, at krigen er slut, og så dem der fortsat venter og i den grad stadig er midt i mareridtet.

Smerten er en barsk fortælling i en rå opsætning, der er skåret ind til benet. En teatermonolog i et lille, sort lokale med en stol, lidt lyssætning, tre klavermellemspil og intet andet. Der er på den måde tale om "hardcore teater". Fem kvarter lige på og hårdt. Ingen pause, intet formildende. Det er således også en form, der kræver sit. Dem, der ønskede at blive forført af scenografi o. lign., blev skuffede. Flere hviskede om, at de ville gå, og nogle gjorde det undervejs. På et tidspunkt må den uhøflige uro også have forstyrret Ulla Henningsen, som en enkelt gang måtte have hjælp af regissøren for at finde tråden i den lange tekst igen.

Konceptet med det "skrabede" teater er set før. Endda med samme tema sidste år i Skuespilhusets Hvis dette er et menneske med en blændende Jens Albinus, der dramatisererede Primo Levis beretning fra kz-lejren med en træpalle som eneste rekvisit. Det er teatrets fortællekraft i sin reneste form helt uden lir, og det er både dette stykkes styrke og svaghed. På den ene side opnåes et intenst nærvær i de sekvenser, hvor man ganske enkelt imponeres over teksten og personen bag. På den anden side er der ikke ret meget andet end Duras at blive betaget af.

Afmagten går ind under huden, når Henningsen nøgternt formulerer ordene: "Jeg genforenes ikke med ham, når jeg dør. Jeg holder blot op med at vente." Ligeledes er Duras interessant i sin erkendelse af, at den nazistiske forbrydelse helt nødvendigt må inkluderes i det menneskelige og ikke ekskluderes og dæmoniseres. En sondring, der også er yderst aktuel idag med eksempelvis den norske Breivik. Er han ond og umenneskelig, eller er der netop tale om en uhyrlig menneskelighed, vi må forholde os til som en sådan?

Forestillingen fungerede for undertegnede som en dramatisk højtlæsning, der vækkede lysten til at gå hjem og genopleve Duras' fortællekraft i sin reneste (bog)form.