#minkropditblik

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk ’Min krop – dit blik’ er en fin times tid med kropsovervejelser målrettet teenagere, der jo kun har godt af det lige så fine budskab: ’Din krop er sej – elsk den!’ Der er sjove momenter, og de mange unge, der kommer til orde i lydklip, giver stof til eftertanke. Rent teatermæssigt er forestillingen dog på det jævne. Teatret Mærkværk, der står bag opsætningen af ’Min krop – dit blik’, betegner den selv som ’En sanselig dokumentar om krop, identitet og selvværd’, og det er lige, hvad det er. What you see, is what you get.

En gigantisk dukke pustes op og fylder hele scenen, og det er mildest talt ikke nogen idealkrop, som den ligger der, og flyder ud med sine abnorme lemmer. I bedste SoMe-stil gøres der flittig brug af selfiestang med LED-ringlight undervejs, og Barbiedukker er der også nok af. De bliver dissekeret, tegnet på, belyst og filmet med den allestedsnærværende og uundværlige iPhone, og de projekteres på den store dukke, der dermed også fungerer som lærred.

Scenografisk når vi højdepunktet, da dukkens oppustelige ben presses sammen, så det til forveksling ligner kønslæber og Mikkel med møje og besvær møffer sig igennem, så hans hoved popper ud i perfekt timing til lydsporet.

Flere i salen er pinligt berørte, men selv sarte sjæle kan sagtens gå ind at se denne letfordøjelige opsætning.

Stjerner til lydsiden

Især de mange interview-lydklip undervejs fungerer godt. Lene Skytt og Rasmus Månsson skal have stor ros for den del. På et leje af hjerterytme hører vi fra de unge selv. Alle mulige interview-bidder er klippet sammen, så de næsten taler i munden på hinanden, og de sætter i bedste intime natradio-stil ord på et væld af kropsovervejelser, der tynger og fylder hos de forskellige.

Det er virkelig et godt indspark – og absolut det stærkeste i hele forestillingen – at høre fra dem, det hele handler om. ’Jeg bliver næsten ked af det, når folk roser min krop, for jeg har fået den på en sindssygt usund måde’ og ’Jeg er mere tilfreds med min SoMe-krop end min egen. Det er to forskellige verdener’, lyder det blandt andet, og den slags går lige i hjertekulen.

Bedre end noget andet belyser disse udsagn, hvad det er, der tumles med, og hvad det er, der danner folks syn på sig selv og andre.

De to i front

Ellers er det Mikkel Løvenholt Reenberg og Anne Gry Henningsen i front. De står i helt almindeligt tøj med afslappede monologer om deres ungdom og egen kropsopfattelse ’dengang de selv var unge’. Det er afgjort meningen, at det skal være relaterbart, og undertegnede, der er på deres alder, husker nostalgisk med på de gode 1980’ere, men det er unægtelig længe siden, og meget har ændret sig.

For et ungt publikum virker det udtalt bedaget at tale om en tid, hvor der eksempelvis ikke engang fandtes sociale medier.

Især den sportslige Anne Gry, der nu er 46 og altid har været glad for sin krop, ’fordi den virker’, bliver vældig pædagogisk fodformet, som hun står og plæderer for, at ’alle er lige pæne.’ Hvor utilfredsheden med kroppen kommer fra er selvfølgelig et godt og vigtigt spørgsmål, men ’jeg synes alle kroppe er smukke’-logikken, bliver omvendt lidt søgt.

Bedre fungerer det med Mikkel, der som gammel balletdanser rent fysisk kan vise os, hvorfor han blev mobbet og kaldt homo, da han forlod balletskolen og kom i almindelig folkeskole. Graciøst badutspringer han af sted og peger på en imaginær tavle, som stod han stadig ved balletbarren.

Skiftet i kropsholdning er vildt, og det får os alle til at smile. Man ser det for sig – også kontrasten til og reaktionerne fra de andre elever. Vi føler med ham, både når han fortæller om sine mange krops-issues, og når han nu – 40 år gammel og med lidt mave – forklarer at hans blik på sit yngre selv i dag er mildt, og at han ikke længere helt forstår sin hårde dom over sig selv dengang.

Gid alle usikre teenagere må nå dertil en dag.

Karikerede roller

Indimellem disse fortrolige monologer får vi forskellige karikerede rolleskift. Med blå paryk og hvide kitler præsenterer Mikkel og Anne Gry statistikker og absurde fakta om eksempelvis Barbiedukkers aldeles urealistiske kropsmål. En hyldest til kroppens enzymer, tarme m.v. over Frozen-balladen ’Let it go’ bliver det også til fra Mikkel i fuld drag.

Der leges med stereotyperne idet han rent faktisk kan synge, hvorimod Anne Gry i fuldt muskelsuit så absolut ikke har en tone i livet. Det fungerer, men føles samtidig lidt nemt. Med briller agerer de også ad flere omgange ’forældre-voksne’ med en komplet palet af boomer-bemærkninger, der fint udstiller deres afstand til teenagelivets bekymringer; ’Skal bukserne sidde helt dernede?’, ’Ret dig op’, ’Løft blikket, vær realistisk’.

Andre gange revses der lidt. At lægge selfies op sidestilles med at se sig i spejlet og lade andre kigge på, mens man gør det. ’Hashtag; Dyrk dine venskaber.’

Voksne vs. teenagere

Lige så sympatiske Mikkel og Anne Gry virker på scenen, lige så lidt er den voksne distance noget, de kan undslippe. Forestillingen minder derfor denne anmelder ganske meget om Baz Luhrmans sang ’Everybody’s free (to wear sunscreen)’ fra 1999, hvor han prøver at give gode råd til ungdommen; ’Do not read beauty magazines, they will only make you feel ugly!’ slår han bl.a. fast, selvom han ved, at ungdommen ikke lytter. Erfaring er som bekendt svær at give videre, den skal man selv have.

Og videre ift. denne kontekst; ’Enjoy your body, use it every way you can / Don't be afraid of it or what other people think of it / It's the greatest instrument you'll ever own!’

Du er god nok som du er

Samme budskab går igen her. Alle sendes vi ud ad døren med en opfordring om at sende en kærlig tanke til ikke bare vores egen krop, men også den lige ved siden af os. It’s all love.

Intentionerne er gode og emnet er vigtigt, men guderne skal vide, at det ikke er nemt at være teenager eller at nå dem i øjenhøjde fra scenekanten, og det lykkedes også kun til dels her.