#karrierekanonen

Jeg bliver altid glad helt indeni, når sæsonen for KarriereKanonen starter på et tidspunkt i januar måned, hvor omkring 1000 håbefulde bands ansøger. Det er den bedste og mest seriøse ‘bandkonkurrence’. Uden sammenligning. Ikke kun fordi den har hjulpet navne som The Minds of 99 og Kites and Komets frem. ‘Bandkonkurrence’ er nemlig - som du forhåbentligvis også tænker - et super dårligt og endda forkert ord at bruge om KarriereKanonen. Det er talentudvikling af bedste kaliber. I går blev 11 ud af de 12 navne, som er gået videre til at spille på SPOT Festival, udvalgt. Det sidste navn offentliggøres på fredag og udvælges via en åben afstemning.

Jeg har givet de 11 kunstnere et par seriøse gennemlytninger og fundet mine 3 favoritter. Hvis jeg skal sige noget overordnet om de udvalgte, er jeg godt tilfreds. Som det efterhånden er vanen, er der en overvægt af elektronisk musik. Dermed ikke sagt, at det er ensporet. Langt de fleste kunstnere har et selvstændigt udtryk og er værd at give et lyt. Det mere organiske er også repræsenteret, blandt andet hos det velspillende pop/rock-band, Vampire Blow, og den kun 17 år gamle (!) Nick Sway. Sidstnævnte synger fremragende og har skrevet et udsøgt omkvæd i sangen ‘Out of Sight’. Den altid intetsigende rapmusik er beklageligvis repræsenteret i 2 intetsigende eksemplarer. Suk.

Der er bandet We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, der, på trods af det top-præntentiøse navn, spiller solid og storladen electropop, som passer perfekt til dansegulvet, men ikke stiller sig tilfreds med det. Bandet søger et dybere lag, og det kan jeg godt lide dem for. Men nu skal vi til det egentlige.

Jeg har allerede fundet mig 3 favoritter, som jeg er meget spændt på at skulle se optræde, når Copenhagen Culture skal dække SPOT Festival. Første er Beats to Blanca. Sangerinden er karakteristisk, og beatet originalt. Der sendes tanker til Oh Land, Lorde og endog i et enkelt moment Clare Torry - bedre kendt som kvinden, der synger den ordløse solo i Pink Floyds The Great Gig in the Sky. Sangen, Let Me Show You What I Got, leverer det bedste og mest fangende omkvæd af de 11 numre, jeg har lyttet til i går. Hvordan et elektronisk band, med så mange lag i tracksene klarer sig live, er spændende og sådan set altafgørende. Men mine forventninger til Beats to Blance er høje!

Den næste kunstner, der for alvor fangede min opmærksomhed, er Katinka. Ubestrideligt finalisternes mest særprægede vokalist. Udtrykket er autentisk, tilpas kantet og virkelig spændende. Lyrikken er fin og simpel, hvilket klæder helhedsoplevelsen af sangen perfekt. Jeg har haft lidt svært ved at affinde mig med instrumenteringen, og syntes til at starte med, at det modarbejdede sig selv en smule. Jeg er stadigvæk ikke helt overbevist, men endnu en gang er det organisk og - i kraft af det - forfriskende. Selv de mindste ting, som får kunstnerne til at skille sig ud, er meget værd, når niveauet er så højt.

Min sidste og største anbefaling er Paper Cranes. Nummeret Kowloon, som er en hyldest til bydelen med samme navne, er glimrende - tilnærmelsesvist perfekt. I mine øjne finalisternes mest helstøbte band, der har en skarpt defineret sound og oveni er svært godt produceret. Stemningen er atmosfærisk og dragende, tjekket og tilpas laid back. Jeg køber nummerets præmis og er fanget fra start til slut. Jeg nynner omkvædet i tide og utide. Jeg tror på Paper Cranes som et band, der kan gå hele vejen.