Rød + Blå = Lilla!
This is my comment on the Danish elections – this post will be in Danish.
I sidste uge afgav jeg hos borgerservice min stemme – og hvor var det dog dejligt! Ikke bare fordi jeg er glad for at bruge min demokratiske ret, men fordi jeg til dette valg, mere end nogensinde før, har følt mig sikker i min stemme.
Blok politik! Forsvind. Bliv væk. Du har været af det onde! At flertallet i et demokrati bestemmer, er ikke det samme som at mindretallet ikke skal sidde med ved bordet. Men sådan har det været i de sidste 10 år. Det skal være slut – uanset hvem der vinder valget! Det skal være slut med Dansk Folkepartis diktatoriske magt over udlændige politik. Hver finanslov i snart 10 år er gennemført, med en undtagelse, af regeringen og DF – med udlændinge stramninger til følge. Anstændigheden røg sig en gevaldig tur i den proces…
Rød økonomi 12 minutters ekstra arbejde om dagen? JA! Stop med at piv. Jeg arbejder glad 12 timer om dagen! Jeg har selvfølgelig ikke forpligtelser som en børnefamilie, men mon ikke vi som samfund – overordnet set – kunne arbejde lidt mere? Og er 12 minutters ekstra arbejdstid for meget til ’at sikre velfærden’? Nej, og det er 62% af danskerne for øvrigt enige i. For den enkelte dansker burde det ikke være det snævre syn på egen arbejdstid der spiller ind. Vores lands konkurrence evne er hæmmet af for høje lønninger (i forhold til udlandet), og en samtidig for kort arbejdstid. Det er ikke holdbart, og at VOK blot nedgør forslaget, og ikke vil bruge det som endnu en økonomisk skrue i samfundet, er totalt useriøst! Det til trods for at Løkke i 2008 mente noget helt andet.
Betalingsring: fint med mig. Det nedbringer billismen, er bedre for miljøet og flytter flere midler over i den offentlige trafik - som vil give forbedringer. At det kan anses som en skæv skat (LI argument), kan løses med løn differentiering – som man gør med skat. Løkke taler mod økonomerne, og da det konflikter med hans skattestop - som forøvrigt også er social skævt - kan han ikke støtte det. #fail
Blå økonomi Efterlønsreform: det er oplagt! Store befolkningsgrupper er på vej på pension og efterløn – delvist betalt af staten. Samtidig med det har vi de små årgange, som jeg bl.a. selv er en del af, der er på vej ud på arbejdsmarkedet. Humlen er at min generation kommer til at finansiere, at de ældre årgange lever markant længere end før i tiden (og heldigvis for det), og derved ligger et stort pres på et i forvejen dyrt sundhedssystem. Samtidig med at det sker, så siger alle økonomer at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden. Så er det ikke super smart at lukke vores grænser til, så det er svært at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, samtidig med at staten betaler folk for at trække sig tilbage. Ræsonnementet giver inden mening, og det kunne 'rød blok' godt tage at indse!
Faktum er at min generation formentlig ikke får lov til at gå på pension før vi er 70. Det har jeg det faktisk fint med – jeg kan bare ikke forstå, hvorfor andre så nu kan gå af som 60 årige (eller er det nu 62?). Det holder ikke! Jeg støtter naturligvis suppleringsordninger til folk der virkelig er nedslidte - og derfor må stoppe tidligere på arbejdsmarkedet.
Innover og skab nyt! Jeg er iværksætter, og jeg støtter alle tiltag der får folk til at turde tage springet ud i et liv som selvstændig. For det er i små virksomheder at man skaber flest jobs i Danmark – ikke i de store! Fjern iværksætterskatten, multimedieskatten og affaldsskatten (eller hvad det nu er for et renoveringsgebyr, små erhvervsdrivende pludselig får smidt i hovedet). Uddan børn og unge, allerede i folkeskolen, til at de kan blive selvstændige. Hvorfor er virksomheders budget lægning ikke en del af pensum i regning? Kunne man ikke forestille sig at børn, på klasseniveau, fik givet et ”ApS” i børnehaveklassen, som så fulgte dem igennem 10 år, og som de sammen skulle drive og betale for studieture med, iPads til klassen, eller hvad de nu ellers kunne finde på? Jeg er sikker på at Danmarks ungdom kan tænke kreativt og skabe nyt. For vi er som land nødt til det! Mindre lønmodtager - mere lønskaber!
Miljø Face it! Det fylder ikke meget i den politiske debat, men hey – det er seriøst – vores jord er ved at gå i stykker. Den nuværende sult krise i Øst Afrika er et tydeligt tegn – og vores våde sommer i Danmark er måske også (igen slipper vi forøvrigt som land billigt!). Det er min, mine børns og mine børnebørns generation, der skal lide under konsekvenserne. De gamle årgange burde tage problemet mere seriøst – jeg oplever at det oprigtigt bekymrer os unge. Miljø er for mig en mærkesag.
Alt det andet (og meget mere som ikke står her) Jeg går ind for mindre skat. Jeg går ind for flere reformer. Jeg går ind for større personlig frihed. Læs mere her!
For mig er der kun en ting der er rigtig at stemme: Det Radikale Venstre. Jeg vil opfordre dig til at gøre det samme - og så stemte jeg i KBH forøvrigt personligt på Uffe Elbæk.
Blå og rød blandet sammen giver lilla. Og lilla giver samarbejde over midten – væk fra DF enevælde.















